My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
1996Visninger
AA

4. Krig og ødelæggelse

1943, Berlin, Tyskland.

Jeg vandrer ned af gaden og kigger på alle folk, jeg går forbi. Kigger efter, hvem der mest har brug for, at lave en kontrakt med mig. Krigen tærer på mange folk. Både økonomisk og psykisk. Dette helvede er den perfekte legeplads for sjæletyve som mig. Masser af kontrakter, masser at sjæle at stjæle, og masser af ødelæggelse vi kan lave. Jeg stopper foran en lille dreng. Han ligner en, der har mistet alt i denne krig. Forældre og hjem. Han kigger tiggende på mig.
”Har du nogle penge jeg må få?” spørger han på tysk. Jeg ryster på hovedet. Penge kan jeg ikke give. Jeg kan kun manipulere deres fremtid og omkreds. Drengen kigger mere trist på mig, end han var i forvejen. Han havde forventet, at mig i pænt tøj bare havde lidt penge på mig.
”Men jeg kan give noget endnu bedre,” svarer jeg på gebrokken tysk. Drengen kigger nysgerrigt på mig. Hvordan skulle jeg, en person med langt sort hår, kunne give noget endnu bedre end penge, der kunne forsørge dem i krigen? Ja, det svar ligger gemt i mig.
”Hvis du vil, kan jeg give lige det du ønsker allermest! Jeg kan få dit største ønske til at gå i opfyldelse, men der er regler. Så længe det inkludere penge og kærlighed kan jeg hjælpe dig!” siger jeg til ham og sætter mig på hug foran ham, så jeg kan se ham direkte ind i hans store triste øjne.
Han kigger på mig og begynder så at tænke. Han kommer garanteret til at ønske noget som er mistet for længst. At genoplive personer kan jeg heller ikke, men jeg kan få folk til at sende ligene tilbage, men snyd er tilladt her.
”Jeg vil ønske far ville komme hjem!” siger han til mig med et smil, der fremhæver, at han har tabt mange tænder på det seneste. ”Far skal komme hjem!” siger han igen. Jeg tager hans hånd, og tegner et tital i hans hånd med min negl. Titallet lyser kort op og forsvinder så. Min kraveret er, at der går ti år, så får jeg hans sjæl. Han vil dø til den tid. Hvis han dør før er sjælen såvel også min. Jeg rejser mig og kigger ned på ham, for så at smile til ham, for jeg ved, at han i et kort øjeblik vil se min sande form. Jeg vender mig om og fortsætter ned af gaden. Jeg kan hører hurtige tunge fodtrin længere nede af gaden, og folk der råber meget højt. Jeg fortsætter bare med at gå den vej. Tre soldater stå og hiver fat i en dreng, der ligner en på cirka de tolv. Jeg går der hen og griber en af soldaternes skulder.  Det er ikke fair at de er tre mod en. Og heller ikke fair at de er voksne og han et barn.
”Lad ham være!” siger jeg på mit gebrokne tysk. Soldaterne vender sig om og griner. Jeg nikker til drengen forbi soldaterne, som et tegn til at han skal løbe sin vej, og såvel gør han det. Soldaterne kigger vredt på mig. Deres bytte er lige løbet, og her står de uden et bytte.
”Hvor tillader du at forstyrrer vores arbejde!” råber den ene af mig. Jeg smiler lumsk til dem og sætter en hånd på skaftet af mit sværd. Soldaterne trækker deres pistoler. Jeg griner af dem og hiver mit sværd op. I det samme det er oppe har det skiftet form efter mit ønske, så det mere ligner et vestensværd. Soldaterne fyre deres pistoler af. Lige i brystet på mig. Jeg griner endnu mere. De kan ikke slå mig ihjel med almindelig krudt. Kun med krudt der indeholder et meget specielt salt.
Jeg svinger mit sværd hurtigt en gang. Jeg kan hører, hver en lille detalje af dem gå over.  Jeg smiler overlegent som der kroppe revner og det sidste, deres øjne var fyldt med, var had.
