Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7436Visninger
AA

8. 7

Lyset stod ind på mit ansigt og tvang mig til at åbne mine øjne. Dynen lå halvt over min krop og halvt nede på gulvet. "Jeg savner min seng", mumlede jeg irriteret og satte mig op, inden jeg kørte en hånd gennem mit hår. Min mobil gav en lyd fra sig, hvilket fik mig til at spjætte lidt og se rundt efter den. Den lå på gulvet og lyste op. Det var først da jeg tog den op i hånden, at jeg så nummeret. Andrew. Sorgen skyllede ind over mig og jeg lagde mobilen fra mig, inden jeg rejste mig. Jeg vidste godt jeg aldrig skulle have lyttet til Zayn, da han gjorde det for at få ram på mig. Andrew var bare vred, da han slyngede de ting ud. Men det stoppede det ikke fra at ramme mig. 

Min mobil ringede igen og jeg trykkede på ignorer knappen, inden jeg fik tøjet på og ryddet op. Da jeg kom udenfor, blev jeg mødt af vindens kolde luft og jeg pustede ud, mens jeg samlede min cardigan foran. Da jeg havde afleveret nøglen, gik jeg hen mod parken, da jeg kun vidste vejen hjem derfra. Folk så på mig når jeg gik forbi, hvilket fik mig til at slå blikket ned. Jeg følte mig dum og ansvarsløs, da jeg bare havde stukket af på den måde og flygtet fra problemerne. Men jeg var såret og vred, så derfor så jeg det som den eneste udvej. Automatisk så jeg op, da jeg kom til politistationen. Andrew's bil holdte der og det betød at han var på arbejde. Og at han sikkert var vred over min forsvinding. Derfor hjalp det ikke meget på at jeg skulle gå forbi. 

Med forsigtige skridt, gik jeg forbi bilen. "Casey?", spurgte en stemme bag mig og jeg slog blikket ned, inden jeg gik videre. Han greb fat i min arm og vendte mig rundt. "Du kan ikke bare stikke af", sagde han og jeg så væk, inden jeg mumlede: "undskyld". "Du kunne have blevet dræbt", han hævede stemmen lidt og jeg så på ham. Han så bekymret ud. "Kan vi ikke tage hjem?", spurgte jeg og han rettede sig op. "Du skal ikke snakke udenom", sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. "Det gør jeg heller ikke", mumlede jeg og han nikkede. "Jo du gør", sagde han og jeg så rundt, inden jeg så tilbage på ham og sagde: "undskyld jeg forstyrrede dit møde. Det var ikke med vilje". "Hvorfor gjorde du det så?", spurgte han og jeg fugtede mine læber. "Zayn sagde at mødet var forbi", konstaterede jeg og han sukkede, mens han så rundt og spurgte: "vil du have et godt råd?". Jeg nikkede og han så tilbage på mig, efterfulgt af at han sagde: "aldrig lyt til Zayn". Jeg smilede og det samme gjorde han.

"Lad os tage hjem. Jeg skal alligevel ikke arbejde i dag", sagde han og nikkede hen mod bilen, inden vi gik derhen. "Hvad er det?", mumlede han og bukkede sig ned ved enden af bilen. Jeg fortsatte hen mod passagersædet og skulle til at åbne døren, da der lød en genkendelig stemme oppe fra døren: "fik du ballade, prinsesse?". Jeg så derop og mødte Zayn's hånlige blik. "Andrew har ledt efter dig", råbte han og jeg lagde hovedet på skrå. "Personligt ved jeg ikke hvad han vil med dig, sådan var det nok også med dine forældre", sagde han og grinede. Andrew kom op ved siden af mig og jeg bed tænderne sammen, inden jeg gik frem mod Zayn og sagde: "hvis jeg bliver anholdt er det hele oplevelsen værd". "Det tror jeg så ikke lige", mumlede en stemme bag mig og et par arme blev grebet fat om maven på mig, inden jeg blev vendt rundt og slynget op over skulderen på Andrew. 

Der lød et grin fra Zayn og Andrew åbnede døren, inden han satte mig ned og pegede på sædet. Jeg sagde mig ind og han lukkede døren. Han pegede på Zayn og sagde noget, der gik Zayn til at klappe i. 

•••

Der var stille mellem os, da vi kom hjem. Men i stedet for at gå ind på værelset og blive der, fulgte jeg med ham ud i køkkenet. "Er du sulten?", spurgte han og lagde bilnøglerne på køkkenbordet. Jeg nikkede ivrigt og han grinede, inden han åbnede køleskabet og sagde: "husk penge hvis du stikker af fremover". "Jeg skal nok lade være med at stikke af", sagde jeg og smilede, hvilket fik ham til at smile og se på mig. "Jeg er ked af de ting jeg sagde til dig", sagde han alvorligt og mit smil falmede. "Det var ikke pænt sagt", fortsatte han og jeg sank en klump, inden jeg så væk og sagde: "det okay". Han satte maden fra sig og vendte sig mod mig, inden han lænede sig mod køkkenbordet. "Jeg føler mig uønsket", indrømmede jeg og han sank en klump, inden han sagde: "Casey". Mine øjne blev våde og jeg tørrede dem, mens han så trist på mig og jeg sagde: "siden de døde har jeg ikke følt mig velkommen nogen steder". Et hulk forlod mine læber og jeg satte mig ned, mens han rettede sig op og så væk.

Flere hulk forlod mine læber og jeg så ned på mine ben, inden jeg tog en dyb indånding og fortsatte: "alt har bare gået ned af bakke siden". "Mine såkaldte bedste veninder har ikke kontaktet mig, det er der ingen der har", jeg stoppede og så op på ham. Hans blik var fæstnet til mig og jeg slog blikket ned. "Jeg har ingen", hviskede jeg og tørrede mine øjne. "Casey, jeg ved ikke hvad jeg skal sige", mumlede han og skyldfølelsen var til at ane i hans stemme, hvilket fik mig til at se op på ham. "Derfor hjælper det ikke at du er så hård mod mig", hviskede jeg bange og han så væk, inden han sank en klump. "Undskyld", sagde han og så tilbage på ham, mens jeg langsomt rejste mig op og tørrede mine øjne. "Jeg skal nok være sødere mod dig", sagde han og jeg nikkede, inden jeg smilede og sagde lettet: "det ville være rart". "Kom her", han åbnede armene og jeg gik forsigtigt frem mod ham, inden han slog armene om mig. I det sekund mærkede jeg den tryghed, jeg hele mit liv havde manglet. Forsigtigt tog jeg armene om ham og hulkede igen, hvilket fik ham til at stryge mig over håret og give mig et klem.

Han tog en dyb indånding og strøg mig over håret igen, inden han indrømmede: "nogen gange kan jeg være lidt egoistisk". Jeg grinede og trak mig lidt væk, hvilket fik ham til at grine og slippe mig. Han tørrede mig under øjnene og jeg smilede, inden jeg sagde: "tak".

•••

Synes den sidste del, var utrolig sød, hvis jeg altså selv skal sige det ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...