Gammel Stil.

En gammel stil jeg har lavet.

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

1. Stil. ( Uden alle de dine detaljer som i den originale. )

Du kommer for sent.


Han havde aldrig i sit liv troet, at det ville ende sådan. At han skulle til at give alt op for ingenting. Men det skete. Og sådan her skete det..

John var egentligt bare en typisk, nydelig, ung herre. Han var allerede kommet godt ud af start lugen angående sin uddannelse som jurist. Lærerne beundrede ham og værdsatte al hans hårde arbejde. Hans indsats og det han lagde i sit arbejde: Ære og sjæl. De andre elever misundede ham til det yderste. De ønskede, at de kunne arbejde lige så hårdt og opnå samme fantastiske resultat, men altid forgæves. Udenpå var John jo den perfekte elev og mandfolk. Pigerne rendte ham hele tiden i hælene og drengene ønskede, at de var ham. Inderligt ønskede de det og dog afskyede de ham. De frygtede ham også. Ikke nok med, at han var en flot fyr, så var han både stærk fysisk og mentalt. Men indeni. Ja.. Indeni. Var John et rent Helvede af de mest pirrende tanker. De kørte på ham 24/7. John’s hemmelighed?
Det er, at…


En dag sad han alene i klasseværelset. Stille og rolig i sindet.  Alting var som normalt. De andre havde forladt lokalet, mens han sad tilbage og studerede til hans hjerne ville brænde sammen. Det havde sine bivirkninger, men også sin ros og resultater.. Pludselig bankede det. Bag hans hoveds dunkende puls fornemmede han det. Et blik blev hurtigt kastet tilbage over hver skulder. Der var intet, men alligevel vidste han, at der var noget galt. En varm dråbe løb ulidelig langsomt ned over hans pande og satte sig fast i hans øjenbryn. Han kiggede forvirret omkring sig. Til alle sider. En finger gled over hans rygsøjle og det gav et sæt i ham. Det tvang ham til at dreje sig rundt. Ud af væggen bagerst i lokalet flød en tyk, sort masse ud. Hurtigt gled det over gulvet og hen for fødderne af ham. Det slog stolen væk under ham med et kraftigt ryk. John rettede sig op. Hans facade bestod af et køligt, følelsesmæssigt dødt ansigtstræk, men indenunder skreg han i smerte og uvidenhed.
Klumpen af den sorte masse rejste sig og formerede sig. En stor, sort skikkelse stod nu foran ham med sit ansigt helt op foran hans. De kiggede hinanden intenst, men alvorligt i øjnene. Skikkelsen strakte sin venstre arm op og tog fat om John’s hage. Drejede hans ansigt, så hans øre var mod dens mund. Dens åndedræt var kraftigt og blæste blidt i hans øre..

- I nat ridder du alene. Du skal over på den anden side. Din mor bekæmpede dæmoner. Din bror så lyset. Du er uvidende og bange, men nu er det din tur. Kun på den måde kan du blive fri.., hviskede den og svandt væk i en sort røg, mindst lige så tyk som selve massen.
Helt væk i de summende, uforglemmelige ord, gik han ud af klasselokalet og ned ad den tomme gang. Lyden af fodtrin rungede og gav genlyd mellem de smalle vægge. Nogle tanker slog ham, og de slog ham hårdt. Han tænkte på, hvad der ville ske, hvis han aldrig blev fri. Alle de syge tanker. De ville hjemsøge ham for evigt og brænde sig fast i hans tanker. Smelte hans hjerne lige så langsomt. Alle de syner. Det, der ikke findes. Hvorfor ham? Det spurgte han så ofte sig selv, når han gik i det, der føltes som evigheder, på de tomme gange, tomme stier, vejkanter m.m. Ville han overhovedet nogensinde blive fri?


Han stod op ad siden på det lille skur ved busstoppestedet. Inhalerede den halvkolde, friske efterårsluft. Så kølende og befriende. Når han kunne tyede han til den. Den fik ham til at slappe af, ligesom nogle folk har det med varme, lange bade. Så forfriskende. Lige så stille løsnede den op for ham og fik hans anspændte, syge sind til at komme ned på jorden. Længere fremme kunne man ane en stor X-bus. Bumlende kom den rullende ind til siden og dørene gik op med et pust. Som den eneste ved det stoppested, gik han ind i bussen og tog plads bagerst.

Som bussen rullede af sted, sad han bare lige så stille. Helt væk i sine egne tanker beundrede han den orange-grønne natur udenfor.

