I hjertet gemt og aldrig glemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 29 sep. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er inspireret af mit liv, mine oplevelser. Dog har jeg ændret og tilføjet nogle ting men det er mig det handler om. Den er ikke helt færdig men vil meget gerne have kommentarer

0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

3. Som tiden går

Det var sådan det hele startede. Nu sidder jeg så her, lidt over 1 år senere, i den lille træstol med det lysegrønne stofsæde som snart har mit røvmærke, fordi jeg har siddet her så meget. På armlænet er der næsten helt markante mærke fra mine negle. Jeg får aldrig lov at komme med ind, men på den anden side tror jeg heller ikke jeg har lyst.

Mig og far kører stadig herind hver dag, når jeg har fået fri fra skole, samme rutine hver eneste dag.

 

Ingen hår på hovedet har han, ingen øjenbryn, ingen øjenvipper. Hans hud er helt bleg, og det hjælper ikke at han altid har fuldstændig hvidt tøj på, så det hele næsten falder sammen i ét. Som det ser ud lige nu sidder han i kørestol, hans stativ er blevet fastgjort, så det er nemmere at have med rundt.

 

Det er blevet fast at jeg sover med Nikolaj´s pude, det er det eneste tryghed jeg har, også nu hvor mor sover inde på hospitalet hos Mikkel, der gik lang tid før jeg forstod hvad der var med ham, men nu har jeg fået det hele på plads, selvom det er meget at rumme som 11 årig. Nikolaj bor stadig hos sin far, han kan ikke lide at se Mikkel på denne måde. Vi har forskellige fædre, så vi er egentlig kun halvsøskende, men det ændre ikke noget. Jeg græder tit fordi jeg savner ham, det er mærkeligt at han ikke er der, også nu hvor Mikkel ligger på hospitalet.

 

Mikkel er inde til operation lige nu, jeg har stadig ikke helt forstået hvad der skal ske med det hele, men håber jeg får noget af vide. Mor og far venter lige uden foran operationsstuen, men der må jeg heller ikke være, så jeg sidder bare på hans værelse og venter. Tiden går utrolig langsomt. Du skal ikke være bekymret. Du skal ikke være bekymret. Du skal ikke være bekymret. Jeg gentager dette mantra inde i hovedet, for det er det min far altid siger. Stolen jeg sidder i er ikke særlig behagelig, men jeg formår alligevel at falde i søvn mens jeg sidder og venter.

 

>>Hvorfor?<< hører jeg meget svagt en der siger, det er mors stemme. Jeg kan høre ud fra måden hendes stemme ryster på, at hun græder. Jeg prøver at åbne mine øjne, men de er meget trætte. Dog kan jeg se at det er blevet mørkt udenfor, så jeg må have sovet rimelig længe. Jeg sætter mig ordenligt op på stolen igen, og tager mig til hovedet. Jeg har fået en dunkende hovepine. Ude på gangen står mor og far, men jeg kan kun lige se deres silhuetter. Mor opdager straks er jeg er vågnet, og løber ind ad døren. Hendes øjne er helt røde, hendes blik er ret tomt lige idet hun kigger på mig, men hun prøver alligevel at smile til mig. >>Nynne…<< hvisker hun, da hun sætter sig på hug foran mig, hun tager mine hænder i sine, og kigger mig dybt i øjnene. Far står bag hende med hænderne på hendes skuldre. Han har ligeså røde øjne som mor og tårerne løber stadig ned ad hans kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...