Jeg kan mærke en gribe mig bag fra. Forstærkninger - SCHWEINE! Flere griber mine arme. En mand går over på min forside, og de andre tvinger mig ned på knæ. Det her er umuligt, medmindre de er dæmoner. Manden griber fat i mit pandehår, så jeg kigger op på ham. Hans blonde hår ligger let krøllet om hans ansigt. Jeg stivner. Dette er ikke et menneske. Han er noget andet. Han er stærkere end mig. Han tager mit sværd, jeg har tabt på jorden, da de greb mig. Han studere det lidt og kigger så koldt på mig. Det gør ondt at han hiver i mit hår. Han tager hårdere fat om det. Jeg skriger op i smerte. Min hovedbund gør ondt, som dengang min mor klippede mit hår.
”Hvad skal der dog til, for at du bukker under? At jeg hiver lidt i dit hår?” spørger han mig og griner. Han placerer spidsen af sværdet på mit bryst. Jeg kigger surt på ham. Hvor tillader han at gøre mig sådan til grin foran menneskeheden? Han hiver et lille ryk i mit hår. Jeg skriger igen. Det gør så forfærdelig ondt.
”Mænd, dette er ikke en mand som i kender det. Han hører til blandt hekse og troldmænd. Dem vi skal dræbe og beskytte folket fra!” Griner han, mens han kigger alvorligt ud på de andre mænd. Jeg er kun halvblods, men mon ikke han siger dette om alle dæmoner, der kan være en trussel mod ham? Sådan at snyde sin egen slags.
”JEG ER HALVBLOD KUN!” råber jeg op. Manden griner endnu mere. Okay, mit råb hjælper mig ikke overhoved. Det forværrer kun situationen.
”Ja, og jeg er kun Snyd!” siger han og rækker tunge af mig. Snyd. Nummer tre. Jack! Jeg prøver at kigge ned, men han tvinger mig til at kigge op. Jeg vil ikke overgive mig til ham, men skal. Han er snyd… og jeg kan intet gøre mod ham.
”Hvad med en aftale. Hvis jeg ikke forstyrrer menneskerne, lader du mig være?” spørger jeg ham, som min eneste nødløsning. Han griner, og det viser, at han vil aldrig lade mig være.
”Hvorfor skulle jeg lade en søn af Jens gå?” siger han med et smil og bukker sig, for at se mig direkte ind i ansigtet. ”Du ligner ham godt nok. Bortset fra hårfarven og øjnene, ligner du ham.” Jack griber om min hals med et kvælertag. ”FIND ET HALSBÅND TIL HAM!” råber Jack til de andre dæmoner. En af dem finder et mærkeligt halsbånd. Sådan et sort et med firkantede metalplader på.
Jack tager det og slipper mit pandehår og hals. Jeg gisper efter fri luft, og efter friheden af, at han ikke længere holder mit hår.
Jack putter halsbåndet stramt omkring min hals. Mændene giver slip på mig. Jeg falder ned og ligge, men kæmper med det samme for at komme op. Jeg kan ikke føle mine kræfter mere. Jeg får tårer i øjnene og stirrer vredt op på ham. Halsbåndet forsegler mine kræfter, og gjort mig til et ynkelig menneske. Mine øjne føles mere tørre end sædvandlig.
”Nårh ja, halsbåndet forsegler dine kræfter… og eh, det kan ikke tages af end andre end mig!” griner han og går med mændene. Jeg falder ned og ligge igen. Jeg lukker øjnene. Jeg har ikke kræfter til at blive oppe.

”Han hører ikke til her!” ”vel gør han så! Han har brug for hjælp!” ”brug for hjælp! Han er garanteret jøde! Se hans hår!” ”Man behøves ikke at være jøde på grund af ens hårfarve!” ”Men hvis de finder ham her, dør vi alle!” ”Og? Han lå på gaden, i det kluns! Han har det lige så hårdt som alle andre her!” Jeg stønner og åbner mine øjne. En kvinde kommer løbene ind, efterfuldt af en anden, men meget sur kvinde. Jeg gætter på den første må bakke op om mig, og den sure tante vil have mig ud.
”Så du er vågen? Bare bliv liggende. Du ligner en der har brug for det,” siger den første kvinde. ”Jeg er Irene og det er Elena,” siger hun og kaster hovedet i retning af den sure kvinde.  Jeg blinker et par gange. Okay, den sure tante er Elena, og den venlige er Irene. Jeg kan bedre lige Irene frem for Elena.
