My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2017Visninger
AA

9. Skjulte sager

2013 e.Kr. , Aalborg, Danmark.

Sofaen hjemme hos min bror er højst ubehageligt, men Kei sidder nok bedre end mig, når han nu er i kørestol - stadig! Det er ikke ligefrem en verdens sensation, at jeg er her uden et ord, for jeg venter bare på at skulle komme af sted, i mens jeg nipper til en kaffe, som ikke rigtig smager af noget. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ikke kan smage menneskemad, eller om det er fordi min bror ikke kan kaffe. Jeg gætter på begge dele.
Jeg har en aftale om at køre ham til Ashika i dag. Han har fået det være siden hans trehundrede års fødselsdag. Egentlig er jeg glad for det, for jeg hader Kei, som er velkommen i dæmonriget selvom han er syg! Det er så uretfærdigt. Han må gerne være syg til døden, men jeg må ikke være halvblod. Jeg er mindst ti gange stærkere end Kei!
Jeg sidder og stirrer ondt på ham. Vi sidder bare og glor på hinanden, sådan i had til hinanden og alligevel elsker vi også hinanden, men det er vel normalt blandt brødre, gætter jeg på, det var ikke fordi mig og Airuk var uvenner, da vi rejste rundt i verden, men vi havde da nogle små skænderier, forskellen på ham og Kei var, at jeg altid blev gode venner med ham igen. Mig og Kei kommer ikke ligefrem godt ud af det. Middelmådigt må man vidst sige.
Vi har en samtale med ham uden ord. Ingen af os glæder os til hvad Ashika kan finde frem til. Da en telefon larm endelig lyder, brydes stilheden.
”Lad os se at komme af sted,” fortæller jeg hurtigt og puster ud, for så at rejse mig op. Kei slukker for alarmen og begynder at trille rundt. Jeg skal bare lige hjælpe ham ned af det lille trin, der ved hans dør, men ellers klare han sig fint uden min hjælp, men han plejer også at have vores lillesøster til hjælp, men hun er til noget teater forestilling med en eller anden veninde dæmon. Jeg håber bare ikke hun har løjet og er gået ud med en eller anden.
Jeg er slet ikke forsigtig, da jeg kører Kei ned over trinet, men da han er nede, kører han selv over gårdpladsen og hen til min bil. Jeg går selv hen og låser min bil op. Han åbner døren i passager forsædets side og løfter sig selv ind. Jeg løfter den tunge kørestol, og ligger den ind i det store bagagerum, dog må jeg slå bagsæderne ned, men det er stadig heldigt, at mit bagagerum er så stort, som det er.
Jeg lukker lågen i og går om til min side af bilen, for så at sætte mig ind og starte bilen. Jeg begynder at bakke lidt rundt på gårdspladsen, før jeg kan køre hen til vejen. Kei tænder for radioen, og ANR lyder ud i bilen, og jeg kører bare ud på vejen.

Efter en lang og kedelig køretur, parkerer jeg foran den store grå betonbygning. Jeg stiger ud af bilen og går om til min bror. Fordi der ingen elevator er, har vi droppet kørestolen. Jeg tager hans arm om halsen og hjælper ham, som hans støtte. Det tager lang tid at gå op af trapperne til Ashika, ligesom planlagt - det er derfor vi er i god tid. Elevatoren er ude af drift, så vi er tvunget til at tage trapperne, men Ashika havde i det mindste ringet og sagt det til os, inden vi kørte.
Jeg banker på til Ashika’s dør. Han er der med det samme. Rewynna sover på sofaen med et tæppe over sig, der ser ud til lige at være smidt over. Jeg gætter på Rewynna har lagt nøgen eller noget. Det gør han for det meste efter lidt sex. Det var værst i sidste århundrede, det må jeg dog indrømme. Der kunne han falde i søvn midt i en omgang sex, og jeg må være ærlig at sige, at det ikke var så behagelig at fange ham sovende i en gang sex med en kvinde…
Ashika hjælper mig med at slæbe Kei ind i laboratoriumet. Vi løfter Kei op på metalbordet med madrassen. Ashika er af en eller anden mystisk grund i vældigt godt humør i dag… kan de virkelig havde haft sex? Det må de altså have haft, siden Rewynna sover, og Ashika er i så godt humør ________
Ashika har allerede fundet kanyler frem. Han stikker en i benet på Kei uden tøven og uden at undersøge, hvor kanylen skal ind. Hvor er jeg glad for, at det ikke er mig, der ligger på det bord.
