My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2000Visninger
AA

6. Vinter dødsgang med lærerstreger

2013 e.Kr. , Aalborg, Danmark.

Jeg står på den anden side af gaden og betragter pigen. Hun kommer cyklende igennem den tykke sne. Hun må være stædig. I stedet for at tage bussen, tager hun cyklen. Det kan nemt gå galt - for jeg har også engang cyklet i snevejr, og det gik galt.
Jeg holder halstørklædet op for min mund, for at hun ikke skal genkende mig, hvis hun nu ser mig. Det er jo kun tre år siden, jeg sidst så hende. Jeg er en storker, kan man vel godt sige, men hendes dødsdag nærmer sig, og jeg har en sjæl, der skal høstes. Jeg aner ikke hvilken manipulation med tiden og steder, kontrakten vil lave, men jeg ved bare, at det er snart, og at jeg skal holde mig i nærheden, for at samle hendes sjæl opsamles, da den tilhører mig, men tiden har forandret sig, og en sjæl tilhører ikke en dæmon, men alle. Det er svært at få noget at spise med de skeptiske mennesker.
Hun svinger rundt om hjørnet, før bussen køre ud og efter hende rundt om hjørnet. Jeg følger med rundt om hjørnet og ser at lyset i lyskrydset forude bliver rødt. Pigen stopper cyklen op, og bussen stopper lidt bag hende, og selv om de hun er på cykelstien og bussen på vejen, kan jeg fornemme noget forfærdelig vil ske.
Der går tid inden lyset bliver grønt igen, men i det, det bliver grønt igen, cykler pigen, men i stedet for at nå over krydset, vælter hun midt ude i krydset på grund af den tykke sne. Bussen er allerede begyndt at køre, og det er for sent for pigen at komme op, mens hun prøver at komme fri fra sin cykel.
Pigen skriger, og jeg hører en piben i mine ører igen, ligesom dengang hun var lille. Hvad er hun dog for et menneske?
NEJ! Mine ben giver efter, og jeg løber med lynets hast ud efter hende. Jeg er parat til at gribe hende. De korte glimt jeg får af buschaufførens skræk, inden jeg griber hende op i mine arme og kaster mig ind i sikkerhed i den dybe sne ved en lysmaste midt på Ved Stranden. Der lyder et ordentligt gonk, da jeg slår hovedet i mod lysmasten, men det gør kun ondt i kort tid, før smerten forsvinder.
Bussen kører hendes cykel over, men stopper kort efter, for at buschaufføren kommer løbende ud til os. Jeg kigger ned på pigens ansigt og prøver at smile, men jeg kan ikke. Hun rejser sig bare fra og børster alt sneen af, jeg gør det samme såvel.
Hun kigger lidt på mig og løfter så en arm for at tage mit halstørklæde ned. Jeg lader hende tage det ned, og der kommer det. Et stort glad tak smil kun til mig. Mit hjerte springer et slag eller to over, og mine kinder bliver mere røde, end de er i forvejen.
”Tak, fordi du reddede mit liv!” siger hun til mig, og buschaufføren stopper endelig ved os. Lad os lige huske, at han holder tyve meter væk og prøvede at løbe… han burde havde kunne nå det på under et minut, hvis han havde vejet noget mindre.
”Er du kommet noget til skade?” spørger han hende. Pigen ryster på hovedet og går over til sin cykel, og buschaufføren går i hælene efter hende. Jeg står stivnet fast til jorden, med mine varme og røde kinder. Hvad gør hun dog ved mig? Har hun mon forbandet mig med en kærlighedsforbandelse? Nej, hun er kun et menneske, ikke?
”Du kan komme gratis med bussen, bare lig cyklen ind på fortovet, jeg ringer efter NT og siger det. Du vil få nogle penge som erstatning på din cykel,” fortæller buschaufføren hende. Jeg tager mig endelig sammen til at gå derhen til dem. Jeg skal sådan set arbejde på pigens skole - jeg ville bare gå den lille halve time det tager.
”Hvad med mig?” spørger jeg. Buschaufføren kigger på mig. Pigen kigger såvel på mig. Jeg står med en hånd i vejret, som om jeg har rakt fingeren op i en time i en skole, dog holder jeg den kun lige ud for min krop, men det må stadig se mærkeligt ud, sådan som jeg står og opføre mig som et barn.
”Jeg skal være hjælpelærer på udskoling på Vesterkærets skole.  Jeg skulle gå, men dette vejr er jo farligt,” Pigen kigger på mig og så på buschaufføren. Jeg har lige reddet hendes liv, og en lille løgn skader vel ikke nogen… foreløbigt?
”Må jeg få ham med? Han reddede jo mit liv,” spørger hun med et smil. Hun er så glad for at jeg har reddet hende. Buschaufføren nikker som svar på hendes spørgsmål. Jeg løfter cyklen op og bære den ind på fortovet, hvor jeg ligger den. Pigen stiger om bord på bussen sammen med buschaufføren, og jeg følger efter.
Der er mange folk om bord på bussen, og vi bliver lidt mast i blandt dem. Flere spørger om vi er okay, og flere gange nikker og siger jeg bare ja. Det ender med mig og pigen får to sæder at sidde på, så vi ikke masses af folkemængden i bussen.
Her er elever fra både gymnasiet og den skole, jeg skal undervise på, resten af folket er enten lærer eller folk, der skal aflevere deres børn i en af børnehaverne på Skydebanevej.
”Tak endnu engang for at redde mit liv,” fortæller pigen muntert til mig. ”Jeg er Lily! Jeg er en af de elever du skal undervise!” fortsætter hun. Jeg vidste godt, at hun var en af de elever, jeg skulle undervise - jeg har jo fuldt hende, og stadig har jeg ikke ladet mig lokke til at vide hendes navn.
”Jeg er Daisuke. Tyve år,” fortæller jeg og rødmer. Jeg er da kun trehundrede og syv år, men det behøves man ikke at nævne. Jeg ved at hun er femten, og min løgn om at jeg er tyve, er mere for at hun ikke skal tænke, at jeg er den vildeste pædofil. Hun smiler bare til mig.

