Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7422Visninger
AA

21. 20

Jeg var helt ude af mig selv. Ingen havde hørt fra Andrew eller resten af hans hold, hvilket gjorde at jeg langsomt var begyndt at miste håbet. Liam havde ikke forladt mig siden jeg fik opkaldet, hvilket jeg var glad for. Det sidste jeg havde brug for lige nu, var at blive forladt.

Liam lagde sin arm om mig og jeg støttede mit hoved på hans skulder, mens jeg lod tårerne strømme ned over mine kinder. Det bankede på døren og vi så derhen. Zayn stod i døren med blomster. Hvorfor han ikke bare gik ind, vidste jeg ikke. Der vrimlede alligevel med politimænd, så hvorfor banke på. "Hey", sagde han og satte sig på hug foran mig. Jeg så ned på ham og viste ikke nogen form for følelser. Han rakte mig blomsterne, men jeg tog dem ikke. "Her, lad mig", sagde Liam og tog dem, inden han rejste sig og efterlod mig alene med Zayn. "Er du okay?", spurgte han og lagde sin hånd på min. "Hvad tror du selv, min bedste ven er måske død", hvæsede jeg og han så ned på sine fødder. Jeg hulkede en enkelt gang, da det mindede mig om Andrew's og mit første møde. 

"Hey er du ok?", spurgte en dyb stemme og jeg så op, hvor en mand stod. Han var nok i midten af 30'erne. Han var høj og muskuløs, med brunt hår og skægstubbe. "Jeg har lige mistet mine forældre og skiftet hjem, hvordan ville du have det?", spurgte jeg spydigt. 

Jeg smilede over hans svar efterfølgende. 

"Jeg er Andrew", sagde han og jeg så på ham. "Din bodyguard, beskytter. Kald det hvad du vil", mumlede han og så rundt, inden han sagde: "så de har hentet hele dit værelse, huh?". 

Et fnis forlod mine læber og jeg tørrede mine øjne. Zayn så forvirret på mig og jeg kiggede ned på mine hænder, mens jeg tænkte over de ting vi havde oplevet sammen. 

"Nogen af os har faktisk et job vi skal passe", sagde han og jeg så ud af vinduet, mens jeg bed tænderne sammen. Han slukkede bilen og jeg tog selen af, inden jeg steg ud og smækkede døren i. "Wow wow wow, det det er en dyr bil", udbrød han og jeg så på ham, inden jeg sank en klump og sagde: "undskyld". 

"Fryser du?", spurgte Andrew og brød stilheden, med hans mørke stemme. Jeg så på ham og fugtede mine læber. "Jeg overlever nok", svarede jeg monotont og han skævede hen til mig, inden han sagde: "hvis du fryser, kan jeg god". "Jeg fryser ikke", afbrød jeg ham og han bed tænderne sammen, mens han så væk og nikkede. 

Men skænderierne dukkede også op i mit hoved, hvilket fik mig til at sukke og synke en klump. 

"Hvorfor gjorde du det? Er du ude på at få mig fyret?", han hævede stemmen da han snakkede og jeg så tilbage på ham, inden jeg for første gang i denne samtale, fik et ord indført: "hvorfor skulle jeg ønske dig fyret?". "Det ved jeg da ikke, fordi du ikke får tingene som du vil have det", råbte han og slog ud med hånden. "Får tingene min måde", grinede jeg og han lagde hovedet på skrå, mens han fugtede sine læber. "Det er da dig der ikke kan kommunikere med nogen, fordi du er en fucking bestemmende person", råbte jeg og trådte fremad.

"Du kan ikke bare stikke af", sagde han og jeg så væk, inden jeg mumlede: "undskyld". "Du kunne have blevet dræbt", han hævede stemmen lidt og jeg så på ham. Han så bekymret ud. "Kan vi ikke tage hjem?", spurgte jeg og han rettede sig op. "Du skal ikke snakke udenom", sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. 

"Vi var endelig begyndt at blive venner, Andrew, jeg betroede mig til dig", det sidste hviskede jeg og han sank en klump, da han så tilbage på mig og jeg sagde: "jeg troede du var klar over at jeg ikke finder mig i det". Han så ned og fastholdte sit blik mod jorden.

Og selv efter alt der havde sket mellem os, var han der for mig. Også selvom han ikke havde kendt mig længe, så beskyttede han mig bedre end nogen jeg kendte nogensinde havde gjort. Nogen ruskede i mig og rykkede mig derfor ud af min lille tur gennem mine minder. 

"Hvad?", spurgte jeg forvirret og så ind i øjnene på Zayn. "Er du okay?", spurgte han og jeg nikkede, mens jeg så væk og spurgte: "er du sød at gå?". "Undskyld mig?", sagde han forvirret og Liam satte sig ned ved siden af mig. "Gå Zayn, jeg vil ikke have dig her", mumlede jeg og han nikkede, inden han rejste sig og mumlede et eller andet. Få sekunder efter var han væk. "Liam", råbte en af politibetjentene og vi så begge hen på ham, da han begyndte at snakke: "vi har fået kontakt til Andrew's team". Jeg rettede mig op og så afventende på ham. Han fugtede sine læber og så skiftevis på os, inden han sagde: "de lever". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...