Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7435Visninger
AA

24. 23

Der var stille på vej hjem i bilen og der var ikke blevet sagt et ord, siden vi forlod festen. Var han sur eller skuffet over at jeg havde blandet mig, eller fortrød han at han havde påtaget sig ansvaret for mig. "Undskyld", røg det ud af mig og jeg så hen på ham. Han kastede et blik på mig og så tilbage ud på vejen, inden han drejede fra og jeg så ud. Vi var næsten hjemme. Et suk forlod mine læber, da vi kørte ind i indkørslen og han slukkede bilen, efterfulgt af at han steg ud. Jeg skyndte mig efter ham og smækkede døren i, inden jeg små løb efter ham. Han så bagud på mig og jeg prøvede at indhente ham, hvilket medførte at jeg var ved at falde i mine hæle. Han greb fat i mig og rettede mig op, mens han stoppede op. "Hvorfor er du sur på mig?", spurgte jeg og han slap mig. "Jeg er ikke sur på dig Casey, jeg er bare træt", konstaterede han og gik hen mod døren, men jeg greb hans hånd og trak ham bagud. 

"Undskyld jeg hoppede ind mellem jer", sagde jeg og han lod et forvirret grin forlade hans læber, inden han spurgte: "hvorfor undskylder du for det?". Jeg trak på skulderne og han smilede, inden han sagde: "det du gjorde var meget dumt, men meget modigt". Jeg smilede og han klappede mig på skulderen, inden han indrømmede: "du ødelagde bare min mandighed lidt, ved at redde mig". Jeg grinede og han lagde hånden på min skulder. Jeg gik forbi ham og hen til døren, som jeg tog i. "Casey vent", sagde Andrew og jeg så bagud på ham. Han gik frem mod mig og tog fat om mig, inden han skubbede mig bagud og sagde: "der er noget der ikke stemmer". "Hvad snakker du om?", spurgte jeg og han pegede på jorden foran døren, mens han sagde: "fodspor". "Er der nogen derinde?", røg det ud af mig og jeg trådte bagud. "Måske", mumlede han og tog en pistol frem, inden han åbnede døren og skubbede den op. Han trådte ind og kiggede til begge sider, inden han fortsatte længere ind i huset. Jeg nærmede mig døren og han så bagud, inden han sagde: "Casey, bliv der". Et suk forlod mine læber og jeg stoppede op, samtidig med at jeg lagde armene over kors.

Jeg stak hovedet ind og gispede. Hele huset var blevet endevendt. Sofaen var væltet, tv'et lå på gulvet, skufferne stod åbne og alt var taget ud. "De har rørt alt, udover dit værelse", råbte han og jeg trådte ind, mens jeg så rundt. "Det er sikkert Dave", mumlede jeg og han så hen på mig, inden han sænkede pistolen og så rundt. "Vi skal finde et andet sted at overnatte, vi kan ikke blive her", sagde han og tog en mobil op af lommen, inden han tastede et nummer ind og ringede op. Jeg så rundt og sukkede, mens jeg gned mine hænder mod mine arme. Andrew gik ind på sit kontor, mens han snakkede i telefon med nogen. "Ja, nu", sagde han og gik ud af sit kontor igen, mens han så hen på mig. Bagefter lagde han på og så rundt, inden han så på mig og sagde: "pak dine vigtigste ting". Jeg nikkede og gik ind på mit værelse, hvor jeg greb en taske. Jeg fandt to par bukser, tre par bluser, nogle af mine yndlings højhælede og min sminketaske. 

"Jeg sagde det vigtigste", grinede Andrew bag mig og jeg så bagud, inden jeg fnes og trak på skulderne. "Du ber en pige om at tage det vigtigste med", konstaterede jeg og han slog ud med hænderne, efterfulgt af at han sagde: "du har ret, det var en dum ordre". Jeg grinede og fugtede mine læber, mens jeg lukkede min taske. Bagefter gik jeg forbi ham ud på badeværelset og tog min tandbørste.

