Survive

Et fly med mange passagerere styrter ned i stillehavet. 7 drenge overlever, og kæmper sig op på en ø - en øde ø, for at være præcis. Uden autoriteter, uden regler. Drengene forsøger at skabe et demokrati, indtil de kan blive reddet. Men hvor længe kan de holde den kørende? Udkast: Der er ingen af os der bevæger os, tiden er gået i stå. Der er ingen af os der vil sige noget, begge venter på at modsatte part åbner munden og starter kampen, vi godt ved er uundgåelig. Jeg bider tænderne sammen, da hans stemme pludselig bryder den tavshed der har stået på i noget der minder om timer. I virkeligheden har den nok højest varet 5 minutter. ,, Matthew, sidste chance, for at komme over på den rigtige side. Vær nu ikke en tumpe." Jeg fatter ikke hvorfor det er nået så langt ud - men jeg ved også at det er for sent at vende rundt og bede om tilgivelse. Jeg kan og vil ikke lade mig overgive. * Movellaen bliver gjort rød senere hen.

8Likes
16Kommentarer
683Visninger
AA

7. ô Kapitel 6

Stilheden har lagt sig om mig, i krig med mørket. Men i mit hoved er der alt andet end stille.

De skriger. Hvem skriger? Hvorfor skriger de?

Det skræmmer mig, får mig til at føle mig alene. Jeg vil åbne øjnene, men det synes umuligt for mig. Hvorfor må jeg ikke åbne øjnene?

Mit hoved dunker, som er det fyldt op med mursten, og det føles som om at jeg synker mod bunden. Hvad er det der sker?

Er jeg død? eller lever jeg endnu?

Måske er jeg i limbo. Jeg har hørt det tit - stedet mellem livet og døden. Mine forældre snakkede om det, dengang tante Ann døde, men jeg troede altid det var noget overtroisk pjat. Jeg kan ikke mærke noget, og alligevel mærker jeg alting, jeg kan ikke høre noget som helst, og alligevel hører jeg alting.

Men.. Det føles ikke som jeg er død. Men heller ikke som om at jeg er levende. Som om at jeg er et sted midt i mellem de to steder.

Jeg tror måske jeg er død. Måske vil jeg ikke indse det, det er derfor mine øjne ikke vil åbne sig, som var der nogen der har limet dem til, forbudt mig at se hvad der sker.

Jeg behøves ikke trække vejret. Hvorfor behøver jeg ikke trække vejret?

Hvorfor kan jeg ikke huske hvad det er jeg har gjort, alt det jeg ville? Hvorfor er det jeg er endt her, i døden, i limbo, eller hvor jeg nu er? Jeg husker ikke noget, hvem har koblet ledningen til mine minder over? Jeg vil gerne huske alt det har jeg oplevet, set. Jeg prøver - men der sker intet. Der er intet at huske, intet at mindes.

Skrigene hober sig op i mit hoved, og fylder alting, og jeg har lyst til at holde mig for ørene. Med et går det op for mig at skrigene ikke længere kun kommer indefra mit hoved. De kommer også udefra.

Jeg får behov for at trække vejret, som om at det er noget jeg skal bruge for at overleve. Hvad sker der? Jeg hiver efter vejret, men luften er der ingen af.

I stedet er det vand der suser ind af mine luftveje, fylder lungerne. Med et slår jeg øjnene op. Skrigene stopper, men det jeg ser, gør det ikke meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...