Gone | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Igang
Da den 19 årige Casey's forældre dør, bliver hun sat i varetægt hos en hårdkogt politibetjent, Andrew, der har været i faget i for mange år. Facaden som hård politimand har sat sig fast på ham og det mærker Casey hurtigt. Men som tiden går bliver Casey og Andrew gode venner, hvilket gør at nye døre bliver åbnet. Men det med at bo med en politimand, er ikke så let som det ser ud til.

37Likes
42Kommentarer
7440Visninger
AA

15. 14

Det var med bankende hjerte at jeg steg ud af bilen. Solen stod højt og skinnede ned på mig, hvilket ikke hjalp på min feber. Mit blik landede på Andrew og jeg tog en dyb indånding, inden jeg så op mod bygningen og gik med ham hen til indgangen. Han åbnede døren og så rundt, inden han lod mig gå ind. Han tog fat i min arm og stoppede mig, hvilket fik mig til at se på ham og rynke panden. "Du ser til hvis han er der", kommanderede han og jeg nikkede, mens jeg prøvede at trække mig væk, men han holdte mig fast. "Og hvis du ser ham, så får jeg lov til at slå først", sagde han og jeg smilede, inden jeg klappede ham på kinden og nikkede. Han smilede og slap mig, inden vi gik ind på kontoret. Liam og Zayn stod og snakkede, inden de så herhen og Zayn sendte mig et smil. Jeg gengældte det langsomt og så på Andrew, der stod og snakkede med en af de andre politimænd. Jeg scannede rummet efter politimanden, men kunne ikke se ham. 

Jeg vendte rundt og stødte ind i en, så der røg kaffe ud over mig. Jeg så op og stivnede. Et skævt smil bredte sig over mandens læber. Det var ham. Jeg åbnede munden for at råbe på Andrew, men blev afbrudt af politibetjenten der sagde: "det må du undskylde, lad os gjort det rent". Han trak mig med ud på badeværelset og jeg så bagud. Jeg fik øjenkontakt med Andrew, inden døren lukkede og blev låst. Politimanden slap grebet om min hånd og jeg så på ham. Min puls steg og han gik frem mod mig, så jeg trykkede mig op mod væggen og han tog fat om min hals. "Jeg dræber dig", hviskede han vredt og jeg gispede efter vejret, mens jeg prøvede at skubbe mig væk. Det var dog uden held, da han var både større og stærkere end mig. "Hvad har jeg gjort dig", fik jeg fremstammet og han grinede. "Dine forældre har gjort mig noget", konstaterede han og jeg så væk. "De er døde, det ved jeg", mumlede han og bankede mig op mod væggen. Jeg fik fat i kanten af skraldespanden og hamrede den ind mod hans ben. Han slap mig og jeg faldte gipsende på jorden, inden jeg prøvede at kravle hen mod døren. 

Han tog fat om min ben og trak mig væk, hvilket fik mig til at skrige. "Andrew", råbte jeg og han løftede mig op, inden han skubbede mig ind i væggen. En smerte bredte sig i min arm og jeg gispede efter vejret, mens jeg så bagud. Han slog ud efter mig og jeg bukkede mig, så han hamrede sin hånd ind i væggen. Der lød et knæk og han skreg, mens han tog sig til hånden og rømmede sig. Et smil forlod mine læber og han så på mig, så smilet hurtigt forsvandt. Bagefter fløj han frem mod mig og smadrede mig op mod væggen. "Andrew", skreg jeg og nogen tog i døren. "Casey", råbte en stemme og jeg slog ud efter manden. "Hjælp", skreg jeg og han tog fat om min hals. Der lød et brag mod døren og den gav sig lidt. "Tilbage", var der en der sagde, efterfulgt af noget der sprang døren af. Andrew styrtede herind og han tog fat i manden, inden han tacklede ham og smadre ham ind i væggen. 

