My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2000Visninger
AA

2. Monsteret er vågent

1864 e.Kr. , Kyoto, Japan.

 Efter min mors død rejste jeg en tur til Japan, i jagten på at finde min forsvundne far. Det eneste, mor nogen sinde fortalte, var, at han var dæmonernes konge, og at hans hjemstavn lå i Kyoto - eller sådan noget der omkring.
 Jeg går ned ad grusvejen. Mit tøj er for stort og alt for varm i sommervarmen, heldigvis fanger det indimellem kølige briser, og klistrer ikke til min hud, som arbejdernes på marken. Det er enkelt og traditionelt. Jeg ser mig omkring. Bygninger står som en gigantisk skov omkring mig. Endelig er jeg her, Kyoto - Japans hovedstad -, i min lange søgen efter min far. Jeg går ned af mange grusveje, før jeg stopper foran en kæmpestor bygning. I sin helhed er den ganske smuk, den er rustikt bygget med store, tunge sten som ydremur, og masser af tykt træ som bygning. Snylteplanter kravler op ad de tykke ydremurer, der holder uvidende mennesker ude, men det er ikke for synets skyld, jeg er her. Det jeg er her for, er at finde min far.
Jeg går ind igennem den store port og ind på gårdsplads, som er lige så gruset, som gaderne uden for dette område. Jeg kigger mig omkring. Her er fyldt med dæmoner med alle mulige hårfarver. Sorte, hvide, røde, brune, blonde og sågar en blåhåret. Jeg kan kun være gået rigtigt. En skydedør skildrer sig ud fra resten. Den er større og flottere pyntet - og så det faktum, at den er placeret i centrum, som det første man burde få øje på når man træder en af ydremurens store træporte. Jeg tager små usikre skridt op mod skydedøren og stopper lige foran den. En ældre dæmon kommer hen til mig. Hans hvide hår er skulderlangt og skinner utroligt meget i sollyset. Jeg kniber øjnene i for ikke at blive blændet. Han er iklædt fint tøj til finere selskaber end her ude.
”Du skal ikke gå derind,” siger han til mig meget alvorligt, mens han glor ondt på mig med hans rødglødende øjne. Dæmoner taler et fælles sprog, min mor har lært mig det - eller den del hun kunne, derefter har jeg taget lidt til mig på min rejse.
Jeg tager et skridt tilbage og snubler over en sten, og lander så på røv og albuer for foden af trappen. Alle kigger på mig i få øjeblikke, før interessen for tumpen forsvinder. Herren stiller sig foran mig, som en stor mægtig leder uden grænser.
”Du er ikke velkommen her. Hekse og troldmænd er ikke velkommen,” Jeg kigger chokeret op på ham. Jeg er kun halvblods, ikke en fuld troldmand. Jeg rækker hænderne op som et lille barn, der rækker ud efter noget over dem, som de helt vildt gerne vil have, men ikke kan nå.
”Du misforstår! Jeg er her for at finde min far! Jeg er en dæmon, ligesom jer!” siger jeg pebet, med min lille barnestemme. Jeg har det bare, som om jeg er et lille barn i en stor og skræmmende verden. Herren glor skeptisk på mig. Jeg tror ikke på, at han tror på mig overhoved. Mit sorte hår er langt, men det er ikke hvidt. Det kan ikke skifte farve til hvid mere. Ikke efter min mor klippede det. Hvis det nu var hvidt, ville han så tro på mig?
Skydedøren bliver åbnet, og en herre med blondt hår glor ligeglad ned på mig, inden han lukker skydedøren igen og er ude af syne endnu en gang. De to sekunder, jeg så ham, vidste jeg med det samme, hvem han var. Han var den ene person, jeg havde brug for allermest lige nu. Min far. Jeg kunne føle det på hans energi. Den var voldsom større end de andres. En rigtig leder dæmon, som alle respekterer, og det kan kun være min far.
