My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
1997Visninger
AA

13. Protese

2013 e.kr., Aalborg, Danmark.

Jeg ligger i min seng og stirrer op i loftet. I seks dage har jeg ikke kunne få kontakt til Lily, så selv om jeg hypnotiserede hende, hader hun mig åbentbart stadigvæk så meget, at hun ikke kan have kontakt til mig. Gad vide om hypnosen aftager med tid?

I dag er den dag, Ashika har talt om. Han smilte utrolig meget, dengang jeg fortalte, at jeg ville gå med til en protese. Hvad er hans planner med mit ben? Udforske det? Ashika har været forbi så mange dæmoner i hans liv, og han gør kun det her for et formål. Jeg ved hans formål. Han vil være en dæmon. Han udnytter garanteret Rewynna, men min fjende er ikke mit problem. Min fjende må selv regne den ud.

Nogle gange tror jeg på, at jeg bare er alene om at tænke, at verdenen er fuckt up. Jeg ved godt, at mennesker hele tiden siger det, men jeg ved planetens hemmeligheder. Jeg ved om de rigtige hekse og troldmænd. Jeg ved om dæmoner og engle. Desværre er de også personer, og rigtig mange af dem er fuckt up.

Jeg sætter mig op og kigger på min mobil. Der er en besked fra Lily. Hvornår har jeg modtaget den? Jeg suser min finger over beskeden og låser min mobil op før jeg læser hele beskeden.

”Daniel.

Du gør mig sindssyg.

Hvad sker der med mig?

Jeg vil så meget fortælle alle om, at du er på det afhængige, men hver gang jeg prøver, kan jeg ikke sige ordet! HVORFOR?! HVAD HAR DU GJORT VED MIG?! JEG HADER DIG FOR DET!”

Så hypnosen gælder stadig. Hun kan bare ikke sige ordet. Det er godt nok ikke lige sådan jeg havde forstillet mig, at det ville virke, men så længe det ikke bliver fortalt, kan jeg stadig redde op på mit problem med hende.

Jeg kan høre at min hoveddør bliver åbnet, og en går ind. Samme person går op af trapperne til mig. Min kørsel er her, men hvem har Ashika ringet efter?

Døren bliver åbnet og ind på mit værelse kommer... min far. Jeg går fra et okay humør til et ringe på et splitsekund. Hvad laver den rødhåret idiot her?! Ashika ved, at jeg ikke kan finde ud af det med min familie, så hvorfor fanden har han ringet efter min far?! MIN FAR AF ALLE BORGERE I DANMARK?! NEJ VERDENEN?! Selv nu ville jeg hellere køre med min onkel Jack, end jeg ville køre med min far!

”Er du her for at pine livet ud af mig?” spørger jeg surt. Min far ryster glad på hovedet og går hen til mig for bare at løfte mig op uden videre. FUCK, hvis nogen kigger ind af min indkørsel, vil de tro jeg er bøsse. FOR FANDEN FAR!

Min far bære mig ned af trapperne og ud. Han er er i en lille rød bil. I ved en af dem med næsten ingen plads i. Til mit held står der ingen ude for indkørslen. I det mindste.

Min far stiller mig, dog holder han stadig fat i mig så jeg ikke vælter, i mens han åbner døren i passagersædet siden, for bagefter at putte mig ind i den lille bil. Jeg er udstødt, men selv jeg har sgu da penge, så hvor er hans?

Jeg prøver at sige mindst muligt overfor min far. Men jeg ved, at det ikke vil holde hele køreturen.

Min far stiger ind med et smil i hans side, og bakker ud af min indkørsel for så at køre ned af bakke.

”Hvorfor kører du rundt i det her vrag? Du skulle jo være en konge, ikke?” spørger jeg om og glor ligeglad på ham.  Min far griner lidt og kigger ud af øjekrogen på mig. Først nu ligger jeg mærke til at han selv ser syg ud. Og han ser ældre ud end jeg husker ham i hans storhed. Med ældre taler jeg om måske 2-3 år ældre. Ikke at det ville gøre ham noget at ligne en på tredive, men gad vide hvorfor han har valgt det?

”Jeg er blevet far! Jeg flyttede sammen med denne italienske kvinde her ikke for særlig længe siden, fantastisk kvinde, men i hvert fald, jeg skulle have nyt hus osv og det gamle er ikke solgt, så jeg solgte den bil jeg havde før, for at kunne betale regningerne! Jeg har fået mig en søn. Han ligner lidt dig egentlig,” Jeg taber kæben. Min far er blevet far igen! OG MED ENDNU EN ITALIENSK KVINDE?! HVAD FANDEN?! Han er over tusind og vælger at blive far igen?!  Jeg er blevet storebror endnu engang? Kender den kvinde overhovedet til os andre eller... er det et menneske han har fået barn med?

”Vent lige! Du er blevet far igen? Du har allerede tre levende børn vandrende her på kloden, hvorfor en mere? Og er det med et menneske?” Min far griner endnu mere. Han kører mod motorvejen, og alt jeg kan gøre er at være lammet. Jeg er fucking trehundred og otte år gammel, og Kei er tohundrede og tre år gammel, i mens at Moolight kun er hundrede og firs år gammel. Moonlight plejede at være den yngste, så hvorfor ville han bare få børn lige sådan?

”Min søn... jeg har en sandhed, der skal siges.

