Hate the way you lie - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
Pludselig går det op for mig hvad det er jeg har gjort. Jeg begyndte at ryste, og sveden kom stille frem i mine håndflader. Det her, lige nu, er ikke det værd. Du skal bare slippe den, inden du gør noget dumt eller forhastet. Men det var jo allerede sket. Jeg havde lavet snittet. Grebet om kniven jeg havde i hånden blev strammere. Rachel, en pige på 16 som har mistet sin lillebror. Hendes veninder, Stacie og Monica fanger hurtigt at hun ikke er som før, men har Rachel nogensinde tænkt sig at fortælle om det. Kan hun det? Få sig selv til at åbne op, hvilket hun vel på en måde bliver nødt til, også selvom hun flyttede til skolen for 3 uger siden, og kun lige er ved at lære folk rigtigt at kende. Stoler hun nok på dem? Stoler hun nok på Justin? Kan HAN nogensinde gøre en forskel? Følg med i Hate the way you lie, for at få svaret. *Justin er ikke kendt*

52Likes
40Kommentarer
12176Visninger
AA

10. Kat

 

*Justins synsvinkel*

"Justin hvad er det du vil have jeg skal sige?" udbrød Rachel frustreret. "Vi taget det senere, lige nu skal vi have styr på den blødning" svarede jeg tilbage, lidt for hårdt. Det var bare frustrerende, at se alt det blod løbe ned af hendes arm, fra noget der slet ikke lignede en rift fra en kat. "Det her kommer nok til at svie lidt" sagde jeg så, og kiggede hurtigt på hende. Jeg fik noget sæbe ned i såret, og jeg lagde mærke til at hun begyndte at spænde. Jeg tog igen hendes arm under håndvanen, og fik det renset nogenlunde. Jeg kiggede kort på hende. "Bliv stående, jeg er tilbage om lidt" og med det forsvandt jeg ud af køkkenet, og ind i badeværelset, og da jeg ledte efter forbindingen tænkte jeg over hvordan det var sket. Måske var hun blevet overfaldet? Men så havde hun nok fået lidt flere mærker og sår, end kun 1 på overarmen. Måske skar Anders hende ved et uheld da de lavede mad? Eller hendes mor. Eller far...

Jeg fandt endelig bandagen, og der gik det op for mig. Kunne hun have cuttet? Jeg stivnede og tænkte mig om. Hun virkede til at være okay, Monica havde også lagt mærke til det hvis der var sket en ændring eller... Fuck. Hun havde jo lagt mærke til noget. Jeg ved ikke hvad, men hun havde været bekymret for hende den anden dag, da hun snakkede med Monica. Ej mon dog, det ville være mærkeligt hvis hun havde. Hun var både smuk, sjov og selvsikker, tænkte jeg inden jeg drejede rundt om hjørnet og igen var inde ved hende i køkkenet.

"Kom med armen" smilede jeg svagt til hende og hun rakte den frem. Først lagde jeg noget vat af en art ovenpå selve såret, og snørede så forbindingen rundt om hendes arm, og fik sat den fast. Da jeg endelig kiggede op på hende, kiggede hun ned i gulvet. "Rachel" mumlede jeg og hun kiggede endelig på mig. "Hvad skete der rigtigt?" spurgte jeg så, og lænede mig tilbage op af spisebordet.

"Det har jeg jo sagt, min kat" - "Rachel tror du seriøst at jeg tror på at det er din kat, der har kunne rive dig så slemt?" Da hun ikke svarede fortsatte jeg. "Du er virkelig dårlig til at lyve, så prøv nu og kom med noget bedre" Det var ikke for at virke hverken sur, eller hård men jeg ville vide det hvis hun ikke havde det godt.

Tåre begyndte at samle sig i hendes øjne, og en hård ubehagelig klump samlede sig i min mave, og da den første tåre faldt ned af hendes kind hev jeg hende indtil mig, og krammede hende længe. Lige indtil et sidste snøft lød og hun trak sig fra mig. "Jeg har brug for at sidde ned " sagde hun så, og kløede sig lidt i nakken. "Så gør vi det" smilede jeg til hende, og vi gik så ind på Ryans værelse.