Bussen stopper endelig på det sidste stoppested ved Vesterkærets skole. Mg og Lily står af med mange andre unge, der også går på denne skole. Vi følges hen til indgangen af skolen, hvor vi stopper og står lidt og smiler til hinanden i porten. Jeg vipper lidt frem og tilbage på hælene af ren nervøsitet.
”Jeg ved ikke hvor lærerværelset er,” siger jeg til hende og smiler nervøst. Okay, jeg har ikke undersøgt alt det, jeg burde havde undersøgt. PINLIGT!
”Det ved jeg. Jeg er på biblioteket hver dag. Biblioteket er lige over for lærerværelset, så vi kan bare følges,” siger hun til mig. Vi krydser den store gård, går ind af DUS-døren, og op af trapperne til første sal i hovedbygningen. Skolen har fem bygninger. Hovedbygningen er slået sammen med bygningen, der har undervisningslokaler. Overfor ligger der to styks sale. En til hvert køn. Ved siden af dem ligger en karate klub, der har træningsbygning med skolen.  Vi går ind igennem et glasbur for så at komme på en gang med en glasdør, en trædør og to blå skabe, der har den værste blå farve jeg har set længe. Der hænger flere rust udstillinger, men dem forstår jeg ikke. Hvem hænger rusten metal op?
Vi stopper foran glasdøren. Det er tydeligt for mig, at det er lærerværelset med alle de voksne mennesker, der render frem og tilbage fra en stor sal og køkkenet skråt over for glasdøren.
”Jeg er lige derover,” fortæller Lily og peger på trædøren, der er mellem de to blå reoler. Jeg nikker og går ind af glasdøren til lærerværelset. Jeg stopper dog hurtigt op, fordi jeg ikke er helt sikker. Skal jeg bare gå igen, eller skal jeg mon blive og overvåge Lily endnu mere?
”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spørger en lille kvinde, der ikke kan være højere end hundrede og halvtreds centimeter. Jeg skal jo bukke mig meget for at kigge hende ind i øjnene med mine hundrede og fireoghalvfems centimeter.
”Ja, jeg leder efter Maren, som jeg skal være hjælpelærer for. Jeg skal være hjælpelærer i hendes timer, ser du,” fortæller jeg til kvinden nervøs. Kvinden smiler og holder en hånd ud, for at jeg skal ryste den goddag - en af menneskernes mærkelige traditioner, men okay de har kun et liv. Hvis de var dæmoner havde der ikke været nogen velkomst ude for familien. Man ville højst set blive dræbt eller overleve med kniven for struben.
Jeg tager den og ryster den på normal menneskevis.
”Det er mig der er Maren, kom du bare med ind og sid, så skal jeg forklarer dig, hvad du skal i timerne,” siger hun glad til mig og går ind i lærernes sal, fyldt med spisestore og lærere - lærernes sal… ja det siger sig selv…
Jeg sætter mig ved siden af hende, og hun finder nogle papirer frem fra hendes lille grå rygsæk.
”Ser du, du skal gå rundt og hjælpe eleverne med de besværligheder, de nu skulle have. Du skal ikke undervise, der står jeg for. Der er sejsten elever i min klasse. Det er dem vi skal have først. Du er fra Italien, ikke?” spørger hun mig. Jeg nikker og flytter det hår, der er foran mine øjne om bag øret. Hun kigger lidt på mig.

