My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
1992Visninger
AA

7. Vintersyg

2011 e.Kr. , Aalborg, Danmark.

Jeg vågner om morgen, og der er bælg mørkt udenfor. Jeg ligger på min seng, som kun består af en madras, der ligger på gulvet. Jeg er pakket ind i en stor dobbelt dyne. Jeg ligger og kigger ud af vinduet på den anden væg over for mig. Jeg kan kun se det hvide faldne sne, som også kun lige kan skimtes i mørket.
Jeg føler en stor smerte i hovedet og er drivvåd. Jeg sveder? Dæmoner sveder aldrig og jeg sveder sjældent, men aldrig om vinteren - medmindre jeg har glemt at tage mit vintertøj af.
Jeg sætter mig op og føler først nu, at jeg fryser, men samtidig sveder jeg. Ashika må vide noget, som den læge han er - vent, hvad? Sidste gang jeg så ham, klippede han mine negle af, og derfor hader jeg læger - Tak, Ashika, Tak!
Jeg griber ud i mørket efter min Iphone 4S, der ligger på gulvet ved siden af mig, og tager den, og låser den op med nogle få tryk på skærmen. Jeg trykker ind på kontakter og trykker på Ashika. Den ringer med det samme - hvis han tager sin telefon på det her tidspunkt, må han virkelig gå meget op i sit arbejde.
 Jegstiller Iphonen på medhør, da jeg ikke gider at have larmen direkte ind i øret.
"Jaaaeh?" Spørger Ashika træt og gaber. Jeg har åbenbart vækket ham, men mennesker sover mere end dæmoner, så det er ikke, fordi jeg undrer mig over, at han er træt. Det er jo en naturlig ting for ham.
"Jeg fryser, men sveder. Jeg har ondt i hovedet og kvalme," Jeg havde følt kvalmen i noget tid. Jeg havde den også i går aftes, da jeg gik i seng i går, men jeg tænkte det nok gik over, fordi jeg havde spist menneskemad for første gang i flere hundrede år.
"Feber?" Spørger han mig. Feber? Hvad er feber? Jeg ved mor talte om det en gang. Hun fortalte, at man kunne dø af feber, men jeg blev aldrig syg, så jeg havde intet at bekymre mig om, men min stedfar fik det engang, mener jeg. Han overlevede, hvilket jeg ønskede han ikke gjorde, men mere ved jeg ikke om feber.
"Er det det, det er kaldet?" Spørger jeg ham stift og prøver at holde mavesyren nede. Ashika nunner et ja, og jeg trykker lidt rundt på telefonen for at kigge på uret under flere forskellige apps. Klokken er tre om natten. Det er utroligt Ashika overhoved tog telefonen, mens han sov. Stort plus til ham som læge, men jeg hader ham ikke mindre for det - jeg kan bare ikke gå til en anden læge, for de kender ikke til dæmoner. Ashika er opvokset blandt dæmoner. Der er forskellen på ham og en almindelig læge.
"Må man komme nu?" Spørger jeg ham nysgerrigt, for hvis han kan få denne feber væk, vil jeg nok hade ham mindre.
Jeg kan høre, at han roder rundt efter en lyskontakt - ved han trykker på en -, og hans firkantede hinkestensbriller.
"Kom du bare..." Siger han og gaber endnu en gang, mens han lyder til at sætte sig om.
"Skat? Er det en af de private kunder igen?" Spørger en lys stemme i baggrunden, men jeg kan ikke høre om den tilhøre en kvinde eller en mand - det lyder som et intetkøn -, en anden ting er, at jeg ikke vidste Ashika var gift, eller i hvert fald datede nogen. Sær med hans arbejde. At være læge på sygehuset, samtidig med at være læge på fuldtid for min slags… Har han overhoved tid til noget den mand?
Jeg ligger røret på og sætter mig op for så at kæmpe mig op at stå. Jeg bliver ved med at beholde min dyne om mig, fordi jeg fryser, men jeg sveder også.. Jeg slæber fødderne hen over det glatte trægulv, som er belagt i en stor del af huset. Jeg finder langsomt frem til lyskontakten på væggen ved siden af døren, og får tændt for lyset. Det skinner stort ind i mine øjne, og det tager noget tid, før jeg kan åbne mine øjne fuldt og se bedre.
Jeg finder frem til min kommode og taber dynen på gulvet. Jeg finder bare noget let at tage på. Et par joggingbukser og en lang ærmet trøje. Det skulle bare være enkelt, for jeg gider ikke noget besværligt her midt om natten.
Jeg finder et par tykke sokker. Jeg vrikker lidt med tærerne for at få varmen i mine fødder, men mine fødder forsætter med at være helt kolde.
