I hjertet gemt og aldrig glemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 29 sep. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er inspireret af mit liv, mine oplevelser. Dog har jeg ændret og tilføjet nogle ting men det er mig det handler om. Den er ikke helt færdig men vil meget gerne have kommentarer

0Likes
0Kommentarer
90Visninger
AA

1. Begyndelsen

Vågner for fjerde gang i nat, fordi han bare ligger og skriger, jeg kan høre hvordan han vrider sig i sin seng, hans ben bliver ved at ramme væggen der er op til mit værelse. Der går ikke længe før det buldre på trapperne og både mor og far kommer løbende direkte forbi min næsten lukkede dør, og ind til ham. Jeg kan ikke høre hvad de siger, men en gang imellem skriger han i korte intervaller. Jeg tager puden og ligger den oven på mit hoved så det bliver lidt isoleret fra lyden, og der går ikke længe før jeg falder i søvn.

 

>>Du skal op nu, hvis du skal nå bussen Nynne<< hører jeg stille en stemme sige, mens mine øjne sløvt prøver at åbne sig, jeg kigger på min mor som står med sit hoved helt oppe i krydderen på mig, jeg blinker et par gange, og sætter mig derefter op >>Ja… Okay…<< svarer jeg med en meget træt og hæs stemme, hun rejser sig helt op og går ud igen. Jeg sukker dybt, men til sidst rejser jeg mig og begynder at gøre mig klar, kort tid efter er jeg på vej ned af trappen og nu længere ned jeg kommer, nu flere kan jeg se, der sidder omkring bordet. Min mor sidder på sin normale plads og det samme gør drengene, de ser alle trætte ud. Jeg var selv stadig meget træt, men det lykkedes mig at få spist noget af det morgenmad min mor havde lavet klar. Hun sender os afsted hen til bussen, men Mikkel begynder at halte idet han går, jeg kan straks se at han er i stor smerte, men ved ikke hvad jeg skal gøre, så vi går bare hen til busstopstedet. Her står vi så, mig som lige er startet i 4. klasse, Nikolai er gået ud af skolen, men han flytter snart hjem til sin far, og Mikkel der er startet i 6. klasse, men som knap nok kan gå, vi står omringet af en masse andre børn der også skal i skole, da Mikkel pludselig falder om, jeg bliver meget bange, men aner ikke hvad der foregår, Nikolai ser også forvirret ud, men han løfter Mikkel op og bærer ham hjem igen. Så er det bare lille mig, der for første gang skal tage bussen alene, fordi drengene er smuttet.

 

Det er noget af en omgang børn der er i bussen, der er næsten ikke nogen steder at være, så jeg stiller mig bare og holder fast i et af sæderne. Hvad var det lige der skete? Er Mikkel okay? Skulle jeg være gået med hjem? Hvad så med Nikolai? Tankerne kører rundt i mit hoved, men der er ingen svar, jeg tror ikke der er nogen der ved hvad det var der skete, men jeg håber de finder ud af det. Det burde ikke være det der fyldte en 10 årig piges hoved et par uger efter hun er startet i skole.

 

Resten af dagen tænkte jeg ikke så meget over det, mig og Karoline legede bare, og vi fik lov at være på den store legeplads i dag, som sædvanlig løb vi over til edderkoppegyngen, som var den aller bedste, der sad vi altid. Karoline er min bedste veninde, selvom jeg næsten lige har mødt hende, dvs. vi mødtes i starten af SFO´en, men vi leger altid sammen. Hvis ikke vi sidder på edderkoppegyngen, så klatrer vi rundt oppe på taget af det lille hus. Men dagen gik og da jeg endelig nåede hjem, var stemningen ret trykket, min far som underligt nok var kommet tidligt hjem, sad alene ved spisebordet.

 

>>Jeg tog bussen helt selv i dag. 2 gange<< sagde jeg, meget stolt og med et kæmpe smil på læben.

>>Det var da flot...<< sagde min far, med en lidt rystende stemme, og et meget falsk smil. Jeg kan godt se at der er noget galt, men ved ikke hvad det er, og jeg tør ikke spørge. Så jeg går bare op på mit værelse, og sætter mig i den lyserøde sækkestol med de røde striber, så sidder jeg bare og kigger lidt rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...