Survive

Et fly med mange passagerere styrter ned i stillehavet. 7 drenge overlever, og kæmper sig op på en ø - en øde ø, for at være præcis. Uden autoriteter, uden regler. Drengene forsøger at skabe et demokrati, indtil de kan blive reddet. Men hvor længe kan de holde den kørende? Udkast: Der er ingen af os der bevæger os, tiden er gået i stå. Der er ingen af os der vil sige noget, begge venter på at modsatte part åbner munden og starter kampen, vi godt ved er uundgåelig. Jeg bider tænderne sammen, da hans stemme pludselig bryder den tavshed der har stået på i noget der minder om timer. I virkeligheden har den nok højest varet 5 minutter. ,, Matthew, sidste chance, for at komme over på den rigtige side. Vær nu ikke en tumpe." Jeg fatter ikke hvorfor det er nået så langt ud - men jeg ved også at det er for sent at vende rundt og bede om tilgivelse. Jeg kan og vil ikke lade mig overgive. * Movellaen bliver gjort rød senere hen.

8Likes
16Kommentarer
680Visninger
AA

11. ô Kapitel 10

Der lyder latter bag mig, og jeg smiler skævt da jeg bøjer mig under en gren. ,, Det her sted er da for vildt! Prøv lige og se alle de frugter! Vi kommer i hvert fald ikke til at sulte!" Jimmy smiler stort, men af en eller anden grund, er det som om at det store smil ikke passer på hans ansigt - som om at det er opsat, noget vi andre skal tro på.

Klask!

Et hvin lyder bag os, og pludselig er latteren højere, da vi ser Simon sidde på den tørre skovbund med et overrasket udtryk bag de store briller. Han begynder at skælde de andre ud for at grine, men jeg selv kan ikke holde latteren inde. ,, Indrøm det Simon! Det var da sjovt!" Taylor smiler stort til sin ven som vrisser højt af os og kæmper os på benene.

,, Hey nørd! I det mindste "lod vi dig ikke falde bagud" !" Daniel griner højere end os andre og jeg snerre. ,, Stop det Daniel." Jeg ser på Simon og smiler da han ser på mig. ,, Okay, så langt så godt. Nu har vi mad, af en art. Er der nogle der har en idé om hvor vi kan få vand? Ellers overlever vi ikke længe." Det giver et sæt i Joey, som om at han slet ikke havde tænkt på at der altså er en chance for at vi ikke kommer levende herfra. Af en eller anden grund, virker det til at chokket over styrtet har gjort at alle drengene undtagen Magnus og jeg lever i en døs, om at vi nok skal blive reddet, at vi nok skal overleve det her. Men hvad nu hvis vi ikke gør? Hvem ved overhovedet at vi er styrtet ned?

Der er stille i  gruppen, ingen vil sige noget, da Magnus bryder stilheden. ,, Vand! Jeg kan høre vand!" Jimmy fnyser. ,, Det er havet, fuld af salt, tumpe!" Magnus sender ham et vredt blik og retter ryggen. ,, Ikke det vand, dit fjols. Her i nærheden, et vandløb tror jeg." Jeg mærker smilet bryde frem, da den blide rislen af vand der løber mellem sten, som skiller sig helt ud fra havets høje brusen også rammer min øregang. ,, Jeg kan også høre det! " Jeg retter øjnene mod Magnus. ,, Viser du vej?"

Han griner skævt, og sætter frem i løb så hans converse dunker i jorden. Resten af os står stille, indtil jeg sætter benene i gang. ,, Kom så drenge!" Jeg sætter farten op, og springer over diverse væltede træer, da jeg  når Magnus' side. Vinden suser igennem det lange sorte hår, og jeg griner da jeg ser vandløbet nærme sig for vores blikke.

Drengene bag os, fumler med jordbunden og jeg kan i baggrunden høre hvordan der er nogle der snubler og falder bagud - men jeg er egentlig ret ligeglad, da vandløbet kommer tæt på. ,, Brems Matt, brems!" skriger det i mit hoved. Jeg fumler med mine ben, det er som om at mine muskler ikke vil samarbejde, nu hvor jeg først er kommet op i fart, så da vi når vandkanten, glider mine reebook og jeg famler ud i luften efter noget at støtte mig til, da jeg mærker en varm arm gribe mig om den bare brystkasse. ,, Wooooow!" Magnus trækker mig op på det tørre land, og jeg høre de andres grin bag mig. ,, Hva så, for meget fart på?" Taylor ser på mig og jeg smiler overbærende. ,, Tak Magnus." Jeg nikker til ham, og han slipper det massive greb om min brystkasse. ,, No problem."

,, Hva så, tror i det kan drikkes?" Daniel ser flabet på os andre, og ligger hovedet på skrå. ,, Det ved vi ikke før en af os har prøvet. Hvad med dig Daniel? " Jeg ser roligt på ham, og nikker mod det rislende vand, der allerede nu får tørsten til at melde sig. Men ikke om jeg vil bukke mig - Daniel skal ikke komme afsted med at være så flabet hele tiden. Han ender med at udspille en magtkamp, men han skal være velkommen.  

,, Fair nok." Han griner, og træder hen til vandkanten, hvor han hæver et øjenbryn af de spor i mudderet mine reebook har lavet, mens han sætter sig på hug. Et øjeblik frister tanken om at give ham et ordenligt los bag i, så hele den solbrune krop, kun beklædt med blå boxershorts og sorte converse ryger på snotten i det klare vand, der ender i en lille sø. Men jeg skal forestille at være den voksne så jeg står pænt og ser på, at han tager en hånd ned i det klare vand, og bære vand op til munden. Der er stille, vi venter alle på den endegyldige dom. Kan vandet drikkes?

Tiden går, jeg kan næsten høre sekunderne gå - hvorfor trækker idioten tiden ud?

 

,, Det kan godt drikkes." Han griner tilfreds, med vand løbende ned af hagen, da vi allesammen med et tilbringer os i samme stilling som ham, som dyr rundt om et vandhul. Okay, vi har vand og vi har frugt.- Så kan vi da overleve.

Jeg tager grådigt af det friske vand, der giver en kølig lindring ned gennem halsen for at ende i min mavesæk. Der er igen ro over flokken, og jeg tilbringer de rolige minutter med at tænke over vores situation. Hvordan skal jeg nogensinde kunne holde styr på dem? Hvornår bliver vi reddet? Bliver vi nogensinde reddet? Hvor koldt bliver det om natten? Hvilke dyr er her på øen? Hvor længe vil vi overleve?

For en ting er sikkert. Vi er ikke alene, uanset hvor meget jeg ville ønske det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...