Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7435Visninger
AA

27. 26

Andrew så tomt på mig og jeg krympede mig under hans blik. Siden jeg mødte ham for første gang, har han virkelig ændret sig. Men det udtryk han havde i øjnene, var det samme som det udtryk han havde de første dage. Han så vred og alvorlig ud, hvilket skræmte mig lidt. 

"Hvad er det du siger", spurgte han vredt og jeg så rundt, mens han strammede grebet om min hånd. "At Steve er Dave's makker?", spurgte han og en bølge af dårlig samvittighed ramte mig, da han lød usikker. Jeg nikkede og så væk, mens han slap min hånd. Han vendte rundt og gik væk, hvilket fik mig til at se efter ham og bide tænderne sammen. "Andrew vendt", råbte jeg og gik efter ham. Han stoppede op og vendte rundt, så jeg var ved at gå ind i ham. "Jeg kender Steve, han er ikke sådan", sagde han og pegede på mig, mens jeg rettede mig op og så rundt. "Det skal du jo sige", mumlede jeg og han slog ud med armen, så jeg trådte bagud, da han var ved at ramme mig. "Nej Casey, det skal jeg ikke sige", råbte han og der blev stille i suiten. "Andrew", mumlede jeg og han vendte rundt, inden han hårdt sagde: "jeg kan ikke snakke med dig lige nu". Han forlod suiten og jeg så såret efter ham, mens jeg opgivende så rundt. "Er du okay?", spurgte en stemme bag mig og det gav et sæt i mig, inden jeg så bagud. En politibetjent så på mig og rynkede panden. Jeg smilede falskt og nikkede, inden jeg så fremad og gik ud. Hvis Andrew ikke ville gøre noget ved det, måtte jeg.

•••

Jeg rettede på mit tøj og gik ind på stationen, inden jeg så rundt og gik hen til kontoret. Der var stille her og der var ikke særlig mange. "Casey", sagde en stemme og jeg så til siden, hvor Liam kom hen til mig. Jeg sendte ham et smil og han gengældte det, inden han spurgte: "hvor er Andrew". Mit smil falmede og jeg bed tænderne sammen, mens jeg nervøst så rundt. Han rømmede sig og der kom en irriterende stilhed mellem os. "Ved du hvor Steve er?", spurgte jeg og så tilbage på ham. Han nikkede og så rundt, efterfulgt af at han stak hænderne i lommerne og sagde: "han skulle mødes med en. Han er vist lige kørt". "Hvor?", spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn. Han grinede og slog ud med den ene hånd, mens han sagde: "jeg ved ikke hvad stedet hedder, men det der center nede på hjørnet". Mine ben bevægede sig automatisk hen til døren og jeg vinkede til ham, mens jeg fik klemt et tak ud.

Jeg stoppede først op, da jeg kom hen til centeret. Steve gik ind i centeret og jeg fulgte efter ham, mens jeg så rundt. Han måtte ikke opdage mig, for det ville bare få mig i større problemer hos Andrew. Mine øjne var hele tiden på Steve, da jeg gik bag ham. Han stoppede op og jeg gik ind i en tøj forretning, mens jeg holdte øje med ham. Han så rundt og gik igen. Jeg sendte en dame ved siden af mig et smil, inden jeg gik videre og fugtede mine læber. På et tidspunkt kom der en mand hen til ham og de snakkede lidt. Jeg stivnede. Det var Dave. Han så herhen og tilbage på Steve, inden han stivnede og så tilbage på mig. Han sagde noget til Steve, der også så herhen og bed tænderne sammen. De gik begge frem mod mig og jeg gik bagud, inden jeg vendte rundt og satte farten op. Min mobil ringede og jeg tog den op af lommen, efterfulgt af at jeg sukkede. En person gik ind i mig og jeg så op, hvor en politibetjent stod. "Casey", sagde han og jeg nikkede, mens han tog fat i min arm. "Andrew venter på dig nede i parkeringskælderen", sagde han og jeg sukkede, da jeg blev ført hen til elevatoren og han trykkede på knappen. Inden dørene lukkede, nåede jeg at se et glimt af Dave og Steve. 

Vi var hurtigt nede og jeg kunne mærke en ubehagelig følelse brede sig i min mave, da jeg blev ført ud. Mine øjne gled rundt i kælderen og smilede lettet da jeg så camaro'en. Men mit smil forsvandt hurtigt, da jeg så Andrew stå lænet op af den. Og han så ikke bestemt glad ud. "Hvad laver du Casey?", råbte han og jeg rykkede min arm til mig, mens Andrew vinkede til betjenten, som vendte rundt og gik tilbage til elevatoren. "Jeg prøver at opklare sagen", svarede jeg koldt og gik hen mod bilen. Han grinede og så rundt, mens han lagde armene over kors. "Ved at forfølge de forkerte mennesker? Du ville være en god betjent", konstaterede han og jeg sukkede højlydt, mens jeg stoppede op foran ham og sagde: "i det mindste prøver jeg". Hans øjne borede sig ind i mine og han bed tænderne sammen, inden han pegede på bilen og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ind. Hvilket jeg også gjorde. 

Han kørte ud af parkeringskælderen og vi sagde ikke et ord til hinanden. Først da vi var ved stationen, blev stilheden brudt. "Jeg så Steve med Dave", sagde jeg og han så på mig. "Du lyver", mumlede han og jeg udstødte et grin, inden jeg så på ham og spurgte: "hvorfor skulle jeg lyve?". "Det ved jeg ikke, hvorfor gør du?", spurgte han og rettede sig op. Jeg åbnede munden for at sige noget, men pressede læberne sammen og åbnede bildøren. "Hvor skal du hen?", sukkede han og jeg steg ud, inden jeg smækkede døren i og gik væk. "Casey", råbte han og han måtte have steget ud af bilen, for døren smækkede i bag mig. "Casey, hvor skal du hen?", råbte han tøvende og jeg vendte rundt, inden jeg vredt råbte tilbage: "væk fra dig Andrew". Han så overrasket på mig og op mod døren, hvor Liam stod. Han så skiftevis på os, men jeg var ligeglad. Jeg var så træt af at jeg vidste noget vigtigt og fortalte Andrew det, men at han så ikke ville bruge det da det var sandheden. Og sandheden sårede folk, det vidste jeg alt for godt. 

"Jeg troede vi endelig var ved at blive gode venner", sagde Andrew og jeg så på ham. "Du vil jo ikke bruge det jeg siger til dig", sagde jeg og slog opgivende ud med hænderne. "Det er fordi det er løgn", konstaterede han og tog sig til hovedet, hvilket fik mig til at vende rundt og gå væk. "Casey", råbte Andrew og jeg så bagud, inden jeg drejede om hjørnet og gik væk fra stationen. Jeg gik hen mod Andrew's gamle hus og så ville jeg skide på om jeg ikke måtte være der. Jeg havde brug for at være alene og det var det eneste sted jeg kunne tænke på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...