"Nå Dave, skal du smadre Casey, huh?", spurgte han og manden, Dave, nikkede og så hen på mig. "Jeg vil gerne have gjort flere ting ved hende", han slikkede sig om munden og jeg gled ned af væggen, mens jeg hulkede. Jeg følte jeg var med i en action film, hvor jeg var offeret. Hvilket jeg også var. Andrew smadrede Dave ind i væggen og slog ham et par gange i ansigtet, så Dave blødte. Andrew nåede at sparke en enkelt gang til Dave, før at nogle af de andre politibetjente fik ham væk. Jeg så op og mit blik landede på Andrew, da han kom herhen og satte sig på hug foran mig. "Er du okay?", hviskede han og jeg rystede svagt på hovedet. Han tog fat om mig og hjalp mig op og stå. "Jeg får dig hjem nu, okay", sagde han roligt og jeg nikkede forsigtigt, mens jeg tog bedre fat om ham og han tilføjede: "men først skal vi lige forbi hospitalet og have dig tjekket for skader". Da vi kom ud af stationen, så de forskellige civile personer på os. Nogle af dem snakkede lavmælt sammen og pegede, da jeg steg ind i bilen. 

•••

Andrew låste døren op og åbnede den, inden jeg gik ind og så rundt. Der var helt stille her, hvilket skræmte mig. Andrew så på mig og gik ud i køkkenet, mens jeg bevægede mig hen i sofaen og satte mig der. Jeg trak tæppet hen over mig og tog et par dybe indåndinger. Lidt efter kom Andrew tilbage. Han satte en cola dåse på bordet foran mig og satte sig ned i sofaen, han tændte tv'et. Der var mørkt udenfor, men med Andrew i huset var jeg ikke bange. Langt fra. 

~~~ Andrew's synsvinkel ~~~

Casey stirrede tomt ud i luften, og man skulle ikke være et geni for at regne ud at hun tænkte på det fra tidligere. Hun var skræmt og det forstår jeg godt. "Andrew", hendes lyse stemme gav mig næsten et chok og jeg nikkede en enkelt gang. "Hvis de politimænd ikke havde stoppet dig", begyndte hun og så herhen. "Havde du så smadret ham fuldstændig?", spurgte hun alvorligt og jeg fugtede mine læber, inden jeg nikkede og sagde: "det er ikke usandsynligt at jeg havde gjort det". "Hvorfor?", spurgte hun og jeg rynkede panden. "Hvorfor?", gentog jeg og hun nikkede. "Fordi de slog dig?", sagde jeg forvirret og hun så væk, inden hun sagde: "jeg er jo bare mig". Jeg stirrede på hende og hun undgik mit blik. "Hvorfor siger du det?", spurgte jeg og hun så ned på gulvet, inden hun trak på skulderne. "Dave ville dræbe mig, mine forældre var aldrig sammen med mig, mine veninder har droppet mig. Men det er ok, for jeg er bare mig", sagde hun og jeg sukkede, inden jeg sagde: "du har mig. Og Zayn og Liam", sagde jeg og hun så hen på mig. "Du beskytter mig virkelig gør du ikke?", spurgte hun og jeg nikkede, inden jeg tilføjede: "hele tiden". "Tak", sagde hun stille og jeg smilede.

"Tak for at være der, når ingen andre var. Selvom du ikke kendte mig der", et smil bredte sig over hendes læber og jeg klappede hende på ryggen, inden jeg sagde: "det var så lidt". Hun så tilbage på tv'et og der gik nogle minutter, hvor der var stille. "Har i fundet mine forældres morder?", spurgte hun og brød den nyfundne stilhed, mens hun så på mig. Jeg rystede på hovedet og hun så væk igen, inden jeg konstaterede: "men Dave kan sikkert hjælpe os med at finde ham". "Det håber jeg", mumlede hun og sank en klump. 

 

Vi havde nok set tv i en times tid, før hun gik ud som et lys. En stille snorken kom fra hende og jeg slukkede tv'et, inden jeg lydløst rejste mig op og lagde tæppet over hende. Bagefter trådte jeg helt hen til hende og bukkede mig ned, inden jeg lod mine hænder glide ind under hende og løftede hende op i mine arme. Hun rykkede lidt på sig, men det så ikke ud til at hun ville vågne. "Du vejer jo ikke en skid", hviskede jeg og bar hende med lethed ind på hendes værelse. Jeg lagde hende i sengen og rettede tæppet til, inden jeg gik hen til døren og så tilbage på hende. Hun lå og sov, helt uberørt, kunne jeg ikke lade være med at smile. Lige i dét øjeblik vidste jeg at Casey betød mere for mig, end nogen anden og at jeg ville aldrig lade nogen gøre hende noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...