Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7440Visninger
AA

4. 3

~~~ Casey's synsvinkel ~~~

Jeg sukkede og skiftede kanal, for fjerde gang indenfor det sidste minut. Jeg tænkte hele tiden på det som Andrew havde sagt til mig, hvilket fik mig til at tænke på at jeg skulle bo med den her mand ind til mine forældre mordere blev fundet. Og det kunne tage lang tid. Jeg sank en klump og pustede ud, inden jeg rejste mig op og gik ud i køkkenet. Jeg åbnede køleskabet og tog en cola ud, inden jeg lukkede lågen i. Bag den stod Andrew og et skrig forlod mine læber, mens jeg tabte colaen og det røg ud over hele gulvet. "Forhelvede", vrissede jeg lavt og samlede flasken op, inden jeg satte den på bordet og sukkede. "Jeg skal nok ordne det", sagde han og jeg rystede på hovedet, inden jeg sagde: "jeg kan godt klare det". "Casey", sagde han og tog fat i min arm. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men gjorde ikke nogen fremskridt da han var en del stærkere end mig. 

Jeg gav op og han slap mig. "Undskyld, jeg ville ikke", mumlede jeg og pegede på jorden, hvilket fik ham til at sukke. "Det er okay, bare gå ind og", han stoppede og rystede på hovedet. "Gør hvad piger nu gør. Sæt dit hår, læg neglelak eller sminke", han viftede med hånden og jeg grinede, mens jeg forlod rummet. "Jeg har taget pizza med hjem", sagde han og jeg så bagud på ham, mens jeg smilede forsigtigt. "Lyder fint", sagde jeg stille og han smilede forsigtigt til mig, inden han så ned på gulvet og begyndte at tørre det op. 

•••

Der var stille da vi spiste og jeg nød faktisk stilheden. Det var noget af det eneste jeg havde brug for lige nu. Jeg så op på Andrew, der fokuserede på sin mad. Han havde nok glemt jeg overhovedet var her. Jeg så tilbage på min mad og sank en klump, inden jeg rejste mig og gik hen med tallerknen. Lydløst fik jeg sat den i opvaskemaskinen og rettede mig op, mens Andrew brød stilheden og spurgte: "skal du ikke have mere?". Vi så på hinanden og jeg rystede på hovedet, inden jeg efterlod ham alene i rummet og gik ind på værelset, hvor jeg lukkede døren efter mig. Efter et par dybe indåndinger, gik jeg hen til min seng og satte mig. 

•••

 

 

 

Jeg slog øjnene op og blinkede et par gange. Lyset stod direkte ind i mit ansigt og jeg satte mig op. Mit blik landede på indkørslen udenfor, som stod tom. Andrew kunne da ikke bare efterlade mig? Jeg rejste mig op og gik hen til døren, som jeg åbnede og gik ud af. Mit blik gled rundt i stuen og jeg greb mine kilehæle fra gulvet, inden jeg tog dem på og tog en læderjakke på. Jeg gik ud af huset og så rundt, inden jeg gik ud af indkørslen. Politistationen lå ikke langt herfra. Efter 20 minutter var jeg her og stoppede op. På den samme plads som tidligere holdte Andrew's bil. Et suk forlod mine læber og jeg spadserede op til døren, som jeg skubbede op og gik ind af. Der lød snak tæt på og for hvert sekund, blev lyden højere.

To mænd drejede om hjørnet og så på mig. De stoppede op og rynkede panden. "Hey, er du ikke tøsen Andrew beskytter?", spurgte ham fra omklædningsrummet og jeg nikkede, inden jeg så rundt og spurgte: "ved du hvor han er?". Han rystede på hovedet og jeg sukkede. "Hvorfor?", spurgte den anden og jeg så på ham. Han havde sort strithår og tatoveringer op af armene. "Jeg leder efter ham", svarede jeg flabet og han smilede skævt, mens han så på den anden fyr og sagde: "Andrew har ret. Hun er hurtig". "Har Andrew snakket om mig?", spurgte jeg og de nikkede, inden han sagde: "det er rimelig utroligt eftersom at du har været ved ham i halvandet døgn". "Jeg er Zayn og det er Liam", sagde ham med tatoveringerne og jeg nikkede, inden jeg pegede på gangen de kom fra. "Er hans kontor den vej?", spurgte jeg og han nikkede, efterfulgt af at han spurgte: "hvad hedder du?". Jeg gik hen imod ham og forbi ham, hvilket fik ham til at sige: "jeg spurgte om noget". "Jeg er her for at finde Andrew", sagde jeg irriteret og han grinede, mens jeg skubbede døren op og gik ind i rummet. Jeg kom ind i et kæmpe rum, hvor der var borde og folk der gik rundt mellem hinanden. Rundt omkring i rummet, var der små opdelte rum, hvor der sad nogle folk. En mand så på mig og rynkede panden. "Er du faret vild?", spurgte han og tog mappen han havde i hånden, under armen. 

