My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
1993Visninger
AA

5. Mødet, genmøde og sygdomme

2003 e.Kr. , Aalborg, Danmark.

Hun griner, i det hun svinger sig frem og tilbage på det gamle bildæk. Hun svinger sig højt op, i forhold til hun er så lille. Jeg sidder på en gammel træbænk og læser avis og ser fuldstændig uskyldig ud, men de færreste vil nok beregne mig for noget, når man nu sidder i fint tøj og læser avis, ligner man virkelig en fra Hasseris området. Det højeste de vil tro er at jeg er gået forkert, fordi jeg sidder på en bænk ved en legeplads mellem Tordensskjoldsgade og Neils Juels gade. Ja, de vil nok højest tro, at jeg er gået forkert eller var på vej til den nærliggende havn eller lignende.
”Min gynge, min gynge!” siger hun til de andre børn, det får de andre til at holde sig væk. De har lært at den gynge, er hendes gynge. De voksne sidder på en anden bænk og snakker sammen.
Hendes mormor kigger ud af sit vindue fra tredje, for at tjekke om sit barnebarn stadig er der. Hendes barnebarn hopper af gyngen, og render hen til sandkassen, hvor hendes veninde er. De leger pizzabager. De laver sandpizzaer med græs og blomster, og de griner i deres sjove leg. Pigen finder en stor gren fra det nyplantede træ, og render over til sin veninde.
”Jeg vil smide den i havet!” siger hun og peger ned på havnen. Hendes veninde ryster på hovedet.
”Det ture du ikke!” siger hun stædigt. Pigen nikker for hun ture at gå derned til havnen. Hun går glad ned af den grønne græsplæne og ned mod havnen. Da hun kommer til den store vej, kigger hun sig for to gange, enden hun krydser vejen. Hun krydser den og står på havneplænen, men hun fortsætter helt hen til kanten af havnen, hvor bådene ligger stille i det stille vand. Jeg rejser mig og følger stille pigen. Hun er et perfekt bytte med hendes rene sjæl.
Hun står og kigger på vandet. Der er mange gopler i vandet. Nogle har røde firkanter. Pigen smider grenen ned i havet, lige ned i alle goplerne. Hun står og kigger lidt på goplerne, hun har smidt en gren ned på - okay, helt uskyldig er hendes sjæl heller ikke, men hun nyder åbenbart at ødelægge deres geleagtige kroppe. Jeg hader dem også. Så splattede og nogen er brændende.
Pigem ryster på hovedet, og har sikkert fået en ny tanke. Hun begynder at gå langs havnen. Hvor mon hun skal hen? Hun går forbi alle restauranterne og isboderne, så det er ikke det hun søger. Hun må søge noget andet, men hvad? Hun går forbi pandekagehuset og cirkusset, hun er her ikke for barnlig sjov. Hun er her for noget andet. Hun griner og smiler hele vejen, mens hun snakker med et spøgelse. Børn har evnen til at se de uhøstede sjæle, men en dag vil en engel eller dæmon tage sjælen, og der mister børn troen på at spøgelser eksistere. At miste troen er at sige farvel til en magisk evne, og til at sige farvel til hekseri.
Pigen når togbroen og kigger endnu ned i vandet. Vandet er mørkt under togbroen, så der er ingen gopler. Hun ser en stor fisk, og hun vil ned efter fisken. Et enkelt skridt er alt afgørende.
Jeg suser af sted over fra skyggerne i mod den lille pige for at redde hendes liv, mine automatiske redningsreflekser over for børn er endnu ikke forsvundet, og jeg når lige at gribe hende, inden hun falder i vandet.  Pigen kigger chokeret op på mig. Jeg løfter hende op til jordoverfladen og placerer hende i sikkerhed meget længere inde på havnen. Hun kigger op på mig, og rækker sine hænder over hovedet, som jeg gjorde engang, og jeg kan ikke gøre andet end at smile, for hun vil have noget hun ikke kan nå. Mig. Jeg løfter hende op, og hun prikker til min næse og griner. Hun er egentlig meget bedårende og så uskyldig, men livet er ikke perfekt.
”Tak, sir!” siger hun til mig med et smil og piller ved mit hår. Sir? Jeg er aldrig blevet kaldt sir før. Ikke engang da det var normalt at sige sir til alle mænd.