Herren kigger på skydedøren og så på mig. Han nikker og sukker så. Han køre en hånd igennem hans hår, men det reflekterer det ikke mindre af.
”Så du er en halvdæmon? Hvem er din far så?” spørger han mig surt. Jeg rejser mig og støver tøjet af, mens jeg hele tiden holder blikket bange og frosset til hans blik. Jeg løfter forsigtigt hånden og peger på skydedøren. Herren kigger på døren og bliver så forbavset. Ja, jeg ville nok hellere ikke tro på mig selv, men jeg kan føle det er rigtigt.
”Er kongen din far? Hvor ved du egentlig det fra, halvblod?” spørger han mig. Jeg nikker ja til det første spørgsmål. Mine ben ryster. Jeg ryster. Jeg er rædselsslagen. Ja, hvordan siger min mavefornemmelse at det er rigtigt. Jeg ved min mor har fortalt mig noget engang.
”Min mor fortalte mig det. Hun fortalte at hun påkaldte min far… for at alle hendes trolddomme måtte virke så hun ikke ville blive brændt. Og… så kom de sammen… min mor blev gravid med mig, og far rejste… fordi han var kongen,” Herren kigger på mig med et alvorligt udtryk, men også et der viser, at han spekulerer over om det var sandt. Han vender sig om og åbner skydedøren. Jeg går op af trapperne og op til ham. Jeg vil se ind. Se min far.
Den blonde dæmon, jeg var hundrede procent sikker på var min far, sidder med ryggen til os. Han sidder på knæ, direkte på trægulvet. Jeg kigger på hans skinnende lange hår, der er sat i en høj hestehale, som en samurais. Mine øjne falder langsomt ned over hans tøj. Det var lige så enkelt som mit. Udstrålede ikke at han var kongen over alle verdens dæmoner. Selv hans håndlanger til højre for mig, vil ligne en af højere status.  Jeg kan høre pennen køre over papiret. Det skribler og skrabler lyd, hvis man kan beskrive det sådan.
”Min konge… Denne unge halvblod påstår, at han er din søn.” siger Herren. Min far kigger tilbage med et ligeglad udtryk over skulderen. Jeg stivner i det, at han kigger surt på mig, studerer mig, og kigger så igen ned på papiret og skriver videre. Hans arbejde kommer først. Selvfølelig gør det, det. Han er jo dæmonernes konge, og det kan ikke ignoreres.
”Har han gjort sig fortjent til det?” spørger min far herren. Har jeg gjort mig fortjent til det? Det lyder som om alle kan blive søn af ham uden noget. Hvad handler det dog om?
”Nej, konge… Han siger, at du er hans biologiske far. Ikke den magiske,” fortæller herren min far. Min far prøver at finde en mere behagelig stilling med hans fødder, så de ikke er ubehagelige på hans røv.
”Illsaid… Hvor mange biologiske sønner har jeg fortalt, at jeg har?” spørger min far med en meget dominerende stemme. Hans dæmon stemme. Den hæse og mørke af slagsen. Herren, øh, Illsaid, kigger ned i gulvet. Selv her må han opgive det onde blik og underkaste sig. Det beviser bare at min far er mere, end hvad han ser ud til.
”Tre… og en datter” siger Illsaid pibende. Har jeg søskende? To andre brødre… eller tre? Og en søster? Jeg kigger på min far. Han rejser sig og vender sig om, for så at gå over til mig, så vi står ansigt til ansigt. Jeg kigger op på ham. Jeg er lav i forhold til ham. Han kigger ned på mig, stadig ligeså sur, som sidst han kiggede på mig.
”Hvad er dit navn knægt?” spørger han mig med hans menneske stemme, som er meget mere cool og faderagtig. Jeg kigger fascineret op på ham. Han er så høj… så… dæmonisk… så… kongelig, som han står der og kigger på mig med hans egne rødglødende øjne. Han er helt klart min far.
