Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7448Visninger
AA

29. 28

Mørket der havde lagt sig udenfor, skræmte mig lidt. Selvom jeg var på et stort hotel, med over 300 værelser og var sammen med en politimand, så vidste jeg at hvis Dave og Steve ville, så kunne de godt finde mig. 

"Hvad tænker du på?", jeg fik et chok og hoppede næsten, da Andrew brød stilheden i suiten. Jeg så bagud, hvor han kom gående imod mig. "Om at mørket skræmmer mig", hviskede jeg og så ud af vinduet igen. Regnen gled ned af det og efterlod striber. "Hvad laver ham der?", spurgte han, nok mest til sig selv, og jeg så hen på ham med rynket pande. "Hvad mener du?", spurgte jeg og han stivnede. "Casey duk dig", råbte han samtidig med at han tog fat om mig og smed sig ned. Sekundet efter blev ruden ødelagt og der røg glasskår ud over os. Jeg skreg og knugede mig ind til Andrew, der satte sig op og så rundt. "Jeg vidste det", mumlede han og jeg så ud mod gaden, hvor man kunne høre sirener.

"Jeg vidste det", råbte Andrew og slog til sofaen ved siden af os. Han havde stadig fat om mig og han slap mig, mens jeg langsomt satte mig op og tog mig til hovedet. Mine øjne undersøgte min krop for blod. Det fik mig til at ånde lettet ud. "Er du blevet ramt?", spurgte jeg ud i luften og så op, inden jeg så bagud og stivnede. En blod plet bredte sig over Andrew's brystkasse og jeg kunne mærke angsten overtage min krop. "Andrew", skreg jeg og tog fat i ham, mens han missede med øjnene og gispede efter vejret. "Jeg tror ikke den har ramt noget", konstaterede han og smilede opmuntrende, hvilket fik mig til at hulke og trykke min hånd mod såret. Blodet bredte sig ud over min hånd og jeg fik kvalme, da det var varmt og klistrende. Igen, jeg hadede blod. "Bliv ved mig", hviskede jeg og hulkede igen. Andrew tog fat om min hånd og strammede grebet om mig, mens mine øjne blev fyldt op med tårer og gjorde mit syn utydeligt. Andrew begyndte at trække vejret i små korte stød, mens han strammede grebet om min hånd. "Burde du ikke være sejere når du blev skudt?", spurgte jeg og grinede, hvilket fik ham til at fnise og se på mig. "En hvis person har gjort mig blød", mumlede han og grinede svagt, hvilket fik mig til at smile. Døren gik op og jeg så til side, hvor ambulanceredderene kom løbende ind. De fjernede mig fra Andrew og fragtede ham nedenunder.

•••

Jeg bed mig selv i læben og så hen i retning af hvor de havde ført Andrew hen. Han var vist ikke blevet skadet særligt meget, da den ikke havde ramt noget. En person foran mig rømmede sig og det fik mig til at se op. Jeg stivnede og rettede mig op, da Dave stod der. Jeg åbnede munden for at sige noget, men blev stoppet da han pressede sin hånd mod min mund og sagde: "du kommer med mig". Jeg tog fat i hans hånd og så på ham, inden jeg sagde: "hvad hvis jeg ikke vil". "Så går det ud over Andrew, eller måske Liam?", konstaterede han og jeg rejste mig, inden jeg forsigtigt spurgte: "hvad skal i med mig?".

"Du står i vejen for vores planer", sagde han og lagde hovedet tilbage, hvilket fik mig til at sukke og se væk. "I har tænkt jer at dræbe Andrew alligevel", sagde jeg og så tilbage på ham. "I dræber ham alligevel, hvorfor så gå med jer?", spurgte jeg og han smilede, inden han slikkede sig om munden og kærtegnede min kind. "Du er en klog pige", konstaterede han og jeg nikkede, inden jeg gav ham en lussing. Han greb fat om mit ansigt og smækkede mig op mod væggen, inden han med sammenbidte tænder sagde: "når jeg er færdig med Andrew, så vil jeg torturere dig så meget at du ønsker at du havde gået med mig frivilligt". Jeg sparkede ham i skridtet og sparkede til hans ben, så han væltede og jeg satte mig på hug ved siden af ham. 

"Hvis du nogensinde rør Andrew eller Liam", begyndte jeg og han bed tænderne sammen, inden jeg fortsatte i en vredere tone: "så sværger jeg, at jeg kastrerer dig og får dig til at ønske ar du aldrig var blevet født". "Hey", råbte en stemme og vi så begge op, hvor Liam kom gående sammen med to andre politimænd. Jeg rejste mig op og så på Liam, mens de to andre gav Dave håndjern på og førte ham væk. Han førte mit hår om bag mit øre og lagde sin hånd på min hals, inden han kyssede mig. "Andrew spørger efter dig", hviskede han mod mine læber og jeg nikkede, inden jeg fortsatte væk fra ham og hen til enden af gangen. Jeg trådte ind i et af rummene og så hen på sengen, hvor Andrew sad og bandt sine sko. Et smil bredte sig over hans læber og han rettede sig op, inden jeg satte mig ved siden af ham og så på ham. "Du reddede mit liv", hviskede jeg og stødte mit hoved mod hans skulder, hvilket fik ham til at lægge armen om mig og nikke.

"Det er mit job, Casey", sagde han og grinede lidt, inden han tilføjede: "havde du glemt det". Et smil bredte sig over mine læber og jeg lukkede øjnene i, inden jeg sagde: "jeg troede jeg havde mistet dig. Igen". Det sidste mumlede jeg og han drejede hovedet, inden han udstødte et suk. "Du mister mig ikke Casey", sagde han hæst og jeg så ned på mine ben, mens han gav mig et klem og sagde bestemt: "jeg har lovet at passe på dig og det løfte har jeg tænkt mig at holde". Jeg smilede og blinkede et par gange, mens han kyssede mig på hovedet og strøg mig over håret. "Du er noget af det eneste der betyder noget for mig Casey, du er det tætteste på familie jeg har", konstaterede han og jeg smilede, mens jeg så op på ham og snøftede. En tåre fandt vej ned over min kind og jeg tørrede den væk, inden jeg sagde: "du er også det tætteste på familie jeg har". 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...