”Vi har Lily. Hun lytter ikke rigtigt med i timerne. Hun er god nok, men hun skal have alt forklaret et par gange, så er hun ekspert i det. Til tider bedre end mig… Det er nogle meget små fejl de andre laver, men Lily skal du tage god tid med,” fortæller hun til mig. Klokken ringer, og jeg rejser mig lige på stedet, som mange af de andre lærer gør. Maren rejser sig også. Sammen går vi op til tredje sal i undervisningsbygningen og helt ned til niendeklasserne. Nogle af stolene står tomme, nok fordi nogle af eleverne er syge - gætter jeg. Lily sidder i et af de bagerste hjørner, alene og op af vinduet. Hun sidder fordybet i en bog. Intet andet. Hun sidder bare og læser ringenes herre og ignorerer verden omkring hende. Utroligt. Nogle mennesker har altså nogle fantastiske evner, jeg ville ønske, jeg havde.
”GODMORGEN!” råber Maren glad til sine elever.
”Godmorgen!” råber de tilbage. Selv Lily råber tilbage, men det er nok ren rutine for hende, hvis hun sidder begravet i sine egne tanker sådan hver dag.
Jeg kigger rundt. Flere af pigernes blikke, bliver ved med, at være fæstet til mig. Jeg forstår dem lige så godt. Jeg er stadig en Italiensk gud, med sort fyldig og glat hår og de perfekte øjne, der lyser som stjerner på den mørke nattehimmel. Kridhvide tænder og en god højde på hundrede og fireoghalvfems centimeter. Lily kigger ikke engang op på mig. Til den eneste forskel fra resten af hendes klasse, men okay hun så mig jo også før skole.
”I de næste par måneder frem til sommerferien, vil Da-ni-el være her til hjælp som hjælpelærer,” hun siger mit navn forkert. Mit navn skal udtales Dah-ni-el og ikke Da-ni-el. Jeg ved godt, der ikke er meget forskel - men der er lidt.
Lily kigger ikke op men rækker en finger i vejret, som om hun vil sige noget, hvilket jeg også tror hun vil.
”Ja, Lily, hvad er der?” spørger Maren og ruller med øjnene.
”Det udtales Dah-niel og ikke Da-ni-el. Der er et H i som ikke eksistere, men udtalen skal stadig være italiensk, Maren. Italiensk!” siger Lily flabet og uden respekt. Maren hoster lidt, som om hun ikke rigtigt ville accepterer svaret, men bliver nød til, på grund af de pædagogiske love og regler, som forbyder en hel del.
”Vil I introducere jer for Daniel?” spørger Maren klassen. Vi starter fra den ene side. Sejsten elever senere er jeg ret så træt, og endelig bliver det min tur til at introducere mig.
”Mit navn er Daniel Santoro Jensen. Jeg er tyve år gammel. Jeg kommer oprindeligt fra Italien, men kom for elleve år siden til Danmark. Jeg begyndte at tage en læreruddannelse for tre år siden. Jeg maler, synger og spiller klaver i min fritid, og så elsker jeg at gå gode lange ture i den friske luft,” siger jeg hurtigt og stift med armene på ryggen, som en rigtig militærmand. Jeg tager min jakke af. Jeg havde glemt alt om mit vintertøj. Mest fordi jeg ikke kan føle varme fra tider til tider. Det er meget irriterende nogen gange. Når jeg opdager det, er det kun takket være mit menneskegen.
Jeg tager også mit halstørklæde af efterfuldt af min jakke og ligger det over lærerstolelænet.

Timerne på dagen går. De er lange og kedelige. Jeg prøver mest mugligt at være i nærheden af Lily, men uden held, for alle de andre skal også have hjælp.

Lily står og venter på bussen. Der er ingen andre. Hun må havde sprunget en bus over, for at undgå eftermiddagsfyldningerne. Jeg står og kigger lidt på hende. Hun står helt stille med samlede hænder. Masser af bevægelse skaber mere kulde over tid end det skaber varme, og at stå stille skaber mere varme end kulde. Bussen kommer kørende rundt om hjørnet på Kastetvej, og da bussen skal til at svinge ind på buspladsen, skrider den og kan ikke stoppe. Den vil ramme Lily. Forbandelsen. IKKE IGEN! Seriøst? To gange på en dag?! Prøv noget mere originalt dumme forbandelse!
Jeg kaster mig ud, og trækker Lily til side, så bussen ikke rammer hende eller mig. Jeg falder direkte ned i den dybe sne. Lily ligger oven på mig - igen -, mens jeg holder hende fast til mig. Hun vender sig om så vi kigger på hinanden.
”Tak igen… for endnu engang at redde mit liv,” fortællerhun til mig og smiler. Jeg kigger stivnet op på hende. Kontraktforbandelsen vil tage hendes liv, men jeg vil ikke have hende til at dø. Hvad fanden har jeg rodet mig ud i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...