”Du har noget langt og flot hår!” Jeg kan kun smile af hendes kommentar og sætter hende ned på jorden igen. Jeg kan godt holde hende, men jeg foretrækker at ligne et normalt menneske, der ikke kan holde deres børn i særlig lang tid, selv om de kæmper, når de så endelig holder deres børn i lang tid.
”Vil du gå med mig, sir?” spørger hun mig venligt. Jeg nikker, og vi holder i hånd, som familie og går ned af havnen.
”Min far kommer ikke hjem! Min mor er ked af det over det!” siger hun pludselig. Jeg kigger forud for os. Min repliksætning, og den er lige der. Hun… nej! Jeg ryster bare på hovedet for at få tanken væk, men den forsvinder ikke.
”Jeg kan hjælpe dig,” siger jeg til hende. Stop vane!
”Hvordan?” spørger hun mig nysgerrigt. Jeg sætter mig på hug og kigger hende ind i hendes perleblå øjne. Hun vipper hovedet lidt, som en hvalp ville gøre.
”Jeg kan gøre din mor glad igen,” siger jeg bare - okay, det kunne lyde forkert. Mig og min pokkers store mund, som min hjerne ikke gider arbejde sammen med min mund!
Pigen kigger mere nysgerrigt på mig.
”Men jeg skal have noget for at hjælpe dig!” en lille vind kommer og blæser hendes let-krøllede blonde hår op i ansigtet på hende selv. Hun prøver at puste det væk, men det er ret umuligt. Jeg hjælper hende med at fjerne det fra hendes ansigt, så hun kan svare ja eller nej.
”Hvad skal du have?” spørger hun.  Intet barn har spurgt mig om det. De fleste siger bare ’hjælp mig’ og det er det. Kontrakten laves, jeg vender tilbage, de skriger i rædsel, jeg tager deres sjæl og æder den, og sådan overlever jeg.
”Dit liv… om ti år!” hvisker jeg til hende. Hun bakker et skridt tilbage og får tårer i øjnene, men hun står også og tænker, ser det ud til.
”Så kan jeg blive femten inden du tager det?” spørger hun mig meget hurtigt. Jeg nikker. FUCK! NEJ! VANE GÅ! FIND ET ANDET BARN!
Hun tager et skridt nærmere. ”Alt for mor!” råber hun meget højt. Jeg holder hendes hånd. Det er for sent. Hun har sagt ja, og symbolerne lyser op på hendes arm, og overføres fra hendes lille arm, til min store arm muskuløse arm. NEJ! NEJ! NEJ! Mine egne tårer fylder op mine øjne. Jeg kan hører en bil, der kører langsomt ned af havnevejen. Den lyder som om den leder efter en eller personen - der kører den - leder efter en. Efter hende. Det kan kun være hende, der ledes efter.
”Jeg er nød til at sige farvel nu… Men jeg skal nok dukke op senere!” siger jeg til hende, og prikker hende let på hendes næse, mens jeg smiler til hende. Jeg rejser mig og løber ind i en af gaderne her ned til. Finder de mig nær hende, vil jeg bare blive anmeldt. Jeg prøvede det engang, og det var ikke sjovt. Amerikansk fængsel. Fængslet på livstid. Det store problem var, at jeg ikke kan dø, men magi hjalp mig ud af fængslet. Gad vide om de ved jeg er væk, eller har de mon nu også glemt mig for altid?
Jeg står lænet op af en mur i skyggerne og overvåger pigen. Bilen - jeg hørte - stopper foran hende. En stor tyk man kommer ud og griber hende. Åh, mon han vil hende noget?
”kom her, din mor savner dig!” siger manden venligt, men pigen begynder at skrige og græde. Hun har aldrig set ham før, gætter jeg på.
Jeg kunne hører på den måde han talte på, var sand. Han havde en venlig og klar tone. Ingen lokkende tone, men bare for at være sikker, fulgte jeg bilen hele vejen hjem til hende. I det hun blev lukket ud af bilen, løb hun over til sin mor. Hun skreg ordet ’mor’ meget højt. Normalt kan jeg klarer både dybe og lyse toner, som menneskerne laver, men hendes skrig er anderledes. Det kommer forbi en for høj tone, og det piber for mine ører. Jeg holder mine hænder op for min ører, og prøver at blive stående i larmen. Da larmen er over, kæmper jeg for luften som en forpustet. Jeg tager hænderne ned og kigger på dem. Hvad var det dog for et skrig?