”Daniel… Mit navn er Daniel Santoro Jensen. Min mor valgte at jeg skulle have deres efternavn,” siger jeg nervøst til ham. Det er mærkeligt at det lige er hans efternavn. Jensen… det lyder så ikke japansk, som overhoved muligt. Min mor hed Santoro til efternavn, men da man aldrig bliver opkaldt efter sin mor som dreng, blev det et mellemnavn.
”Du jo intet andet end et barn! Hvorfor har din mor sendt dig af sted efter mig?” spørger han mig skeptisk. Jeg kigger ned i gulvet. Jeg kigger på mine hænder. De er små og meget barnagtige. Jeg er intet andet end et barn. Jeg ældes langsommere end mennesket. End de andre børn. Et menneske ville være død for længst i min alder, men jeg er ikke død. Jeg er stadig et barn.
”Det har hun ikke… Jeg dræbte hende da jeg var tolv… Og da hun døde… gik min ældning på en måde i stå…” Jeg kigger op på ham. Han ryster på hovedet.
”Det er meget normalt at ældningen stopper i den alder. Så du er her, fordi du ingen andre har?” spørger han mig. Jeg nikker meget hurtigt til ham. Han ligger en hånd på mit hoved og smiler og griner til mig. Jeg får tårer i øjnene. Han tror på jeg er hans søn. YES!

”Du skal slå hårdere!” Jeg snubler over, at han endnu engang har undveget mig. Jeg lander på maven og kigger sølle op på ham. Hans sorte hår er let krøllet, og ligger som en stor skygge over hans ansigt. Han rækker mig hånden, og jeg tager den, så han kan hjælpe mig op og stå.
”Du er langt fra parat til en kamp mod far! Kampen er i august, og vi er i midten af juli,” siger han til mig. Han er min storebror. Jeg ligner ham meget. Hans menneskelige hårfarve er sort, ligesom min. Jeg er elendig til kamp. Jeg har været god mod mennesker, men mod fuldblodsdæmoner er det en hel kamp med balance, fart og styrke. Har jeg det ene, mangler jeg det andet. Jeg kan ikke fokusere på dem alle tre på en gang. Jeg stønner og går over og sætter mig på trappen. Hvad skal jeg dog gøre for at mestre alle tre på en gang?
”Jeg… hvorfor skal jeg det her? Kunne han ikke bare kalde sig min far hele tiden?” spørger jeg ham. Min bror går over og kigger ned på mig. Han minder om far på det punkt. Bare meget mere venlig i sit udtryk. Broderlig, men mere kærlighed end min far viser.
”Det er værdighed der taler! Hvis du kan holde trit med far, eller i hvert fald stå op efter hans speciel angreb, så kan du kalde dig en prins. Falder du eller opgiver, er du intet andet end bare en dæmontjener. Prinser skal være nogenlunde lige så stærke som deres far. Tro mig, jeg havde også en hård omgang, da jeg skulle kæmpe mod ham!” siger han til mig. Han smiler til mig og kører en hånd igennem hans hår. Det skifter farve til hvid og hans øjne bliver lysende lilla. Jeg sukker. Jeg kan ikke det længere. Jeg skal nøjes med en sort hårfarve og brune øjne. Hvis bare jeg stadig kunne det… så kunne jeg garanteret holde trir med far.
”Lad os træne igen, men denne gang med våben. Her tag mit sværd,” siger han og rækker mig hans samuraisværd. Jeg kigger uforstående på ham. Hvis jeg er elendig til en dæmonisk knytnævekamp, hvordan skulle jeg så være god til en dæmonisk sværdkamp?
