My dying love

Med en mor der var en heks og en far som dæmonernes konge, burde livet for Daniel se nemt ud, men det er det langt fra. Som udstødt halvdæmon må han kæmpe for at overleve, og det inkludere at han må myrde mennesker for at få noget at spise. Dog skete en forandring i hans liv. Den dag han mødte en lille menneskepige som var for sød til at han kunne dræbe, i stedet begynder han at få nære følelser for pigen og vil redde hende fra hver en tænkelig død... En skæbnesvranger historie om forbudt kærlighed mellem to arter...

18Likes
59Kommentarer
1995Visninger
AA

8. Biografen

2013 e.Kr. , Aalborg, Danmark.

Jeg står lænet ind over Lilys bord. Hun sidder og tegner, og jeg kigger ned på tegningen. Jeg tror, ud fra tegnestilen osv. At hun prøver at tegne mig eller noget i den retning. Mit hår er ren skitse med alle detaljer, øjne med liv, læber lige til at kysse, og hun har, som den første tegnet min næse rigtig.
”Mit hår er da ikke så langt,” fortæller jeg og kigger skeptisk på hende. Hun hvisker en del af min fletning ud og tegner den om på ingen tid. ”Det var meget bedre,” siger jeg til hende og smiler. Der er frikvarter, og ingen af de andre lærer kan se, hvad jeg laver. Hvis de kunne, ville jeg blive fyret på stedet.
Jeg kan se i spejlet bag Lily, at flere piger står samlet op ved tavlen og kigger på min røv. Hvad finder de dog så attraktivt ved min røv? Jeg er en mand for helvede. Jeg laver et hurtigt kig tilbage og rækker tunge af dem, som et lille barn ville gøre. De stivner helt og kigger på mig, som om jeg er skør, men er det ikke dem, der er skøre? De står og kigger på en manderøv.
Jeg har krydset mine ben ved knæet, og mine albuer står på Lilys bord, mens mine hænder holder mit hoved oppe. Jeg flytter den ene hånd og roder lidt med hendes lange blonde hår. Hun kigger nysgerrigt op på mig, mens jeg kan se, at hun overvejer at flytte min hånd fra sit hår.
”Hvad siger du til en date?” spørger jeg hende. Jeg ved godt, jeg er gode venner med hende, men jeg aner ikke hvor den sætning kom fra. Hvorfor spørger jeg? Måske fordi hun gør mig skør og varm. Jeg ved bare ikke, hvad der er grunden til, at hun gør mig skør og varm. Jeg føler bare tusind sommerfugle suse igennem min mave - og det skal lige siges, at det er ret så ubehageligt at føle tusind insekter igennem i ens mave -, og en lykke jeg ikke har og kunne finde andre steder. Den lykke giver hun mig.
”Hvad? ehm, helst ikke, men jeg kan godt hænge ud med dig, som en ven, du ved,” siger hun til mig og smiler lidt nervøst. Jeg stivner. For det første har jeg ingen anelse om forskellen på at hænge ud og date er. For det andet. Hun sagde nej. Jeg står og stirrer ud i den blå luft eller noget der omkring. Hvad skal jeg dog gøre?
”Jeg havde tænkt, at vi kunne gå i biografen,” fortæller jeg til hende, men hun vipper bare hovedet lidt til venstre side for så at rette sig op igen. Jeg ryster helt er nervøsitet. Hvis de andre dæmoner havde set dette, var de faldet sammen af grin. Det her er pinligt. Det er generelt pinligt, at jeg lægger an på et menneske for alvor.
Hun tager fat i min hånd, der leger med hendes hår. Hun strammer grebet om min hånd virkelig meget, enten det eller også er det min mangel på sjæle, som jeg ikke har og kunne opfange nogen steder, og jeg vil ikke have at hendes går tabt. Hvis den gør, så har jeg hende ikke længere, og hvis hun ikke er her… føles verden mærkværdig - selv for mig.
”Et: stop, det gør ondt. To: hvilken film havde du tænkt?” spørger hun mig nysgerrigt og glor på mig. Jeg skynder mig at finde min mobil frem. Jeg trykker hurtigt rundt på dens skærm. Søger på Kino.dk efter film. Hvad går der dog i biograferne?
”Øh, hvad med… Beautiful Creatures?” spørger jeg hende. Jeg aner ikke hvad det er for en film, men jeg håber mit bedste. Hun nikker ja og rækker tunge af mig for så at grine af mig, og jeg griner bare tilbage til hende og rejser mig fuldt op.
Klokken lyder, og eleverne er langsomme til at komme tilbage på deres pladser, men fordi jeg allerede er her, har de lidt mere fart på end normalt. Jeg går hen til døren og går ud af den. Uanset hvad hun siger, ser jeg dette som en date.
Jeg gårhopper lidt og når døren til 8A, der kun befinder sig på den anden side af den blå bænk ved trapperne. Jeg har en date! Jeg har en date med Lily!

