My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2017Visninger
AA

3. De forhadtes by

1905 e.Kr. , Paris, Frankrig.

”Hvordan føles det at runde de to hundrede?” spørger han. Jeg kigger på min bror. Efter Kyoto rejste jeg med ham på en lang rejse vidt omkring i verden for at lærer om alle dæmon kulturer. Jeg griner og smiler til ham. Det er min to hundrede års fødselsdag. Tænk at tiden går så stærkt. For cirka fyrre år siden var jeg i Kyoto, og nu sidder jeg på taget af en fransk bygning.
”Ikke en dag ældre siden i går. Og nu kan jeg ellers kalde mig en officiel teenager over sejsten!” griner jeg og kigger ud på solopgangen over Paris. Dens flotte røde nuancer oplyser den halvmørke himmel, som natten har efterladt.
”Blev du ikke det for cirka hundrede og firefirs år siden?” Han griner og rejser sig. Vi skal besøge de franske dæmoner i dag. Det skal være i dag, for det er det eneste muglige tidspunkt midt i deres lille menneskeofringscermoni, hvor det er lovligt for os at komme. Jeg rejser mig og nikker til ham. Vi hopper ned fra hustaget og ned på gaden med et let bump, for ingen af os når knapt at lande, før vi løber ned af gaden. Dæmonlivet er skønt. Meget bedre end at leve som heksens søn…
Efter noget tid med at løbe står vi foran en stor bygning, der skal være de franske dæmoners palads, hvis man kan sige det. Vi går op og banker på. Den store gamle trædør bliver langsomt åbnet, og en lille pige står og glor på os. Hun er buttet - sådan med babykinder og små barnenæve og store mandelformede øjne, der er våde og reflektere gadens lys.
”MAMA!” råber hun. Vi bliver stående lidt længere, mens pigen løber ind i bygningen. En ung kvinde kommer til syne i stedet. Hendes mørkebrune hår ligger fladt om hende. Jeg kigger ned af hende. Jeg bliver ret chokeret over de former hun har. Ikke engang min mor havde de former. Jeg kigger væk igen. Dette er pinligt. Hvor vover hun også at vise en stor del af hendes barm foran to handæmoner?!
”Bonjour Messieurs!” siger hun til os. Min bror kigger på mig, men bukker så for kvinden. Jeg bukker ikke. Jeg skal aldrig bukke for andre dæmoner. Min bror tager et skridt indenfor, og jeg følger bare efter, prøver på at forstå det hele, der foregår. Vi bliver inviteret ind i en stue af en form, hvor vi begge sætter os i sofaen. Det er en meget dyr sofa - det ved jeg. Kun rigmænd har råd til den her.
En korthåret mand kommer ind med noget at drikke og ’fingre’. Rigtige fingre. Menneske fingre. Det er en snack hos alle dæmoner. Ikke sådan nogle fingre som menneskerne bruger som snak. Jeg tager en og begynder at bide kødet om knoglerne af. Neglene er fjernet, så der er kun fedt, og hvad der nu ellers gemmer sig i menneskefingre.
Manden sætter sig i en lænestol og glor på mig. Han bruger sin næse til at snuse og hans øjne til at se dybt ind i mig. Jeg tror godt, at jeg kan gætte, hvad han tænker.
”Hvorfor dette halvblod?” spørger han med fransk accent. Jeg kigger på min bror, og han kigger på mig. Vi tænker det samme. At denne herre ikke vil acceptere mig, som den prins jeg er. Min bror kigger på herren.
”Undskyld, Mr. Alex. Halvblodet er min bror og første rets indehaver til at blive den næste konge,” fortæller min bror som et svar. Mr. Alex begynder at se meget mere sur ud, end han faktisk gjorde i forvejen. Hvordan det så er muligt ved jeg ikke. Han ser forholdsvis ung ud, men hvis han er, hvad jeg tror, så er han meget magtfuld her i Frankrig.
”Vi vil ikke følge et halvblod. Så ud!” siger han til os. Jeg rejser mig, men i samme sekund kan jeg mærke en kæmpe vind suse rundt i rummet. Han er her. Kongen. Min far. Jeg når kun at blinke, og så står han der. Mr. Alex skynder at rejse sig og bukke. Min far tager fat i min arm og stirrer mig ind i mine øjne.
”Bevis du har hvad der skal til!” hvisker han til mig. Jeg kigger forbavset på ham. Hvad i alverden?! ”Vis din dæmonform!” beordre han mig til. Min dæmonform? Jeg har ingen. Mit hår kan ikke skifte farve, jeg kan ikke få horn, vinger eller hale. Jeg får tårer i øjnene, fordi han presser hårde og hårde om min arm. Borre hans negle ind i min arm. Det gør ondt. Det er som at få et sværd igennem brystet. Jeg falder på knæ. Jeg kan se skuffelsen i min fars ansigt. Han har aldrig testet, at jeg havde en dæmonform, og det er det eneste der har holdt mig inde, men skuffelsen af en søn uden en dæmonform, uden en chance for at have en krop der kan overleve helvedet… Det er noget der er lige til at smide ud. Han giver slip på min arm og bakker en tak tilbage. Den skuffelse der er, er malet i ansigtet på min far.
”Mange steder har vi været… men ingen så uhøflig som her. De fleste havde det okay med han kun var halvblod,” Min bror er begyndt at undskylde. Min far kigger på Mr. Alex med et meget undskyldende udtryk. Åh, hvad har han nu planlagt?
”Jeg må dybt undskylde. Dette er ikke min søn. Han har åbenbart udgivet sig for det, og ingen af de andre dæmoner på deres rejse har tænkt på, hvad han indeholder. Da dine tanker blev læst, ville jeg komme og tjekke om det var sandt. Dette halvblod har mistet sin evne til at gøre hans pligt.” Min far kigger koldt på mig. Så sent som i går var han venlig, men nu, opfører han sig som om jeg er hvilken som helst tjener. Jeg har ingen betydning mere. Skuffelsen af mig… Han peger på mig, og jeg lukker øjnene. Dette kan ikke være sandt. I fyrre år har han været der, men jeg har kun stået til udstilling som et trofæ, og her kommer hans egoisme, og tager min far fra mig. Jeg forstår ham godt. Der har altid været en hemmelig spænding imellem os. Jeg er bare en stor skuffelse af en søn…