”Hvor er jeg?” spørger jeg og bevæger lidt på mig, for at ligge mere behageligt. Kvinderne kigger på mig, før Irene sætter sig på en stol. Elena står muggen i den gamle trædør til dette rum.
”Stadig i Berlin, hvis det er det du bekymre dig om, men ellers er du hjemme hos mig i min lille lejlighed,” fortæller Irene til mig. Elena laver en tsch lyd. Hun er ikke imponeret overhoved.
Jeg sætter mig op, men Irene presser mig ned igen. Jeg prøver at kigger omkring i det lille rum fra sengeliggende. Mit tøj hænger over en anden stol, men ellers er rummet ikke dekoreret med andet. Et gammelt slidt trægulv, vægge med revnet tapet og et vindue med sortlægningsgardin.
Jeg flytter en hånd op på mit bryst. Det er bart. Kvinden må have klædt mig af i min søvn. Må man ikke gerne få noget frihed som mand? Helt ærligt! Har hun mon set? Bare hun ikke har hevet natbukserne af mig.
 Jeg prøver at sætte mig op igen. Denne gang presser kvinden ikke. Tæppet glider ned fra min krop og Elena stirrer på mig. Jeg kigger ned af mig selv, og kører en finger hen over min sixpack, og kigger så op på dem igen. Irene ligner en, der vil savle over mig, og Elena ser formildet ud. Eller forvildet - efter hvordan hun prøver at skjule sin formildelse.
Elena hiver fat i Irene og de går ud i, hvad jeg tror og er et køkken. Gættet efter det ekko, det giver af deres sko, der tramper på gulvet.
”Han er hot!” kan jeg hører Elena hviske. ”men han er stadig ikke velkommen. Vi skal havde spurgt ham ind til, hvor han er fra, så vi kan være sikre på, der intet os vil ske!” hvisker hun videre og efter det, kommer de ind igen. Irene sætter sig ned på stolen igen, i samme stilling som før. Med hænderne i skødet, og ret stilling som en fin madame - selv om hendes hjem fortæller andet.
”Må… jeg spørger ind til hvor du er fra?” spørger Irene usikkert. Jeg tøver lidt, men rykker så lidt for at sidde mere behagelidt. Hvorfor kan man dog ikke sidde og ligge lige behagligt? Det er så irriterende.
”Venedig… Italien” svarer jeg hviskende. Hun nikker og kigger tilbage over skulderen på Elena.
”Venedig, Italien!” siger hun. Elena nikker surt. ”Katolske folk,” Jeg kigger på dem. Jeg er nu ikke katolsk, men skal det fortælles? Dæmoner er ikke katolske. Langt fra. Min far havde et helt harem af piger og kvinder, som kun var der for fornøjelsens skyld. Jeg må da indrømme, at jeg da har lagt med nogle af dem også, men kun hvis mig og min bror rejste tilbage til hovepaladset. Ren fornøjelses skyld. Kun for at tilfredsstille behovene. Sex, spise og dræbe.  Dæmonernes ret.
”Undskyld, men jeg er ikke katolsk,” siger jeg ydmygt til dem. Elena begynder at skrige og råbe op, på lidt for hurtigt tysk til jeg kan følge med.  Jeg må gøre noget ved mit tysk, selv om jeg nok aldrig skal bruge det igen, medmindre Tyskland vinder krigen, men chancerne er minimalske.
”Men, jeg heller ikke jøde,” fortæller jeg dem. Elena stopper op et kort sekund og glor på mig igen. Det kort havde hun ikke set komme, men okay, det kort ser de færreste.
”Hvad er du så?” spørger hun mig. Jeg kigger ned på mine hænder. Hmmm, hvordan skal jeg lige formulere den dæmoniske rettighed?
”Jeg er af en tro, der sætter egoet højest og samfundet lavest,” fortæller jeg dem. Jeg kigger op på dem igen. Elena tager et skridt tilbage, og Irene rejser sig. De har regnet den ud, at jeg ikke hører den menneskelige bestand til. Enten det, eller at jeg er en troldmand, som Jack bilder menneskerne ind, at dæmoner er.