Da sokkerne er taget på, går jeg på jagt efter mine store vinterstøvler, der står et eller andet sted i dette store tomme hus.
Jeg finder dem placeret midt på stuegulvet sammen med mange andre slags sko. Jeg bruger lang tid med at få dem på. Min tykke vinterjakke og halstørklæde ligger ude i køkkenet, så min jagt på mit vintertøj går lidt rundt omkring i huset.
Jeg pakker mig godt ind i min jakke og halstørklædet, og finder sågar også mine vanter i venstre lomme. Jeg har aldrig brugt mine vanter. De er hørte bare med i købet, dengang jeg købte mit halstørklæde.
Jeg går hen til døren, men opdager at jeg har glemt mine nøgler i køkkenet, så jeg går tilbage til køkkenet og samler dem op fra køkkenbordet, for så at gå tilbage til min hoveddør i den store gang der frobinder alle rum i stueetagen med hinanden.
Jeg går ud af min store tunge hoveddør, der måske ligner træ, men er af metal. Jeg låser efter mig og krydser den store grusede gård for at komme over til den store hvide garage. Jeg åbner den og tænder for lyset i garagen. Jeg skynder mig hen til min Honda - ikke nogen af de andre tre biler -, og låser den op, så jeg kan skynde mig at tænde for varmen i bilen og få duggen af ruderne. Javist garagen er varmere end udenfor, så gider jeg ikke betale den store elregning for at holde den varm, for så at lukke varmen ud når jeg skal bruge en bil.
Bilen ryster lidt, da jeg starter den, som om den lige var oppe på to hjul. Dens motor larmer og brummer lidt, men falder så til ro. Jeg venter lidt før alt duggen er væk fra ruderne, da duggen er forsvundet, kører jeg ud af garagen og køre ud på den stejle vej ned af bakke for så at komme til den store vej.

Da jeg kommer frem til den store betonbygning Ashika lever i, parkerer jeg på den store fælles parkering, der ligger indelukket mellem tre veje og en række lejligheder. Jeg låser bilen efter mig, og halvløber hele vejen over til bygningen han bor i.
I forhold til han er læge, er jeg chokeret over hans måde at leve på. Han bruger alle hans penge på at forske os, og foretrækker at leve i fattigmands dansker stil - og alligevel ikke for at bo i en treværelses lejlighed midt inde i centrum af Aalborg -, men han tjener nok penge til at kunne eje i et hus i Hasseris området.
Jeg ringer på dørtelefonen, fordi bygningen er låst her midt om natten, men jeg mener vidst også, at den er låst om dagen, fordi der bor mange gamle mennesker i den, og fordi vi er midt inde i byen.
En larmende skrattende lyd bryder ud af dørtelefonens højtaler og et lille host er tegn på jeg kan komme ind, så jeg går over - cirka en meter- og åbner døren og går ind. Jeg går helt op til fjerde sal, hvor han bor. Jeg tager trapperne, da en elevator som regel keder mig.
Jeg banker på til hans dør og kan efterfølgende høre, at hans tunge fodtrin komme hen over gulvet inde hos ham. Han låser hans dør op og åbner for mig. Han ser smadret alla smadret ud. Sorte poser under øjnene og lukkede øjne. Det ligner at han sover oprejst. Hvis det ikke var for den kraftige vejrtrækning, ville jeg have troet han sov.
”Kom ind, og husk at lukke døren efter dig,” fortæller han til mig og gaber stort bagefter. Jeg nikker og træder ind og lukker døren efter mig, som han sagde jeg skulle. Hans stue er ren og fin, det eneste der står er kun to vinglas på stuebordet og en skål, der er halvt fyldt med popcorn.
Jeg følger efter ham ind i hans arbejdsrum. Det er fra resten af hans hjem, frygtelig rodet. Papirer flyder alle vegne - både på borde og gulvet -, det samme gør alle de brugte kemikalie glas, som han har haft alt muligt i indtil han har og skulle bruge det. Et stort metalbord med en hvid madras på, står midt i rummet. Hans egne ”personlige” borde står vidt omkring i rummet. Flere maskiner lyser og bipper vildt meget, og jeg forstår nul og niks af dem. Generelt forstår jeg nul og niks af Ashika.
Jeg sætter mig op på metalbordet med madrassen, som Ashika normalt siger vi skal sætte os på. Han roder i nogle skuffer efter nogle ting og finder så en æske frem. Han piller en lille hvid aflang dims med en skærm ud af den. Hmm, det kan forestille to ting jeg har set i film. En graviditetstest og en grademåler, som menneskerne bruger til at finde ud af, hvor mange grader deres kropstemperatur er på.
