My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2000Visninger
AA

10. Så menneskelig

2013 e.Kr. , Aalborg, Danmark.

Hun flytter på sit hår, så det ikke dækker hendes nakke. Varmen er udholdelig. Solen skinner og graderne stiger og stiger for hver dag. Folk går i kort ærmet T-shirts og shorts bare for at holde dagene ud. Lily hende selv er klædt i de samme drengeshorts som i 2008, da jeg mødte hende på tankstation. En mand serverer en kold cola zero for hende. Han ser ud til at kunne besvime hvert sekund det skulle være på grund af denne varme. I hvert fald sveder han som et svin.
Jeg sidder på en bænk på den anden side af gaden og holder godt øje. Jeg kunne bare gå hen til Lily, men jeg gør det ikke. Der er grunde til ikke at gøre det. For det første bad Lily mig om at være alene. For det andet, er jeg kun mødt op, for at møde Moonlight - min lillesøster -, der insisterer på, at mig og Kei bliver venner igen. Hvilket sådan set aldrig vil ske. Kei gider mig ikke, så jeg gider ikke ham, men hvordan skulle en pige kunne forstå mænd?
”Daniel!” er der en der råber efter mig. Jeg kigger mod lyden, der kommer fra boulevarden. Moonlight kommer løbende med sin skoletaske på ryggen. Hun er mindre end Lily. Hendes lange brune hår er flettet i dag. Jeg kan godt forstå det med den varme der er. Mit eget er flettet hver dag. Om det så er vinter… bare så har jeg styr på det. Det er kun langt af nogle andre grunde. Blandt andet at jeg er bange for at klippe det. Sådan har det været siden min mor klippede mig, men… nogle gange ønsker jeg, at jeg ikke var bange, at jeg bare kunne være ligesom andre mænd med kort hår, der stritter ud til alle sider…
Moonlight sætter sig på bænken. Vi sidder arm mod arm. Hun tager sin taske af og svinger den om på skødet, så den lander med et bump på hendes ben. Jeg kigger nysgerrigt. Hun åbner den og finder nogen drikke frem og en enkelt popcornspose. Jeg ved Moonlight elsker menneskelig mad. I hvert fald popcorn og solbær saftevand. Hvorfor, ved jeg simpelthen ikke, men det er farligt for dæmoner at spise menneskemad… det er det for mig. Hun rækker mig en flaske saftevand og jeg kigger surt på hende.
”Kom nu, prøv!” siger hun glad, men jeg ryster på hovedet. Jeg skal ikke spise menneskelig mad. Jeg lever umiddelbart af menneskerne. At spise deres mad. Nej! Det er forkert! I mod dæmonloven!
”Hvorfor? Det slår dig ikke ihjel!” siger hun til mig. Af en eller anden grund, er hun den eneste, som jeg kender, som er en dæmon, men ikke ligner en voksen… overhovedet. Selv Kei ser mere voksen ud end hende. Hun ligner kun hun er tretten årig, men på den anden side er hun jo også meget yngre end mig.
”Fordi, der er ingen næring i at spise menneskemad… eller i deres drikke for den skyld. Du ved, at vi lever af dem. Æder deres muskler og fedt, suger deres sjæle og drikker deres blod. Vi kan ikke leve på menneskemad. Derfor vil jeg ikke engang sætte mine tænder i det!” forklarer jeg hende strengt og kigger væk. Jeg kan føle hvordan hun kigger vredt på min nakke.
