My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2051Visninger
AA

12. På Stoffer?

2013 e.kr., Aalborg, Danmark.
Mig og Lily står i en bus på vej til skole. Busen er godt fyldt med mennesker, der skal på gymnasium, arbejde og selvfølgelig – i skole. Jeg brydes mig ikke om alle de mennesker. Alt på grund af at jeg kan læse deres tanker, og mange menneskers tanker på en gang er larmende og møgirriterende. Og jeg ved stadig ikke, hvordan man lukker af for dem!

”Hvorfor er det lige du er på krykker?” spørger hun mig, mens hun står og fumler med at binde hendes armbånd ordentligt, så det ikke går op igen... og igen... og igen... ligesom hendes snørrebånd. Alt der nærmer sig hende, som er bundet og lukket går op.

”Fordi jeg er kommet til skade,” lyver jeg for hende. Jeg hader at lyve – i hvert fald over for hende. Hun kigger mistroisk på mig. Hun tror slet ikke på mig overhoved. Jeg kan læse det på hende. Hun af alle har et meget tydeligt kropssprog – og det siger meget.

”Du ser da ikke skadet ud?” Åh, for den da, skal jeg dog også sige alt til hende? Hvordan kan jeg fortæle jeg har dæmonsygdommen uden at indkludere at jeg er en fucking dæmon med en sygdom?!

”Okay, mit nervesystem er skadet. Du ved… I hjernen…” Hun glor på mig mere mistroisk, men så løsner hun op og sukker trist, imens hun kigger ned i sit skød.

”Og du beholder dit job, selv om du hver dag nedbrydes mere og mere. Og måske en eller anden dag kan du ikke undervise os, fordi du er dummere end os…” siger hun lidt halvtrist, mens hun glor ned på det skindende busgulv.

”Jeg vil bare ikke have du forsvinder fra… her…” hun kigger væk fra mig og hulker. Jeg ligger armene om hende. Trøster hende. Hun skal ikke være ked af det over hendes trehundrede og ni år gamle kæreste skal til og dø… selv om hun ikke ved min alder, men det har jeg heller ikke brug for at fortælle hende… lige nu. Der kommer vel en dag, hvor hun skal vide sandheden? Eller hun finder ud af den? Hun er ikke dum. Enten skal jeg fortælle det snart, eller også regner hun den snart ud.

Det hun siger giver god mening. Jeg kunne ende værre. Miste hukommelsen er ingen let sag. Og specielt ikke for mig. Hvor mange dæmoner glemmer lige noget, når de ikke er vrede? Ingen… men… måske sker det en dag for mig? Gad vide om jeg allerede har glemt noget?

”Og hvis du så trækker de toogfirs fra de hundrede og plusser med de femhundrede og seksogfyrre som vi fik tidligere, hvad bliver svaret så?” spørger jeg Jonas. Han sidder og tænker. Hovedregning er ikke nemt, men disse mennesker skal lærer det til deres eksame. Hvad jeg ved af. Jeg kigger på ham. Hans regnbuefarver er ved at forsvinde, og de normale farver vender tilbage. Jeg skal ud og have et skud nu. Jeg kan godt lide at have det som i gamle dage. Ligesom dengang jeg boede hos mor.

”Find ud af svaret på egen hånd. Jeg skal lige noget…” siger jeg og går hen til katederet for at tage min taske og min anden krykke og gå. Jeg skynder mig ned af gangene – eller så hurtigt jeg nu kan på krykker. Ned mod det fjerneste og mest ubrugte toilet, der er på hele denne skole. Jeg skynder mig derind og låser for døren, for så at sætte mig ned op af den væg, hvor det lille rektanglede vindue sidder i. Det er den eneste ”frie” væg. Der er kun en radiator mellem mig og væggen. Radiatoren er dejlig varm...

En banker på, og jeg kigger forskrækket op. Hvem skal dog bruge toilettet lige nu? Lige nu, hvor jeg bruger det?
”DANIEL?” Det er Lily. Hold kæft. Hun er fuldt efter mig. HVAD FANDEN LAVER HUN HER?!

”IKKE NU!!” råber jeg vredt tilbage. Lily skal ikke komme ind. Ikke når jeg er i denne tilstand. Jeg kan høre hun piller ved låsen. Jeg skal have det skud blod nu. Jeg søger og søger i min taske efter kanylen med min ene hånd og hiver hætten på mi hættetrøje over mit hovedet, så hun ikke kommer til at se mit hår være hvidt. Så snart jeg har kanylen, stikker jeg den i låret på mig selv, og bider mig selv i læben i smerte, fordi jeg har haft så meget fart på, at jeg ikke har været klar. I det samme hiver Lily døren op og ser det. Hun står forskrækket og kigger på mig med en skolesaks i hånden, som hun følgene taber på gulvet, da hendes hånd svagt åbner.