Da jeg åbner mine øjne igen, brænder det. Min hud og mit hår brænder. Jeg brænder. Stedet brænder. Jeg kæmper mod smerten af heden. Jeg rejser mig og prøver at finde balancen, men ender med at styrte rundt i branden. Jeg kan genkende stedet flere gange. Det er stadig de franske dæmoner palads, men det er sat i ild. Jeg prøver mit bedste på at kæmpe mig ud igennem branden. Jeg må gå adskillige af omveje for at komme ud, men til sidst er den der. Den store dør - som så også står i brand. Jeg styrter ud af døren og falder ned af trapperne, ned på gaden. Det regner. Jeg ligger stille. Smerten er stærk, men regnen gør ikke ondt. Den er meget behagelig på min brændende krop. Jeg kigger op. Min bror holdes af nogle andre dæmoner. Nogle af de franske. Alle er her. Illsaid er her, men min far er her ikke. Jeg rækker kæmpende en hånd op. Min bror skriger op. Han har tårer i øjnene. Hvad er der sket?
En kommer listende hen med en hel bøtte vand og hælder det over mig. Hver en bevægelse gør ondt. Min bror får endelig kæmpet ham fri. Han styrter hen til mig og kigger op på det brændende hus. Alt er så sløret… så ufattelig væk… for mig… men jeg kan stadig hører. Jeg kan bare ikke andet. Min overkrop bliver løftet op. Det gør ondt, og jeg har mest af alt lyst til at skrige.
”FAR ER DØD! FAR ER DØD!” Skriger han grædende. De andre dæmoner begynder en efter en at angribe min bror. Det er forræderi. Min bror har følelser for mig. Familie følelser. Han vil hellere forlade hele dæmonriget for at være hos mig. Han lider i stor smerte. Vores far er død. Jeg er forbrændt. Han og jeg er udstødt nu. Det her er min skyld. Jeg skulle aldrig have opsøgt min far overhoved. Havde jeg ikke det, ville min bror stadig være prins, og min far ville være i live… dette er min skyld.
Jeg lukker mine øjne. Hører hvordan alle forlader stedet. En efter en. Jeg åbner øjnene igen og kigger op på min bror. En af hans tåre falder ned på mit ansigt. Jeg kan stadig mærke alt min kraft i mig. Heldigvis kan den ikke dræbes af ild.
Han kigger med store øjne på mig. Min krop holder op med at gøre ondt. Hvorfor holder den op? Det… burde ikke være muligt. Jeg kan føle nyt og kraftigt hår om mit ansigt. Jeg kan føle ny energi. Jeg kan bevæge mig uden det gør ondt. Energien i mig… healer mig. Ægte dæmonenergi. Den energi jeg har arvet fra min far. Hvis bare alle var blevet, havde de kunne se det. Jeg blinker et par gange og sætter mig op. Min bror krammer mig kvælende. Jeg kan næsten ikke trække vejret, men han er glad for, at jeg vil overleve. Jeg kigger chokeret på min hånd i stedet for på ham.