I virkeligheden var der kun fjorten mennesker, som havde lavet en pagt med kongen af helvedet. At jeg kalder mig selv en konge er forkert brug. Jeg er kun en baron for at være ærlig. Jeg blev udvalgt af kongen til at være Baron Lazaray cirka to hundrede år inden helvedet og himlen gik fra hinanden, og alle engle og dæmoner måtte slå sig ned på jorden. Da kongen forsvandt, tog jeg som en af hans første kontrakter magten for at holde styr på dæmonerne... ærlig talt er jeg kun en sølle dæmon. Du ingen prins, mærket indikere bare at du er min udvalgte øverste ridder...

Så når jeg vælger at være sammen med et menneske, jamen så er jeg sammen med et menneske...

At få endnu et barn gør mig intet. Det vil kun være det en og tredivte. Du troede da ikke, at så gammel en mand som mig kun havde fire børn?

Mit første barn var hundrede procent menneske. Blev født efter min død. Vikinge livet var både skønt men også meget farligt...”

Resten af turen snakkede vi ikke. Jeg var chokeret. Jeg var bare en ridder. En ridder for Baron Lazaray, som jeg slog op til at være baron af det, der var jordriget af helvedet. Den frugtbare del af helvedet. Der hvor der var floder, planter og marker. De fleste i det område af dæmoner havde været landmænd.

Så i virkeligheden  fulgte alle dæmoner ordre fra en konge? Men hvem er denne konge? Hvorfor har jeg aldrig hørt om ham? Ikke engang fra min storebror tilbage i dagene? Og min storebror levede endda dengang helvedet stadig eksisterede... kan det være fordi kongen faldt med hans rige ind i intetheden?

 

Det såkaldte sted mig og min far tog til, var en gård i midt-jylland. En gård der lå langt væk fra alt. Af alle steder havde Ashika valgt denne gård. Den var gammel og faldefærdig, kunne godt bruge en kær hånd, men der var intet valg – i hvert fald ikke for mig, for min far gjorde som før med at bære mig.

Jeg blev båret ind i stuen i huset, hvor Ashika og Rewynna havde gjort et bord klar. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare var et menneske, fordi Ashika har ikke adgang til alt, hvilket jeg ved, hvad der venter mig.

Jeg bliver placeret på et gammelt stuebord der har fået en af Ashikas lægedue over. Nervøsiteten hober sig op inden i mig.

Ashika glor på mig over hans nye briller, og Rewynna finder forskellige ting frem. Jeg brydes mig ikke om mit valg, men jeg brydes mig mindre om, at jeg ikke kan gå.

”Lad os håbe, at dit ben er så lammet, at du ikke vil kunne føle smerten!” siger Ashika glad, men det hjælper ikke mig. Min far får nogle håndjern af Rewynna, og jeg bliver lukket fast til bordet, så jeg ikke kan sprælle overhovedet.

Jeg kigger ikke engang. Ashika sagde i telefonen, at lige så snart at jeg var fastspændt, så ville han gå i gang. Jeg kan kun lige let føle en sav på mit ben, men Ashika har også placeret den i den øverste del af venstre underben. Jeg holder min mund lukket, da han begynder at save i mit ben. Det bliver mere og mere smertefuldt jo længere ind mod min knogle han kommer.

Det følgende jeg ved, er at jeg skreg og græd, inden at jeg besvimede...

 

”Velkommen tilbage min søn!” jeg glor på min far. Jeg føler mig utrolig træt, men ikke destromindre sætter jeg mig op. Jeg sidder på en gammel seng. Jeg kigger ned på mit ben. Hvor er jeg glad for, at jeg tog shorts på i morges.

Mit ben mangler, men det kommer ikke bag på mig. I følge Ashika skal mit ben heale lidt inden jeg må en ordenlig protese, så han har valgt jeg får en special lavet en anden dæmonlæge har sat sammen. Dæmoner healer hurtigere, men alligevel. Jeg kigger på min far, der sidder på en stol. Måske er han alligevel ikke så dårlig. Han tog jo med, så han må jo bekymre sig... selv om han har en og tredive børn med to døde så vidt jeg ved, så tager han sig tid til at bekymre sig om mig. Gad vide om han bekymre sig på samme måde om de andre otte og tyve børn? Det kunne være sjovt at møde nogle af dem... bare for at se, om der er andre som mig.

”Far, kan jeg den nye en dag? Jeg vil faktisk rigtig gerne se min nye lillebror... hvis det er okay?” jeg spørger med et smil på mine læber, og alt min far gør er at smile tilbage til mig.

”Selvfølgelig må du møde din nye lillebror en dag, Daniel. Hvis du vil må du gerne give ham et navn, vi har endnu ikke valgt et...” siger min far, og hans hårfarve bliver den gamle blonde, som jeg kender. Min far viser mig bare, hvad jeg tænker.

”Så synes jeg at han skal hedde Augustus.  Augustus Pesto Jensen,” siger jeg og griner lidt. Augustus... måske skulle jeg besøge Venedig en eller anden dag, kigge til mit gamle hjem... kigge til gravstedet... snakke med min lillebror. Jeg skylder vidst en undskyldning. Han var jo intet i mod Kei, og jeg skylder også min stedfar en undskyldning. Han sørgede jo for mig, og jeg gav intet tilbage...

Jeg har været en forfærdelig søn og bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...