”Det… er det… stoffer?” spørger hun rystende og bange. Hun forklarede mig på et tidspunkt at hun ikke brød sig om alkohol, stoffer og fester. Hun sagde direkte at det ødelagde folk. Måske kunne det være sjovt… men det ødelagde dem. Ja, det var hendes ord omkring stoffer.

”Vent!” råber jeg og rejser mig svagt men hutigt op, men Lily bakker tilbage og vender rundt, dog prøver hun at holde fat i mit blik. I det jeg er oppe og stå, løber hun tudende væk fra mig. Det piber for mine ører endnu engang. Det er ligesom de tideliger gange, og jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor det skingre, når hun skriger, er en ting jeg ikke ved, men jeg er sikker på der er noget under hende. Himlen eller helvedet er lige meget.
Jeg skynder mig på mit bedste at løbe efter hende, men effekterne fra før og efter blodet gør mig døsig.

”Lily, stop! Lad mig forklare!” råber jeg efter hende, men hun stopper ikke. Hvordan skal jeg dog tale hende til fornuft, hvis hun løber væk fra mig. Hvorfor er det så svært overhovede at tale med nogen? Mennesker så som dæmoner?! Hvorfor?!

”LILY! STOP! JEG GIDER IKKE MISTE DIG!” råbte jeg – mere – jeg skreg det nærmest, men det får Lily til at stoppe med at løbe væk fra mig. Jeg inhenter hende og kigger trist på hende. Det her var ikke min plan, men endnu kan jeg ikke fortælle hende, at jeg er en dæmon. For pokker da også. Hvorfor skal det her være så svært?

”Hvorfor er du på stoffer?” spørg hun med sorg i stemmen og vender sig om for at kigge på mig. Jeg kigger trist på hende. Det er jo ikke stoffer. Det er dæmonblod, men det kan jeg jo ikke fortælle.

”Det ikke stoffer. Det er medicin, Lily. Jeg er syg. Jeg er rigtig syg, min lilje,” siger jeg stille, men jeg kan høre der også er sorg i min stemme. Hvorfor skal jeg dog lyve over for hende? Hun har intet gjort...

”Hvordan kan jeg stole på dine ord, Daniel? I det jeg så dig gøre det, troede jeg du havde løjet om din sygdom... men, hvad er der egentlig galt Daniel?” spørger hun usikkert, men hendes frygt og sorg er ved at gå væk.
Jeg falder. Ikke fordi jeg går nogen vegne, men på grund af mit ben bliver følelsesløs under mig. NEJ! Ikke nu! Selv med dæmon blodet kan jeg ikke holde mig selv oppe i længere tid. Måske skulle jeg få benet af?

Jeg kigger op på Lily. Hun er bekymret for mig. Utroligt.

”Jeg burde vist gå til lægen, min lilje. Jeg falder jo bare uden grund!” jeg griner lidt og Lily smiler til mig. En joke om mig selv og dagen er reddet... eller noget.

”Jeg burde stadig melde dig for at tage stoffer!” siger Lily og jeg holder op med at grine og kigger seriøst på hende. Jeg ryster på hovedet. Hvis hun melder mig, kan jeg ikke beskytte hende mod vores kontrakt!

”Lily, vil du have, at jeg skal være i smerte hver dag resten af mit liv?!” spørger jeg, men Lily ser ikke ud til at regere overhoved. Hun har besluttet sig. Hvis bare hun kunne glemme det her!

”LILY, DET HER VAR INTET HVER SØD AT OVERSE DET!” råber jeg, i mens jeg kigger ind i hendes blå øjne. Ansigtsudtrykket Lily kommer med bliver venliger og straks styrte hun hen til mig. Hvad i? hvad skete der lige?

”Åh Daniel, lad mig hente dine krykker, så du kan komme op fra gulvet!” jeg kigger forbavset på Lily der skynder sig forbi mig. Hvad var det lige, der skete? Har jeg givet en ordre, og hun adlød den? Har jeg hypnotiseret hende? FUCK! FUCK!

Jeg sidder lidt på gulvet. Hvor er det godt det er de tidlige timer så ingen befinder sig på gangene nede ved dussen og kontoret. Jeg kan sidde her ro, i mens at jeg venter på, at Lily kommer tilbage med mine krykker.
Jeg tager mine krykker, da Lily er tilbage og siger så farvel til hende, inden jeg sender en SMS til deres klasselærer, om at jeg fik det dårligt og er taget hjem.
Jeg går ud til busstoppestedet og sætter mig på bænken i mens jeg venter på bussen. Jeg skal have fat i Ashika.

Jeg får det være og være, og endnu være er at jeg lyster efter at sætte tænderne i Lily. Det er virkeligt irriterende. Sådan at jeg kan få lov til at suge hendes dejlige varme og smagfulde blod- NEJ DANIEL! Fantaser ikke om Lily død. Hun er en engel sendt fra himlen, der er her for at redde dig! HUSK DET DANIEL!
Men hun dufter så fantastisk, og hendes sjæl kan kun være bedre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...