•••

Jeg lagde min taske på sengen og så hen på Andrew, der gik hen til vinduet og så ud. "Politiet er igang med at tjekke huset for fingeraftryk og ting som det", sagde han og jeg så på ham, inden han sagde: "i morgen bliver du her". "Hvor skal du da hen?", spurgte jeg og dumpede ned på sengen, inden jeg så rundt. "Dave er stadig på fri fod og vi skal finde ham og hans makker der placerede bomben", sagde han og jeg rettede mig op. "Min ødelagte mobil, har du stadig den?", spurgte jeg og han nikkede forvirret, inden han forvirret svarede: "ja, hvorfor?". "Dave ringede jo til mig", sagde jeg og han rettede sig op, inden han med store skridt gik hen til sin seng. Han fik hurtigt åbnet tasken og tog mobilen op. "Den sender vi hen til stationen", sagde han og holdte den op mellem tommel og pege finger, efterfulgt af at han tog sin egen mobil frem og sms'ede til en eller anden

"Dave havde en ting for mig, ikke?", spurgte jeg og rejste mig op, mens jeg gik frem og tilbage. "Hvad er din pointe?", mumlede han spørgende og jeg så kort på ham. Han sms'ede stadig. "Jeg kunne være lokkemad", foreslog jeg og han havde nær tabt sin mobil. "Ikke tale om", udbrød han alvorligt og jeg sukkede højlydt, inden jeg slog opgivende ud med hænderne og spurgte: "hvorfor ikke?". "Manden er sindsyg", råbte han som svar og jeg fugtede mine læber, inden jeg sagde: "manden var din ven. Du anede ikke at han var sur på dig før jeg sagde det". Han bed tænderne sammen og så på mig, ligesom at han skulle til at sige noget. "Jeg hader når du har ret", konstaterede han og jeg smilede stolt, mens han så rundt og puttede sin mobil tilbage i lommen. "Jeg kan være lokkemad", foreslog jeg igen og han rystede svagt på hovedet, inden han sagde: "Dave er ikke dum, Casey, han kan sagtens regne den ud". 

"Du har ret", mumlede jeg og han smilede, mens han tog armene ud til siden og løftede stolt hovedet. "Væn dig ikke til det", kommenterede jeg og han bed tænderne sammen, mens han fnøs. "Jeg kan ikke risikere at der sker dig noget, hvis du kommer i nærheden af Dave", sagde han og så alvorligt på mig, efterfulgt af at han stoppede samtalen: "det kommer ikke til at ske". "Fint", mumlede jeg og så rundt. "Men det kunn", begyndte jeg og han holdte hånden op, mens han afbrød mig: "Casey". Jeg bed tænderne sammen og så rundt, inden jeg nikkede. Mit blik landede på en firkanten ting, der hang på Andrew's taske. "Hvad er det?", spurgte jeg og gik hen mod ham. Han fulgte mit blik og jeg tog fat i dimsen. "Det er en mini gps, en slags sporingsenhed", sagde han og jeg rykkede den af tasken, inden jeg smed den på gulvet og skulle til at trampe på den. Jeg stoppede mig selv og så hen på vinduet, inden jeg bukkede mig ned og samlede gps'en op. Bagefter gik jeg hen til vinduet og åbnede det. Nedenunder vores suite, holdte der en bil i tomgang, med et lad bag på. Jeg kastede gps'eren ned på ladet og fjernede ikke blikket fra bilen, før den var kørt væk. 

Jeg rettede mig op og lukkede vinduet, inden jeg så bagud på Andrew og smilede. "Så", sang jeg og gik hen til min taske. Han så overrasket på mig og jeg tjekkede min taske for en gps'er, men der var intet. "Imponerende", komplimenterede han mig og jeg sendte ham et stort smil, inden jeg så væk igen og satte mig på sengen. "Jeg kan godt være nyttig", konstaterede jeg og han nikkede, efterfulgt af at han grinede og rystede på hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...