Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7549Visninger
AA

23. 22

Jeg kastede et sidste blik på mit spejlbillede, før jeg gik ud af døren og lukkede den efter mig. Andrew ventede på mig i bilen, så jeg havde nøglerne for at låse efter mig. Der lød et klik og jeg tog i døren, for at sikre mig at den var låst, inden jeg vendte rundt og gik hen til bilen. Jeg åbnede døren og satte mig ind, mens jeg så på Andrew. Bagefter lukkede jeg døren og han startede bilen, mens jeg tog sele på og så ud af vinduet. "Når du går ind på stationen og Zayn ser dig, så fortryder han alt det han har gjort", konstaterede han og jeg grinede, mens jeg så på ham og han sagde: "og hvis han så prøver på noget, så slår jeg ham". "Igen", tilføjede jeg og han grinede, mens han så ud på vejen. "Igen", gentog han og sendte mig et smil, inden der blev stille i bilen. Mit blik landede igen på vejen foran bilen og jeg fugtede mine læber. 

Før jeg vidste af det, var vi ved politistationen og Andrew havde parkeret bilen. Vi steg ud og jeg så op mod indgangen, mens jeg lukkede bildøren. Andrew låste bilen og vi gik sammen ind, mens jeg så rundt. Politibetjente gik forbi os og hilste på Andrew, mens de kastede små glimt efter mig. De vidste alle hvorfor Zayn så ud som han gjorde, og ville ikke gennem det selv. Derfor var der aldrig nogen af dem der tog kontakt til mig. "Andrew, Casey", sagde en stemme og jeg så fremad, hvor Liam stod. Han så skiftevis på os og smilede stort, hvilket fik mig til at smile. "I ser begge godt ud", komplimenterede han og Andrew grinede, mens han så ned på mig og sagde: "tjo, jeg ved ikke med Casey". "Hey", udbrød jeg og daskede til ham, hvilket fik ham til at grine og tage armen om mig. "Jeg driller dig bare Casey", sagde han og jeg fnes, mens jeg fastholdte øjenkontakten med Liam. 

Vi bevægede os ind i kantinen, hvor der var blevet dækket op. "Andrew", sagde en stemme og en mand kom hen til os. Andrew rettede sig op og nikkede til ham. "Du må være Casey", sagde manden og rakte hånden frem, mens han sagde: "Steve White, jeg er Andrew's chef". Jeg skævede op til Andrew, der sank en klump og jeg så tilbage på Steve. "Hyggeligt at møde dig", sagde jeg og smilede, mens jeg gav hans hånd et klem. Bagefter slap jeg den og lod min arm hænge slap ned langs min side. "Steve var faktisk med til Mexico", konstaterede Andrew og puffede til mig. Jeg nikkede og så på Steve, inden jeg fugtede mine læber og så rundt. "Festen her er til ære for dig", sagde Steve og så på Andrew, som rynkede panden og smilede forvirret. "Hvad?", spurgte han og så rundt, hvor folk stod og stirrede på os. Jeg fandt Zayn i mængden og han sendte mig et smil, hvilket fik mig til at se væk og hen på Liam, der stod ved siden af mig. Jeg var for opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke hørte at Andrew sagde mit navn. En hånd greb fat om min arm og jeg så op, hvor jeg fik øjenkontakt med Andrew. "Vi skal finde vores bord", sagde han og sendte mig et smil, inden vi langsomt begyndte at gå. 

Liam trak stolen ud og nikkede ned på den. Et smil bredte sig over mine læber og jeg satte mig, inden han skubbede stolen ind og satte sig på stolen ved siden af mig. Vi så på hinanden og jeg lod mit blik glide rundt på ansigterne ved bordet. En af dem var Niall, den blonde irske fyr der fortalte at Dave var sluppet fri. Ellers så sad Liam, Andrew og en tredje fyr her. "Casey, det her er Louis", sagde Liam og pegede på den dreng jeg ikke vidste hvem var. Jeg sendte Louis et smil, han hurtigt gengældte og så tilbage på Liam. "Hey Andrew", sagde jeg og så hen på Andrew, der nikkede. Et smil bredte sig over mine læber og jeg lænede mig frem mod ham, inden jeg spurgte: "sidder du ikke ved det forkerte bord". "Hvad mener du?", spurgte han og rynkede panden, mens han så forvirret rundt og tilbage på mig. "Altså, det er jo her de unge sidder", konstaterede jeg og han bed tænderne sammen, mens han åndede ud. De andre ved bordet begyndte at grine og jeg sendte Andrew et smil, da jeg rettede mig op igen. 