 

2010 e.Kr. , Gunderup syd for Aalborg, Danmark

Jeg kører bilen stille af sted ned af Hadsund landevej. Der er meget skov og landbrug langs vejen. Ikke mange byer, men et par stykker. Jeg skal ikke forhaste mig med noget. Jeg er kun blevet inviteret til en familie middag af min lillebror Kei. Jeg kigger ned på benzininstrumentet, for at se om jeg har benzin nok. Der er intet tilbage. For den da også. Min firehjultrækkende Honda CR-v 2.0 ÅR 2000 sluger benzin, som en sulten mand spiser. Jeg kigger ud på vejen, og prøver at kigge frem. En Shell tankstation er ved indgangen til en lille landsby. Meget godt for så kan jeg få noget benzin på Hondaen.
Jeg køre ind på tankstationen og finder en af standerne ledig, hvor jeg kan fylde benzin på denne benzinsluger. Jeg stopper bilen ved den frie stander, nummer 2, og går ud for at fylde på, selv om det er en af de kedeligste ting i verden at have med at gøre, hvordan overlever mennesker at bruge hele fem minutter af deres liv på det her? Og hvordan får de råd til benzinen nu om dage? Seriøst. 11.09 kroner at betale per liter! Sikke nogle priser!
Da bilen er fyldt på, går jeg ind i kiosken, der er tilhørende tankstationen, som er en hvid plastikboks med gult skilt hele vejen rundt ved taget, der reklamere for Shell. Eller som de fleste siger det: viser at bygningen tilhøre Shell.
En pige med langt, let-krøllet, blond hår står med ryggen til mig og er ved at bestille to franske. Hun er klædt i drengeshorts med de der seler og en stor mørklilla T-shirt. Hendes sko er snavsede af mudder og sand. Det må godt nok være irriterende. Mon hun ikke har sand i skoene?
Hun er en landbrugspige og bor garanteret på en af byens mange gårde, som jeg bemærkede, inden jeg kørte ind i byen. Denne by hvor tankstationen ligger er skabt af gårde og hedder Gunderup. Pigen går hen til disken, hvor hun skal betale for sine to franske hotdogs, nu hvor den rødhårede ekspedientkvinde har lavet dem færdige. Duften af pølser med remoulade og brød rammer min næse med et stød. Hvorfor bemærkede jeg ikke lugten før?
”Det bliver tredive kroner,” siger ekspedienten og smiler falsk. Pigen finder to hundrede kroner op af lommen. Jeg stiller mig lige bag hende, som man nu gør, når man nu stiller sig i kø. Pigen tager sine byttepenge og vender sig om med hendes to franske og støder ind i mig. Hendes remoulade fra de franske sætter sig fast på min dyre designer trøje. Det var endda min ynglings med den mørke rødbrune farve og behagelige stof, og nu er den bare ødelagt!
”Undskyld, Sir!” siger pigen og kigger op på mig med et ansigtsudtryk, der viser at hun faktisk er ked af det over det. Jeg har set de perleblå øjne et sted før... hvor? Vent, er det mon? Det er det! Det er hende. Pigen jeg har lavet en kontrakt med for syv år siden, og hun står lige foran mig!
Jeg kan mærke varmen spreder sig i mine kinder, åh, hvor er hun sød…
”D-det gør ikke noget. Jeg sender den bare på et renseri eller køber en ny!” siger jeg til hende, mens mine ben skælver under mig. Hvad sker der dog med mig? Pigen nikker bare og går uden om mig og ud af kiosken. Jeg står lidt og kigger tilbage efter hende. Tag dig sammen Daniel! Hun er kun tolv år gammel, cirka! Tag dog sammen. Du er selv over to hundrede! Mine tanker styrter igennem mit hovedet, hvor jeg skælder mig selv ud.
Jeg ryster let på hovedet og træder et skridt frem mod disken, for så at kigge roligt og afslappet på den rødhårede ekspedient.