Jeg står af med Lily ved Aalborg busterminal, som også rummer et mini shopping center og den store biograf i Aalborg. Kennedy Arkadens biograf.
Vi går mod glasdørene og går indenfor i varmen. Det er godt nok i starten af marts, men der ligger stadig sne. Og ja, der er masser af kulde. Her indenfor dufter der af popcorn. Lily holder godt fast på sin taske, selv om her er mennesketomt. Alle står udenfor og venter på busserne. Der ude i kulden. De vil ikke glippe deres bus for at vente noget mere på den næste. Nogen busser kører også kun en gang i timen eller sjældnere på grund af vinterkulden. Det er ren kaos udenfor. Jeg går hen til disken, hvor de sælger biletter. Kvinden bag disken kigger på mig. Hun stirrer lidt, inden hun tager fatning til sig.
”Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger hun helt normalt, men en smule mere glad end hun ser ud. Det er nok på grund af mig. Den hotte italiener - okay, jeg har forstået efter - ja… - flere tusinder af kvinder?
Øh, jeg har reserveret to billetter til Beautiful Creatures,” siger jeg til hende. Hun smiler til mig og prøver at presse patterne sammen, som om jeg vil falde for det ligesom menneskemændene ville gøre, men det gøre jeg ikke. Kvinder kan have ligeså store og gode patter, som de vil, men patter siger mig intet. De fleste nu om dage er falske. Nej, i gamle dage da de var ægte, var de noget værd at jagte.
”Må jeg få dit nummer?” spørger hun genert. Jeg giver hende mit nummer. Jeg er nu mere bange for, at hun vil gemme det og ringe til mig en dag. Hun giver mig billetterne og jeg tager dem hurtigt og går uden om tapperne for så at gå ovenpå med Lily. Jeg får krampe i mit ben på halvvejen og stopper op. Lily overhaler mig i fuld fart op af mod biografen.
”Vent,” beordrer jeg hende til. Jeg er helt forpustet. Nu igen? Hun kigger nysgerrigt og en smule bange på mig. Jeg har det, som om jeg ikke kan trække vejret, og samtidig brokker mit ben sig.
”Hvad er der galt?” spørger hun mig. Jeg kigger træt op på hende. Jeg er træt?
”Ikke noget, bare noget krampe,” Jeg fortsætter med at gå op og går forbi hende på vejen. Jeg giver billetterne til vagten og han river dem over. Lily når op til mig på ingen tid. Hele hendes aura stråler af uro. Jeg kan føle det.
”Der er noget galt!” halvråber hun surt af mig. Jeg ryster på hovedet og går over til biografkiosken. Jeg fanger en stor popcorn ud af et af de to til tre varmeskabe, og tager to store kopper og hælder cola op i dem begge.
Jeg stiller mig i den meget korte kø henne ved en diskene. Lily følger bare stille og roligt med bag mig. Hun har åbenbart opgivet at sige mere til mig. Jeg stiller popcornene og sodavanderne på disken og fanger en tohundredekroneseddel op af lommen. Byttepengene putter jeg tilbage i samme lomme.
Vi går hen og sætter os ved et af de sorte borde. Jeg holder vejret. Hun skal intet vide. Hun er intet andet end en lille sølle menneske pige, og jeg er en stor stærk halvdæmon.
Jeg rækker hende popcornene og smiler nervøst til hende.
”Sig det så!” råber hun så højt at alle kan høre det - og det er selv om her ikke er mange, fordi det er eftermiddag. Jeg tysser bare på hende og læner mig hen mod hende, for at kysse hende på panden. Hun rødmer, og jeg smiler til hende, og hun smiler straks tilbage.
Da pæren lyser grøn til vi kan gå ind til filmen, går vi ind til filmen.