Jeg svinger tæppet til side, og mine ben ud over sengekanten til venstre for mig, da der er en væg til højre for mig. Jeg rejser mig, og Irene går hen til Elena.
”… men jeg vil heller ikke gøre jer noget, hvis i sætter mine behov tilfredsstillende,” forklarer jeg dem. Jeg ryster mine ben og griber om min hals, og føler halsbåndet, som stadig er der. Jeg har ikke brug for at fortælle dem, at jeg er magtesløs lige nu. At halsbåndet tærer på mine kræfter, og gør mig træt. Irene kigger på min hals og hvisker med Elena. Det var de godt nok lang tid om at opdage, eller i hvert fald tænke over.
”Hvorfor har han et halsbånd på?” hvisker Irene. Elena kigger nysgerrigt på mig. Neeeej, hun er ikke vred på mig? Det var da halvnyt.
”Måske er der en, der har prøvet at tæmme ham?” Irene nikker ja til Elenas svar. Jeg tøver og går over til mit tøj og begynder at klæde mig på. Jeg inoreger bare alt deres snak og hvisken om mig. Først da jeg er fuldt klædt på igen, vender jeg mig om for at se på dem. De ser bekymrede ud - hvad det så end skal betyde.
”Tak, fordi jeg måtte være her, men jeg har andet, der er vigtigere!” fortæller jeg dem, og de glor forbavset på mig, som om jeg har slået hovedet, men jeg bukker og forlader rummet for at finde deres dør. Den er placeret det mest korrekte sted, som man kan placere en dør. I gangen. Et meget lille velkomstrum, hvor døren kun lige kan åbnes og man kan masse sig ind.
Jeg griber ud efter håndtaget, men brænder mig i stedet på det. Troldmandssikret håndtag! FOR FANDEN DA OGSÅ!
Jeg falder baglæns og lander på rumpen, og slår baghovedet mod væggen med et ordentlig knald. Ikke dæmonsikret, men troldmandssikret. Jeg ved godt at mennesker har meget i mod troldmænd og hekse og brændte dem i gamle dage. Nogle gange druknede. Dem der overlevede var oftest dæmoner, fordi dæmoner kan meget mere end hekse og troldmænd, men helt ærligt?! De sikre sig mod troldmænd og hekse og ikke dæmoner?! JACK!!!
Kvinderne glor på mig. Jeg skynder at rejse mig i det lille rum. Elena begynder at lede i nogle skuffer inde i et andet rum. Jeg kan hører det på swush-swush lyden, der kommer, når man åbner og lukker skuffer. Hvis hun leder efter noget at dræbe mig med, er det et meget perfekt tidspunkt. Mine dæmonkræfter er trods alt forseglet, hvilket gør mig lige så menneskelig som dem. Jeg kan dø af et pistolskud nu. Jeg skal altså have fat i Jack, og få det skide halsbånd af.
Jeg ser, at det Elena ledte efter var en pistol. Nå, så var jeg da ikke forkert på det gæt.
Jeg kigger på døren. Jeg skal til at række ud efter mit sværd, da jeg så finder ud af det ikke er der alligevel. ARG, JACK! Han har taget mit sværd, for den da også! Jeg vender mig hurtigt om og sparker hul i dørenmin fod gør ekstremt ondt. Dammit, menneskekroppe holder ikke til lige så meget, som dæmonkroppe gør!
Elena begynder at skyde efter mig. Jeg griber fat i hulet i døren og flår den op, for så at styrte ned af trapperne. Sådan virkelig styrte. Som i at falde og glide og rulle ned af trapperne. Elena fortsætter med at skyde efter mig. Jeg skynder mig at komme op for at løbe ud på gaden. Jeg kan mærke en smerte i min skulder, men jeg skal væk herfra. Jeg fortsætter med at løbe. Jeg må først stoppe, når jeg er i sikkerhed. Ikke før det.
Jeg stopper først, da jeg er nået cirka fem gader væk. Det må være rigeligt for nu. For jeg er helt forpustet. Hvordan kan mennesker dog holde ud at løbe?