”stander nummer to,” fortæller jeg til ekspedienten og prøver at smile. Hun stirrer bare på mig uden så meget som at sige noget. Jeg ved godt, hvorfor hun stirrer, men det er vildt uhøfligt at stiger, men hun er bare som alle de andre kvinder. Elsker min guddommelige skønhed. Det sorte, glatte, fyldige hår der er flettet sammen bag i. De klarer blå øjne der lyser som stjerne (og som til tider skifter til brun – jeg ved ikke hvorfor), og den perfekte glatte hud, der er en lysbrun, som alle andre italieners hud - eller som en hvid, der har fået sol. Den muskulære krop, der er pæn og ikke overtrænet. Jeg siger totalt hottie fra Italien med mit udseende. Intet andet.
Ekspedienten rykker lidt på sig og kigger så på skærmen, om hvor dyr min regning er, men jeg har selv set det på standeren derude.
”fem hunderede og otteoghalvfems kroner og seksogfirs øre,” fortæller hun og smiler akavet til mig. Jeg vidste godt min bil var ved at løbe tør, dog ikke så tør at jeg kunne fylde på for næsten seks hundrede kroner!
Jeg tager min pung op af min lomme, og begynder at rode rundt i den efter de næsten seks hundrede kroner. Jeg opgiver på halvvejen, for jeg kan ikke finde sedlerne blandt alle kviteringerne, fra alle de steder jeg har handlet.
”tager i Visa electron?” spørger jeg hende. Ekspedienten nikker stille, som tegn på at de tager Visa electron. Heldigvis!
Jeg tager mit blå kort op af pungen og stikker det i dankortterminalen, hvor jeg skal taste min firecifrede kode ind, og da maskinen lyser godkendt, tager jeg mit kort op, og putter det i pungen igen.
”Tak for nu, kom snart igen!” råber ekspedienten efter mig, kun fordi jeg er mig, for hun råber det ikke efter andre ifølge før, da pigen gik.
Jeg går ud af kiosken og hen til min bil, hvor jeg placerer hænderne på taget af bilen og kigger ned i jorden, som om jeg er svimmel, fordi jeg faktisk er svimmel. Jeg har aldrig været svimmel før, men denne gang tror jeg dog det skyldes, at jeg ikke har spist nogen sjæle i en god måneds tid. Mennesker er blevet mere skeptiske med aftaler, og det gør det svært for mig at få noget at spise, og imens snakker de om, hvor fattige de er, og ikke kan give deres børn frisk mad med i skole. De får i det mindste noget at spise hver dag for deres penge. Mine penge kan ikke engang skaffe en eneste sjæl.
Da svimmelheden er over, åbner jeg døren til min bil og sætter mig ind på det store sæde. Hvad sker der dog med mig og mit sølle liv? Hvorfor kunne jeg ikke bare leve af kød og bloddonationer, som alle andre dæmoner?
En larmende udtrukken halvmørk lyd bryder min tankegang. En dytter af mig, så jeg tænder for bilen og kører atter ud på landevejen.

En ting jeg har beundret mennesket, er deres måde at skabe stress på. Hvis jeg kunne stresse andre på samme måde, ville jeg blive kaldt en ond dæmon, bare fordi jeg får nogen op på et stress punkt, men dæmoner har svære ved at blive stresset. Vi har svært ved at stresse andre. Af ren respekt. Dæmoner respekter hinanden og vil gerne gå deres egen veje samtidig, men vi slår ikke rigtig hinanden ihjel uden at spørger om en kamp først, hvilket jo er yderst latterligt, fordi der er større chance for at dø selv. Vi er livagtige, onde og ifølge menneskerne, selvfølgelig dæmoniske, og alligevel er vores respekt rigtig stor. Kun vores had overgår vores respekt og ære, men det ville de fleste nok havde regnet ud for længst. Dette had fører tit til at vi bliver lavere ranket end vores ære tillader os, og det gør kun vores had endnu større. Vores had er det største center i os, og bare forestillingen om at den overtager en hel dæmon… det ville føre til ragnarok. Krig. Jordens undergang! Desværre kan had ikke dræbes på samme måde som godhed. Had skal dræbes med guld eller platin. Sølv er en sænkelse, hvor menneskerne har misforstået en hel del om at dræbe os. Helt ærligt!