Efter noget tid, smilede hun sørgmodigt til mig. "Jeg løj ikke med det med katten" sagde hun så, og kiggede mig direkte i øjnene. Jeg kiggede længe på hende før jeg vendte blikket mod døren. "Jeg ved godt at det ikke forklarer hvorfor jeg græd før, men jeg sværger at det bare var min kat der rev mig"
Hun lød mere sikker på sine ord denne gang, og jeg drejede igen mit blik over på hende. "Du skulle have gået til lægen med den rift. Den er virkelig dyb." Hun nikkede sig enig, og kiggede så frem for sig.

Sådan sad vi lidt i noget tid til hun brød stilheden. "Der sker nogle ting derhjemme" sagde hun så og tårerne samlede sig igen i hendes øjne. "J.. jeg" knækkede hendes stemme, og lagde armen om hende, for at klemme mig ind til hende.
"Hey, det er okay hvis du ikke vil snakke om det. Men hvis du nogensinde skal få brug for det er jeg lige her" Jeg sluttede af med at give hende et kys i tindingen.

Hun nikkede og tørrede sine øjne igen for at kigge på mig. "Ser jeg okay ud?" spurgte hun, mens en lille snert af usikkerhed sneg sig under spørgsmålet. "Tror aldrig du kan se helt grim ud" svarede jeg, og lagde mærke til rødme der lige så stille varmede hendes ansigt op.

"Ej jeg driller. Du ser lidt kogt ud" sagde jeg så og sendte hende et det-ser-ikke-for-godt-ud ansigt. Det kostede mig et slag på skulderen, og et smil.

***

"Så er vi tilbage" smilede hun, da vi trådte ud igen, hvilket blev modtaget med en jubel fra Sarah som var den eneste der ikke enten var med til drukleg eller dansede i takt med musikken på havebordet. "Hold da op" hviskede jeg i Rachels ører og hun grinede svagt, da hun drejede sit blik mod mig. "Jeg ved ikke med dig, men jeg skal have noget mere at drikke" og så smuttede hun over til Selena, Jonas og de andre som havde travlt med at hælde shots ned.

"Det er længe siden" smilede jeg til Sarah, da jeg satte mig overfor hende. Hun nikkede sig enig og drak noget af sit glas. Rachel og jeg havde været væk i længere tid end det føles som, så jeg havde ikke styr på hvad folk drak længere. "Det må du nok sige" svarede hun endelig, da hun satte glasset fra sig. "Lad os blive ved sådan ik" og med det rejste hun sig, og Selena overtog hendes plads. "Av var" smågrinede hun, og jeg smilede til hende. Men det var nok mere fordi hun sad og sejlede. "Det må du nok sige" svarede jeg så, og kiggede mig over skulderen efter Rachel.

Men straks fik Selena fanget min opmærksomhed ved at sige "du kan godt lide hende". Jeg fugtede mine læber. "Hun er min bedsteveninde. Det ville være underligt hvis jeg ikke kunne" svarede jeg med et skuldertrak. "Det er ikke det jeg mener" sukkede hun. "Det kan godt være at hun ikke kan se det, men jeg har lagt mærke til hvordan du kigger på hende" smilede hun selvsikkert og rejste sig fra mig. "Når man snakker om solen" smilede hun inden hun gik.

Jeg nåede kun at undre mig i et sekund, før Rachel dumpede ned ved siden af mig. "Hvad handlede det om" spurgte hun og jeg rystede kort på hovedet. "Intet særligt" svarede jeg så, og blev fanget af hendes øjne. Det vand hun havde fået i ansigtet havde virkelig hjulpet på de røde øje, og det makeup der lå ude på Ryans badeværelse, havde hun også været glad for at finde. Spørg mig ikke hvem der ejer det, men lad os håbe det ikke er Ryan.

"Justin du stirre" grinede Rachel. Jeg svarede ikke, men tog bare noget at drikke fra det halvfyldte glas som stod på bordet, da Rachel fór op fra sofaen. "Den sang er fucking fråderen" smilede hun stort og begyndte at danse. "Kom nu, ikke så kedelig Justin" grinede hun og jeg rejste mig op. "Okay okay" grinede jeg og smørrede ærmerne op. De andre kom hurtigt hen til os, og snart stod vi en kreds og fyrede alt for fede dansetrin af sted.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...