Jeg kigger mig omkring. Her er okay. Ødelagt som alt andet, men okay for at jeg er på vest siden af Berlin. Jeg sætter mig ned op af en mur. Jeg hiver min jakke og trøje ned over min skadede skulder. Jeg kigger på såret og holder en hånd på det. Det healer ikke som det normalt skulle gøre. Jeg kan mærke, hvordan mit sorte blod fortsætter med at løbe ned af min arm, selvom jeg holder pres med min hånd på såret.
Jeg kan hører tunge skridt komme i mod mig. Jack, og han kigger ned på mig med et stort ondt grin. Den… den DJÆVEL!
”Er du træt af at du er magtesløs?” spørger han mig drilsk. Jeg kigger væk. Han skal ikke vide noget overhoved. Jeg kan mærke han holder fast i noget af mit hår og tvinger mig til at kigge på ham. Jeg er magtesløs, men han skal ikke vide, at jeg hader det. Jeg vil ikke være hans marionet.
”Vil du ikke gerne have dine kræfter tilbage?” spørger han mig og stirrer skørt på mig. Han er garanteret tosset, som… bare verden, og det værste er… at jeg gerne vil have mine kræfter tilbage. Bare ikke fra denne dæmon der jæger hekse og troldmænd (og andre dæmoner).Han giver slip på mit hår, og en lettelse af mærkelig blå sky opstår i mig.
”Men hvis det skulle være, så bare hvæs mit navn, så kommer jeg!” fortæller han med et ondt smil og forsvinder i den blå luft med et grin. Han er væk. Dejligt! Så slipper jeg for ham.
Jeg rejser mig og kigger rundt. Nogle mænd kommer gående i deres lidt fulde gang. Noget siger mig at de har drukket, selv om det er en meget lille chance nu om dage, for at folk har drukket.
De kigger på mig. Med det samme udtryk alle mænd kigger på mig med. Det der hadefulde blik - deres er dog lidt, eh, fuld agtig. De går hen til mig med store, men tiltende skridt. To griber mine arme. De er ret stærke i forhold til de er fulde. En stirrer ondt og fuld på mig. Min skulder gør ondt - mest fordi den måde de holder mine arme på, vrider mine skuldre, og min sårede skulder kun vil gøre mere ondt af den grund. Manden der stirrede på mig, går rundt om mig med hans skridt, der er ude af balance.
”Navn?” spørger han strikt. Skal jeg nu til dette politimareridt efter Jack?
”Daniel Santoro Jensen,” fortæller jeg dem, men med en tøven bagefter. Mon det er smart at sige mit navn højt? Har Jack mon advaret dem?
”Hvor er du fra?” spørger han mig med en snøvlen.
”Venedig i Italien. Katolsk. Mere kristen end i kristne folk!” Siger jeg. I det jeg har sagt det, går det op for mig jeg har været flabbet. For pokker da med mig og min store mund i dag!
Manden sparker mig i skridtet. Jeg stønner og falder på knæ. Jeg kunne have faldet helt og holdt for mit skridt, hvis det ikke var for de to mænd, der holder mine arme. Manden gør tegn til at de to mænd skal slippe mig. Jeg falder helt ned og af automatisk reaktion - holder mig på skridtet. Smerten er værst. Mest i skridtet frem for skulderen.
Manden sparker til mit ribben. Jeg kan mærke det brækker. Hvad kraft har de lige de tre mænd? De er kun mennesker - ikke andet.
Jeg ligger på den iskolde asfalt. Måske skulle jeg bare sige ja til Jack? Nej! Jeg kæmper for at komme op igen, men efter nogle tyve minutter kommer flere politimænd. Nøjagtig samme rutine. De kan lide at gøre smerte på mig. Jeg ligger på jorden og kigger op på himlen, banket sønder og sammen. Jeg… hader dem…
”Jack…” Hvisker jeg og lukker mine øjne…

Jeg åbner mine øjne igen, da jeg kan mærke meget varme, indelukkethed og utrolig meget støv. Jeg hoster lidt for at få vejret i alt støvet. Jeg kan mærke at jeg ligger på noget blødt. Noget meget blødt, egentlig. Jeg ligger igen i en seng, gætter jeg på. Den er meget behagelig, og det er ellers sjældent jeg finder en behagelig seng nu om dage, som jeg er tilfreds med, som mine krav er steget.