Ashika stikker derefter en kanyle i hver arm. Han tager blodprøver fra de forskellige kropsdele, som om at en dæmons blod ville ændre sig per kropsdel, men hvorfor skulle den dog gøre det? Vi har ikke noget rent og rensefilter i vores blodløb… I hvert det har menneskerne ikke, hvad jeg har læst på lægestudiet inden jeg kom til Danmark. Altså tilbage til dengang jeg boede i England.
Ashika sætter dem alle over for at de bliver testet. Med Ashikas hjemmelavede system går det hurtigt. Meget hurtigt. Resultaterne er her på ingen tid, og med et lille bip bliver der resulteret svar.
”Ehm… vi… eh.. jeg har nogle dårlige nyheder…” mumler han. Han kan tydeligvis ikke engang lide at sige det til os. Bare han ikke snakker sådan på arbejdet, for så ville jeg sku være ekstrem bekymret, hvis jeg var et menneske, men det er jeg ikke, og desuden bekymrer jeg mig ikke for Kei, hvorfor skulle jeg? Jeg hjælper ham kun - for betaling.
Kei kigger forbavset på Ashika, som om han har ikke tror på en nyhed, om at verden er ved at gå under. Verden er dog ikke ved at gå under, som den mindst en gang om året i film er ved - hvis den da ikke allerede er gået under i film.
”Fortæl det dog!” beordrer han Ashika til. Ashika sætter hans røv i hans kontorstol og stirrer svagt ned på gulvet forude for ham. Jeg glor bare på dem. Mindre forbavset end Kei, men stadig overrasket, bare meget mildt. Dette er alvor, og Kei er min halvbror. Vi har nogle få gener tilfælles, og det er den del der gør mig bekymret… ikke den del at Kei er syg. Jeg bekymrer mig ikke om ham efter vores periode med skænderier, om det var okay, at han lå og knaldede med all de dæmonpiger, jeg havde været sammen med… gu’ var det sku’ ej.
”Du… er ofre for dæmonsygdommen… Dine bens blodceller er på en måde faldet fra resten af din krop. Og de er faldet voldsomt. Der er ingen redning overhoved til dig. Det er for sent. De sidste tre år har vi prøvet alt medicin, men dine blodceller i benene vil ikke stige. Der er ingen kur til det. Vi kan ikke engang give dig blod fra en doner. For der eksisterer ingen dæmon bloddoner, i hvert fald ikke hvad jeg har kunne skaffe i nu,” Ashika kigger ned ud af vinduet. Han kigger alle andre steder end på mig og Kei. Han må føle sig skyldig. Folk kigger væk, når de føler sig skyldige.
”Nu kan jeg kun sende dig på smertestillende, mens dine ben langsomt vil rådne væk. Jeg kan ikke gøre mere…” Han kigger trist op på os. Kei rykker på sig. Jeg kigger kort på ham, og ser at han har tårer i øjnene. Jeg forstår det godt. Han har lige mistet sine ben og evnen til at gå… for evigt. Tre år uden noget held. Både med menneske medicin og Ashikas hjemmelavede dæmon medicin. Hvis det var mig ville jeg også bryde ud græde. Mine ben er meget vigtige. De får mig til at føle mig bare en lille smule mere fri, end hvis jeg skulle være fanget i en stol for evigt.
Kei bryder ud i storgråd. Han kaster sig selv ned på gulvet og skriger højt. Døren bliver smækket op. Rewynna er vågen, og han har heldigvis taget nogle bukser på. Jeg vender mig om og kigger ud af det eneste vindue i rummet, som Ashika stirrer ud af. Udsigten er ikke ligefrem pæn. Vi snakker om at glo på brandstationen og det gamle Karolinelund, der engang var et tivoli.
