Filmklassikere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 18 nov. 2014
  • Status: Igang
Dette er en movella, hvor jeg vil dedikere rigtig meget af min tid til at lave anmeldelser af særligt filmklassikere, både gamle og nyere, og virkelig anbefale jer nogle af de største guldklumper og bedste kunstneriske præstationer indenfor filmverdenen. Med alt lige fra klassikeren Citizen Kane til den mordernistisk satiriske thriller Fight Club, får I virkelig nogle gode inputs om nogle af de bedste film, der findes derude, og - forhåbentlig - inspiration til selv at opleve det. Og så indgår der også en trailer i bunden af hver anmeldelse :)

17Likes
17Kommentarer
668Visninger
AA

3. Gone With The Wind - 1939

 

Genre: Drama

Spilletid: Cirka 3 timer

Hovedroller: Vivien Leigh, Clark Gable

Bedste Citat: Frankly my dear, I don't give a damn. 

Gone With The Wind (Jeg tror, at en del af jer kender den ved dens danske titel, Borte med Blæsten) er et must. Seriøst. Det er det. Normalt er jeg ikke ret meget for romantiske dramafilm, men Borte Med Blæsten er bare så meget anderledes og så speciel. Den er uforudsigelig. Dette er ikke en happy ending historie (og det er noget, som går rigtig meget igen i rigtig mange klassikere: Mangel på Happy Endings), men det er det alligevel. Somehow. Og nu vrøvler jeg vist,, gør jeg ikke? xD

 Da jeg så Borte Med Blæsten første gang - jeg var så heldig at den lå på Netflix, så jeg behøvede ikke at gå ind på virusbefængte og muligvis også halvulovlige gratis videohjemmesider for at se den, lol - kunne jeg ikke fatte, at jeg så en film fra 1939. Måden filmen er lavet på, får den til at virke så meget nyere. Det ligner meget mere en film fra 60'erne eller måske 70'erne end en film fra 30'erne. Grafikken er så vellykket og så realistisk, måden filmen er klippet på er utrolig fast-paced, og det er en af den slags film, der virkelig kryber under huden på én og fucker med følelserne på en måde, jeg næsten kun ser ved nyere film (selvom der dog også har været andre ældre film, såsom A Streetcar Named Desire, som opnåede samme effekt). Og så må jeg indrømme, at jeg syntes Vivien Leigh i rollen som Scarlett er usandsynligt lækker. Hun er også kun tyve år eller sådan noget under filmen, så bær over med mig. Jeg er vel en dreng, er jeg ikke? 

Selvom filmen er lang, lækker man ikke rigtig mærke til det, fordi man - eller det gjorde jeg i hvertfald - bliver totalt opslugt af plottet og fortællingen. Bevares, jeg tror det her er en film for dem af jer, der kan lide noget, som giver mere stof til eftertanke. Denne film er ikke underholdende. Denne film er tankevækkende, og meget mere end bare underholdning (hvilket I skal vide også er noget, der går igen ved stort set alle klassikere).

Filmen omhandler den utrolig narcissistiske rigmandspige, Scarlett, der er opvokset i et palæ midt ude på landet. Filmen udstrækker sig fra den tidligere post-borgerkrigs-era og frem til de strabadser, som amerikanerne gennemgik under krigen, men det eneste, som Scarlett kan tænke på, selvom hun ser folk blive slået ihjel omkring sig, er sig selv og hendes største kærlighed - Tara. Hun er ekstremt flirtende overfor andre fyre, hvilket man allerede kan se fra starten af filmen, hvor hun i sin mest ekspressionistiske kjole, sidder på en veranda med to drenge ved sin side. Hendes narcissisme kommer også meget tideligt til udtryk ved hendes utroligt store mangel på empati og hendes manglende evne til at tænke på andre end sig selv og sine egne behov. Et klassisk moment fra filmen er startdialogen: "Fiddle-dee-dee. War, war, war. That is aaaaall there is to talk about. Nothing but war, and it's so boring." Umiddelbart ville man tro, at det bare er fordi hun hader krig, men det er ikke tilfældet. Det er fordi hun er bedøvende ligeglad med krigen og dens følger, så længe det ikke er noget, der involverer hende selv. Og får hun ikke sin vilje, bliver hun ekstremt følelsesladet og får oftest over-dramatiske udbrud, hvor hun bryder grædende sammen. Manden, som måske kan ændre på hende og gøre hende mere "voksen", hedder Rhett Butler. Ham møder man forholdsvist tidligt i filmen, og det er klart, at ha er den eneste mand, som kan sno Scarlett om sin lillefinger. Så er spørgsmålet så bare, hvordan de to klarer det sammen, og om Scarlett nogensinde kommer til at forandre sig?

Dette er en filmoplevlese for livet. Den er virkelig stærk både følelsesmæssig og visuel, og jeg vil virkelig virkelig anbefale jer at se den! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...