"Hver glad for at jeg kan tage noget sjov", mumlede Andrew og gav min arm et klem, hvilket fik Liam til at fnyse og sige: "det vidste jeg ikke du kunne". "Nu skal i være søde ved Andrew, han er en gammel mand", sagde Louis og vi så alle på ham, inden vi brød ud i grin. Han så på mig med et skævt smil og derefter hen på Andrew, der rystede på hovedet og grinede. Hans øjne mødte mine og jeg smilede, inden jeg fugtede mine læber og så på Liam. 

•••

Efter maden gik folk rundt til de andre borde og snakkede med de forskellige folk. Andrew havde lige forladt bordet, for at hente noget at drikke til os. Derfor sad jeg alene og så rundt. "Må jeg sætte mig?", spurgte en stemme og jeg så op, hvor Zayn stod. Han satte sig, før jeg nåede at svare. Han så på mig og jeg bed tænderne sammen. "Andrew kommer snart tilbage", konstaterede jeg og han nikkede, efterfulgt af at han sagde: "du ser godt ud i aften". Jeg grinede og så rundt, hvor mit blik landede på Andrew der kom gående i retning af os. Det fik mig til at se tilbage på Zayn og læne mig hen over mod ham. Han smilede, sikkert i troen om at jeg skulle til at sige noget godt. "Hørte du mig ikke?", spurgte jeg og han sank en klump. "Du havde din chance Zayn og du forspildte den", bed jeg af ham og han så væk, mens jeg fortsatte: "om 10 sekunder Andrew her og du sidder på hans plads". Han trak ligeglad på skulderne og lagde hovedet lidt på skrå, hvilket fik mig til at sukke. "Hør Zayn", begyndte jeg og han løftede det ene øjenbryn. "Andrew kan ikke lide dig, så jeg ville råde dig til at smutte. Nu", sagde jeg hårdt og løftede hovedet lidt.

Han så på mig og sank en klump, men flyttede sig ikke. Et suk forlod mine læber og jeg lænede mig tilbage, mens jeg så rundt. Andrew stoppede op bag Zayn og rømmede sig, så han så bagud op på Andrew. Jeg lod mit blik hvile på Andrew, der så hen på mig og tilbage på Zayn. "Du sidder på min plads", sagde han og jeg så på Zayn, der trak på skulderne og sagde: "Liam sidder på min". Vi så alle hen på Liam, der sad ved bordet Zayn før havde siddet ved. "Ikke mit problem", mumlede Andrew og jeg så tilbage på dem. "Så er det heller ikke mit problem, at jeg sidder på din plads", påpegede Zayn og Andrew bed tænderne sammen, inden han satte de to glas på bordet og lænede sig frem mod Zayn. 

"Hør her Zayn", begyndte han og fugtede sine læber, inden han sagde direkte: "jeg kan ikke lide dig Zayn. Det har jeg aldrig kunne". "Det er ikke mit problem", mumlede Zayn og smilede arrogant, hvilket fik mig til at bide mig selv i læben. "Det er lige præcis hvad det er", sagde Andrew og jeg spærrede øjnene op. Hans stemme var blevet dybere end før og hans muskler var spændte, hvilket betød at han var ved at blive vred. Var det Zayn's plan, for det er en utrolig dum plan. Zayn er en spinkel dreng på 21 og Andrew en voksen muskuløs mand på 34. Man skal være dum, hvis man ikke kan regne ud hvem der vinder den kamp. 

"Hvorfor er det mit problem at du ikke kan lide mig?", spurgte Zayn og Andrew så hen på mig, inden han fugtede sine læber og så tilbage. "Fordi du legede med Casey, som hun var et stykke legetøj", sagde han og Zayn så på mig, inden han spurgte: "og?". "Jeg havde brug for noget at holde mig ved selskab og Casey virkede som en tøs der var desperat efter kærlighed", sagde han og jeg sank en klump. Andrew stivnede og rettede sig op, mens han så rundt og lod sit blik hvile på mig. Jeg kunne se på ham at han var vred. Virkelig vred. "Andrew", mumlede jeg og han lod sit blik glide hen på Zayn, der sendte ham et smil. Andrew slog ham i ansigtet og Zayn's stol væltede, hvilket fik mig til at flyve op. Der kom liv i salen og folk kom herhen. Andrew rykkede Zayn op og stå, inden han smækkede ham ned på bordet og råbte: "er det stadig ikke dit problem?". 

