A new start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 27 sep. 2014
  • Status: Igang
Her høre i om en pige der hedder Anastasia. Anastasia er lige flyttet til storbyen, og kommer oprindeligt fra Texas, og brugte det meste af sin tid på at ride, eller læse bøger. Men nu skulle hun flytte til storbyen. En hel ny hverdag var på vej. Men var hun klar til at gribe den? havde hun overhovedet lyst til at gribe den?. Uanset hvad, var hun tvunget. Mon hun var klar til at ændre hele sit liv? sin hverdag? og muligvis også hende selv?. Da hende og hendes familie var flyttet ind, og Anastasia skulle starte i high school, hvem er så denne charmerende, sexede, lækre, og alligevel bekendte fyr, hun ved en uheld støder ind i på gangen? hvad er han for en fyr? kender de allerede hinanden? Læs og find ud af det!

0Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. flytningen

"Anastasia! kom så!." lød det nede fra stuen. Det var hendes far, de skulle til og flytte fra Texas og ind i en eller anden storby. Alle ville sikkert se det som en ny oplevelse, men ikke når man var Anastasia, og var vant til og side hjemme og læse bøger eller ride en langtur, medmindre hun var i skole selvfølgelig. Kedelig eller hvad? det kan i fandme tro.

"Ja jeg kommer!.. medmindre jeg kan blive her hos bedstemor og bedstefar?" Hun ville gøre alt for at blive. Altså, hvad var der overhovedet der var så skide spændene ved den så kaldte "storby"? 

"Den diskurtion skal vi IKKE til og have igen Anastasia! kom så!!" Det var så hendes svar.. ingen diskurtion der..

"Slap da lige lidt af for fanden da!! jeg kommer, jeg skal bare lige finde min bog og mine høretelefoner!" hun tog ingen steder uden sin bog, eller sine høretelefoner for den sags skyld.

"Gider du for en gangs skyld tag og styre dit sprog Anastasia?!" Hendes far var ikke altid sådan. Eller jo.. måske.. men ikke hvis man hjalp ham, med diverse ting rundt omkring, Eller bagte kage til ham.. En hel masse kage.

"Anastasia let røven og kom herned for fuck da!" Det var hendes storbror Anders. Pisse nederen hvis i skulle spørge fra nogen. 

"Årh hold din kæft Anders! og forresten så bland dig udenom din klovn!!" Så kunne han smage lidt på den kunne han.

"Du skal fandme ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal din...." Og mere nåede han ikke og sige før han blev afbrudt at deres bedstemor.

"Så i to!! det her er sidste gang, vi skal se hinanden i et stykke tid, og i vælger og bruge den på og skændes, og kalde hinanden grimme ting?" Så satte bedstemor Bettie foden i. I samme øjeblik kom Anastasia gående ned at trappen, og kigge skamfuldt ned på sine fødder, efterfuldt af Anders.

" Undskyld bedstemor.." sagde de begge i kor.

" Det er okay"  sagde hun med et smil på læben, og vist nok også med en lille tåre i øjet. 

"I bliver så hurtigt  store begge to" sagde hun med tåre strømende ned af kinderne, og et smil på læben.

" Hehe rolig nu bedstemor" sagde Anastasia stille og roligt og gik hen til hendes bedstemor og gav hende en kæmpe krammer, som tegn på at de snart ville se hinanden igen. Og det samme gjorde hendes storbror. 

" Skat er du sikker på du ikke lige vil skifte trøje enden vi tager afsted? der er koldere i London." spurgte hendes mor med et smil.

"Det er fint mor, jeg har en hættetrøje i min taske." Svarede Anastasia stille

 "Pas nu på med at gå i dine mave trøjer derover Anna pigen, du ved ikke hvordan drengene er derover." Sagde hendes bedstefar stille og roligt, men stadig alvorligt.

"crop tops bedstefar.. og Rolig nu, jeg har haft den bedste lære mester i selvforsvar, så de kan bare komme an" Sagde Anastasia med tåre ned af kinderne og et smil på læben. Og forresten så hørte i rigtigt. Anastasia kunne skam forsvare sig selv. Hun overraskede altid folk hvis de prøvede på noget, det var nok en af grundene til at hun havde haft så meget respekt i den gamle High schoolsom hun havde.

