My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
2019Visninger
AA

11. Dæmonsygdommen

2013 e.kr., Aalborg, Danmark

Jeg vågner stille og roligt. Det ikke det store. Jeg kigger på mit vækkeur og sætter mig op. Den er to om natten. Jeg er sulten. Der er intet i chips eller popcorn poserne. Og selv om jeg har spist menneskemad er jeg stadig sulten. Det er ikke bare giftigt. Det mætter ikke overhovedet.
Jeg prøver at rejse mig fra min madras men falder igen. Jeg kan ikke mærke mit venstre underben. Hvad er der galt med det? Hvorfor kan jeg ikke mærke det?
Jeg prøver at køre mine fingre op og ned, men kan stadig ikke mærke noget. Dette er en nødsituation. Jeg rækker ud efter min mobil og ringer til Ashika. Høj musik lyder i baggrunden. Hvad foregår der hjemme hos ham på den her tid om natten?
”Hej?” spørger han glad. Jeg kan høre Rewynna griner højere end musikken. Ashika begynder at grine. Åh fuck. Rewynna og hans fucking eksistens!
”Stop med at slikke min navle, det kilder! Jeg snakker i telefon her!” siger Ashika en smule ud for hans rør, men selv jeg ved, at han ved, at jeg kan høre ham alligevel.
”Ashika, jeg kan ikke føle mit venstre underben…” råber jeg ind i telefonen. Menneske ører høre ikke så godt, som en dæmons ører kan. En ulempe ved at være menneske.
”Oh… okay… kom med det samme så…” siger han til mig og ligger telefonen på. De to holder fest midt om natten? Jeg kæmper mig op og stå. Mest of af væggen, men finder en paraply at bruge som stok. Jeg går hen til døren og griber fat i dørhåndtaget.
Jeg står og vipper frem og tilbage. Min hånd strammer om mit dørhåndtag. Jeg er svimmel og har kvalme. Kan ikke finde hoved og hale på op og ned lige nu. Da alt ikke længere stor sort for mig, åbner jeg døren. Jeg lukker den efter mig og krydser over pladsen. Over mod garagen. Over mod min bil, men det går langsommere end ønsket. Vil jeg overhovede kunne køre ordenligt? Det er min eneste måde at komme hurtigt til Ashika.

