Skumring - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
////

3Likes
2Kommentarer
148Visninger

1. Skumring

En let vind tog i gardinerne og fik dem til at danse omkring hende. Hun sad i vinduet, med benene dinglende ud over kanten. Hælene slog let mod betonmuren, når hun svingede dem tilbage. Hendes hæle var hudløse og røde, der hvor de gentagne gange havde ramt muren. Det var begyndt at gøre ondt, men hun kunne godt lide den dunkende fornemmelse, det gav. Det fik hende til at føle sig mere levende. Fik hende til at føle sig til. For sådan var det nemlig med smerte. Det var det, der fik en til at føle sig levende. Det havde hun lært i en tidlig alder.

Under hende vuggede byen i takt med den lavmælte og stødte dunken fra en bas. Lysene fra beskidte butiksruder faldt på gadens fortov. Silhuetter af liv bevægede sig i lyset. Et stykke væk smadredes en flaske mod asfalten, og snøvlende og højlydte stemmer fyldte gade. Overdøvede næsten musikken. Hun fulgte de to larmende menneskers færden ned ad gaden med øjnene. De drejede om et hjørne længere nede, hvor hun ikke kunne se dem. Og gaden blev stille endnu engang. Hun kunne godt lide stilhed, det gav plads til tankerne.  Gav plads til at trække vejret. Gav plads til at føle. Intet der forstyrrede. Det var sjældent, der var helt stille i lejligheden. Der var altid en, der skramlede rundt ude på gangen eller trampede rundt nedenunder. Tit når hun lå der i mørket, midt på sengen, med vinduet åbent på vid gab, drømte hun sig væk til stille steder. Steder hvor der var så stille, at man kunne høre sit eget hjerte slå. Så uendeligt stille, at man kunne høre, hvordan verden åndede ud og ind.

Hun kunne godt lidt at drømme. Også selvom Ville sagde, at det var farligt at drømme. Han sagde, at det svækkede ens sanser og livsfornemmesle. Han havde været høj på et stof, og meget flydende at høre på, da han fortalte hende det. Hun kunne godt lide Ville, når han var høj. Høje Ville var meget bedre end Klare Ville. Klare Villes hånd var altid så grov mod hendes kinder, i forhold til Høje Villes blide strøg. Og hun drømte mest om dagen. Når gaderne var øde, og solen herskede udenfor. Hun lå på gulvet, i sin lille solplet. Drømte sig væk i sin egen lille stille uendelighed. Mens mus puslede i væggene, og Klare Villes venner trampede i værelserne. Der var det nemmest at drømme, for det er nemmere at flygte end at jage.

Solens sidste stråler malede hustagene gyldne. Fik byen til at ligne et eventyr. Det kunne hun godt lide. Gaderne lignede blødende sprækker mellem tagenes gyldne eventyr. Som monstre der langsomt sugede skumringens stilhed til sig og svøbte byen i nattens sorte larm. Hun lyttede til fulde mænds sange, dansende pigers hæle mod asfalten, og taxaernes hvinende dæk, hundenes klagende glam, byens bas og vindens lyse sangstemme. Og hun længtes efter stilheden, som en Klare Ville efter sit stof. Hun længtes efter stilheden, som hun længtes efter kulden, efter en varm nat med svedige hænder mod hendes kinder. Hun længtes efter stilheden, som hun længtes efter at gå en lang tur, uden at vide hvorhen. Men længslen gjorde kun det hele mere uudholdeligt.

Værelset var tomt i nat. Ingen gæster. Hun havde åndet tungt ud, da Klare Ville havde lovet hende en friaften. Hun havde været så glad, at hun læste to sider i sin bog i stedet for en. Hun havde taget for mange ord, så glad var hun. Høje Ville havde lært hende at læse. Lært hende alt om navneord og tillægsord. Lært hende at h’et nogle gange var tavst. Hun kunne godt lide de tavse h’er. Det var det, der stod uden på hendes dør. H. Både Klare- og Høje Ville kaldte det et normalt H. Men for hende var det tavst. H’et var hendes navn. Det tavse H. Det kunne hun godt lide.

Vinden var koldere mod hendes fødder nu. Solen havde malet himlen i en dyb orange. Farverne i byen svævede mellem blå og orange. Nattens gab var langsomt begyndt at sluge mere og mere af det gyldne, men det gjorde ikke noget. Lyset fik mønstrene på hendes hud til at stå tydeligere frem på den blege, næsten transparente hud. Mærkerne og de tydelige blodårer på skinnebenene lignede rosenbuske. Og roserne sprang kun ud, når hun sad i vindueskarmen og badede i skumringens eventyr.

Hun svingede igen med sine ben, og denne gang rev muren et stykke hud helt af. Det varme blod kildede under fodsålerne, da det trillede ned på tåspidserne som røde tårer. Hun betragtede dråberne falde de tre etager ned og lande på fortovets fliser. Hun trak benene op under sig, og kluntet kom hun op at stå. Hendes tæer stak ud over kanten af vinduet, og hun lænede sig fremad. Hendes hænder havde fat i det øverste af vindueskarmen, så hun ikke faldt ud. Vinden blæste ind mellem hendes ryg og muren bag hende. Hun fik fornemmelsen af at flyve hen over alting. Hun slap med den ene hånd og stak den ud til siden. Hun åndende tungt ud, og en underlig form forlykke fyldte hende til bristepunktet.

