Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7447Visninger
AA

10. 9

Der var stille på kontoret og jeg så rundt. Andrew var nede i kantinen og jeg kedede mig rigtig meget. Min mave sagde en lyd og jeg rejste mig op, inden jeg rejste mig og forlod kontoret. Alle var vist til frokostpause, for der var ingen her. Det tog ikke lang tid at finde kantinen, da man kunne høre larmen ude på gangen. Jeg skubbede døren op og der blev stille i nogle sekunder, mens at alle så på mig og holdte pause i at spise. Jeg scannede rummet for Andrew, der sad ned i hjørnet med to andre mænd. Snakken begyndte igen og jeg bevægede mig hen til ham. "Andrew", sagde jeg da jeg kom derhen og han så op på mig. "Har du nogen penge?", spurgte jeg og han nikkede, inden han sagde: "det har jeg". "Må jeg låne?", spurgte jeg og så rundt på de andre mænd, der lagde hovedet på skrå og så smilende på mig. 

"Nej?", sagde Andrew forvirret og jeg så på ham. "Jeg er sulten", beklagede jeg mig og han trak på skulderne. Jeg kunne mærke vreden stige op i mig og jeg så rundt, mens jeg bed mig selv i læben. Da jeg så tilbage på ham, skulle han til at tage en bid af hans sandwich. Jeg slog til hans hånd og han tabte den ud over bordet, hvilket fik de andre til at bide tænderne sammen. Jeg lænede mig hen over bordet, så vores ansigter var tæt på hinanden. "Du er min værge Andrew, du skal sørge for mig", hviskede jeg og han rejste sig, hvilket fik mig til at rette mig op. "Casey", begyndte han og gik frem mod mig, men da jeg ikke rykkede mig stoppede han op og spurgte: "hvad er regel nummer 3 Casey?". "Skal du pludselig være sej hva?", spurgte jeg og han fnøs, mens han så rundt. "Vi var endelig begyndt at blive venner, Andrew, jeg betroede mig til dig", det sidste hviskede jeg og han sank en klump, da han så tilbage på mig og jeg sagde: "jeg troede dj var klar over at jeg ikke finder mig i det". Han så ned og fastholdte sit blik mod jorden. Jeg ville skide på om det her var pinligt for ham, jeg ville skide på om han blev sur. Han var en voksen mand og han skulle lære at han ikke kunne opføre sig sådan.

"Du kan ikke bare behandle mig sådan", sagde jeg klart og tydeligt, mens jeg prikkede til ham og han fugtede sine læber, da han så op på mig og vi fik øjenkontakt. "Jeg tror det bedste der er sket for jer begge, var at i blev sat sammen", sagde en af Andrew's venner og jeg så ned på ham. Han kiggede skiftevis på os og de andre nikkede anerkendende. "I har samme temperament", sagde han og jeg så tilbage på Andrew, der så på mig. "I det mindste behandler jeg folk pænt", mumlede jeg og gik forbi ham. Folk begyndte langsomt at snakke igen. Zayn trådte ind foran mig og jeg skubbede til hans skulder, inden jeg sagde: "Zayn, ærligtalt så gider jeg ikke dit pis ligenu". Der blev stille igen og jeg vidste allerede nu, at når jeg gik blev jeg det store samtale emne. "Jeg vil bare sige undskyld", sagde han alvorligt og jeg så forvirret på ham. "Jeg har været en virkelig stor idiot", sagde han og jeg nikkede, hvilket fik ham til at synke en klump og sige: "derfor vil jeg gerne undskylde med middag". Jeg grinede og bed tænderne sammen, inden jeg spurgte: "seriøst?". Stemningen mellem os var intens og jeg hadede det. "Fint", mumlede jeg og han smilede stort, inden han så rundt og fugtede sine læber. "Jeg kommer og henter dig klokken 7", sagde han og blinkede til mig, efterfulgt af at han gik forbi mig og jeg gik ud af kantinen. 

 

Jeg nåede lige akkurat hjem, da Andrew's bil kom kørende ind i indkørslen og han parkerede. Luften var kølig og gjorde at jeg satte farten op. Han steg ud og så på mig. "Casey", sagde han hårdt og jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at spørge: "hader du mig?". Han så overrasket på mig og da der ikke kom noget svar, vendte jeg rundt og gik op til døren. Jeg tog i den og sukkede højlydt, da der var låst. "Lad mig", mumlede Andrew og kom hen til mig. Da han låste døren op, lagde jeg mærke til at hans hånd rystede og det fik mig til at rynke panden. Han åbnede døren og jeg gik ind, inden jeg lavmælt mumlede: "tak". "Casey", sagde han og døren lukkede, mens jeg fortsatte hen mod mit værelse. "Casey jeg snakker til dig", råbte han med sådan et kraft at jeg ikke kunne andet end at vende rundt, for at se skræmt på ham. Hans læber var presset sammen til en tynd streg og han havde knyttede hænder, så hårdt presset sammen at hans knoer var blevet hvide. "Hvad?", spurgte jeg og holdte vejret, da mit svar var meget spydigt. "Det der skete i kantinen", begyndte han og jeg slog blikket ned, mens jeg ventede på hans råben og skrigen.

"Du har ret", konstaterede han med et suk og jeg så op på ham, inden jeg spurgte: "hvad?". Først nu opdagede jeg tårerne i mine øjne. Jeg græd kraftedme også hele tiden. "Jeg var hård ved dig og det var fordi at hele politiafdelingen var samlet. Jeg er kendt der for min hårde facade", sagde han og trådte tættere på. "Du er den eneste person der har formodet dig at bryde gennem den", sagde han og jeg fugtede mine læber, inden han fortsatte: "derfor spillede jeg sej, for jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle opføre mig". "Casey", sagde han stille og jeg nikkede forsigtigt. "Jeg hader dig ikke", sagde han og jeg fugtede mine læber, mens jeg blinkede og med rystende stemme sagde: "det føler jeg at du gør". "Jeg hader dig ikke Casey", gentog han og jeg tørrede mine øjne, inden jeg hviskede: "jeg hader heller ikke dig". Han smilede lettet og så rundt, inden han sagde: "det er jeg glad for". Et grin forlod mine læber og han gik frem mod mig, inden han lagde hånden på min skulder og gav den et klem. "Skal jeg få lavet noget mad til dig, du er vel stadig sulten", sagde han og jeg smilede, inden jeg nikkede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...