Jeg sætter mig op og kigger rundt. Rummet har skråvægge, og gulvet er mere gammelt end Irenes gulv i hendes hjem. Væggene her er også i værre tilstand. Det meste af tapetet er faldet af og ligger på gulvet. Støv hænger i spindelsvæv ned fra loftet, og gulvet er godt dækket af et lag støv. Der er kun den seng jeg sidder i, i dette rum.
Jeg flytter en hånd op til min skulder og mærker efter. Jeg kan mærke, at jeg er forbundet. Min skulder og bryst er bundet ind i bandage. Nogen har taget sig af mig.
Jeg hiver tæppet af mig og kan se mit venstre underben også er bundet ind i bandage. Personen der har reddet mit liv må have taget lægestudier for at vide noget om indbinding - for det er perfekt. Jeg stønner lidt, da jeg stadig kan mærke smerte i mit bryst. Det er der, det er værst.
Jeg tager en hånd op og leder efter halsbåndet. Der er stadig et, men det føles anderledes end det sidste. Mere læderagtig og uden ligeså mange metalplader. Jeg gætter på det er brunt eller noget den retning. Måske fordi brun er den mest naturlige halsbåndsfarve?
Jeg svinger benene ud over sengekanten og kigger mig rundt. Sollyset står ind a et lille vindue i skråvæggen, men ellers er resten af rummet belagt i halvmørke. En dør er ved siden af sengen. Den er nyere end gulvet. Skabt til at lukke noget inde eller ude efter de rivemærker, der er.
Jeg rejser mig og går hen til døren. Går og går - den er jo lige ved siden af sengen. I det jeg griber ud efter dørhåndtaget, bliver døren åbnet. Jack står og smiler normalt til mig. Måske er han ikke helt skør alligevel. Han kom da, da jeg kaldte. Jeg går hen til sengen og sætter mig på den igen. Jack træder ind lige foran mig. Han ser ikke mindre irriterende eller ond ud, bare fordi han smiler
”Jeg kan ikke lade dig rende rundt med fuld kraft, men jeg har åbnet for nogle af dine kræfter,” forklarer han mig. Neeeej, det siger han ikke. Det er slet ikke derfor, at han har givet mig et nyt halsbånd på.
Jeg nikker og kigger på min arm. Mærket har forandret sig. Det har flyttet sig op af min arm og op til min skulder. Det forstiller ild, men nu med et løbende skelet inden i. En kat vil jeg gætte ud fra skelettets form. Jeg kigger på Jack, og han kigger på mit mærke. Han står i sin egen lille tænkeboks. Ja, mit mærke har ændret sig lidt.
”Du må være stolt! Du kan officielt kalde dig en Helvedets prins nu!” siger han til mig med et lumsk smil. Selvfølelig er han tilbage. Den gamle onde snydepels Jack, men han taler med respekt. Jeg må have skiftet rang, mens jeg sov. Sjæletyv -> Helvedets prins? Jeg håber han laver sjov, for det er ikke sjovt.
Jeg rejser mig, men han skubber til mig, så jeg falder ned på sengen igen med et bump. Dens fjedre er lidt for gode, så jeg får et lille hop op igen, før jeg kan sidde stille på sengen.
”Der er regler her! Et! Jeg bestemmer! To! Du skal gøre alt, hvad jeg siger, hvis du ikke gør det, har jeg ret til at straffe dig! Tre! Du vover at prøve på at få halsbåndet af! Fire! Vi to har en kamp når dine sår har healet!” fortæller han mig og vender sig om for at gå. ”Som din onkel, Daniel, Er der intet om, hvem jeg er, men hvad styrke jeg har. Du vover at ikke at tro på mig et eneste sekund. Selv når jeg lyver,” fortæller han strengt og går sin vej. Jeg ligger mig bare ned på sengen igen og stirrer op i loftet. Det støvede loft er som Jack. Irriterende. Jeg brydes mig ikke om ham på nogen måde… Men han er familie… og han gør, at jeg kan overleve - håber jeg.