”Det er løgn. Jeg klarer mig da fint på deres mad. Desuden ser du enorm træt ud firetyve-syv. Du har brug for den næring du kan få, hvis du ikke vil slå et menneske ihjel…” Hun kigger i samme retning som mig og skriger så i glæde. Jeg holder mig for ørene. Hendes skrig er lidt som Lily’s var for cirka ti år siden. ”DU ER FORELSKET!” råber hun ud højt. Lily kigger denne vej, og jeg kigger på min søster. Hvorfor skulle hun lige tage det op?
”Ro på! Hun bad mig, at holde mig væk!” hvæser jeg af hende. Hun kigger på mig med et lumsk smil. Er der en ting jeg ved om min søster er det, at et lumsk smil betyder en plan.
”Fortæl mig mere om hende for pokker!” siger hun til mig. Jeg kigger på hende med åben mund. Overrasket over hendes meget åbne måde, bare at spørger ind til ting. Så min søster gik fra plan til spørgsmål?
”Hendes navn er Lily. Jeg underviser hende. Hun… Jeg lavede en kontrakt med hende for ti år siden…” Moonlight stirrer på mig med åben mund. Nu er det ikke mig, men hende der er chokeret. Jeg forstår hende godt. Jeg bryder loven. Dæmonloven.
”Hun er et menneske? Du har dødsdømt en du kan lige! og igen, HUN ER ET MENNESKE!” råber Moonlight op. Det her er skidt for mig. Dæmoner burde til ingen tid være sammen med mennesker. Og det er endnu værre for mig. Mit dæmoniske gen er stærkt, men kommer jeg sammen med et menneske, vil afkommets gen være mest menneske. Og jeg er arving til at blive konge over dæmonriget. Desuden ville Lily dø før mig… Langt før mig… men der er endnu større chance for, at vi bliver dræbt for forbudt kærlighed.
”Du ved godt hvad dette vil sige?” spørger Moonlight mig surt. Jeg nikker. Jeg ved godt hvad det vil sige, men jeg ved også hvad det vil sige at være en femten årig fanget i en voksens krop.
”Hvor gammel er jeg?” spørger jeg Moonlight. Moonlight sidder og tænker. Ja, hvor gammel er jeg egentlig? Ikke sådan hvornår jeg blev født…
”Du må være tre hundrede og seks  år gammel!” Jeg ryster på hovedet. Hun kigger uforstående på mig. Jeg mener ikke hvornår jeg blev født, men min personlighed. Hvordan skulle min lillesøster også vide det?
”Hvor gammel er jeg personlighedsmæssigt?” spørger jeg hende. Hun sidder og tænker lidt. Dog i kortere tid og bliver mere eller mindre et udtryk som en forvirret femårig.
”Du må være omkring de femten-sejsten år… hvorfor?” spørger hun mig nysgerrig med et lidt langtrukket hvorfor.
”Fordi… måske er det med Lily kun noget teenager forelskelse? Måske elsker jeg hende virkelig… eller… noget helt andet…” Moonlight finder en færdiglavet popcorns posen frem og åbner den. Hun tager en håndfuld før hun peger den mod mig. Jeg stikker en hånd ned i og sidder og kigger trist og på Lily. Måske er det hele en illusion? Ren og skær teenager? Men… hvis det er det der skal til, for at jeg udvikler mig, så må det stå ved det.