"Det kan hurtigt blive dit", skreg Zayn og sparkede til Andrew's ben, så han knækkede sammen og slap Zayn, der tacklede Andrew. Han sad nu over ham og slog løs på ham, hvilket fik mig til at styrte frem mod dem. En person greb fat i min arm og stoppede mig, så jeg så bagud. Louis havde fat om min arm og rystede på hovedet. "Louis slip", kommanderede jeg og han rystede på hovedet. Jeg rykkede min arm til mig, men han var for stærk. Jeg så tilbage på Andrew og Zayn, der stadig slåssede. Andrew skubbede Zayn af sig og rejste sig op, inden han greb fat i Zayn's krage og slyngede ham hen af gulvet. Louis stivnede og jeg rykkede hånden til mig, da han løsnede grebet om mit håndled. Bagefter styrtede jeg frem mod Zayn, som slog Andrew med en tallerknen. Den gik i stykker og faldte til jorden, hvilket fik Andrew til at tackle Zayn. "Andrew", skreg jeg, men han lystrede ikke. 

Zayn overmandede Andrew og satte sig over ham, mens han forsøgte at holde hans arme nede. Det gik bare ikke så godt, da Andrew tydeligvis var en del stærkere. Jeg hoppede op på ryggen af Zayn, der skubbede mig af ham. Et par arme greb fat om mig og løftede mig væk, hvilket fik mig til at se bagud. Liam havde fat om mig, mens jeg prøvede at komme fri. "Liam, slip", råbte jeg og han rystede på hovedet. "Jeg er nød til at hjælpe Andrew", konstaterede jeg og han grinede, inden han sagde: "han kan sagtens klare sig selv, han har ikke brug for min hjælp". "Undskyld", sagde jeg og så på Liam. Han rynkede panden og jeg trådte ham over foden, hvilket fik ham til at slippe mig. Andrew og Zayn kom op og stå, hvilket fik mig til at styrte frem mod dem. Zayn greb en brødkniv fra bordet ved siden af og holdte den frem foran sig, mens jeg gik ind mellem dem. "Casey væk", sagde Andrew og jeg rystede på hovedet, mens jeg holdte øjenkontakt med Zayn.

Han undgik mit blik og kiggede på Andrew, der skubbede mig til siden. Zayn huggede frem og jeg hoppede ind foran Andrew, der greb fat i mig og væltede bagud henover et bord. Han tog om mig og jeg lukkede øjnene, inden vi landede og jeg kunne mærke luften blive presset ud af mig. Folk gispede og der lød snak omkring os. Jeg åbnede øjnene og stirrede op på folk, der stod bukket ind over os. Mit blik gled ned over min krop, hvor Andrew havde fat om mig, lige under brystet. Han havde fat i sine egne hænder, så de dannede en slags ring omkring mig. Andrew slap mig og satte sig op, inden han lod sine hænder klappe på mine arme og min mave. "Er du okay?", spurgte han panisk og jeg nikkede, mens jeg tog fat om hans håndled og stoppede ham midt i en bevægelse. Vi så på hinanden og jeg sank en klump. "Du ser forfærdelig ud", konstaterede jeg og han grinede, mens han så rundt. Jeg rejste mig op og Andrew gjorde det samme, hvilket fik mig til at se hen på Zayn. Han smed kniven og jeg fulgte den med øjnene. Der var blod på den og jeg stivnede, mens jeg så på Andrew og sagde: "en af os er blevet ramt". Han så ned af sig selv og trak på skulderne, mens han så på mig. "Jeg er ikke blevet, så", han stoppede og jeg så ned af mig selv. Jeg blødte fra min arm og stivnede.

En snert af kvalme kom ind over mig og jeg rakte ud efter noget at holde fast i, da jeg blev svimmel. Jeg hadede synet af blod, især hvis det var mit eget. Andrew greb fat om mig og hjalp mig med at holde balancen. "Casey, Casey, se på mig", sagde han panisk og greb fat om mit ansigt, så jeg fik øjenkontakt med ham. "Jeg får dig på hospitalet, det ser ikke ud til at være dybt", mumlede han og begyndte at gå. Jeg så bagud, hvor Zayn stod som frosset til jorden. Folk sendte ham hadefulde blikke og mit blik landede på Liam, der så skræmt efter os. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...