Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7448Visninger
AA

32. 31

~~~ Andrew's synsvinkel ~~~

Jeg vippede panisk med foden og sukkede højlydt, mens jeg gned hænderne rundt i mit ansigt og derefter så op. Der var død stille på hospitalet, og jeg havde ventet her i snart en time, for at få af vide hvordan Casey havde det. Jeg var død bekymret og ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis hun døde. Liam var på stationen, men han havde ringet for lidt siden og havde sagt at han ville komme så hurtigt kan kunne. 

"Andrew Williams?", spurgte en stemme og jeg så op, inden jeg hurtigt rejste mig op og så på manden foran mig. Han havde sort kort hår og så ud som om at han havde fået et slag på siden af hovedet. Han lavede tegn til at jeg skulle følge med og vi begyndte at gå hen af gangen. "Er hun okay?", spurgte jeg og rømmede mig, da min stemme var blevet hæs. Manden så kort på mig og væk igen, inden han ærligt og direkte sagde: "hun har mistet meget blod". "Overlever hun?", spurgte jeg og så på ham. Han tav og jeg kunne mærke panikken sprede sig i min krop. Han stoppede op foran en dør og så på mig, inden han nikkede og sagde: "hun har det fint. Hun skal nok klare den". Jeg åndede lettet ud og kunne ikke lade være med at smile. "Hun sover nu, men du må godt gå derind", sagde manden og jeg så ind af et vindue ind til rummet. Jeg kunne svagt skimte Casey ligge og sove. 

"Hvis en betjent ved navn Liam Payne kommer, så send ham herhen", sagde jeg og manden nikkede, mens jeg skubbede døren op og gik ind. Jeg lukkede den forsigtigt efter mig og listede hen til sengen, hvor jeg satte mig på kanten og så på hende. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig svagt, ved hvert åndedrag. Hun havde drop i hånden og en ledning i næsen. Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes og hun rørte lidt på sig, men åbnede ikke øjnene. "Jeg var bange der, Cas", mumlede jeg og så væk, inden jeg sagde: "jeg troede jeg havde mistet dig". Jeg gav forsigtigt hendes hånd et klem og så tilbage på hende, inden jeg sank en klump. "Du er det eneste der betyder noget for mig", hviskede jeg og kunne langsomt mærke hvordan, jeg var blevet blødere siden jeg mødte hende. "I starten da jeg fik tildelt din sag og fik at vide at jeg skulle passe på dig, troede jeg at det hurtigt var overstået og at du ville passe dig selv", sagde jeg og grinede svagt, inden jeg rystede på hovedet og så væk. "Der tog jeg fejl - vi har fundet dine forældres mordere, men der er kommet så meget andet, der gør jeg stadig skal passe på dig", fortsatte jeg og så tilbage på hende, inden jeg konstaterede: "og det vil jeg gøre indtil jeg ikke kan mere". 

Stilheden lagde sig over rummet og jeg tog en indånding, inden jeg så ud mod gangen. "Jeg går ud og ser om Liam er på vej", forsigtigt slap jeg hendes hånd og rejste mig langsomt op. Jeg nåede hen til døren og tog i håndtaget, da en lys og svag stemme brød stilheden: "du må ikke gå". Jeg så tilbage på Casey der så på mig og smilede stort. "Casey", sagde jeg og gik tilbage til hende. Jeg satte mig på sengekanten og hun kom langsomt op og sidde. Hun slog armene om mig og jeg lagde min hånd på hendes arm, mens hun begyndte at hulke. "Hvorfor græder du?", fnes jeg og trak hende ind til mig. "Jeg var så bange, jeg troede jeg skulle dø", hulkede hun og jeg gav hende et klem, inden jeg kyssede hende på panden og pointerede: "ikke i min varetægt, Casey". 

•••

Jeg åbnede døren til stationen og så rundt i det første rum, inden jeg bevægede mig længere ind. Folk var igang med at reparerer skaderne på kontoret, mens andre gjorde gulvet rent. "Andrew", sagde en stemme og jeg så fremad, hvor Zayn kom gående imod mig. Han så tøvende på mig, inden han spurgte: "er Casey okay?". "Hun har det fint, tak fordi du spørger", sagde jeg og skulle til at gå forbi ham, men han trådte bagud og ind foran mig. "Jeg er ked af det jeg gjorde mod hende", sagde han og jeg sank en klump, inden jeg så væk. "Jeg", han stoppede og sukkede, mens han rystede på hovedet og fugtede sine læber. "Jeg tror jeg er forelsket i hende", konstaterede han og jeg så tilbage på ham. "Hun er med Liam nu", sagde jeg og så tilbage på ham. Hans kæber strammede til og han sank en klump, mens uskyldigheden forsvandt fra hans øjne. "Og hvis du på nogen måde ødelægger det for den, bliver det værst for dig selv", sagde jeg vredt og prikkede til ham, inden jeg skubbede ham til siden og gik forbi ham, ind på mit kontor. 

~~~ Casey's synsvinkel ~~~ 

Jeg så på Liam og smilede, mens han tog min hånd og lænede sig frem mod mig. Han trykkede sine læber mod min pande og derefter min mund, inden han lænede sig tilbage og hviskede: "jeg blev bange der". Han gav min hånd et klem og satte sig tilbage på stolen. "Du skræmte os begge", konstaterede han og jeg slog blikket ned, inden jeg sagde: "jeg ville bare redde Andrew". Der var stille lidt og jeg så på ham. Han sad med hovedet på skrå og betragtede mig, med et smil på læben. Ingen havde set sådan på mig før. Ingen. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder og jeg så væk, hvilket fik ham til at fnise og trykke min hånd. Jeg så forsigtigt tilbage på ham og han rakte hånden frem, for at lægge den på min kind. "Vi holder begge rigtig meget af dig", sagde han og lod sin hånd hvile på min kind i nogen sekunder, inden han fjernede den igen og sagde: "da du besvimede". Han stoppede med at snakke og sank en klump. 

"Jeg har aldrig nogensinde set Andrew sådan", han rystede på hovedet og jeg sank en klump. "Aldrig i de år jeg har kendt ham, har jeg set ham sådan der", fortsatte han og gav min hånd et klem, inden han forklarede: "han var rædselsslagen og prøvede ihærdigt at få dig tilbage". "Da ambulancen kom og de kom ind med båren, var han så panisk. Han prøvede at skjule det, men Casey", han tav og jeg så afventende på ham. Vi stirrede på hinanden, mens Liam sank en klump. "Han græd. Han troede han havde mistet dig", konstaterede han og kørte fingerspidserne hen over min hånd, mens jeg så væk. "Han elsker dig højere end noget andet Casey", mumlede han og jeg så op. Han tog fat om min hånd og så mig dybt i øjnene, inden han sagde i en dyb og bekymret tone: "lov mig at du passer på fremover". Jeg nikkede og smilede, inden jeg fugtede mine læber og sagde: "det lover jeg Liam". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...