Jeg banker på hos Ashika. Ashika åbner døren efter noget tid og den høje musik bliver endnu højere og mere bragene. irriterende. Han står klædt i et par bukser og en vest. Jeg skal stadig ikke vide, hvad der er sket her, og hvad de har gang i nu. Jeg følger bare efter Ashika ind på hans eget lille læge kontor, hvor døren der bliver lukket skærmer en smule af for musikken. Jeg sætter mig - som rutinemæssigt - oppe på metalbordet. Ashika sætter sig på hans kontorstol. Han begynder at se trist ud. Jeg ligger paraplyen op ved siden af mig og kigger alvorligt på ham.
”Den blodprøve jeg tog… Den viste positivt for at du havde sygdommen. Jeg har testet Moonlight. Hun havde negativt på sygdommen. Hun er fuldkommen rask, men jer andre. I er flere og flere der viser sig at have sygdommen. Selv Rewynna har den,” forklarer han mig. Jeg har sygdommen?! Jeg er syg. Jeg skal dø før tid? Lang før tid? Jeg er ikke engang voksen i nu. Jeg er stadig et barn. Hvordan kan verden vende sig sådan mod mig? Hvad har jeg gjort, og hvorfor komer den så pludselig? Hvor kommer denne sygdom fra?
Jeg får tårer i øjnene, og prøver at tørre dem væk med ærmet, men jeg tror det mislykkes, for Ashika kigger på mig med medlidenhed.
”Hvordan kan jeg have sygdommen?” spørger jeg ham. ”hvad har det med mit ben at gøre?” fortsætter jeg,men min stemme knækker. Min hjerne knækker. Hvad sker der dog i denne verden, som selv jeg ikke kan forstå?
”Moonlight har fortalt mig du er begyndt at spise menneskemad. En af syptomerne. Sjovt nok, gør hun det kun for sjov, men også, fordi hun får næring af det. Hun er til forskel fra jer andre, en del dyr også. Nu prikker jeg lige til dig!” når han lige at sige, inden han stikker en kæmpe kanyle i mit lår. Jeg bukker mig lidt mod højre og forover af smerte. Det kan jeg mærke, men jeg kan ikke mærke mit venstre underben. Rewynna kommer ind og hjælper Ashika og musikken larmer ind. Det er Pokerface med Lady Gaga der spiller.
Det er som om de to kan læse hinandens tanker, men jeg ikke har adgang til dem (og det skal jeg kun være glad for)ewynna altid kommer, når Ashika har brug for ham.
 Rewynna binder min noget rodede fletning ud og lader mit hår falde ned omkring mit ansigt. Det er hvidt. Mit hår er snehvidt, og det har det ikke været, siden jeg var tolv år gammel. Jeg løfter mine hænder op og føler mig igennem det. Silkeblødt ligesom dengang. Det er tilbage. Mit fantastiske dæmoniske hår.
”Hvad har du gjort?” spørger jeg Ashika nysgerrigt. Alt ser sort og hvidt ud. Undtagen Rewynna og Ashika der lyser op i regnbuens farver. Jeg har ikke haft dette syn siden jeg var tolv. Det er over to hundrede og fireoghalvfems år siden. Jeg er dæmon igen... vil det betyde, at jeg har nogle horn?
”Jeg gav dig noget dæmonblod fra en rask dæmon,” fortæller han mig en smule glad men også meget alvorlig. ”Det er det, der virker bedst. I har nogle antistoffer i jeres blod, der hurtigt spreder sig rundt, men hvis det går langsommere, vil jeres evner svækkes, og selv et menneske ville kunne dræbe jer. Derfor vil rask blod sætte farten op i jeres antistoffer og få jeres system til at virke i cirka tre til seks timer afhængig af køn, alder, størrelse og selvfølge om i er ren blod eller ej,” jeg fatter intet men alt af den tale. Svaret til at være dæmon har lagt lige foran mig, siden jeg dræbte min storebror. Hvorfor har jeg dog ikke set det noget tidligere? Jeg er så dum!
”Får jeg… doser med hjem?” spørger jeg ham nysgerrigt og smiler meget glad. Kan dette gøre mig rask, sådan helt helt rask? Ende mine dage som halvblodsprinsen? Eller i hvert fald få andre dæmoner til at respektere mig?
”Det kan planlægges, men det er dyrt at skaffe. Selv for mig. I er ekstrem nærige. Og grådige efter guld. Som dværge og drager!” Jeg begynder at grine. Dæmoner har altid været grådige, ikke nærige. En af tingene blandt ondskab er at være grådig. Vi æder mere end vi kan. Vi vil have flere penge end vi tjener, og vi sætter vores tre behov først før alt! Mad, sex og magt, og derfor er jeg glad for at være halvblods, for jeg begære ikke det her... men hvis jeg ikke længere var halvblods... ville jeg så begære det?
”Det ved jeg nu ikke… sådan er jeg da ikke?” siger jeg med lidt drilsk stemme. Rewynna kigger alvorligt på mig og jeg smågrinner lidt, mest fordi jeg ikke kan tage Rewynna seriøs, men da Ashika giver mig det samme udtryk, tiger jeg stille.
”Jo… Husker du din lillebror Kei? Dengang du tog hans fingre, kun fordi du kunne? Eller hvad med dengang du dræbte tredive mand, kun fordi du kunne?” spørger Rewynna mig alvorligt og småsmiler. Den skiderik! Sådan at nævne sådan nogle ting. I sær fordi mændene var under en eller anden krig. Den amerikanske borgerkrig? Jeg lignte jo et barn dengang!
”Arh, så svære var de da heller ikke…” siger jeg til ham og fnyser bestemt og ligger armene over kors og bliver tvær.
”Nej, men det inkluderede min far...” siger han surt til mig. Jeg kigger ned i mit skød, og svinger mit venstre ben frem og tilbage og griber fat i bordkanten.
”Lad os ignorer det og gå videre… Daniel, prøv at stå!” siger Ashika, der prøver akavet at smile samtidig med at være alvorlig. Jeg hopper ned fra bordet, men falder med det samme. Jeg kan mærke smerte i mit ben, men jeg kan ikke stå på det. Skule de antistoffer ikke have sørget for det?
”Du må have en protese for at gå omkring. Dine muskler bliver ædt op… Hvis vi skærer dit underben af, kan vi måske redde resten af benet?” spørger Ashika mig. Jeg sidder og kigger skeptisk op på ham. Hvad fanden gik det der ud på? Jeg er sku da ingen forsøgskanin! Lavede han et forsøg og nu vil han skære benet af mig, fordi forsøget ikke lykkedes?!
”NEJ! Jeg køber bare nogle af de der doser blod!” råber jeg. Jeg skal ikke udsættes for træben og plastic, metal eller skidt. Jeg er ikke min bror. Jeg er ikke min far… jeg er ikke min søster. Jeg er ingen af dem… Jeg vil ikke lave deres fejl. Ashika er vist nok forbandet. Han prøver at hjælpe os, men jeg skal ikke lytte til ham. Hans ord er som en slanges. Løgner. Jeg er ikke min familie, og jeg skal ikke udsættes for samme ting som resten af min familie! Bare se hvordan det går dem. Nej!
Rewynna går kort, men er hurtigt tilbage. Han holder nogle krykker ment til mig. Jeg tager i mod dem, men kun fordi jeg vil op fra gulvet. Efter en lang og hård kamp om at komme op, går jeg mod døren. Jeg skal væk herfra. De hjælper mig jo ikke!
”Husk dem her!” beordre Ashika til mig og rækker mig nogle poser blod og nogle kanyler. Jeg nikker og tager i mod dem. Rewynna finder en pose til det og ligger det der i. Jeg tager posen og går langsomt ud af hjemmet. Nu skal jeg bare finde en natbus mod Hasseris, så jeg kan komme hjem. Jeg kan ikke køre min bil i den her tilstand.