”Kei for fanden, du kan ikke løbe fra det her! Du er nød til at leve med det!” siger jeg vredt, men ked af det til ham. Hvad fanden sker der med mig? Jeg skal ikke B.E.K.Y.M.R.E.R. mig om ham! Det kan jeg ikke. Jeg er bare ikke… så glad for det med bekymring. Jeg har nok at bekymrer mig om, når jeg ikke ved, om Lily er i sikkerhed…
”Dræb mig for fanden nu!” skriger han. Jeg er hurtig om at vende mig om og komme ned til ham. Jeg griber fat i hans arme og løfter ham op og sidde. Han krammer mig og græder ind i min skulder, selv om jeg ikke rigtig brydes mig om det. For det første vil hans snot ende ud over min dyre designertrøje og ud over det, så er det altså ikke særlig rart, at have ham presset helt ind til mig.
Ashika hjælper mig med, at få ham op og sidde på bordet. Lyset begynder at blinke. Instrumenterne blinker, og gulvet ryster. Man kan høre alle glassene og tingene ryste rundt på borde og gulv. Jordskælv. Jeg griber fat i min bror. Hans vrede forårsager dette jordskælv. Der kun eksisterer psykisk for dem i rummet. For personerne i dette rum. Skælvene stopper, som Kei’s vejrtrækning bliver roligere… jeg ved bare ikke, hvorfor den bliver roligere.
”Hvorfor skal jeg fortsætte med noget… der alligevel bliver taget fra mig?” spørger han mig med sorg i stemmen. Han ryster lidt og tårer drypper ned på hans skød. Han skal fortsætte med at leve fordi…
”Fordi… alle omkring dig er en flok egoister, der ønsker, at du er hos dem så længe som muligt. Vi er intet bedre end menneskerne. Vi bare en flok egoister. Vi er bange. Bange for døden… hos andre. Vi kan ikke klare tomrummet, der vil være hvis en vigtig person forsvandt fra os!” siger jeg til ham. Jeg slår knude på tungen flere gange undervejs. At sige ordene, de sande ord, er hårdt. De er hårde at acceptere. Vi alle en flok egoister, skræmt af frygt og ensomheden. Og jeg er en egoist, der har nok at bekymrer mig om… alligevel, hvem skulle jeg kunne hade, hvis han døde?
”Det der, var mere modigt sagt, end noget jeg kunne finde på!” Siger Ashika stolt til mig og giver mig et lille slag på armen. Jeg glor undrende på ham, som om han er tosset - vent, fordi han er tosset. Der er vidst ingen bedre måde, at beskrive et menneske som er helt vild med dæmoner.
”Hvad med far? Han er her jo ikke!” Jeg stivner. Far er her. Jeg ved det bedre end nogen anden. Mest fordi han et: viste sig i Tyskland under anden verdenskrig, to: han stod i min indkørsel, hamrende fuld forleden, og at banke noget ind i hjernen på far, som at være sammen med sine børn - det er umuligt. Jeg har skam prøvet mit engang, hvor jeg skrev et brev til ham... engang.
”Eh, Daniel, du strammer for meget på mine arme…” Jeg stopper med at holde ham og kigger overrasket på ham. Han kigger på mig med store øjne, der afslører alt. Han har regnet den ud. Han har regnet ud at far er i live. For den da! Jeg må altså styre mine kropsdele bedre, når jeg tænker!
”Sig mig, hvad ved du, som jeg ikke ved?” spørger han mig og kigger skeptisk på mig. Han ligner nu mere et stædigt barn med de tårer i øjnene, og skal jeg være helt ærligt, ser det lidt komisk ud med hans barnekinder, tårer og skeptiske øjne. En ting jeg kan grine over, hvis det ikke var fordi, at jeg hader, når han bruger sine psykiske evner på mig.
”Ehm… far er ikke død… han er ret meget i live…” mumler jeg til ham en smule nervøs. Rettere meget.  Jeg kan mærke en meget negativ energi fra ham. Han er fuckt på mig. Vred. Rigtig vred. Det er, hvad jeg kan føle fra ham. Det her sker bare ikke! Ikke nu. Kunne han sku’ i det mindste ikke vælge et andet tidspunkt?
”Hvordan kan far stadig være i live?! Han brændte til døde i Frankrig!” råber Kei af mig. Ashika rejser sig og tager Rewynnas hånd og går ud. De skal ikke nyde noget af dette skænderi, familie halløj. Kujoner, kunne de sku’ da ikke hjælpe sølle mig? Jeg er altså ikke lige så magtfuld som Kei. Jeg kan ikke alle de der magiske ting. Det er bare ikke min stærke side.