”DU SPISER MENNESKEMAD!” råber Moonlight pludselig. Jeg stopper med at tykke og synker så. Jeg har spidst popcorn. Og de smager faktisk meget godt. Jeg tager en håndfuld mere. Sådan sidder jeg med Moonlights popcorn pose indtil den er tom og Lily går fra cafeen. Jeg rejser mig og lader Moonlight sidde tilbage med hendes Iphone. Hun har ikke lagt mærke til nået. Sådan er det, nåt man er for meget menneske.

Jeg følger langsomt og skygger  Lily. Hun render bare rundt inde i byen med en veninde. Intet andet. Jeg følger hende bare. Hvordan kan den pige være så fantastisk? Hvorfor kan jeg ikke bare leve mit liv? Hvorfor er alt som det er? Hvorfor kunne jeg ikke bare være menneske, så jeg kunne være den der kæreste, som hun kunne mødes med, kysse og kramme i alt offentlighed. Hvorfor fortjener jeg hende ikke, som en rigtig mand ville havde gjort.
Jeg stopper op og kigger på klokken. Min mave rumler. Jeg skal have noget at spise. Jeg kigger på Nadias sandwich skiltet inden jeg går der ind. Køen er meget kort og jeg kommer hurtigt til. Menneskemad er usundt for mig, men jeg kan ikke ligefrem stoppe op midt på et fyldt Nytorv og rive armen af en mand ligesom i gamle dage. Små mellemmåltider imellem sjælene.
”Hvad sku…” kvinden stirrer på mig, men hvornår gør en kvinde ikke det?
”En large sandwich med kylling og bacon. Bare mayonnaise og ingen tomat eller agurk. Som ekstra fyld vil jeg gerne have ananas,” Kvinden stirrer på mig. Alt hvad jeg prøver er Lilys favorit. Jeg spurgte hende forleden hvad mad hun bedst kunne lige. Hun sagde hvis fastfood, så en menu et fra Nadias. Dog kan jeg ikke leve med en regulær sandwich, og pomfritter er ekstra usundt for dæmoner, men Lily siger jeg bude prøve…
”Giv mig en Menu to…” Kvinden nikker og går straks i gang med at lave min sandwich, mens hun flere gange kigger op og siger undskyld, hvad skulle du have i? Det tyder på, at hun har hørt, hvad jeg ville have i, men hun vil bare høre min stemme noget mere. Behøver jeg forklare hvorfor kvinder finder min hæse stemme tiltrækkende?
Jeg ryster bare på hovedet og går over og tager en cola. Folk snakker godt om colaer, så jeg håber mit bedste. Jeg har aldrig prøvet det, men jeg ved det er skide usundt for tænderne… gælder det også dæmontænder?
Jeg får min sandwich og går over og betaler. Det er dyrt. Synes jeg, men det er mad. Menneskemad…
Jeg sætter mig på en af barstolene og begynder og spise sandwichen. Jeg får den hurtigt spist. Den smager så godt og gud… hvor er den… fantastisk! Byens bedste sandwich.
”Hvem skulle have pomfritter,” Jeg rækker en hånd op med munden fuld af mad. Jeg tager pomfritterne og spiser dem lidt langsommere. Til tider drikker jeg lidt af colaen. Den er ikke lige så god som folk siger. Ret kedelig, men utrolig god mad. Idet jeg bliver færdig, går jeg derfra.

Jeg ligger på min seng. Der ligger chips og popcorn overalt i den. Jeg kan se hendes lange blonde hår for mig. De perleblå øjne. Den pæne og glatte hud. Hun er så fantastisk. Hendes smil er det bedste. Hendes stemme er som en sirenes. Smuk. Jeg ligger og stirrer på billeder af hende. Telefonen ringer.
”Stalker du mig?” spørger hun mig vredt. Jeg tygger en chips færdig. Åh gud, opdagede hun, at jeg fuldte efter hende? Hvordan?
”Øh, måske?” siger jeg og bider af en ny chips. Jeg håber ikke hun kan høre det, men chips er knasende.
”Spiser du chips?” spørger hun mig. Okay nu er det nok. Hvor fanden kan hun vide det? Står hun og glor ind a mit vindue derude i mørket eller hvad?
”Øh, Måske?” svare jeg bare igen, men mere usikkert. Hvad fanden foregår der med hende?
”Du storker mig, for jeg så dig. Hvem var hende den anden?” spørger hun mig. Åh, så hun så mig sidde på bænken og glo på hende. Hun må være jaloux på min lille søster.
”Min lillesøster…” svare jeg grinende. Det er lidt humoristisk at hun mistænker mig og min lillesøster.
”Har du en lillesøster?” Lily lyder overrasket, men dybt nede i hendes stemme kan jeg høre, at hun gerne vil høre mere.
”Ja… og en lillebror…” I det jeg siger lillebror, kan jeg høre min før så glade stemme har slået over og blevet sur.
”Må jeg møde dem?” møde dem? Lily møde to dæmoner sådan uden lige og så min lillebror? Jeg kan acceptere min lillesøster, altså helt ærligt, hun må være den mest menneskelige dæmon af alle. Jeg overvejer tit om hun nogensinde har dræbt et menneske i hendes liv, men min lillebror…
”Nej!” råber jeg nærmest i vrede.
”Hvorfor?” en af ulemperne ved Lily er hendes store nysgerrighed. Hun vil bare vide alt.
”Fordi jeg siger det, Lily” siger jeg skeptisk til hende. Jeg sætter telefonen op og stå op af mit vækkeur, mens jeg vender den rundt og trykker på facetime. Lily tager facetimen.
”Må jeg spørger hvorfor du spiser chips?” spørger hun grinende. Jeg smiler lidt. Hun ser så sød ud i hendes lyserøde natkjole med æsel fra Peter Plys.
”næ” siger jeg og ryster på hovedet.
”Hvordan kan du stadig ligne en italiensk gud?” hun spørger som regel altid det spørgsmål. Hver dag. Jeg kan ikke fortælle hende det. Ikke endnu.
”Fordi jeg er en!” griner jeg. Hun kysser kameraet og slukker for facetime. Jeg vender mig om til at ligge på ryggen igen. Min Lily og kun min Lily.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...