Polka? Prikker?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2014
  • Opdateret: 22 dec. 2015
  • Status: Igang
Emma er 19 og lige startet på universitetet i London. Hun går sammen med hendes bedste veninde Celine. Emma har lidt en hård eller overlegen facade, mens Celine altid er glad. En dag får Celine fat i nogle billetter til en festival, hvor det viser sig at One Direction også er. Ingen af pigerne er Directioners, men det er ingen hemmelighed at drengene er lækre. Da det utænkelige sker, og Emma må tilbringe lang tid på lidt plads med de fire drenge, lærer hun nogle er deres mere private og særprægede sider at kende.

2Likes
2Kommentarer
253Visninger

2. 1

Jeg vågnede brat og hostende. En trykken for mit bryst tilkendegav, at jeg havde grædt – igen. Jeg rystede, og jeg frøs. Koldsveden drev af mig og gjorde min dyne og t-shirt klam. Det var ikke første gang det skete, og det var nok heller ikke sidste. Viserne på mit ur, fortalte mig at klokken var lidt i fem. Det var sommer og det irriterende lys strømmede allerede sløret ind igennem de hvide gardiner, der dækkede mit lille faldefærdige vindue. Jeg sukkede, vendte mig om, begravede hovedet i puden og faldt øjeblikkeligt i søvn igen.
                      En gennemtrængende skærende lyd vækkede mig lidt senere. Ikke meget senere for det var bestemt ikke min alarm. Aldrig i mit liv ville jeg have valgt sådan en forfærdelig skinger lyd til at være mit første møde med dagen. Jeg kastede dynen af mig og rev gardinet væk. Udenfor fandt jeg kilden til den ubehagelige lyd, der mente at en onsdag morgen klokken lort, ville være det oplagte tidspunkt, at sætte nabolaget i oprør. En vinkelsliber. Skide håndværkere.
                      Et råb lød og gjorde mig forskrækket, så jeg hoppede en halv meter op i luften og derefter landede med min højre hæl direkte oven på min venstre storetå, samtidig med at en ørering havde materialiseret sig ud af det blå og pludselig lå under min venstre tå. En svien under tåen og en dunken over fik mig til at hoppe rundt som en anden hare på stoffer, mens jeg bandede og svor værre, end en sand havnearbejder ville have formået. I al tumulten ringede min alarm og forskrækkede mig for anden gang den morgen, så jeg denne gang væltede uden at nå og slippe min fod, så jeg ikke kunne tage fra, og derfor hamrede hovedet direkte ind i væggen og dernæst satte mig på røven. Velkommen til en morgen med Emma Hansson.
                      Jeg rejste mig og slukkede for min alarm. Hev et håndklæde ud af skabet og gik de to skridt hen til døren til badeværelset. Åbnede den og stønnede. I nattens løb havde endnu en edderkop besluttet sig for, at hjørnet i mit badeværelse var det perfekte nye bo. Uheldigvis ville det ikke hjælpe noget at begynde at hoppe og skrige, for ingen ville komme og hjælpe mig. Sådan måtte det jo være, når jeg nu engang havde besluttet at være eneboer i en gammel, udslukt bygning i det dunkleste af alle dunkle kvarterer i London, hvor folk nok nærmere ville tro, at jeg blev voldtaget eller myrdet i stedet for at huse en edderkop, men i alle tilfælde ville overlade mig til mig selv og mine problemer.
                      Hat og briller på, spænd selen, hold vejret og mission edderkopudryddelse var sat i gang. En stor bunke toiletpapir og lynhurtige bevægelser – et styks udsplattet edderkop. Endnu et mord havde fundet sted i dag. Tid til bad og vaske alle potentielle bevismaterialer af.
                      Fem minutter og et par kuldegysninger eller tre senere stod jeg med håret viklet ind i håndklædet. Jeg kiggede endnu en gang ud af vinduet, og så at jeg var kommet til London igen – ikke noget med at have det gode vejr om dagen. Tunge skyer hang dækkende over himlen og truede med at slippe regnen løs. Jeg måtte på udkig efter min paraply. En trøje og et par sorte jeans blev fisket ud af skabets dyb, mens strømperne måtte blive de samme som i går. Jeg ved det. Det er klamt. Giv mig nogle penge og jeg skal med glæde gå på indkøb efter flere.
                      En portion havregrød og et glas vand blev nydt ved mit lille vakkelvorne bord med dertilhørende stol. Læg mærke til entalsformen. På trods af den ringe placering af min lille etværelses plus bad formåede jeg alligevel ikke at have råd til gæster.