”Hvad fanden laver du? Du har vel ikke tænkt dig at springe ud? Kom ind derfra!” Klare Villes stemme fyldte rummet. Hendes hjerte fløj op i brystet. Hun greb fat med begge hænder. Vinden virkede pludselig sugende, og fornemmelsen af at falde overvældede hende. Forsigtigt gik hun ned i knæ og vendte sig mod Klare Ville. Hans hår var tyndt og slasket og hang ned om hans ansigt som gråt spaghetti. Hans øjne var udstående og stirrende, og hun frygtede altid, at hvis han blev sur, ville de poppe ud på gulvet. Han var høj og tynd, på den ranglede og svansede måde. Som om han havde indtaget andet end piller og sprut. Han havde et stramt drag om munden. I hånden havde han en tændt cigaret. Han tog et dybt hiv i den og betragtede hende. Et iskoldt gys løb hende ned ad af ryggen. Halvmørket bag hende føltes pludselig koldt og brutalt.

”Kommer du ikke lige indenfor, så vi kan tale anstændigt sammen?” Han talte på en måde, der sagde, det ikke var et spørgsmål, men en ordre. Hun rystede på hovedet. Hun vidste godt, hvad der ville ske, hvis hun kravlede ind igen. Klare Ville havde en gæst til hende, selvom han havde lovet. Endnu engang rystede hun på hovedet.

I tre lange skridt var han henne ved hende, tog fat i hendes bluse og trak til. Hun faldt ind ad vinduet og landede på knæene. Det jagede op gennem lårene og ned i skinnebenene. Hun gispede, og et kort øjeblik kunne hun ikke se. Klare Ville tårnede sig over hende. Med cigaretten hængende i mundvigen smilte han ned til hende. Hun krummede sig sammen. Hun vidste jo godt, det ikke nyttede noget at sige imod. Det var uden diskussion. Klare Ville havde altid det sidste ord. Altid.

”Vi snakker om det her i morgen. Du slipper ikke!” sagde han med en stemme, der lige så godt kunne have snakket om vejret. Han hjalp hende op at stå. Hun vippede lidt på sine bare tæer. Hun var svimmel, og rummet snurrede rundt. Hun havde det som om, at jorden hældte til siden, og hun ikke kunne stå fast. Hun gispede. Sengegærdet knagede faretruende, da hun lænede sig mod det.

”Tag det her på og kom med.” Klare Ville lagde en bunke af tøj på sengen. Og et par sko. Hun stirrede.

”Tag det nu på.” Han var utålmodig. Hun gøs. Der var pludselig frygtelig koldt i værelset. Skumringen havde forladt værelset. Hun vaklede hen til sengen. Tøjet, der lå klar, var velkendt. Hun vendte sig væk fra Klare Ville og tog det på. Hun følte sig kvalt og indelukket, da tøjet strammede hen over hendes brystkasse. Hun havde allermest lyst til at tage det af og løbe. Hun samlede skoene op. Sålerne havde engang været røde og blanke, men nu var de slidte af at have travet op og ned ad af gaderne omkring. Hælene var tynde og flere centimeter høje.

”Nej.” hendes stemme var hæs, efter ikke at have sagt noget i lang tid.

Klare Ville ignorerede hende og rodede op i hendes blonde krøller, spyttede på en tommelfinger og fjernede den udtværede øjenmakeup. Cigaretten dinglede faretruende meget i hans mundvig. Asken var blevet så lang, at den faldt af. Han trådte de små gløder ned i trægulvet. Hans vendte sig for at gå. Men hun blev stående. Han vendte sig om og kiggede på hende, med et blik der tydeligt fortalte, at han ikke gad det pjat. Han gav hendes en lussing, så hendes hoved røg bagud. Hendes kind brændte om kap med hendes vrede.

”Nej, sagde jeg.” hendes stemme var stærkere og mere fast. Klare Ville kneb øjnene sammen og betragtede hende.

”Hvad sagde du?” han lød vantro. Hans øjne blev trykket udad, så det næsten så unaturligt ud.

”Nej.” Hun rettede sig op og kiggede ham direkte i øjnene. Noget hun ikke havde turdet før. Solen kastede sine sidste stråler ind ad vinduet og landede på hendes ryg. Fik hendes mod til at spire og blomstre.

”NEJ!” hvæsede hun, da hun kastede sig fremad. Hun svingede skoen fremad mod Klare Villes ansigt. Varmt blod plettede hendes kinder, da siden af skoen kvaste hans næse. Han knækkede sammen og landede på gulvet. Han tog sig til næsen, som blødte voldsomt. Og hun slog igen. Og igen. Og igen. Og igen. Hun slog, indtil hun ikke vidste, hvor mange gange hun havde ramt ham. Og for hvert slag nærmest græd hun: “Nej.”

Hun rystede voldsomt over hele kroppen, og hendes hænder var plettede af rødt blod. Tårerne silede ned ad hendes kinder og ned i munden. Hun prøvede at tørre dem væk med hænderne, men fik kun smurt blodet ud i hovedet. Hun tørrede forsigtigt sine hænder af i Klare Villes skjorte. Hun rodede hans lommer igennem. Tog hans pung og nøgler. Hun kastede et blik mod Klare Villes ansigt. Han trak vejret i raspende stød, og blodet boblede om hans læber. I det indtagende mørke lignede blodet sort slim, der stille og roligt åd hans ansigt.  Og så løb hun. Løb så hurtigt hendes rystende ben kunne bære hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...