”Ser du, nogle dæmoner kan kun finde ud af sværdkamp eller knytnævekamp. Jeg vil se, hvad du kan af naturtalent med et sværd. Du skal bruge dine stærke sider i stedet for de svage under kampen. Desuden vil du komme til at bestemme, hvilken slags kamp af de fem forskellige i skal kæmpe. Knytnævekamp, sværdkamp, magisk kamp, to forme kamp, hvor man vælger to af de tre kampformer, og en overall hvor alle kampformer er tilladt. Du skal ud i to forme kamp. Magi er påtvunget. Far vælger den del. Du skal vælge den anden halvdel. Hvilken del, er helt op til dig, men var jeg dig, så vælg det du er stærk til” Jeg rejser mig og tager i mod sværdet. I det samme jeg holder det, kan jeg føle min kraft løbe igennem det til hver en krog af det. Sværdet klinger og knækker. Min bror kigger på mig og griber fat i mit håndled.  Han trækker ærmet op på mit tøj og kigger på min arm. Jeg har et sort mærke på indersiden af underarmen.
”Du… du er en sjæletyv” siger han til mig. Han giver slip på mit håndled. Jeg kigger på mærket. Det ligner ild med vinger. Det har altid været sådan. Det brænder, når jeg bruger mine kræfter. Dem jeg nu har lært at bruge.
Han griber fat i min arm igen og trækker mig af sted mod Illsaids værelse. Han skynder sig. Skydedøren siger et meget hurtigt klik og lyder som om den er gået i stykker i farten. Illsaid kigger roligt på os. Han står med en skriftrulleting i hænderne og læser højt for sig selv. Han er en af de slags, der ikke kan læse i hovedet.
”Han er en sjæletyv!” Jeg ved stadig ikke, hvad de snakker om. Illsaid skynder sig hen til mig og kigger på min arm, og lige så hurtigt, skynder han sig ud af skydedøren og løber endnu hurtigere af sted. Jeg kan hører krusset under hans fødder, mens han løber væk. På hans tilbage vej kan jeg hører et sæt fødder mere, der er efterfuldt af et slæb, der slæbes over jorden. Jeg bliver vendt om da et par store hænder tager fat i mig. Min far kigger også på min arm og nikker så alvorligt.
”Vil nogle forklarer mig hvad en Sjæletyv er?” spørger jeg dem bekymret. Bare de dog ville svare mig.
”En sjæletyv er første stadie til at være en magtfuld dæmon som mig. Du er født ind i det stadie. Man starter med at lave kontrakter med mennesker. I bytte for det de beder om, tager man deres sjæl ti år senere, uden at de når at opdage, at du har dræbt dem for deres sjæl. Selv som dæmonernes konge, er der nogle der påkalder mig, for at få større ønsker til at gå i opfyldelse. Din mor gjorder det, og hun kastede en kærlighedsforbandelse over mig. En stor fejl fra min side,” siger min far til mig og giver slip på min arm. Jeg kigger rundt. Min bror løfter hans ærme. Han har intet mærke. Han er ikke udvalgt til at være en magtfuld dæmon. Jeg er, og jeg er kun halvblods. Jeg kigger på min far igen. Nu jeg mere nysgerrig om der skal holdes kamp eller ej. Dette kan måske ændre min fremtid, meget!
”Men det forhindrer mig ikke i at holde en kamp mod dig. Kampen bliver før sat. Du er mere magtfuld end du tror… du skal bare vækkes!” siger han surt og vender sig om og går igen. Jeg kigger på Illsaid. Han går over til et skab og åbner lågen. Det er fyldt med våben. Han studerer våbnene længe, inden han vælger at tage et samuraisværd. Han holder det kort og får det til at skifte form et par gange mellem forskellige sværd, for så at skifte det tilbage til dens originale form som samuraisværdet. Han tøver lidt, men går så over til mig med det.
”Prøv det,” beordrer han mig til. Jeg tager det i hånden, føler alt dens energi, der bliver blandet med min egen energi. Det føles helt uvirkeligt med sådan en kraftfuld styrke i mine hænder.