Vi sidder på et tag og kigger ud på solnedgangen.  Den orange og lyserøde himmel er det eneste dagen vil efterlade sig, inden natten tager sit herredømme og lukker dens monstre ude.
”Far er død… Hvem bliver så dæmonkonge?” spørger jeg min bror. Min bror kigger ned mellem hans ben. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvem der bliver den næste konge. Mig… en anden? Eller… noget trejde?
”Det… Illsaid… Illsaid var den første, men far var den stærkeste af de tretten sønner,” fortæller han. Jeg kigger selv ned mellem mine ben. Det kan ikke være Illsaid der tager over. Illsaid er nok den ældste, men det er Mr. Axel, der vil blive kongen. Det er jeg sikker på. Hans store had til mig… min bror og min far viste tydeligt, at han ikke respekterede min far som konge. Jeg ved bare ikke hvorfor.
”De tretten?” spørger jeg nysgerrigt. Ingen har fortalt mig de var tretten. Hvem får i det hele tagen tretten sønner, når de er egoistiske og kun tænker på de tre baser for et dæmonisk liv? Det er et held min far har fire børn.
”Far var nummer et. Død. Hans tvilling var nummer to, Liv. Nummer tre var Snyd. Også kaldet Jack. Nummer fire er Glæde. Jeg kan ikke navnet på de fleste af de tretten. Nummer fem er sorg. Nummer seks er kloghed. Nummer syv er troskab. Nummer otte er kærlighed. Nummer ni er had. Nummer ti er venskab. Nummer elleve er Fjendskab. Nummer tolv er godhed. Nummer tretten er trøst. Det alt jeg ved,” fortæller han mig. Tretten… tretten dæmoner med hver deres gave. Far var død. Døden indebærer mørket og helvedet. Liv indebærer lys og himlen, og jeg troede at en eller anden gud kontrollere den dag, men alt kan lade sig gøre, når der eksistere dæmoner og magiske mennesker.
 Jeg rejser mig og kigger ud mod solnedgangen, for at række hånden ud efter solen, som om jeg vil gribe den, men det er som om den er hurtigere om at gå ned. Mørket falder på. Min bror kigger op på mig, rejser sig og går hen og tager fat i min arm. Jeg kan mærke hans kraft. Den er stærkere end min, men han er en styrke dæmon frem for en magisk dæmon.
”Jeg ville til hver en tid give dig min anden del af mine kræfter, for at du en dag kan blive lige så magtfuld, som far var,” Han kigger alvorligt på mig, selv om han har tårer i øjnene.
”det kan ikke lade sig gøre,” siger jeg til ham. Han nikker til at det kan lade sig gøre. Kan det virkelig lade sig gøre? Hvordan dog? Hvorfor har ingen fortalt mig det for længst?
”Jo, lav en sjæletyvs kontrakt med mig! Jeg opgiver mine dæmoniske kræfter for at give dem til dig. Fra i dag vil jeg leve som et menneske,” Min arm lyser op. Hans lyser op. Jeg aner ikke, hvordan jeg gør det. Hvordan kan jeg lave sådan en kontrakt? Lyset forsvinder langsomt fra hans arm. Han smiler til mig, men begynder at stivne. Han giver slip og bakker tilbage. Jeg skriger op. Han falder ned fra taget. Han falder ned. Jeg kan ikke flytte mig. Jeg falder ned og ligge. Jeg lukker øjnene, nej… nej… min elskede storebror… dør for mig… han må ikke… dø…

Jeg åbner mine øjne igen, men alt er mørkt. Jeg blinker og lys begynder at lyse op, men fra mig. Jeg kan se mit hår svæve ud for mig. Det har skiftet farve til hvid. Det er hvidt igen!
 Jeg skriger op i smerte. Jeg kan føle min krop forandre sig. Jeg kan føle knogler, der kæmper sig ud af min ryg. Jeg kan føle min krop ændre sig, blive mere muskulær. Jeg kan føle, at jeg får haler, klør, vinger, store skarpe tænder, horn og styrke. Jeg lander på et gulv, jeg ikke kan se. Hvor er det gulv?
Tusinde af spejle opstår og jeg kan kigge på mig selv. Jeg intet andet end et monster. Mine røde øjne lyser op i mørket. Mit hår lyser op. Min tørst efter menneske kød eller menneskelignende kød opstår. Jeg gisper. Alt forsvinder, og jeg sidder på taget. Det er gået op for mig, at alt jeg vil nu, er at spise. Jeg har stjålet min brors sjæl, men hey? jeg kan føle en anden kraft, og jeg elsker den.
Jeg suser af sted over tagene, uden kontrol over mig. Jeg lukker øjnene, håber snart at dette mareridt er over.  Jeg vil ikke dræbe mennesker, men jeg vil gerne have kræften, der tvinger mig til det.

 

Sikke en succesfuld to hundrede års fødselsdag. Udstødt og alene og et monster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...