”Far lod som om! For at beskytte os fra snigmordere! Mr. Alex har bestilt snigmordere! Jack er blandt dem!” råber jeg af ham. Han skal ikke råbe af mig. Javist han kun er tre år yngre end mig (eller noget?), men jeg er familiens ældste, så han har bare at lytte til mig. Eller den anden ældste, men far er her ikke rigtigt, så jeg har magten. Kei vover lige at tro, at han kan have magten over mig!
”Jack? Jack hjælper mig, når du ikke gør!” Jeg kigger vredt på ham og tager hårdt fat i hans hår. En dæmons svaghed er deres hår, og lige nu har jeg mere end bare lyst til at banke det ind i Kei, at Jack er ond og vil dræbe os. Han er jo løgnhalsenes konge!
”Hvor vover du at sige det! Jeg er her altid for dig! Jeg kommer på dit mindste kald, om jeg så skulle drikke en drik, som smagte af bæ for din skyld, så vil jeg gøre det! For det har jeg gjort en gang før!” råber jeg meget bestemt til ham, for han er min bror, og Airuk lærte mig, at uanset hvad Kei siger og gør, så er han min bror, og jeg skal være der for ham, for han er en af de eneste man kan stole på blandt dæmoner. Ens egen familie.
”Sikke du tænker! Jeg inviterede dig ikke engang, fordi Illsaid og Jack og alle dem var der! De tror på, at du er udstødt. Og jeg ville ikke engang have dig der til at starte med! Du skulle komme dagen efter!” råber han meget vredt tilbage. Jeg var ikke engang inviteret til selve dagen. Først dagen efter... ifølge det kort, jeg fik. Hvordan endte jeg dog så med at få af vide, at det var den dag? På hans fødselsdag? Alle de efterfølgende år har jeg bare mødt op dagen efter… jeg har altid undret mig hvorfor jeg skulle være alene.
”Ashika var der! Jeg så ikke Jack nogen steder!” siger jeg vredt til ham. Han sidder overvejende, om han skal give mig en flad, eller bare tale. Det kan jeg se i hans ansigtsudtryk - og føle. Jeg kan føle det. Han vil gerne begge dele, og det kan jeg føle. Jeg kan ikke læse tanker… men jeg kan føle, hvad folk vil?
”Ashika er måske blevet forbandet, men holder det hemmeligt, og Jack var den lille dreng, der snakkede med Illsaid!” Jack var den lille dreng?! Hvorfor kunne jeg overse noget så enkelt? Noget der står skrevet med stort. Han brugte illusions magi. Noget så tydeligt burde jeg havde set, men det gjorde jeg ikke! FUCK!
Jeg styrter mod døren. Dette går ikke mere. Mig og min bror fungerer ikke sammen mere. Han holder stadig kontakt til folk, som vil gøre alt for at dræbe os. Han er fucking ligeglad med mig, og hvordan jeg har prøvet at beskytte ham - på min helt egen måde. Min måde, og så er han fucking ligeglad med mig?!
Døren bliver smækket i efter mig og jeg styrter ned af trapperne og ud til min bil. Jeg låser min bil op og åbner bagagerummet bagefter for så at løfte hans kørestol ud og kaster den ned af gaden i ren vrede. Han gør mig bare så vred. Sådan at ignorerer mine følelser. Den fucking idiot, mand! Hvor vover han at behandle sin egen storebror på den måde?!
Jeg sætter mig ind i bilen og den giver et lille ryk på grund af den fart jeg har på. Jeg læner mig kraftigt tilbage hvilket giver endnu et lille ryk i bilen. Hvorfor er han sådan?! Selv i den dæmoniske verden kan man sku’ ikke være så stor en idiot! Jeg fucking hader ham! Ja jeg gør!
Jeg stirrer noget ud i den tomme luft, inden jeg tager mig sammen og tænder for bilen. Hele verden… er bare i mod mig. Udstødt… en kontrakt der vil dræbe Lily… En bror der åbenbart ikke elsker mig alligevel… Hvad fanden har jeg gjort verden?

1864 e.Kr. , Kyoto, Japan.