" det er min pige" Sagde hendes bedstefar og smilede igen, og også med tåre i øjnene. Deres bedstefar græd ellers aldrig. Selv ikke engang da han havde fået et søm i foden, af en sømpistol.

" Kom så unger vi må til og afsted" Sagde deres mor og far, mens deres mor var ved at bryde ud i gråd.

" Jeg kommer sådan til og savne jer bedstemor og bedstefar.." Sagde Anastasia, og var bogstaveligtalt ved at blive kvalt, ikke så meget af hendes tåre, men det var som om hun havde en kæmpe klump i halsen som ikke ville forsvinde.

Da de alle havde sagt farvel til hinanden, og de alle (undtagen bedstefar og far + Anders selvfølgelig) nær havde grædt deres egne øjne ud, var det tid til at tage afsted.  Da de havde sat sig ind i bilen og praktisk set klar til og køre, kom deres bedstemor og bedstefar ud med en kæmpe pakke til dem værd. 

"Bedstefar hvad er det?" Spurgte Anastasia nysgerigt, og med store øjne.

 "det er bare en lille gave fra lillemor og jeg" sagde han smilende, og afleverede pakken.

"En lille gave?!?, Bedstefar det er jo kæmpe!" sagde Anders, med ligeså store øjne som Anastasia.

" hehe... i kan åbne den når i er kommet på plads i London ikke?" Sagde deres bedstefar bare med stille og rolig stemme.

"jeg kommer sådan til og savne det her..." sagde Anastasia til dem begge.

"jeg er sikker på tærenet, også kommer til at savne dig. og alle dine rideture Ana"  sagde bedstefar, med et stille smil på læben.

"vi ses unger" sagde bedstemor og bedstefar i kor. Og det var det... ikke mere Texas. ikke flere rideture. Ingenting af det hun havde før.. Det hele ville ændre sig. Selv nat og dag ville bliver forskelligt. 

"hvordan har i det unger?" spurgte deres mor.

"okay." sagde Anders tørt. Nærmest tørre end, tør selv.

"hvad med dig Ana?" Hun hørte ikke rigtig efter, altså.. hun hørte musik og var forgabt i en bog, så hvordan kunne hun? så anders prikkede til hende. hun tog sin mobil frem, satte musikken på pause, og satte en finger der hvor hun var kommet til, og sidst men ikke mindst. vippede hun sine solbriller op på hovedet, og kiggede op på Anders-

"ja?" spurgte Anastasia med gennem trængende øjne. 

"mor snakker til dig" mere sagde han ikke.

Anastasia ændret person, og kiggede på sin mor.

"hvad?" spurgte hun med ligegyldig stemme.

"hvordan har du det?" spurgte hendes mor, på samme måde som før.

"jeg har det vel fint, bortset fra at jeg lige nu bliver tvunget væk, fra dem jeg holder mest af." svarede Anastasia ligeså tørt som hendes storbror. Hendes mor sukkede bare og kiggede stift ud a vinduet, og Anastasia tog sine solbriller for øjnene igen, trykkede på play, og begyndte og læse videre , og før de vidste af det, skulle de med flyet.

"Anastasia, du skal slukke for din mobil når vi kommer op i flyet" sagde hendes mor blidt og kærligt.

"og hvorfor så det?.." spurgte Anastasia, ligeså ligegyldig som tideligere.

"fordi din mobil kan forstyre kontrol panelet i flyet Anastasia.." sagde hendes far udkørt. Anastasia rullede bare med øjnene og sagde så. "fint." 

"Hvorfor er i sådan her unger?.." spurgte deres mor.

"Ja vi har aldrig haft så meget knas på linjen med jer, hvad er det vi har gjort?." spurgte deres far bekymret.

Anastasia og Anders kiggede på hinanden. og Anders sagde så.

"Hmm lad mig se.. i trækker os væk fra dem, der betyder alt for os, uden og advare os! i skider på hvad vi har og sige om det her LORT! i gør det bare, fordi i mener det er bedst for os, selvom i inderst inde godt ved, at det ren indbildning, og at i gør det for jer selv!"

" + det er fuldstændig uacceptalbelt at i TVINGER os væk fra Texas, når vi har fået tilladelse til og bo hos bedstemor og bedstefar.!" sagde Anastasia, i samme rasende tonefald som hendes bror.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...