Jeg kigger mod døren, da jeg kan høre fodtrin. Store tunge fodtrin. En voksen mand af god højde eller vægt vil jeg gætte. Døren knirker da den åbnes, og en rødhåret mand træder ind. Hans røde hår er krøllet, men lukker hans ansigt inde og fremhæver hans høje kindben og smilehullerne. Han ser super glad ud - for han er super glad. Jeg kan føle noget specielt om ham. Et skjold af død og mørke, men usynligt med det blotte øje, men jeg kan føle mere end bare skjoldet. Jeg kan føle venlighed, egoisme og… kærlighed?
”Hvordan går det… Daniel?” spørger han mig meget venligt og sætter sig på sengeenden. Jeg sætter mig op og svinger benene ud over sengekanten, for ikke at fylde. Hvor kender han mit navn fra? Jeg kender ham ikke, og jeg har aldrig set ham. Han må havde fået mit navn fra nogen. Jack måske?
Jeg kigger skeptisk på ham, men han regerer roligt og uden bekymringer, for at jeg er skeptisk.
”Hvad? Kan du ikke kende mig i min menneskeform?” spørger han mig og griner som gris. Snøvlet. Jeg rejser mig og stirrer meget alvorligt på ham. Jeg har ingen anelse om hvem han er. Rødt hår, grønne øjne, en hvis skjorte, sorte bukser og en brun vest, der matcher resten af tøjet. Nej, jeg har ingen anelse hvem han er. Kunne han være så sød at fortælle mig det?
Han begynder at vifte med armene, men da jeg stadig ikke ved, hvem han er, laver han en bevægelse, der minder om far, der griber om en Kantana. Jeg ryster på hovedet. Det kan ikke være mugligt. Min far brændte i huset. Ja, dæmoner har overlevet ild før, men ikke så store nogen brande. Jeg var heldig at komme ud i tide. jeg kunne have været død, men det er jeg ikke, kun fordi at heldet var med mig.
”F…far?” spørger jeg usikkert, jeg vil være sikker på det er ham, men rødt hår og krøller, i stedet for the blonde, lange stive hår er noget så anderledes. Han nikker og hans hårfarve skifter til den blonde, jeg kender. Øjnene skifter farve til den øjenfarve, jeg kender så godt. Det er ham. Det blonde stive hår og de rødglødende øjne, men han skifter tilbage til hans menneske udseende. Et dække. Meget smartere end mig.
”Hvordan, hvorfor, hvad sker der?” spørger jeg så hurtigt, at jeg ikke får en chance for at trække vejret. Min far hiver mig ned i sengen. Han holder nogle hænder for sit ansigt, og får den ansigts form, jeg kender. Jeg kigger forbløffet og fascineret. Hvordan gør han det? Jeg må altså få det lært til dække, men han fjerner det velkendte ansigt igen, og kommer igen med den fregnede og skæggede mand han er. Her sidder vi så. Skulder mod skulder. Far og søn.
”Jeg var nød til at gå i skjul. Mr. Alex er også en dæmon vi har nøjes med at kalde Oni. Oni var nummer fjorten, men han var magtsyg og for kold til vi gad og acceptere ham, som en af de fjorten grundlæggere. Jeg læste hans tanker, hvor han planlagde at dræbe dig, mig, dine brødre og din søster. Han planlagde det hele. Han ville ikke acceptere dig. Først ville han havde dig smidt ud, og så ville han dræbe dig, for så ville ingen bekymre sig om din død. Jeg gik under skjul for at beskytte jer alle. I al hemmelighed har jeg gået og dræbt de dæmoner, der ville slå jer ihjel, hvis jeg ikke var involveret. Jack er involveret. Kampen er for at dræbe dig. Du må ikke kæmpe!” fortæller han mig. Jeg kigger på ham med et mistroisk udtryk. Hvordan skulle jeg tro på alt dette? Skjulet og det hele. Dette kan ikke være sandt. Vil Mr. Alex have mig af vejen? Fordi jeg er prins? Fordi jeg skal tage over efter min far, og han hader min far. For magtsygdommens skyld? Nej, dette må ikke være sandt. Jeg skriger bare som et forvirret barn, for jeg er et forvirret barn. Dette kan ikke være sandt…

”DANIEL!” Jack råber af mig, så jeg taber teen ud over mig selv, og det brænder. Den er gloende hed, fordi jeg lige har taget kedlen af blusset. Jeg skynder mig at sætte mine hænder under koldt vand, som står i en spand på gulvet. Langsomt forsvinder smerten, mens min krop healer brandmærket fra det varme vand. Det healer hurtigere og hurtigere igen. Jeg tager mine hænder op af spanden igen, og samler den tabte kedel op og hælder vand op i den igen, for endnu engang at sætte den over.