”Forestil dig hvilket som helst sværd du kan,” beordrer han mig til med sin slatne dæmonstemme. Jeg gør som han siger. Mest fordi jeg faktisk er bange for ham. Jeg forstiller mig et sværd med et langt hul i midten, der følger sværdets længe med nogle centimeter fra håndtaget og spidsen af det. Jeg kan mærke de små klik i sværdet. De små klik i mig. Jeg kan se, hvordan det former sig ind til det sværd, jeg vil have. Det gør slet ikke ondt overhoved. Det kilder i mig. Jeg smiler. Det er mit naturtalent. Overdæmoniske magiske kræfter. Jeg er mere magtfuld med mine magiske kræfter end mange andre dæmoner, og det er mit naturtalent. Jeg griner. Dette er fantastisk. Jeg har faktisk en chance mod min far, og chancen hviler i mine hænder lige nu!

Sværdene klinger i mod hinanden. Jeg bliver skubbet tilbage i grusset. Mine fødder er fyldt med sår. Han kigger ikke på mig som en far. Han kigger på mig som min største fjende i denne verden. Der er ingen kærlighed, kun had i hans øjne - ikke at jeg har gjort mig fortjent til det, tror jeg-.  Alle de andre dækker over vores heftige kamp og render rundt og leger samuraier, der vil overtage byen med at brænde huse og slagte mennesker. Jeg springer tilbage, men der var mindre plads tilbage end regnet, og jeg ryger igennem en dør. Kongen smiler et bredt og ondt smil. Jeg har ikke såret ham overhoved. Det eneste han blev skadet på, var da han tog fejl af en afstand og røg direkte igennem et hus. Jeg står stadig op. Jeg er forpustet, og prøver at fokusere alt min kraft i mine fødder og sværdet, og styrter endnu engang mod ham. Han slår med hånden sværdet ud af min hånd. Jeg sparker min fod direkte i maven på ham for at løfte mig op og sparke ham i hovedet. Han falder bagover, men er hurtigt oppe igen. Nogle dæmoner hujer af mit slag. Min storebror smiler og nikker. Jeg har fået et slag igennem. Jeg har såret ham. Han bløder ud af munden, og det er sort ligesom mit eget blod. Ilden i bygningerne omsluger os. Han farer mod mig med en meget lyskugle, ildagtig, magisk bold af hans energi lige imod mig. Jeg regerer hurtigt, med det eneste beskyttelse jeg har lært. Et skyggeskjold. En stor eksplosion opstår omkring os. Jeg kan mærke, hvordan varmen og ilden fra eksplosion brænder min hud. Jeg kan lige vidt se min fars hud brænde. Jeg skal blive stående. Dette er hans specielangreb. Jeg skal overleve. Varmen og ilden forsvinder - eller rettere - bliver dæmpet utrolig meget. Min far gisper efter vejret. Jeg står stadig. Han smiler et glad og varmt faderlig smil til mig.
”Nu skal du bare sætte ild til noget og slagte mennesker ligesom alle de andre!” beordrer han mig til. Jeg kigger mig omkring på de skrigende og løbende mennesker, der ikke var udsat for denne eksplosion. De er uskyldige i min kamp mod ham. Jeg ryster nej med hovedet, og han kigger forbavset på mig.
”Gør dog et æresdrab! Ofre noget for din styrke og udødelighed!” Jeg ryster igen på hovedet. Han griber fat i min arm og styrer min energi, så jeg ingen kontrol har selv. Jeg kan mærke, hvordan energi står i usynlige flammer omkring os indtil den griber fat i noget. I bygningerne, i menneskerne. Jeg får tårer i øjnene. Han fører mig væk. Væk fra Kyoto på lynsekunder. Jeg kigger tilbage på Kyoto der står i flammer. 28.000 huse bliver brændt. De brænder lige nu, på grund af min kamp mod min far. Hvad har vi dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...