”Åben munden og løft tungen,” beordrer han mig til, og jeg følger frivilligt med. Jo hurtigere dette er overstået, jo hurtigere kan jeg slippe væk. Han putter den smalle spids ned under min tunge. Metalet er iskoldt.
”Hold den stram der,” fortæller han til mig og sætter et æggeur over. Jeg holder dimsen fast med min tunge og tager min jakke af i mellemtiden. Jeg havde glemt alt om den, fordi Ashika satte hast på - eller var det kun i mit hoved, at det føles hurtigt?
Han ser træt på mig og gnider sine øjne. Æggeuret lyder efter et enkelt minut. Ashika tager dimsen ud af min mund og kigger på skærmen på den.
”Jeg tænkte det nok. Du har feber. Du er næsten halvtreds celsius grader varm,” fortæller han til mig, og begynder endnu engang at rode i nogle skuffer i hans borde og finder en lille pakke piller. Hvad skal de dog bruges til?
Han stikker pakken i hånden på mig og gaber endnu en gang, og denne gang smitter det, så jeg selv gaber et stort gab bagefter ham.
”Er det varmt?” spørger jeg ham. Jeg ved ikke om det er varmt for en dæmon egentlig. Mon det er varmt, eller er det koldt?
”I forhold til et menneske… ja. Vi er normalt et sted mellem seksogtredive til syvogtredive grader. Vi ville være død med den temperatur, du har. For en dæmon… er jeres temperatur skiftende, men jeg vil gætte på dit menneskegen har taget over, eller at du har dæmonsygdommen. Så længe du får medicin dør du ikke. Menneskemedicin er stærk nok. Jeg skulle jo nødig dræbe dig, når nu din temperatur er så skiftende. Du har garanteret haft fødderne ude for dynen eller sådan noget. Intet stort,” fortæller han til mig og smiler et kæmpe træt smil. Han er vidst også glad for, at det er overstået nu, men hvad skal den pakke piller bruges til?
”Tag en enkelt pille. Slug den. Den er nemmere at sluge, hvis du drikker et glas vand til.” fortæller han mig. Jeg nikker og skal lige til at hoppe ned på gulvet, da han ligger hans hånd på mit venstre ben, og forhindre mig i at hoppe ned fra bordet.
”Jeg vil gerne tage en blodprøve, så jeg kan få bekræftet om, at du har sygdommen, eller det bare var en menneskelig reaktion, hvis jeg må?” spørger han mig. Jeg kigger på hans hånd. Neglene er malet med blå neglelak. Gad vide hvad han har lavet? De negle er så hamrende distraherende!
”Øhm… ja…” mumler jeg fjernt fra alt i verden. Hvorfor har han neglelak på? Han er en mand for syv søren.
Han fjerne sin hånd, og begynder for tredje gang at rode i hans skuffer. Han finder en stor kanyle frem med en lang spids. Jeg hader kanyler. Min hud healer godt nok hurtigt, men jeg hader kanyler for det dumme stik, der gør ondt og er chokerende, selv om jeg ved, at den kommer.
”Forresten,” starter jeg. ”Hvorfor har du neglelak på? Og hvem var personen i røret?” spørger jeg ham. Han stopper et sekund og ligger kanylen på bordet. Han stiger vredt på mig. Har jeg sagt noget forkert? Hvis jeg har, kunne han så ikke bare sige det til mig?
”Jeg har ikke ville sige noget til nogen, og det har han heller ikke ville. Jeg er kommet sammen med… eh… Rewynna,” mumler han, mens han prøver flere gange at kontrollere hans stemme med små falske host. ”Og i går holdte vi en lille fest. Sådan en man klæder sig ud til, du ved. Han sagde vi skulle klædes ud som nogle Vocaloids. Jeg blev KAITO og han Gakupo,” fortsætter han. Jeg kender godt Rewynna. Et halvblod ligesom mig. Han var sammen med min storebror Airuk engang… dengang. Der har aldrig været noget i mod bøsser blandt dæmoner. Man holdt op med det da kønsskiftende dæmoner kom. Derefter vidste man aldrig deres rigtige køn, hvis de var så heldige at have et. De fleste af dem foretrak sjovt nok at være mænd. Måske på grund af mændenes styrke og magt?
Jeg ryster på hovedet og fokuserer på Ashika i stedet. Det eh, er vel okay han er sammen med Rewynna.
”Eh, Tillykke?” Hvordan kunne jeg have overhørt at stemmen tidligere var fra en mand? Og værre, hvorfor havde jeg ikke genkendt Rewynnas stemme?
Jeg kan mærke kanylen stikke i min arm og kigger ned på den. Det er skræmmende, at se hvordan det olie sorte blod kommer langsomt ud i kanylen. Ashika trækker kanylen ud til sidst, og jeg fortsætter med at bløde i få sekunder, før mit sår healer af sig selv igen, som om det her aldrig er sket.