Jeg kører ind på den grusede gårdsplads. Mange biler holder her allerede, men jeg er i den største og dyreste af dem, hvilket gør at jeg skiller mig mere ud end jeg i forvejen vil gøre. Jeg parkerer midt inde på pladsen, da der ikke er plads andre steder. Jeg stiger ud og går hen til døren, hvor min lillebror står i klædt i dyrt jakkesæt og med en smøg i munden, mens han er i hans egen lille verden, hvad den så end går ud på. Han ligner ikke, at han er ældre end sejsten, og det er han jo langt over for længst, men han er yngre end mig og det gør en del ved vores udseende. Jeg ligner en der er næsten ti år ældre end ham.
Jeg går hen til ham og krammer ham kort, inden jeg går ind. Hans kram var sølle, fordi han holdte fast i hans egen verden.
Jeg går ud på badeværelset, uden nogen ser det. Det jeg skal til ville havde været smartere at gøre i bilen, men hvis jeg skal kaste op af det her, så er badeværelset det smartest.
Jeg fisker en lille flaske op af brystlommen. Jeg håber mest indholdet i den virker, men kun hvis Ashika har gjort det godt, burde jeg kunne lave en illusion over for folk, hvor jeg ikke ligner mig, for jeg har et dårligt ry i forvejen, og tænk ikke hvad de andre dæmoner her vil gøre ved mig.
”For min bror!” mumler jeg oh bælger hele den lille flaske i mig. Dens indhold smager forfærdeligt. Jeg holder mig for munden for at synke det, men i det mindste lykkes det mig at synke det, så jeg smider flasken i toiletskraldespanden ved siden af toilettet og går ind i spisestuen til alle de andre. De andre kigger lidt på mig, og jeg tager et hurtigt gik i vægspejlet. Jeg er blevet få centimeter højere og min hårfarve har skiftet til hvid. Min hudfarve har skiftet sågar til marmor hvid. Jeg ligner et spøgelse, men kan intet gøre mod mit dæmoniske skin. Min næse bøjer ind af, hvor jeg er vant til den bøjer ud. Desuden er mine øjne skiftet til en mere skandinavisk stil. De lyser kraftigt rødt, men er mandelformede. Jeg har sorte rander under øjnene og mere fyld på læberne. Mine kindben har flyttet sig lidt. Jeg ligner ikke mig selv, kunne jeg vel lige så godt sige.
Jeg vender mig om, og sætter mig ved bordet mellem to dæmoner jeg ikke kender og helst ikke vil kende. Jeg hader tit at skulle holde mig i skjul for alle andre dæmoner, og kun mine søskende ved jeg er her. Bogstavelig talt. Alle tror at jeg døde i firserne, da jeg blev angrebet af en af Illsaids mange håndlangere. Mine søskende er de eneste, der stadig invitere mig til dæmon seværdigheder, men det er nok fordi, de ved, at jeg er i live.
Min lillebror kommer ind med et kæmpe falsk smil, som vi alle kan læse er falsk, men man har lov til at gøre sit.
”Velkommen alle sammen til min tohundrede års fødselsdag. Som i alle ved er jeg kun hundrede og fem år yngre end min halvbror og ti år ældre en min søster,” siger han og kigger på en sorthåret pige, der ligner en blanding mellem en russer og en japaner. Kun hun kan være smuk med den blanding, vil jeg påstå. Jeg smiler til hende, så hun ved det er mig, og ikke en eller anden fremmed. Resten af folket vil jeg helst blande uden om, og hvis de vil røre hende, så dræber jeg dem sku’, så er jeg nemlig hamrende ligeglad med mit dække, for ingen skal skade min søster!
Der sidder få mennesker, mennesker med kendskab til vi er dæmoner. Ashika blandt andet. Ham og hans forsøg på os dæmoner, for at forbedrer vores race og skabe bedre overlevelse - ifølge ham, men jeg tror nu mere på, at det er for ham selv end for os.
Han mener at en stærk dæmon, blandet med et menneske, vil skabe en bedre race end andre dæmoner, men hvis det er sandt, burde jeg være den stærkeste dæmon, der findes. Ja, og alle de andre halvblods dæmoner vil også være de stærkeste, men det er lige det, vi ikke er.
Personen ville overleve de værste dødsårsager, og med de rette berøringer, blive gravid eller få en til at forelske sig i dem på stedet. Hvis berøringer kommer fra en dæmon, men det er så også den påståelse - der er ingen beviser overhoved, på at det er rigtigt.