”Tak for biografturen, Daniel,” siger hun med et stort smil til mig. Hun vil give mig hånden, men jeg vælger at kramme hende. Hun stivner helt i mit kram. Hun er åbenbart ikke vant til at kramme mænd, for hun ved ikke rigtig, om hun skal kramme tilbage med hendes små nervøse ryk, jeg kan mærke igennem hende.
”Skal jeg følge dig hjem?” spørger jeg hende glad. Jeg ved godt hun bor lige i nærheden. Kun en gade væk fra biografen. Hun ryster på hovedet. Okay, ikke nær så stort held… måske er jeg for direkte?
”Kom nu, lidt sikkerhed til dig,” siger jeg til hende og bukker mig lidt, for at kigge direkte ind i hendes øjne på hendes plan. Hun nikker og tager nervøst min hånd. Mit smil bliver større end det allerede var, og jeg ligner garanteret en eller anden selvglad idiot.
”Okay,” overgiver hun sig stille og smiler. ”Da du spurgte om en date… var det fordi..?” hun færdiggør ikke hendes sætning, for jeg nikker ja inden hun er færdig. ”Jeg vil rigtig gerne være din,” fortæller hun hviskende til mig. Jeg smiler og krammer hende igen. Hun er lidt mindre stiv denne gang, men krammer mig meget stift, som om nogen har tvunget hende til det, men alt det kan være lige meget. Hun er min! Ja, hun er min! Hehe!
Vi går ud i kulden. Det sner. Lily holder en hånd ud og nogle få snefnug lander i hendes hånd. De smelter med det samme, på grund af den varme Lily har i sin krop. Mennesker er varme. Hvis de var kolde ville de, ja - dø eller være døde.
”Det er en træls kulde, bare den dog snart ville gå over,” fortæller hun til mig. ”For jeg fylder femten snart. Her til den enogtyvende marts!” jeg stivner. Åh gud. Femten. Hun fylder snart femten. Kontrakten. De ti år er snart gået. Kun to uger tilbage. Det må ikke ske. Lily… Lily må ikke dø, og endnu være… jeg ville i den menneskelige lov være for gammel til hende - om jeg så faktisk kun var tyve år gammel.
Vi begynder at gå. Jeg får tårer i øjnene og kigger ned i jorden, men holder Lilys hånd hele tiden, så hun ved, at jeg er med hende. Jeg tørrer tårerne væk og kigger op på hende og smiler.
”Nu er jeg nysgerrig. Hvad laver du egentlig når du ikke underviser?” spørger hun mig. Jeg kigger rundt og så på hende, jeg skal bare lige tjekke, hvor mange der egentlig går på gaden, og desværre går der rigtig mange.
”Ikke det store… går tit til læge… dårligt helbred… du ved… tager til klæd ud fester og så videre…” fortæller jeg til hende. Nogle ting skal man lyve omkring, andre skal man ikke. Jeg gik bare ikke i detaljer.
Jeg tager på mig på nakken, og vi drejer ned af gaden til, hvor hun bor. Niels ebbesens gade hedder den. Vi går ned til kirken, inden vi stopper op foran en gul bygning. Vi står tavse i nogle få minutter. Akavet!
”Jeg skal op her, men vi ses vel i morgen, ikke?” spørger hun mig, og jeg nikker, som et svar på hendes spørgsmål. Jeg vil altid møde på arbejde for hendes skyld.
Jeg kigger op på tallet, der står over døren. 25. Hun bor i 25A, selvom der kun står 25, men udlejeren har ikke rigtigt gjort noget ved det, og jeg gætter på, at postbuddet og pakkeposten mon ikke bliver forvirret af det.
Jeg går over på den anden side af gaden, og hun render ind i bygningen og op på første sal, hvor hun vinker til mig fra vinduet i gangen. Jeg vinker tilbage, og vender mig så om og går ned af gaden. Jeg går bare om til parkeringshuset ved Kayerødsgade, Toldstrupsgade og Frederiksgade. Den er billig, og jeg parkerer der hver dag kun for at tage samme bus som Lily.
Min store Honda holder parkeret indenfor - rettere i midten af hele stueetagens parkerings plads. Jeg låser op for min bil og sætter mig ind på førersædet. Jeg skriger af glæde, helt for mig selv. Jeg har denne fantastiske følelse inde i mig. En følelse der siger det bedste er sket for mig. Jeg kan klare alt! Jeg smiler selvglad og tænder for bilen, og håber bare på ingen så mig gå i child mode.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...