Ding-ding-ding. Min alarm lyder. Klokken larmer. Jeg sidder klar med en kanyle. Jeg er begyndt at se ting på den måde, menneskerne ser dem på igen. Jeg stikker kanylen direkte ned i mit lår. Der er intet andet at gøre. Jeg gennemgår smerten, og sidder og pruster og stønner. Mit hår skifter kort farve til hvid, for så at skifte tilbage til sort, men jeg beholde dæmonsynet. Jeg rejser mig. Jeg gør kun det her for at føle mit ben. Jeg griber ud efter krykkerne, der står op af væggen her ved min seng. Langsomt kommer jeg igennem hytten og ned til mit tøj. Jeg er nød til at sidde ned for at tage tøj på og jeg gøre det på den store sofa, der står ensomt i . Jeg skifter mine hullede natbukser ud med shorts. (Natbukserne er kun hullet takket være Ashika… den fucking idiot at ødelægge mine dyremærke  natbukser) Jeg hiver en T-shirt over hovedet. Mit hår hænger løst. Spejlet på væggen overfor sofaen viser bare, at det er lige så langt som Lily’s. Til røven. De fleste ville bede mig om at klippe det, mest fordi det er forkert for en dreng at have så langt hår. Siger de. Altså menneskerne. Det noget andet med dæmoner. Vi er skabt til langt hår. Min far havde meget længere hår end mig… dengang… inden branden i Frankrig...
”You my love. You’re my way. My way of love…” min telefon ringer, og jeg skynder mig at tage den. Det er den samme person hver morgen. Min elskede Lily.
”Godmorgen Daniel!” siger Lily i den anden ende af røret glad men også træt. ”hvordan har du det?” spørger hun mig og gaber. Nysgerrige lille Lily.
”øh… både bedre og værre…” mumler jeg og gaber mig selv. Nå, gab smitter åbenbart også igennem telefonen. Typisk.
”nå… hvad da?” hendes stemme er fyldt med undren og bekymring. Hun er bekymret for mig allerede, og hun er lige stået ud af sengen.
”Jeg kan ikke føle mit venstre underben, men jeg har det fantastisk!” jeg griner ind i røret, men jeg kan høre at Lily tøver. Hun er et menneske. Hun ville aldrig forstå.
”Du lyder fuld, eller som om du er på stoffer… eh, er du det?” spørger hun skingret. Hun lyder som en på vej til at græde.
”NEJ!” skriger jeg nærmest. Jeg stiller telefonen på medhør, så jeg kan tage mine sko på uden besvær. Eller næsten. Det er lidt svært med den venstre fod, fordi jeg ikke kan rykke på skoen med tæerne, så den sidder behageligt – rettere... det er møgirriterende. Det er træls over træls.
”jaja, men ses senere, okay, skal gå nu. Morgenmad,” siger hun meget glad. Telefonen laver den normale bip lyd, der er, når folk lægger på. Ja. Jeg hader, når hun forsvinder.
En dag. Et arbejde. Nærig? Næh. Grådig? Bestemt! Dæmon vej!
Jeg griber en chips pose chibs der ligger i sofaen og lægger den ned i tasken. Glæden ved at køre bil… kan jeg ikke rigtig opleve lige for tiden. Hvilket betyder, at jeg må tage en lortebus ind til busterminalen. Skifte bus og endelig at snakke med Lily. Det eneste gode ved offentlige busture. Lily. Ellers... er de noget hø fyldt med mennesker, fyldte i myldretiden og folk presser og presser for at komme frem.
Hvorfor fanden skal der også eksistere noget så tosset som en dæmonisk sygdom, der kun kan gå ud over mænd åbenbart, og som kun på falder dæmoner? Jeg hader det! Hvorfor er den her og hvad gør den dog ved os?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...