Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7424Visninger
AA

22. 21

Jeg kunne ikke beskrive hvor glad jeg havde været. Jeg havde hoppet op fra sofaen og styrtet hen til politibetjenten, inden jeg spurgte ham om diverse spørgmål som: hvordan har han det, hvornår kommer han hjem, har han noget at sige til mig osv.

Men han havde ikke svar på noget af det. Det eneste jeg fik at vide, var at de snart steg på et fly her til Los Angeles og at de overlevende ville være på kontoret om 4-5 timer. Tanken om at hvis ikke jeg havde ringet til ham så havde han været død, fik min puls til at stige. "Kan jeg snakke med ham?", spurgte jeg og politibetjenten så på mig, inden han rystede på hovedet og sagde: "du er nød til at vente Casey. Desværre". Bagefter gik han væk og jeg så på Liam. "Kan vi tage hen på kontoret?", spurgte jeg og han nikkede, inden vi bevægede os ud til bilen og jeg så på Liam, mens jeg stoppede op. Han gjorde det samme og så på mig. "Tak Liam. For at have passet på mig", sagde jeg og han smilede. Jeg slog armene om ham og han tog fat om mig, inden han sagde: "jeg vil ikke ende som Zayn". Jeg grinede og skubbede til ham med skulderen, da jeg havde sluppet ham.

•••

Alting var som det plejede på kontoret. Udover at folk ventede spændt på Andrew's hold. Det samme gjorde jeg. Zayn havde stirret på mig, det meste af tiden jeg var her og jeg var ved at flippe. "Hvorfor skal han stå og stirre?", hviskede jeg og kiggede på Liam, der så på mig og hen på Zayn. Han så alvorlig ud. "Skal jeg sige noget til ham?", spurgte han og pustede sig lidt op, hvilket fik mig til at grine og ryste på hovedet. Folk var begyndt at samle sig, da tiden nærmede sig deres ankomst tidspunkt. "Måske skulle du gå ind på hans kontor", foreslog Liam og jeg rynkede forvirret panden. "Jeg tænker bare, hvis Dave nu kommer? Hvis han virkelig hader Andrew. Du kunne komme til skade", mumlede han og jeg nikkede, inden jeg bakkede hen mod Andrew's kontor og gik ind. Jeg så rundt og sukkede en enkelt gang. Der begyndte at lyde snak og jeg så hen mod døren, hvor politimænd kom ind. De fleste af dem var skadet, men jeg kunne ikke spotte Andrew i mængden. Det politimanden havde sagt igår da de havde fået kontakt med holdet, krøb ind i mit hoved. "De lever". Hvad hvis Andrew ikke var en af dem eller hvad hvis han var blevet dræbt på vej herhen, men de havde ikke fået noget at vide om det.

Jeg begyndte at trække vejret dybt og dumpede ned på sofaen, inden jeg gned mine hænder mod mit ansigt og pustede ud. Jeg havde lyst til at græde. "Hvad er der med dig?", spurgte en stemme og jeg så op hvor Andrew stod. Et kæmpe smil bredte sig over mine læber og jeg hoppede op fra sofaen, inden jeg faldte ham om halsen. Han tog fat om mig og jeg åndede lettet ud. "Jeg troede du var død", hviskede jeg og han flyttede hånden lidt, så den lå på min arm og ikke min ryg. "Det var dig der reddede mit liv", konstaterede han og jeg smilede, mens vi langsomt slap hinanden. "Jeg har savnet dig", sagde han og strøg mig over kinden, inden jeg smilede stort og sagde: "jeg har også savnet dig". Vi så på hinanden og der lød en rømmen henne fra døren, hvilket fik os begge til at se derhen. Liam stod der og smilede til Andrew, der så på mig og spurgte: "har Liam været god ved dig?". "Han har været skøn", sagde jeg og så på Liam, der blinkede til mig og smilede. "Jeg vil helst ikke være nød til at give dig samme tur som Zayn", sagde Andrew og jeg grinede, mens jeg så op på ham og smilede. Han lagde hånden på min skulder og gav den et klem, mens Liam sagde: "stationen holder en, velkommen hjem, fest og håber på at se jer begge". "Selvfølgelig kommer i til at se os", sagde jeg og så på Andrew, der nikkede og så ned på mig. "Men du skal klædes ordenligt på, ellers så vil jeg ikke kendes ved dig", indrømmede jeg og pegede på ham, hvilket fik Liam til at bryde ud i grin. Andrew lagde hånden på brystkassen og sagde: "jeg har savnet din flabethed Casey". Et smil bredte sig over mine læber og jeg lagde mit hoved på hans skulder, mens jeg så hen på Liam. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...