Adelaines dagbog over bemærkelsesværdige begivenheder og mystiske missioner

Ikke noget

1Likes
2Kommentarer
125Visninger
AA

1. En tyvagtig trold banker på med sin kølle

Det var endnu en fredelig morgen i lejren, med fredelig mener jeg ingen der er kommet alvorligt til skade ( ved mindre en snes alvorlige brandsår tæller)

Alligevel var der for stille, ikke engang resten af min hytte prøvede at slå nogen i gulvet, så der var seriøst noget galt.

Kort efter, viste det sig at jeg havde ret, der var for fredeligt.

 

Da vi alle begav os mod morgenmaden (iført pyjamaser) lød et ordentlig brag, ikke som i 'åh nej det tordner' men som i 'åh ved guderne bjerget er ved at styrte sammen' 

Også var der ikke tid til morgenmad, alle løb rundt, og forsøgte at finde ud af hvad der foregik, undtaget Athene, Hefaistos og selvfølgelig Ares, vi løb mod hytterne for at komme i kampudstyret inden bragets skaber kom i nærheden.

Clarisse vores hytteleder kommanderede alle i uniformer, og hurtigt stod de fleste i rustninger (undtag de få der ikke kunne få deres pyjamaser af)

Selv jeg havde kastet mig i min rustning, hvad end bragets skaber var for et væsen, ville jeg helst ikke møde det...

 

De andre i hytten marcherede ud i geledder af blodrøde rustninger, jeg blev tilbage.

Jeg foretrak at se kampene på min egen måde, ikke som i Ares hyttens typiske 'slå alle uhyre ihjel så snart de rører sig', jeg foretrak at vente og at se tiden an.

 

Min sorte rustning stod i skarp kontrast til de andres røde, men jeg foretrak at skille mig ud, så var jeg noget andet end et blodtørstigt Ares barn.

 

Jeg gik ud af hytten, og lod blidt min hånd kærtegne mit sværds skæfte, jeg spejdede after Athene hytten.

Kort tid efter, fik jeg øje på Athene, de studerede alle der løb forbi, selv ventede de, et øjekast mod højre viste mig hvad bragets skaber var for en, en trold.

 

Med hastige skridt nåede jeg Athene, i det de begyndte at gå, lød skrig fra flere af lejrdeltagerne, trolden var vidst gået voldsomt til værks med sin kølle.

Ares stod stærkt ved troldens fod, men kunne intet stille op, de ventede ikke, de angreb bare og jeg sukkede.

 

"Hvordan kan du være i familie med dem, Adele?" 

Spurgte en af Athene drengene.

Jeg svarede kort og kontant.

"Det undrer også mig lige nu..." 

Hvorefter jeg sprang ned for at hjælpe mine hytte-fæller i kampen.

 

Ikke meget kunne jeg stille op, trolden var ved at flygte, den havde fået hvad den ville - en af vores mest værdifulde amuletter.

 

- Adelaine

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...