Jagten på lykke


0Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

1. Jagten på lykke

Jeg slår døren op og haster ind i køkkenet, hvor jeg hurtigt befrier mine smertende skuldre for den elefanttunge skoletaskes nivende stropper. ”Hej mor!” skråler jeg højlydt ind i huset, imens jeg afklæder mig overtøjet. Sådan går det hver dag - ren rutine, og min krop er styret af vane rettere end nogen form for sindslig bevidsthed. Min hjerne køre nemlig i helt andre baner - hvad skal jeg lave af lektier? Først den der hjemmeregning til på fredag, så øve fremlæggelsen af min billedanalyse og bagefter - hvis jeg kan nå det - noget renskrivning af mit historieprojekt. Og så er der aftensmad - tanken følges af spørgsmålet: ”Mor! Hvad skal vi have til aften?”. Hun kommer ind i rummet med armene tilstablet af vasketøj og kommentaren: ”Aner det ikke. Jeg gider ikke lave noget.” Typisk! Sådan siger hun altid, og alligevel står der aften på aften mere eller mindre fabelagtige gourmetiske kreationer på spisebordet. ”Så skal jeg nok gøre det,” svarer jeg, mest for at slippe for hendes evindelige selvmedlidenhed, for jeg ved udmærket godt, at hun ikke, om så verdensfreden afhang af det, ville overlade køkkenet i mine hænder. Hun kigger træt på mig over tøjstablen: ”Glem det.” Jeg starter computeren op, mens hun sætter maskinen over, og vender tilbage til køkkenet, hvor hun stønnende stirrer på uret: ”Ja, nu er dagen jo også gået! Jeg ville gerne have gået en tur. Sådan er det når jeg først får fri klokken 12:45. Man når ikke engang at sætte sig ned, inden der skal laves mad.” Brokkehoved, tænker jeg irriteret. 0.klasseslærerne er sgu ikke skolereformens største ofre - tænk bare på mig som har fri kl. 15:00, men denne påpegning havde ikke frembragt andet end en syrlig kommentar fra mor. Så hovedrystende vender jeg tilbage til hastigt at udregne rumfanget af en fiktiv pyramide… Møgdag?... Hverdag?

 

Hvad er forskellen i det hele taget? Er det eneste vi længes efter gennem skoleugens 5 dage ikke weekenden, hvor vi endelig kan ligge i sofaen, dødtrætte og hvile ud efter en hård uges arbejde - ja, i hvert tilfælde indtil søndag morgen, hvor lektier og forberedelse igen trænger sig på. Er det ikke sørgeligt - så meget af vores liv vi spilder på at ønske at være andetsteds. Vi drømmer os væk eller lever i frygten for det forestående, konstant rastløse og aldrig tilfredse.

Meget anderledes er vores syn på livets store træk vel heller ikke. Som Michael Wagner siger det i 1. afsnit linje 8: Jeg skal bare liiige. Den følelse kender jeg kun alt for godt. Om det så hedder: jeg skal bare liige afslutte den her opgave, så jeg har tid til at slappe af. Eller om det, som i Wagners artikel, er større sammenhænge. Jeg vil enormt gerne flytte til udlandet, når jeg altså liige har taget min eksamen, og været på gymnasiet. Og da vil jeg nok føle en trang til liige at tage på universitetet inden da - ja, bare det første år i hvert tilfælde. Der ligger en konstant selvgenopfyldende række af ting, man føler behov for at gøre. Men er vi reelt nødt til det? Er det ikke bare selvindbildte forhindringer, som står i vejen for, at vi kan give den gas - skride fra alt ansvar, og gøre som man vil. For er det ikke, hvad alle folk ønsker? Uanede midler og ingen forpligtelser.