Jeg hopper ned fra bordet og tager min jakke på igen og ligger pillerne i højre lomme, for at jeg så kan gå ind i hans stue. Rewynna sidder i sofaen og ser fjernsyn. Hans hår er blevet klippet kort, men det er lidt langt i den ene side, så det dækker hans dæmoniske øje, som er hans forbandelse af at være halvdæmon.
Han kigger tilbage på mig, og jeg vinker kort til ham, før jeg går hen til døren. Rewynna rejser sig, da Ashika kommer ind. De krammer og kysser og kigger hinanden i øjnene, inden Ashika kigger over på mig og vifter til at jeg skal gå, så jeg låser døren op og går ud.
Jeg husker at lukke døren efter mig, men bliver stående og læner øret mod døren. Jeg har en del nysgerrighed i mig, men jeg er jo også kun en semi-voksen. Altså er jeg stadig et barn indeni, men ligner mere eller mindre en i starten af tyverne uden på. Utroligt at dæmonlovene stadig giver en lov til at køre bil så.
Jeg kan høre stønne lyde og sætninger, jeg helst ikke gider gentage i mit hoved. Jeg stivner bare og løber ned af gangen og trapperne og ned på gaden og over mod parkeringshuset, hvor min bil holder. Det skal jeg ikke nyde noget af. Dem og deres… sex? Hvordan fanden gør de det? Mig og min forbandede nysgerrighed!
Jeg låser min Honda op og hopper ind i den. Jeg sidder i den og stønner forpustet. Jeg er forpustet? Jeg er sjældent forpustet. Har jeg egentlig været forpustet før?
Jeg tænder for bilen og venter til den er varmet op, så duggen igen kan forsvinde væk fra roderne. Det er dog utroligt, som denne bil aldrig lider af frost.
Lige så snart den er varmet op, køre jeg hjem til mit hus i Hasseris.

I det jeg skal til at svinge den ind over den store indkørsel, står en rødhåret mand i vejen. Bedre kendt som min far. Jeg stopper bilen lige foran ham med cirka tredive centimeter. Nogle gange har jeg egentlig bare lyst til at køre folk ned.
Min far kommer hen til bilen og stiger ind på det forreste passagersæde, og jeg kan endelig fortsætte med at køre ind til min garage. Jeg stopper bilen i garagen og kigger surt over på ham. Klokken er fem om morgen. Jeg skal på arbejde om tre timer. Det kunne være rart med en time eller to mere på den anden side, men i stedet kommer han brassende midt om natten, og det værste er, at han stinker langt væk af alkohol og rigeligt af det, til at jeg tror, at han er påvirket af det.
”Hvad vil du?” spørger jeg ham surt og træt. Mine øjne hænger halvt i. Han smiler bare til mig og tipper hovedet til den ene og den anden side, som et glad lille barn fra en eller anden tegneserie.
”Se til min søn, hvad ellers? Den store prins af helvede!” siger han til mig i bøsse glæde. Jeg ryster på hovedet og kigger skeptisk på ham. Han har rodet sig ud i noget, hvor han ikke kan bunde, men hvad ved jeg ikke, og jeg vil hellere ikke vide det eller hjælpe ham. Han har nærmest aldrig været der for mig end små fyrre år af mit liv.
”For det første er det kun et mærke. Skal vi lige huske, at jeg blev udstødt efter din falske død?” råber jeg næsten og åbner bildøren i min side for at træde ud på garagens betongulv.
”Nårh ja… men hey, mærket er der, og du er ret ung!” fortæller han til mig i en lidt mildere bøsse glæde. Ja, jeg er ikke ligefrem et lille naiv barn mere, som han kan hønse rundt med mere.
”Far, hvad med dæmonsygdommen. Jeg har feber. Jeg kan være uheldig, og det er dæmonsygdommen, og jeg skal såvel dø ung. Jeg kan være heldig, at det kun er menneskegenet, men for fanden tag dig dog sammen!” råber jeg af ham og stiger ud. Han stiger ud. Jeg løber næsten over gården og hen til mit hus bare for at slippe af med ham, men han er lige i hælene på mig. Forstår han dog ikke, hvorfor han skal gå? Jeg vil ikke hjælpe ham ud af hans knibe.
”Kom nu?” spørger han mig bedende, da vi begge står på trappen til mit hus. Jeg låser min dør op og åbner den og bakker et skridt ind, men lader ham ude af huset, for han skal ikke ind, så jeg ryster bare på hovedet og smækker døren. Jeg skal intet have med ham at gøre, når han er beruset. Hans problemer er hans og ikke mine. Basta!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...