De tre aftener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2014
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Færdig
Chastine og Andreas gav Sebastian et løfte inden han døde. De holdte løftet i flere år, men en måned før Chastines bryllup mødes hende og Andreas i 3 nætter. De skændes, og råber ad hinanden i løbet af aftenerne. Den sidste aften bryder Andreas løftet... [Dette er mit bidrag til "inspireret af et billede"-konkurrencen.]

2Likes
1Kommentarer
249Visninger
AA

3. Fredag aften.

Han var ved at stige ud af sin bil da jeg ankom. "Du er her til tiden?" Jeg kiggede spørgende på ham med løftede bryn. "Jeg har jo ikke vagter om fredagen" 
"Nåh ja." Mumlede jeg, flov over at jeg ikke kunne huske det. "Jeg bad dig faktisk bare om at komme igen idag da jeg vil give dig det her." Jeg rakte ham invitationen. Han tog den stille fra mig, åbnede den og læste hvad der stod. "Om en måned? Hvorfor har i så travlt?" Han virkede sur. Skuffet. "William synes at vi skal få det overstået." Jeg prøvede at smile til ham. 
"Det her er ikke noget man bare skal have overstået hurtigst muligst. " 
"Nej,  men William har fået mig ind på et virkelig godt universitet i Sverige, og jeg får ikke tid til-" 
"Hold dog kæft." Vrissede han, og tog fat i min talje. Han trak mig tæt ind til ham, og maste sine læber mod mine. Det hele gik så hurtigt at jeg ikke kunne nå at vende hovedet væk. Jeg ville vende mig væk fra ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg stod som limet fast til jorden. Jeg kunne ikke tænke klart. Vi stod der midt på vejen, omgivet af træer, indtil min hjerne begyndte at tø op. Jeg skubbede ham væk. "Hvad er der galt med dig?" Råbte jeg, og slog ham i brystet. "Du kan ikke bare kysse mig på den måde! Hvad bilder du dig ind?" Jeg fortsatte med at slå ham så hårdt jeg kunne, i brystet. Han lod sig slet ikke bemærke at jeg stod og skreg af ham.
Mine ben knækkede under mig, og jeg endte fortabt på den kolde jord. Andreas satte sig på hug foran mig. "Hold dig væk!" Skreg jeg, og skubbede ham væk.
Efter at have grædt i noget, som føltes som flere timer,  kiggede jeg op på ham. "Hvorfor?" Hviskede jeg. "Hvorfor gør du det her imod mig?" Han svarede ikke. 
"Du ved tydeligvis at jeg har følelser for dig, -at jeg elsker dig. Jeg var ved at komme over dig. Det har taget mig flere år... Jeg troede at alt ville være godt nu. Jeg ville glemme alt om dig, når jeg først var blevet gift. Men du har.. Du har ødelagt min plan." Jeg græd stadig. "Hvorfor?"
"Fordi jeg ikke vil have dig til at gøre noget du vil fortryde resten af dit liv. " Han satte sig ved siden af mig. "Jeg forstår godt at du ikke vil bryde dit løfte, men han... Men Sebastian ville ikke være glad for det her. Hvis han kunne, havde han stoppet dig. Men det kan han ikke, så jeg bliver nødt til at gøre det." Han lavede en hurtig bevægelse, og pludselig sad jeg i hans favn. "Hør Chas. Jeg elsker dig. Jeg har prøvet at skjule mine følelser, på at holde det løfte vi gav Sebastian." Jeg tænkte på det sidste Sebastian havde sagt til os inden han gik bort. "I må ikke komme sammen. Min bedsteven og min lillesøster skal ikke komme sammen. Lov mig det! Jeg vil ikke have at mine to tætteste kysser... Føj! Der må ikke foregå noget imellem jer." Jeg havde aldrig forstået hvorfor han havde noget imod at Andreas og jeg havde følelser for hinanden.... Andreas fortsatte, "Vi hjalp hinanden med at komme over hans død, og jeg troede at jeg kun så dig som min bedsteveninde. Men jeg kan ikke klare det længere, og slet ikke i sådan en situation. Jeg kan ikke lade dig blive gift med William. Din bror ville aldrig tilgive mig, hvis du blev gift med sådan en idiot."
Jeg sagde ikke noget i et stykke tid, men vendte så hovedet en smule og kiggede ham i øjnene. "Min bror ville heller aldrig tilgive dig for at kysse mig. " 
Jeg lænede mig frem, og kyssede ham, som jeg havde drømt om alt for længe.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...