 

Men hvornår stopper det? Ja, jeg kan kigge på min mor og se, at hun stadig køre i denne glidebane. Nu er det ikke længere uddannelse og arbejde, hun liige skal få - nej, det er pension. Skolelæretilværelsen er bare ikke tilfredsstillende - og med reformens landing og forlængede arbejdstider, er det jo nærmest uoverleveligt. Så hvad andet er der at gøre end længes efter 70årsalderen, hvor man endelig kan trække sig tilbage og leve på det danske velfærdssystem? Men er det nu alligevel noget at se frem til? Pensionen kommer jo af en grund - man er så opslidt, at arbejde ikke er muligt. Det er livets afslutning - der hvor alle dem, hvis tid er ved at rinde ud sendes hen. Er det virkelig først i livets afslutning, at det rigtige liv begynder?

                                                                                                                                           

Hvis man spurgte folk, er det min overbevisning, at de purrer ville nægte dette. Men er det alligevel ikke med denne mentalitet de fleste ender?

Kan det overhovedet undgås? Hvordan kan man blive lykkelig lige her i nuet? Personligt synes jeg det er svært - min hjerne kører altid efter princippet om, at græsset er grønnere på den anden side af marken. Når det er sommer, og solen skinner fra en skyklar himmel, sveder jeg trand og savner vinterens kulde. Men når den så endelig indfinder sig, er det medfuldt af brok over sneen, frosten og mine kuldeskadede hænder. Når jeg er hjemme keder jeg mig og vil ud og opleve noget, men når jeg så er afsted på spejdertur eller Masterclass, bliver jeg træt og glæder mig bare til igen at kunne ligge i min varme seng.

 

Så hvad man tror er lykke, er det i virkeligheden ikke, og så kan det være lidt svært at indstille livets GPS, som Michael Wagner siger det. For meningen med ens liv er ikke et så lige til begreb - nej, det er faktisk blevet diskuteret af filosofer siden antikken, og vi er stadig lige så forvirrede som dengang.

En ting, som Wagner dog lader til at være kommet frem til, er, at vi skal gøre det, som vi kan lide. Men de mennesker, som jeg kender, der bare gør hvad de godt kan lide - dem bliver der set stærkt misbilligende på.

For jeg ved da godt, hvad kunne forbedre de fleste unges liv markant - i hvert tilfælde i nu’et: At droppe lektier og skole. Prøv engang at tænke over, hvor meget af vores liv vi sidder på en skolebænk, kæmpende med at stoppe viden ind i vores uvillige hoveder. I disse timer er man hverken glad eller lykkelig. Altså vi befinder os 7 timer dagligt i skolen + 2 timers lektier - mere end halvdelen af vores vågne tid. Men hvad nu hvis dette blev droppet - man lever trods alt kun 1 gang, så hvorfor spilde den tid vi er unge og raske på at kede os. Vi ville være lykkeligere, om vi bare pjækkede, undlod at lave lektier og i det hele taget nægtede at åbne en bog.

 

Men hvordan er det lige den slags mennesker betragtes af omverdenen - døddovne livsnydere. Vi lever i et samfund, hvor påmindelsen om skolens vigtighed og fremtiden konstant kastes i hovedet på os - mindst 3 gange om ugen er vi nu blevet indprentet, hvor meget vi skal tage os sammen til den forestående eksamen - selvom den ligger ¾ år væk. Så er det overhovedet vores egen skyld, at vi hænger os så meget i fremtiden, når den ligger som en konstant påmindelse over os. Det rene hjernevask er det - gentagelse på gentagelse indtil vi har accepteret den ene sandhed - skolen er det vigtigste og uden den findes intet liv.

 

Samfundet pacer os i en grad, som er stærkt tiltagende, i takt med at Vestens dominerende uddannelsesposition trues, og den internationale markedskonkurrence tager til i lyntogsfart. Vi må være de bedste, for at vores lille land kan beholde dets plads. Højtuddannet - det skal være kendetegnet ved den gennemsnitlige dansker, og indskolingen til dette skal begynde så tidligt som muligt, så den rigtige mentalitet kan indføres. Folkeskolen må reformeres! Et faktum som heller ikke just bragte lykke.