"Nej", svarede jeg og så rundt efter Andrew, men jeg kunne ikke finde ham. "Hvem leder du efter søde?", spurgte han og jeg så på ham. "For det første, du skal ikke kalde mig søde. Jeg er 19 ikke 7", bed jeg ham og han grinede, mens han så rundt. Nogle mænd stod og så på os, mens de grinede. "For det andet, så kan jeg sagtens klare mig selv", sagde jeg og rettede mig op, hvilket fik ham til at nikke og spørge: "du er tøsen som Andrew skal passe på ikke?". "Har han også fortalt dig om mig?", jeg kunne mærke min selvtillid dale en smule og han nikkede. "Alle kender dig søde", sagde han og lagde hovedet på skrå, hvilket fik mig til at se omkring og synke en klump. Andrew kom gående forbi mig og ind på et af de adskilte kontor. "Andrew", mumlede jeg og gik efter ham, hvilket fik mændene til at sige uuuhhh. En af dem råbte endda: "Andrew pas på". 

Han vendte rundt og spærrede øjnene op, mens han bakkede ind på kontoret og jeg fulgte efter ham. "Casey, hvad laver du her?", spurgte han forvirret og jeg lukkede døren til kontoret. Mit blik landede på mændene udenfor, der grinede og gjorde nar. "Casey?", mumlede Andrew og jeg vendte rundt, så vi havde øjenkontakt og han fortsatte: "er der nogen grund til at du kommer og forstyrrer mit arbejde". "Må du overhovedet forlade mig?", spurgte jeg og han skød øjenbrynene i vejret. "Undskyld?", spurgte han forvirret og jeg sukkede, mens jeg lagde armene over mit bryst og spurgte igen, denne gang langsommere: "må du overhovedet efterlade mig? Alene?". "Nårh ja, undskyld det glemte jeg", han tog sig til hovedet og jeg grinede, inden jeg sagde: "nårh ja det gjorde du". Han bed tænderne sammen og så afventende på mig. 

"Du skal ikke gøre mig til grin overfor mine kollegaer", jeg lavede dyb stemme og han rynkede panden. "Hvorfor siger du min tredje regel?", spurgte han og jeg sank en klump, inden jeg spurgte: "gælder den ikke også for dig". "Casey, hvad fanden snakker du om?", han hævede stemmen mens han snakkede og slog ud med armene. "Jeg snakker om at du har gået og fortalt alle dine kollegaer om mig", råbte jeg og pegede ud på de andre. Den larm man før kunne høre i baggrunden stoppede og Andrew bed tænderne sammen. "Vi har været sammen i halvanden dag", råbte jeg og bed tænderne sammen, inden jeg opgivende sagde: "og du har allerede gået og fortalt folk om mig, ting som du ikke engang ved passer". "For du kender mig ikke", råbte jeg og han så væk. "Det er kraftedme lavt", hviskede jeg og han så tilbage på mig, inden han spurgte: "snakker du altid til betjente og voksne mennesker sådan der?". Han trådte frem mod mig og det gav et sæt i mig, da han sagde: "jeg finder mig ikke i at du snakker sådan der til mig". 

Jeg sank en klump og kom i tanke om hvorfor vi var blevet sat sammen. Mine forældre var døde og jeg havde brug for beskyttelse. Gråden krøb ind på mig og jeg nåede ikke at se væk, før et hulk forlod mine læber. Han spærrede øjnene op og tårerne løb ned over mine kinder, hvilket fik mig til at vende rundt og skubbe døren op. Alle så overrasket på mig og tilbage på Andrew, mens jeg løb grædende ud af rummet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...