Survive

Et fly med mange passagerere styrter ned i stillehavet. 7 drenge overlever, og kæmper sig op på en ø - en øde ø, for at være præcis. Uden autoriteter, uden regler. Drengene forsøger at skabe et demokrati, indtil de kan blive reddet. Men hvor længe kan de holde den kørende? Udkast: Der er ingen af os der bevæger os, tiden er gået i stå. Der er ingen af os der vil sige noget, begge venter på at modsatte part åbner munden og starter kampen, vi godt ved er uundgåelig. Jeg bider tænderne sammen, da hans stemme pludselig bryder den tavshed der har stået på i noget der minder om timer. I virkeligheden har den nok højest varet 5 minutter. ,, Matthew, sidste chance, for at komme over på den rigtige side. Vær nu ikke en tumpe." Jeg fatter ikke hvorfor det er nået så langt ud - men jeg ved også at det er for sent at vende rundt og bede om tilgivelse. Jeg kan og vil ikke lade mig overgive. * Movellaen bliver gjort rød senere hen.

8Likes
16Kommentarer
685Visninger
AA

3. ô Kapitel 2

,, Glæder du dig ikke Matt?" Joey ser spændt på mig, med hele kroppen drejet mod mig - jeg knuger lidt om rattet og ser frem på vejen, da jeg drejer ind mod lufthavnen.

,, Jo, eller.. nej faktisk.. Det der med ferie i solskin, plejer ikke at være mig. Jeg er bedre til at stå på ski. Men det skal nok blive  fint." Jeg trækker på skuldrene, da jeg finder en parkeringsplads. ,, Men hvorfor helt nede ved Spanien?" Jeg ser på ham, og ligger hovedet på skrå, og tager selen af.

Joey ser tænksom ud, som om han skal finde en undskyldning for at vælge at vi skulle til Spanien, så jeg sukker lettere irriteret, og åbner bildøren, og går ud af bilen.

Det er som om at han har fundet på en undskyldning, da vi tager vores ting ud af bilen. ,, Jeg tænkte bare det var rart at komme lidt væk." Han smiler stort og tager sine ting - og endnu en gang kommer jeg til at hæve et øjenbryn af alle hans tasker.  Vi blev enige om ikke at tage alt for meget med, og alligevel har han taget en 5-6 tasker med sig, hvor jeg har 2 - og vi skal altså kun være der i en uge. ,, Hvad?" Han ser på mig, har allerede opdaget mine hævede øjenbryn. ,, Du har bare.. ret meget med." Mumler jeg og tager min kuffert i den ene hånd, og svinger tasken over skulderen. ,, Men vi kunne da godt være kommet hjemmefra uden at vi skulle til Spanien." Griner jeg, og låser bilen, før vi begge går ind i lufthavnen, med grin malet i hele ansigtet.

Den store lufthavn gør mig allerede ør i hovedet, og jeg skæver ned mod mine mørke sko, mens at jeg lader Joey fører an, hvor vi skal sætte vores ting, så de bliver sendt afsted inden vi ankommer til Spanien. Jeg mærker blikke, som en prikkende fornemmelse i siden, og af en eller anden grund får det mig til at se op, med et stædigt blik, mens at jeg får sat mine ting, og skrevet navn.

Jeg mærker en hånd rode mig i det viltre hår, og jeg snerre lavt - Hvornår fatter han at han skal lade mit hår være i fred? ,, Kom nu Matthew, ikke vær så negativ! Vi skal hen til gate 9. " Jeg skubber til hans hånd, og sender ham et tiltvunget smil. Lad nu være med at ødelæg det hele inden vi overhovedet er steget på flyet.. Vi tramper afsted mod gaten, da en lav dreng støder ind i mig og lander på jorden - faktisk lige på røven.

,, Av!" udbryder drengen, og retter på de briller han har siddende. Jeg bøjer mig ned og ser på ham, vurdere ham med blikket. ,, Er du okay?"

Han ser én gang på mig, og spærre øjnene op, så de er ligeså store som brilleglassene, og jeg fortryder øjeblikkeligt at jeg har sagt noget til ham - Jeg skulle være gået min vej. Nå, i det mindste sagde jeg noget, så jeg kan aflive den teori at han tror jeg er en pige. Ligepludselig går det op for ham at han sidder og stirre på mig, så han ser ned i jorden. ,, Ja, ehh, nej, ehh ja! Jeg skulle bare... " Han køre en hånd igennem det lange brune hår, og ser ned, og så op på mig igen. ,, Jeg skulle hen til gate 9. " Han fumler med ordene og jeg smiler skævt. ,, Jeg skal også derhen. Jeg hedder Matthew, og min ven der, det er Joey." Jeg peger på Joey der laver et mærkeligt håndtegn, som tegn på at han hilser.

,, Jeg er ..." Han synker, som om han er bange for at jeg skal æde ham, hvis han siger noget forkert. ,, Jeg er Simon." Jeg smiler og rækker ham en hånd, som han efter et par sekunder tager i mod, for at komme op, da en stemme i højtalerne lyder.

"Udkald til gate 9. - Udkald til gate 9."

Simon kommer til sig selv, og slipper min hånd. ,, Vi skal afsted! vi kommer for sent!" Jeg griner og tager fat i hans skulder. ,, Rolig nu Simon. Find din billet, og så går vi derned sammen." Han tager sig til hovedet og nikker. ,, Du har ret.. Tak Matthew." Jeg trækker på skuldrene, og begynder at gå mod gaten igen. ,, No problem." Jeg vinker af ham og Joey. ,, Skal i med?"

Joey og Simon kigger en gang på hinanden før de følger efter mig. Jeg smiler lidt og retter ryggen da vi når hen til den dør der skal følge os til flyet. ,, Billet tak."

Foran mig står en høj blondine, i små flade sko, i en hvid kjole, og håret sat stramt op - modsat hendes hoved, er resten af hende ret så uskyldigt. Men hun har pakket hele hovedet ind i bruncreme og  mascara og lipgloss, og jeg griner lidt indvendigt. Hvad har jeg at skulle have sagt?

Hun smiler venligt og jeg rækker hende vores billetter. ,, Velkommen om bord på flight 324." Jeg nikker, og Joey går ind for at finde vores pladser, mens jeg står tilbage og venter på Simon. Fyren er så nervøs at jeg næsten er bange for at efterlade ham. ,, Velkommen om bord på flight 324." Gentager stewardessen, og jeg smiler da Simon indhaler mig, og vi sammen går om bord på flyet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...