Men skidtet virker - ja altså ikke reformen, men den kyniske hjernevaks. Studenternes gennemsnit er så skyhøje, at universiteterne for visse uddannelser kræver over 12 i gennemsnit - folk går målrettet efter det intellektuelle. For hvis man havner i en erhvervsuddannelse, er man straks stemplet, som en af de der, som ikke fulgte med i skolen. En urolig personlighed, som hellere ville bruge hænder end hoved. Så selvom politikerne skriger til befolkningen, at der er mangel på den slags uddannede, så bider det sig ligesom ikke fast - det er ikke rigtig prestigefyldt at være tømre, og for de fleste unge er det et direkte nederlag ikke at blive student. Vi er en generation af Mads Skjerner!

 

Ja: ”Mads han har alt”. Sådan lyde den afsluttende replik i den hjertekære, ærkedanske serie Matador, men selvom det efterhånden er et godt stykke tid siden, den blev produceret, så er ordene, og nok mest af alt den underliggende ironi, mere relevante nu end nogensinde. For selvom man ender som en succesrig forretningsmand, så er det jo ikke ensbetydende med lykke. Jo, det er da velset at være uddannet på Niels Brok, og jobmarkedet er også fuldt af højtlønnede stillinger inden for dette område. Men er penge lykken? Det er et så typisk omdebatteret emne, at det næsten er en kliché - og svaret er givet på forhånd - NEJ! Penge er ikke lykken, slut og basta, og dem som er af en anden mening må have fået noget galt i halsen. Men samtidig kommer folk også på en let retræte, når diskussionen uddybes, for egentlig kan ingen jo sige sig fra, at 80.000 kr. om måneden ikke lyder helt tosset. For selvom penge ikke er lykken i sig selv, så er de da et effektivt middel til at opnå den. For alt her i verden koster penge, og hvis man derfor vil være fuldstændig fri og uafhængig af alt det kedelige, man skal og dermed kunne forfølge det man vil - som at droppe skolen og være sammen med vennerne hele dagen - så kræver det en ikke så lille formue.

 

Jeg tror det, ud over prestigen, er grunden til at de fleste går efter de høje jobs - for det er de færreste, der ved, at en tømrer med egen praksis i den grad tjener kassen. Men hvis så vi kigger på, hvordan folk med disse uddannelser lever, så synes jeg det er overraskende, hvor lidt af denne uafhængige frihed de egentlig nyder godt af. Min far er i et sådant job, og om ham vil jeg da nærmest sige det modsatte - han arbejder langt mere, end han egentlig er nødt til. I weekender, ferier med meget mere. For en virksomhed er ikke just en let ting at styre, og den holder ikke fri, hvis salgets fremgang skal sikres. Så hvornår er det lige man har tid til at tage at gøre alt det, man drømte om for alle sine penge? For selvom man er så velstående, at der er råd til mærketøj og villa, så er man jo alligevel ikke en massemilliardær og er stadig afhængig af fast indkomst. Så at tro at et liv på toppen af karrierestigen skulle skænke én frihed, er en ren illusion - jo flere forfremmelser og lønstigninger, jo stærkere og tungere bliver den lænke, som arbejdet udgør.

 

Så et liv som læge, sælger eller advokat vil ikke skaffe os frihed til at opsøge lykken. Nej, hvis dette skal opnås kræves langt mere end blot en god stilling - her er man nødt til at være det ene ekseptionelle tilfælde ud af 100 mio. som enten vinder Eurojackpot eller synger sig til en plads på USA’s hitlister. Det er denne minimalt lille del af befolkningen, som ejer ægte frihed og ikke er bundet af begrænsede penge. Altså - de har intet behov for at bekymre sig om fremtidens kvaler og kan udnytte nu’et på præcis den måde, som gør dem lykkelige. Men når så man kigger på alle disse mennesker, så ender de fleste i enten kriminalitet, misbrug eller selvskade. Micheal Jackson, Justin Bieber, Marilyn Monroe og Robin Williams - eksemplerne er utallige. Alle disse mennesker, som har opnået en fuldstændig uafhængighed ender som psykiske vrag og selvmord. Sørgeligt er det, og uforståeligt.