”DANIEL!!!” råber Jack igen. Denne gang endnu mere voldsomt end sidst, så hele lejligheden runger og ryster. Jeg løber fra kedlen og løber ind på hans kontor og kigger nervøst på ham. Han sidder og skriver, mens han kigger surt ned på sit papir, han skriver på.
”Undskyld, du chokerede mig, jeg skynder mig at lave teen igen,” jeg begynder at undskylde og bukke, så godt jeg kan. Det her er pinligt. Jack er lang fra helvedets prins. Jeg er, men jeg underkaster mig en med lavere rang. Hvad bestiller jeg egentlig her? Jeg vil bare smutte, men jeg må kun smutte, hvis jeg kan slå ham i kamp.
”Det var nu ikke det, men tak. Du er snart rask nok til, at vi kan kæmpe. Tror du, at din krop er fuldt healet i aften?” spørger han mig og tager ikke engang et kig op fra hans papirer. Jeg kigger lidt rundt i rummet. Det er mørkt og kedeligt, som det altid er - og jeg hader den indretning, der er her. Han kunne godt havde fundet på noget mere originalt.
”Nej, jeg skal bruge mere tid,” I sandheden healede mit sår for tre dage siden, men jeg lyver, for at jeg ikke skal dø i kamp mod ham, hvis det min far fortalte er rigtigt, for så har Jack planer om at dræbe mig. Jeg skynder mig hen til døren, jeg skal ikke opleve noget, men Jack er hurtigere end mig, så han griber fat i min skulder og føler om skudhulet stadig er der, selv om det forsvandt for tre dage siden.
”Du lyver over for mig!” siger han til mig og presser hårdt på min skulder, så en deja-vu opstår om den udholdelige smerte, der engang var der.
”Hvorfor lyver du over for mig?” spørger han mig alvorligt og med en hvis vrede over sin stemme. Jeg får mig fri af hans greb, og vender mig om for at se på ham. Han er rasende, klar til at brænde hele Berlin ned. Et boom bryder den urolige stilhed i mellem mig og Jack. Der bliver kastet bomber over byen af englænderne - eller skal jeg sige englene, for det er dem, der smider bomber over os, men der er ikke tid til at bekymre sig om dem!
”Jeg løj, fordi en gav mig en ordre på det!” fortæller jeg ham halvt råbene og kigger ned på ham. Han skal ikke bestemme over mig. Jeg er helvedets prins, han er kun en tjener. En undersåt. Han skal bare holde sin kæft.
”Hvem har givet dig ordre?” spørger han mig mistroisk, men han rykker sig nervøst, som han tikser med hans ene hånd.
”Din rigtige konge. Kongen af helvedet! Min far!” råber jeg vredt, og vender mig om for at forlade stedet. Den pludselige vrede der er tændt i mig føles fantastisk. Magtfuld, ondt og lederagtig. Jeg tager hastige skridt ud af kontoret, ned af gangene og ud af hoveddøren. Ligeså hastige skidt ned af de mange gamle knirkende trapper og ud på den stenbrolagte gade. Jack er lige efter mig, og han er rasende, men det er jeg ligeglad med. Han.er.ikke.min.chef!
”DETTE VIL FØRE TIL KRIG!” råber han efter mig. Jeg triller med øjnene, for jeg skal væk herfra, som udstødt har jeg nemlig ingen chancer ved at blive, og nu hvor min far er tilbage, er alt forandret, og kun mig og Jack ved det, men Jack fortæller det garanteret til resten af riget, men for nu ved resten af riget intet, for jeg er kun en sjæletyv i deres øjne. Intet andet. Ikke engang prins af helvedet…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...