Hvad mente den dog med, at det er min tur nu? Hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ingen anelse! Hvordan skal jeg overhovedet finde ud af det!? For… Okay, John. Slap af. Slap helt af… Ikke noget med at gå fra den. Ikke i offentligheden. Bare hold ud indtil du kommer hjem. Ugh.. Hvorfor skal offentlig transport tage så lang tid? Jeg går fra forstanden, hvis jeg ikke snart kommer ud herfra!

Hans hjerne slog knuder og vred sig for at finde svar, men uden held. I stedet var han helt ude af sit gode skind og kunne ikke holde det ud. Han måtte bare ud. Ikke om ét minut, ikke om nogle sekunder. Nu. Ikke senere… Hans hånd rakte skælvende ud efter “Stop-knappen”. Det mislykkedes nogle gange at ramme, pga. bussens bumlen og hans rysten, men da ramte han og vaklede hen til den nærmeste dør. Bussen stoppede pludseligt og John væltede kort til siden, men greb fat i et sæde. Endnu en gang åbnede dørene sig med et pust. Han løb styrtende ud af bussen og hen til et buskads. Hans mave havde givet op, ligesom hans hjerne snart ville. Det løb ud af munden på ham, og han tørrede opgivende resten af sin ene mundvige. Nu havde han kun én mulighed: At gå resten af vejen hjem.
Blikket var da fastlåst på vejskiltet. Det var hans vej. Den helt rigtige. Vejen bestod af en bakketop, en lang, snoet sti og et par små huse. Intet andet end det. Bare en simpel lille vej. Han havde boet der lige fra barnsben. Der var så mange følelser og minder på både den vej og i lige netop dét hus, han boede i. Både minder om sin gamle mor, der i sin tid var  ved sine fulde fem. Hans far, der var hans store idol, men som døde og i al sorg havde efterladt moderen og hans søn på jorden. Han håbede, at han kunne huske alt endnu en gang før han glemte det igen. Han huskede kun de største, mest vidunderlige og mest hjerteskærende.

Mens han gik op ad den lille grusvej, holdt han øje med de store lyskegler fra lygtepælene. Alle minderne om, da han gik alene hjem som mindre, kom igen. Det var dengang dét startede. Alle stemmerne i hans hoveder, der bare skreg efter han. Og nu, efter så mange år, fik de endelig deres tag fat om ham. Om hans hals. Klar til at kvæle ham hvert sekund. Længere fremme kom det lille, skæve hus til syne. Det så ud ligesom dengang, dog var det lidt mere slidt.

Da han trådte ind af den knirkende dør, så han, at der var helt ryddet. Intet var tilbage ud over en stol, der stod midt på stuegulvet. Et lyst skær lyste ned på den. Draget af den trådte han den nærmere. Dernæst satte han sig ned og snuppede sin mobil op af lommen Hurtigt strøg hans finger over tasterne, og han kom hurtigt ind under sine kontakter. Han kiggede længe på én kontakt: MOR.
Rystende trykkede han på den og tastede løs…

Moder. Min eksistens har nået enden. Du ved, at jeg har kæmpet længe, men nu kan jeg ikke længere. Jeg sidder alene i vores gamle hus og tænker tilbage, inden jeg siger farvel for altid. Hvis du er heldig, så sidder jeg her stadig, hvis du kommer?

- Alt godt ønskes dig i fremtiden. Vi mødes igen i Himlen. Din søn, John.

Ét klik og så ville den være på vej. Og det skete. John rejste sig atter og sukkede tungt. Ledende i resten af mørket gik han hen til en gammel lem. Han vidste, at hans far altid var forberedt på det værste, og at han havde en gammel revolver liggende under lemmen. Med et ordentligt ryk blev lemmen åbnet. Nede i dybet lå en gammel, støvet kasse. “Robert E. Lee Tribute 1851 Navy Revolver.” stod med en kringlet skrift udenpå. Stille løftede han den op og åbnede kassen. Tog pistolen op og rejste sig. Slingrende af svaghed gik han hen og satte sig på stolen igen. Da med pistolen mod sin tinding...

Med fingeren mod aftrækkeren var der ingen tvivl. Hans kolde blik stirrede bare tomt ud i luften, men inderst inde ønskede han bare at blive. Få behandling i stedet. Men han vidste også selv, at han ikke var til at redde. Selv ikke den bedste ville kunne redde ham. Det var for sent, men da hørte han en livreddende brummen. Han tog pistolen væk fra tindingen. Hans hænder søgte hans ansigt. Da kunne kun en stille gråd høres.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...