 

Og så alligevel… Disse mennesker har gennem hele livet stilet mod at være, hvad de nu er. Hele deres liv har været helliget til målet om at blive de bedste til, hvad de gør - og det mål har de nu nået. De står på toppen og kan skue ud over alle os andre, som møjsommeligt kæmper os frem mod, hvad vi nu har sat os for. I starten er det en triumf uden lige, men som tiden går, og den første rus fortager sig, går det op for dem at nu, hvor de står på toppen, hvad skal de så gøre. De har opnået alt, hvad de drømte om i en ofte ganske ung alder, og nu står de i en situation, hvor tingene i princippet kun kan forværres - de kan kun blive mindre berømte, mindre elskede og mindre succesrige. Tidligere blev de om morgenen drevet ud af sengen med baggrund i, at der var noget, som skulle fuldføres - det er der ikke længere, og hvad er så overhovedet meningen med at stå op? Det må være denne følelse gamle mennesker, med et langt liv bag sig, sidder med, når de en dag beslutter, at de ikke behøver leve længere, og med dem er det forståeligt og ganske accepteret. Men når man som ung står der, vil man nærmere ende i depression end resignation. Man vil gribes af behovet for igen at give sit liv mening - at opleve noget og have det sjovt - leve i nu’et, som man gennem den hårde karriereopstigning har drømt om. Men hvad så når man har prøvet det, været på rejserne og til festerne - så er det igen nødt til at blive lidt vildere, lidt farligere. Glidebane: Svissj… og så er man ude i både narkotika og røverier. Dermed vender verden sig mod en, og de ting man er begyndt at fylde sit liv med viser tænder. Man opdager sin egen lortesituation, og frustrationen over, hvor man er endt, tager over. Hele ens verden falder sammen, og så er det lettest bare at falde med den. At ende dagene med pistol eller pilleglas synes lige pludselig underligt passende - det er jo netop dem man har levet med det sidste lange stykke tid.

 

Sådan går det hvis man opnår alle sine drømme - man sygner simpelthen hen i ren og skær rastløs ligegyldighed. Så egentlig har vi det vel bedre - os ganske gennemsnitlige mennesker, som stadig lever for noget; som den lille mand på tegningen, der frustreret rækker efter alle opnåelige goder. De opnåelser, der hvis vi får dem, vil gøre os ulykkelige. Ironi på et verdensudfordrende plan. Det som gør os lykkelige, er ulykken! Det er alle de ting, som irriterer os - dem som vi prøver at forandre, som giver os noget at leve for.

 

Men samtidig ville de alene heller ikke kunne gøre udslaget - for at vi kan ønske at forandre tingene, kræves det jo netop, at vi har set, at der findes noget bedre - et alternativ. Vi må have oplevet sand lykke, og denne følelse ønsker vi skal gennemsyre vores liv. Den skal erstatte alt det onde, irriterende og negative. Men samtidig er det kun på grund af dem, at vi også ved, hvor dejligt det er at føle sig lykkelig. Jo mørkere der er omkring et lys, jo klarere ses det.

 

Så vi bør være taknemlige for vores kontrastfyldte liv - for skolen, lektierne og alt det andet, der i nuet synes håbløst irriterende. Men samtidig må al vores opmærksomhed ikke kun hvile på dem, for grunden til deres vigtighed er jo netop, at vi i deres skygge kan se andre tidspunkters lysende værd, og hvis vi vælger blot at haste gennem det hele - mod den næste ting, som skal ændres - den næste drøm - ja, så er vi for alvor fortabte. Man er nødt til at stoppe og nyde triumfen, når målet er nået, inden man er på vej til det næste. For ellers vil man vel glemme, hvordan lykke føles. Glemme, hvad det er, vi kæmper for her i livet, og så er det hele jo lige meget. 

 

For den som aldrig lever nu, lever aldrig: Hvad gør du? Piet Hein

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...