                      Tallerken og glas i vasken, det kunne jeg tage senere, støvler på og taske over skulderen. På vej ud af døren kom jeg i tanke om min livredder – paraplyen. Ind igen, gennemsøg de få kvadratmeter, tænke, tænke. Jeg havde brugt den så sent som i går. Den var væk. Hvorfor? Livet er i mod mig. Det må være mit svar. Ingen tid, ud af døren, lås og ned ad trapperne. Åben hoveddøren. Bang. Lyn. Regn.
                      ”Hvor er min paraply?!” Hov råbte jeg det højt? Ups. Jeg kiggede til højre og venstre og tilbage igen i forsøget på at finde et eller andet, der kunne skærme mig i mod regnen. En bil kom rundt hjørnet og stoppede foran mig. En kendt bil. Gud ske tak og lov. 
                      ”Celine! Du er min helt. Det ved du godt, ikke?” Udbrød jeg, i det jeg flåede døren op og sprang ind i min frelsers dejlige, grimme bil.
                      ”Åh jo, jeg er klar over det, tak. For resten tror jeg, du lagde din paraply i din taske i går.” Jeg sendte hende et underligt blik og åbnede munden for at snakke, men hun afbrød mig. ”Du kiggede så søgende rundt, da jeg kom, og du har altid din paraply ved din side, hvis der ser ud til regn. Da der allerede regnede, tænkte jeg, at du ikke kunne finde den.”
                      ”Til tider, ikk’ ogs’, tror jeg du er synsk eller noget. Har du for øvrigt de der økonomilektier?” Jeg sendte hende et halvt bedende, halvt undskyldende blik og fik et strengt og halv-irriteret tilbage.
                      ”Du er godt klar over at du ville være død uden mig. Og ja, jeg har dem. Hvad bruger du lige al din tid på, når du aldrig laver lektier?”
                      ”Du er ikke blot min helt, du er min gud!” Hvis ikke Celine var optaget af at styre bilen, ville jeg have slynget armene om hende og have danset en tilbedelsesdans. ”Du ved godt at jeg bor alene? At jeg bruger al min tid på arbejde? Og at jeg derfor ikke får lavet så mange lektier? Ikke?”
                      ”Jo. Og hvor mange gange har jeg ikke tigget og bedt dig om at flytte ind med mig? Du ved, at min far betaler halvdelen. Og at min mor betaler den anden halvdel. Altså kan du bare komme og bo med mig, og vi kan leve af cookies og romkugler. Som du så kan arbejde for, at vi kan købe, så er der ingen grund til at få dårlig samvittighed! Kom nu, kom nu, kom nuuu. Jeg hader, at du bor helt mutters alene i den skumle bygning, som sikkert ikke huser andet end mordere, svamp og dig.” Ja, Celine kunne snakke. Og ja, vi havde været igennem det her før. Men det var ikke kun den dårlige samvittighed, der var årsag til at jeg nægtede at flytte ind ved Celine. Jeg kan ikke præcist beskrive det, men det var noget med at føle sig uafhængig, fri og i stand til at tage vare på sig selv, der spillede den væsentligste rolle. Godt nok klarede jeg ikke helt mig selv, da det stort set udelukkende var Celines fortjeneste, at jeg stadig kunne hænge på i skolen.

                      Et kvarter senere var vi ved skolen, og Celine havde haft ret; min paraply var i tasken. Op med den, op ad trapperne og igennem døren. Nogle ville kalde det uheld at bringe en opslået paraply indenfor, men jeg var ligeglad, under ingen omstændigheder at jeg skulle blive våd grundet en simpel overtro. På den anden side, måske var der noget om overtroen. Der to meter fremme stod han. Han ikke bare stod der, han så mig også. Min eks, og ikke noget kønt brud så at sige. Han sendte mig et hånligt blik, men fandme nej, han skulle ikke have magten. Ikke noget overtro her. Jeg rettede skuldrene, gik videre og i det jeg passerede ham, skulle paraplyen lige rystes tør. Jeg fik den ventede reaktion.
                      ”Din luder! Gå dog hen i et hul og dø,” råbte han, så alle vendte sig. Uheldigvis, for ham, kom rektor gående ud fra et klasseværelse på gangen blot et par meter henne. En eftersidning og en påkrævet undskyldning senere kiggede Celine og jeg på hinanden og var flade af grin, så det endte med at vi måtte løbe for ikke at komme for sent.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...