Survive

Et fly med mange passagerere styrter ned i stillehavet. 7 drenge overlever, og kæmper sig op på en ø - en øde ø, for at være præcis. Uden autoriteter, uden regler. Drengene forsøger at skabe et demokrati, indtil de kan blive reddet. Men hvor længe kan de holde den kørende? Udkast: Der er ingen af os der bevæger os, tiden er gået i stå. Der er ingen af os der vil sige noget, begge venter på at modsatte part åbner munden og starter kampen, vi godt ved er uundgåelig. Jeg bider tænderne sammen, da hans stemme pludselig bryder den tavshed der har stået på i noget der minder om timer. I virkeligheden har den nok højest varet 5 minutter. ,, Matthew, sidste chance, for at komme over på den rigtige side. Vær nu ikke en tumpe." Jeg fatter ikke hvorfor det er nået så langt ud - men jeg ved også at det er for sent at vende rundt og bede om tilgivelse. Jeg kan og vil ikke lade mig overgive. * Movellaen bliver gjort rød senere hen.

8Likes
16Kommentarer
669Visninger
AA

13. ô Kapitel 12

Mørket har lagt sig over øen, da vi får bundet de sidste lianer sammen, og har dermed skabt os vores eget lille "hus." På et eller andet punkt er jeg ret stolt faktisk - for det er noget vi har gjort sammen, og næsten uden at vi var ved at slå hovederne af hinanden. Jimmy og jeg kom faktisk kun op og diskutere en enkelt gang!

De andre er krypet ind i vores læ, men jeg står ude endnu da jeg ser Taylor stå ude i den våde strandkant, et par meter væk, og det får mig til at stå undrende et par sekunder, før at jeg træder ud til ham. Jeg skubber til det lange sorte hår, der sidder som en fuglerede, nu hvor jeg ikke har hverken voks eller hårspray at gøre godt med. Jeg stopper op ved siden af ham, men skænker ham ikke et blik.

,, Hvad så?" spørger jeg roligt. Ikke koldt, bare neutralt.

Der er stille mellem os - alle andre lyde omgiver os. Drengenes rolige snakken i vores læ, havets bølger der slikker sig op af strandkanten, invitere til en svømmetur, og lydende inde fra junglen af. Jeg venter tålmodigt på at han vil sige noget.

Der går et par minutter, før at der kommer lyd fra ham.

,, Det er mørkt. Vi bør gå til køjs, før at dyrene kommer ud for natten."

Han vender rundt, uden at give mig et blik, og efterlader mig med skoene begravet i strandens bløde sand, hvor havet næsten slikker sålerne. Et øjeblik bliver jeg irriteret, så vred, og så bliver jeg bare ligeglad-  ingen havde sagt jeg skulle gå ud og se til ham. Måske ville han bare have fred, hvad ved jeg?

Dog bliver jeg selv stående et par minutter mere, ser det sidste lys forsvinde over havets horisont. Tankerne flyver omkring, men de kredser om en og samme ting - hvordan skal vi nogensinde komme hjem?

,, Matt!" Bliver der råbt i baggrunden, og jeg ser tilbage, for at se Simons næsten børneagtige ansigt med de store briller stikke ud af døren i vores læ. ,, Kom nu, inden det bliver for mørkt!"

Jeg svarer ham ikke, sender bare horisonten et sidste længselsfuldt blik, før at jeg vender rundt og trasker med lange skridt tilbage, for at kravle ind til de 6 drenge, der nærmest sidder med flere meter mellem hinanden, som var de andre giftige. Havde vi været piger, havde vi sat op og ned af hinanden for at varme os - men det er jo også piger. Jeg tager skoene af, og ligger dem i bunken af sko i midten, og ser på dem. ,, Jeg fryser." Simon ser på mig, som skulle jeg kunne hjælpe. Jeg klapper ham ironisk på hovedet og brummer irriteret. ,, Der er ikke noget at gøre, udover at vi kan sætte os tættere sammen. Jeg kan ikke rigtig lige frem skaffe jer en vinterdyne herude. " Han ser fortvivlet ned i jorden, og jeg ser rundt. ,, Drenge, saml jer til. Hvis ikke vi skal ligge og fryse alle sammen, så er vi nød til at ligge tæt." De mumler irriteret, men jeg sender bare de forskellige et bestemt blik, før at de samler sig. Skoene bliver skubbet ud til en af kanterne, og vi ligger os nærmest i rækker. 3 på den ene række, 4 på den næste. Jeg ligger yderst, med Jimmy til den ene side.

,, Så vi skal sove sådan her?" Jimmy mumler og bander, og ser på mig.

,, Ja, eller, hov, jeg har et bedre forslag! Du kan gå ud og sove i junglen. Eller, endnu bedre! I havet."  vrisser Joey af ham og vender sig rundt, til den anden side. Vi lyder snart som sådan en flok småpiger.

Jimmy svarer et eller andet hånligt, men jeg hører ikke efter. Det er sådanne tidspunkter her, at jeg mangler min telefon, og mine høretelefoner. Men hov, begge ting ligger ude i havet. Tilbage er der kun 6 drenge der brokker sig, og lyde fra en jungle.

,, Hold nu mund!"

Magnus ser ikke på folk, men alligevel har hans stemme en klang der får de andre til at holde kæft.

Endelig, tænker jeg, så kan vi måske få noget søvn.

Stilheden samler sig omsider over vores hoveder, og lidt efter lidt, starter der snorken og mumlen fra de forskellige drenge. Jeg ligger længe og tænker, tænker på, om alt det her bare er en ond drøm, og at jeg, når jeg ligger mig til at sove, mon vil vågne op, i min seng hjemme i Danmark, og så vil mit største problem være hvor lang tid min lillesøster Amalie vil bruge på badeværelset. Jeg lukker øjnene forsigtigt og forsøger at falde til ro. Det lykkes bare ikke.

Min krop er vågen, og på vagt. Det er som om at min hjerne ikke får sendt signalet om at jeg er træt, videre ned til resten af kroppen, hvor adrenalinen suser rundt i hele min krop, advare min hjerne om de eventuelle farer.

Det føles som om at der går mange timer, og snorkelydene fra drengene bliver højere og højere - der sker bare ingenting, min krop vil ikke falde til ro. Det er som om at hver en puslen i bladende udenfor, er en ulv der står parat til at æde os.

Lige pludselig så tager hjernen over, og beordre kroppen til at falde til ro - for pludselig overdøver trangen til søvn, alt andet, og jeg glider utilpas ind i søvnens arme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...