”Snemand!” siger han. Jeg skubber ham væk fra mig. Han er så irriterende. Man kan jo ikke jo ikke studere, når han opfører sig sådan.
”Gå med dig!” udstøder jeg vredt, og Kei kigger surt op på mig. Jeg læser videre i bogen fra Europa. Airuk kommer gående og løfter Kei op og svinger ham rundt, og så smiler Kei, som han altid gør, når Airuk svinger ham rundt.
”Vær ikke så ond mod ham. Det er ikke hans skyld, at han er født,” fortæller Airuk smilende til mig. Jeg glor surt op på ham. Det er ikke tid til at joke omkring lillebrødre nu.
”Nej, men jeg er træt af lillebrødre! De ikke værd at elske,” Airuk slår mig over nakken og jeg tager automatisk en hånd til nakken og kigger overrasket op på ham, som alle de andre gange han har slået mig over nakken.
”Sig ikke sådan! Man skal elske en for at få det tilbage!” fortæller han mig surt. Skydedøren åbnes. Far træder ud og kigger på os. Moonlight holder godt fast i hans tøj. Hun er lige så skræmt for mig, som hun var, dengang jeg trappede op her, men sådan er en lillesøster vel, når hun har tre store dæmonbrødre?
”Jeg siger bare, at jeg er træt af lillebrødre. Desuden går kærlighed ikke begge veje. Min mor elskede mig da ikke!” råber jeg stædigt af ham. Far løfter mig op i mit tøj. Jeg smiler uskyldigt til ham. Uanset hvad der sker bestemmer far.
”Heh, altså… Hun elskede mig ikke… alt hun gjorder, gjorder hun, fordi hun var bange for mig!” rasper jeg bange, og far nikker og sætter mig ned igen. Jeg havde det kort som om, at jeg ville blive kvalt lige før - men det siger jeg ikke til nogen.
”Men elsk i det mindste den familie, der elsker dig!” fortæller han mig surt og bakker tilbage ind på hans kontor og lukker skydedørene igen. Kei kaster en bold hen til mig. Jeg rejser mig op og går hen til ham. Jeg fucking hader ham! Kei er en idiot! Intet andet! Lillebrødre er onde og de får alt opmærksomheden, fordi de er så perfekte!
”Nu skal du se, hvad du er værd!” siger jeg surt til ham og smiler. Jeg tager fat i hans fingre og lader langsomt mine negle borer sig ned i dem. Kei skriger op. Airuk hiver fat i mig. Jeg griner bare. Jeg har to af Kei’s fingre i min hånd. Jeg elsker mine dejlige skarpe dæmonnegle! Hehehehe… hehe… he!
”Det var jo bare for sjov!” griner jeg og spræller af glæde i Airuks greb.
”Det var ikke sjovt. Det var had! Du hader noget, som du forveksler med noget andet!” Det er normalt for dæmoner at forveksle ting med andre. Sær hvis de er sure og vrede. Jeg har i hvert fald tit forvekslet fjender og venner med hinanden før jeg kom til Kyoto, selv om jeg aldrig rigtigt har haft en ordentlig ven.

Når jeg tænker over, hvad jeg har gjort i mod ham, forstår jeg ham godt. Hvordan kan man elske en, der har gjort en så frygtelig fortræd? Jeg har gjort ham fortræd. Jeg lod ham miste nogle fingre på hans højre hånd. Jeg ved at Ashika har lavede protese fingre til ham. Fuldt fungerende protese finger. De kan bukke og gribe om ting. Ashikas opfindelse er det eneste, der kan redde op på det, jeg har gjort.  Jeg er en forfærdeligt og dum person. Selv for en dæmon. Jeg har skadet et af de få familie medlemmer, jeg har og kunne stole bare en lille smule på - det vil sige en del i dæmonriget at man kan stole på nogle dæmoner. Ingen ville nogensinde gøre det mod andre. Aldrig. Ikke i blandt menneskerne i hvert fald. Jeg er et stort svin og ikke bedre end de andre dæmoner. Ja, jeg er ikke bedre. Fra nu af burde jeg bare passe på ham, men jeg vil ikke. Jeg kan ikke acceptere, at han ignorerer mig og ikke elsker mig. Han taler med nogle af de værste fjender. Dør han… er det hans problem… ikke mit. Sådan er det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...