Jeg kigger over på Illsaid, der sidder og snakker med en lille blond håret knægt. Knægten er klædt på som noget fra firserne. Total hippie artigt. Dog ingen briller - heldigvis! Men skjorten og halskæden ville passe godt ind. Jeg kigger videre rundt. Der er flere ældre dæmoner, jeg kender fra perioden i Japan, men det er også det. Jeg kender alle ved langbordet, næsten, undtagen drengen og de to på hver sin side af mig.
Min lillebror bliver ved med at stå op, og det undre mig, fordi han ser meget tøvende ud, som om han er super usikker.
Han prøver at gribe ud efter en stol og prøver at sætte sig ned, men i stedet kollapser han ned på gulvet lige inden han sætter sig. Hans ben har givet efter… UMULIGT! Dæmoner kan ikke blive syge!
Jeg er hurtigt oppe og stå, det samme er min søster og Ashika. Ashika er den, der er hurtigst til at komme over til min lillebror - hvilket jeg finder besynderligt, som om han vidste det ville ske, men det er ikke muligt. Måske er Ashika en læge, men han kan ikke forudsige fremtiden. Det er, der ingen ved bordet, der kan.
”Kei!” råber jeg uden at tænke videre over noget. Jeg sætter mig igen for ikke at vække noget mistanke. Illsaid glor skeptisk på mig i et kort sekund, men fortsætter derefter sin snak med drengen, som intet er sket. Hvor vover han ikke at bekymre sig? Det er en af hans tideliger herre, der lige er faldet, men man kan vil tillade sig alt, når man hersker over tusinder af dæmoner…
Min søster rejser sig og løber over til Kei og Ashika, men Ashika har mere travlt med at komme ud af hjemmet, men han kommer dog hurtigt tilbage med en kørestol. Hvordan? hvorfor? Hvem har egentlig en kørestol liggende i deres bil, hvis de ikke selv skal bruge den eller har en i familien, der skal bruge den?
Min søster finder et stykke køkkenrulle til Kei, og hjælper Ashika med, at få Kei op i kørestolen. Kom nu! en eller anden? fortæl mig dog, hvad der er sket?! Kan de virkelig bare være så… ligeglade med denne situation?
Kei tager det stykke køkkenrulle, vores søster gav ham og hoster ind i det. Jeg kigger nervøst ned i bordet. Hvorfor kollapsede han bare? Der foregår bare så meget lige nu…
Jeg rejser mig og går hen og hiver fat i Ashika for at trække ham udenfor, så vi kan snakke lidt privat. Han er lettere chokeret over, at jeg hiver ham med mig.
”Hvad fanden foregår her?!” råber jeg halvgrædende af ham, men han trækker bare ubekymret en pakke smøger op af lommen og tager en i munden og tænder den. Skal han lige ignorer denne situation så meget? Jeg er en bekymret storebror for fanden, og han er fuldstændig ligeglad med alt! Hvad skal jeg dog gøre? Jeg vil virkelig gerne bare slå ham eller sparke ham i bollerne eller noget i den retning, så han kan føle den smerte, der skyder igennem mig.
”Der foregår det, at der eksisterer en dæmonsygdom. I dæmoner kan blive syge. Jeres kroppe er ikke skabt til at leve i al evighed. Jeres sjæle er måske, men med mange års kamp, vil jeres kroppe nedbrydes langsomt. Din bror har en hjerneskade. Hans nervesystem i hjernen er blevet skadet af denne sygdom. Din far har kontaktet mig. Han har det også dårligt. Hans fem tudsind år skader ham. Dette er dog en sygdom opdaget i dette århundrede. Jeg har studeret flere af jer, og flere af jer ser ud til at have skader, i ikke vil tale højt om! Blandt andet kan i føle svimmelhed, kvalme og hovedpine, som nogle af de første tegn på sygdomme,” fortæller han mig. Jeg sætter mig ned på den grønne bænk, der står op af muren, og tager mig til hovedet. Jeg er kun lidt over trehundrede. Jeg er halvblod. Min krop kan ikke tåle lige så meget som min fars eller brors, og hvis begge er brudt sammen… så bryder jeg måske snart sammen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...