Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7445Visninger
AA

26. 25

"Hvad hvis der ikke havde været pool der, Casey, har du tænkt på det?", spurgte Andrew vredt og gik forbi mig for 10 gang. "Ja, det havde jeg tænkt på", svarede jeg flabet og han stoppede op, inden han vendte rundt og så på mig. "Casey, du kunne have blevet dræbt", konstaterede han og jeg nikkede, inden jeg sukkede og sagde: "det var ikke meningen at det skulle ske". "Hvorfor var du der overhovedet?", spurgte han og så afventende på mig. "Jeg søgte nummeret Dave havde ringet fra og fandt hotellet", mumlede jeg og kløede mig i nakken, mens jeg så undskyldende på ham. Han rynkede panden og så forvirret på mig, inden han spurgte: "gik du bare hen og spurgte om hans navn?". Jeg nikkede og så rundt, mens jeg fugtede mine læber. "Hvorfor har politiets database ikke fundet noget på at han var det?", spurgte han forvirret, nok mest rettet til sig selv. 

Jeg gjorde tegn til at rejse mig og han pegede på mig, mens han gryntede. De fik mig til at sætte mig og se ned i jorden. "Jeg vil bare hjælpe", konstaterede jeg træt og så op på ham. "Jeg er træt af at være offeret", sukkede jeg og slog ud med hånden, hvilket fik ham til at sukke og sætte sig ved siden af mig. "Har du nummeret på suiten han bor i?", spurgte han og jeg nikkede, inden jeg sagde: "231". Han smilede og klappede mig på skulderen, inden han sagde: "se det kan vi bruge".

•••

Vi listede gennem gangene. Eller Andrew gjorde, jeg gik bare helt normalt bag ham. "Det er ikke engang sikkert at han er der, hvorfor liste?", spurgte jeg og slog ud med hånden. Jeg undrede mig også over hvorfor vi ikke havde bedt om nøglen, men var gået uden. Hvordan skulle vi komme ind? Banke på og sige hej. 

Andrew stoppede op og jeg gik ind i ham, da jeg gik i mine egne tanker. "Undskyld", grinede jeg og han rystede på hovedet, inden han sparkede til døren og den gik op. "Hvad laver du?", hviskede jeg højt og slog ud i retning mod døren. "Hvad mener du?", spurgte han forvirret og så rundt. "Jeg troede vi skulle tjekke hans værelse", sagde han ærligt og jeg sukkede højlydt, inden jeg mumlede: "jeg tænkte at vi kunne få et nøglekort, ikke sparke døren ind". Han smilede og jeg gik forbi ham ind i stuen, hvilket fik ham til at tage fat i mig. "Du kan ikke bare gå ind", sagde han og jeg stoppede op, mens han gik ind foran mig og styrtede ind i suiten. Jeg så rundt og mit blik landede på døren ud til badeværelset, som stod på klem. Jeg skubbede den op og et skrig forlod mine læber, hvilket fik Andrew til at styrte herud og tage fat i mig. "Hvad sker der?", spurgte han roligt og jeg pegede på det jeg så. Han drejede hovedet og sank en klump. Henne ved toilettet, lå damen fra check in bordet med tre skud i brystet. "Det er helt klart Dave der har gjort det", sagde han og så tilbage på mig, hvilket fik mig til at nikke og tilføje: "hun passede ikke godt nok på hans oplysninger". Han rystede på hovedet og tog fat om radioen på hans vest, inden han begyndte at snakke ind i den: "Williams her, send en ambulance og politimænd til Viceroy Santa Monica hotel, værelse 231. Der er fundet et lig". Han slap højtaleren og så ud på liget, inden han puffede mig ud af hotelværelset og så rundt. 

•••

"Dave er farlig", sagde Andrew for tredje gang og så kort på mig, inden han løftede op i tapen der spærrede suiten. For at gæster ikke skulle gå ind. Han holdte den for mig og jeg bukkede mig, så jeg kunne under. Efter et lille smut forbi politistationen, var vi nu kommet tilbage. Politimænd rendte ud og ind af suiten, mens de snakkede med hinanden og undersøgte ting.

"Andrew", sagde en stemme bag os og vi så begge bagud, hvor Steve kom gående. "Hvad sker der?", spurgte han forvirret og nikkede hen mod alle menneskerne. "Det er Dave's suite, en der arbejdede her er blevet fundet død", sagde Andrew og en skygge gled hen over Steve's ansigt, inden han så rundt. "Ved i hvor han er?", spurgte han og så først tilbage på Andrew, da han svarede: "nej, men vi er igang med at spore hans mobil". Steve nikkede en enkelt gang og lignede en der lige havde fået en forfærdelig ting fortalt. Han så næsten bange ud. Det fik mig til at rynke panden og se skeptisk på ham. Vidste han noget?

Han drejede hovedet og vi fik øjenkontakt, men jeg fortsatte med at se på ham. Det gjorde ham utryg, for han rømmede sig og så rundt, efterfulgt af at han konstaterede: "jeg tager tilbage til stationen. Ring hvis der er noget". Andrew nikkede og han snurrede rundt, inden han forlod suiten. Jeg rettede mig op og Andrew vendte rundt for at gå videre, men jeg greb fat i hans arm og stoppede ham op. "Han ved noget", mumlede jeg og han sukkede højlydt, efterfulgt af at han rykkede sin arm til sig og sagde: "han ved ligeså meget som os". "Han så bekymret ud da du sagde det med Dave", konstaterede jeg og han rullede med øjnene. "Sagen må have påvirket ham", mumlede han og skulle til at gå videre, men jeg trådte ind foran ham og han sagde: "Casey". "Hvor lang tid har han været politimand?", spurgte jeg og han rynkede panden, så tynde fine streger dukkede op i hans pande. 

"I 50 år eller sådan noget, hvorfor?", svarede han hæst og forvirret. "Når han har været politimand så længe, ville det ikke påvirke ham", påpegede jeg og prikkede til hans brystkasse, så han greb min hånd og så alvorligt på mig. "Jeg har kendt den mand i 10 år", sagde han og jeg løftede hovedet lidt, så vi fik øjenkontakt. Hans øjne udstrålede styrke, men der var alligevel et lille glimt af angst at ane i dem. Det fik mig til at udvælge mine næste ord nøje, inden jeg sagde dem: "netop. Du har kendt ham i 10 år".

Han så væk og fugtede sine læber. Endnu en nervøs trækning. Hans hånd var stadig om min, men jeg tror ikke nogen af os havde planer om at rykke på os. "Jeg ser ham med nye øjne, for jeg kender ikke manden", fortsatte jeg og han så stadig ikke på mig, men fokuserede bare på væggen ved siden af os. Jeg sank en klump og så rundt. Nogle få politibetjente så hen på os og lagde hovedet lidt på skrå. Da jeg kiggede, så de væk og fortsatte med deres arbejde. "Jeg ved det lyder dumt når jeg ikke kender ham og du gør", mumlede jeg og sank en klump. Jeg så tilbage på Andrew, der drejede hovedet og så direkte på mig. Han rettede sig lidt op og så ned på vores hænder, inden jeg konstaterede: "men jeg mener det når jeg siger, at jeg kan se han skjuler noget". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...