Mellem Birketræerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2014
  • Opdateret: 27 sep. 2014
  • Status: Færdig
Mit biddrag til konkurrencen "Inspireret af et billede". En beskrivelse af hvordan kærlighed kan flettes af rosenkranse, og om at det er så meget mere end diskotekernes bas og neonlys.

1Likes
2Kommentarer
114Visninger
AA

1. Mellem birketræerne

Jeg ser ud i mørket, det eneste der tegner sig foran mig, er det mælkehvide i dine øjne. Lyset omkring os er dæmpet, skoven er øde. Mit hjerte overdøver den påtrængende lyd af ingenting. Dunk, dunk, dunk. Den regelmæssige rytme er hurtigere end normalt, ligesom bassen på et diskotek. Neonlyset fra dansegulvet pumper gennem mine årer. Bassen er drivkraften for alle de svajende mennesker, hvis skikkelser blot er svagt optegnede silhuetter.

Du er den eneste silhuet i mørket, der indhyller os, svøber os sammen, trods vi står så langt fra hinanden. Der er ingen neonlys eller bas. Bare en øde skov med ranglede birketræer.

Jeg mærker, hvordan det sitrer i mine fingre. Regnen plasker om os, paraplyen bagerst i bilen gør ikke mere gavn end en gennemblødt avis.
Jeg knytter mine hænder. Kom lidt tættere på, bare lidt. Din skygge er så fin og kantet, trods regnen slører dig. Jeg kan tydeligt se dit adamsæble, din mørkeblå krave, dit pjuskede, våde hår, dine læbers rundede kanter, din næses svaj …
Jeg skæver til mit armbåndsur. Mørket dækker over visernes viden, og jeg kigger i stedet ned i jordens mudrede overflade. Den eneste belysning er lygterne fra din Toyta, der endnu lyser op. Hvornår mon også det lys slukker?

En tøvende bevægelse fra dig stjæler min opmærksomhed. Mit hoved kigger op per refleks. Dine øjne fokuserer på jorden, mens du skifter vægten fra det ene ben til det andet. Jeg ånder svagt ud. Hvor længe mon jeg har holdt vejret? Dit hoved drejer over mod træerne, der slører skovbunden. Din højre arm glider ned over dit venstre jakkeærme, strejfer din hofte. Du kigger kejtet ned i jorden igen.
Du virker så skrøbelig, som du står der i mørket. Jeg får lyst til at holde om dig, selvom det var dig, der burde holde om mig. Jeg vil så gerne mærke din krop tæt op af min.
Vi er hver vores vindblæste træ på en øde hede. Vinden rykker dine rødder op, min kærlighed rodfæster dem igen nær mig. Jeg svajer ind mod dig, vores grene filtrer sig sammen, ligesom vores fingre burde flette fine rosenkranse i mørket mellem birketræerne og deres halvnøgne stammer.

Jeg kan se din ånde danne fine, hvide skyer. Du begraver dine hænder dybt i lommerne på din jakke, og trækker dine skuldre op til dine ører.
Jeg håber, du vil kigge på mig og nærstudere min silhuet, sådan som jeg betragtede din, og jeg håber, du vil lægge mærke til min frysende skikkelse, der råber på din kærlighed, og jeg håber, du vil holde om mig og strejfe mine læber i et uendeligt kys.

Jeg tænker alt det, mens jeg akavet holder øje med dine fødder, der plasker rundt i vandpytterne, som så småt er begyndt at tegne sig større. De bevæger sig så langsomt, dine fødder, men mine øjne opfanger alligevel den måde, de med tøvende skridt bevæger sig tættere på mine.
Dine skosnuder er få centimeter fra mine. Jeg kigger op, og selvom jeg kun ser det mælkehvide i dine øjne, kan jeg også se, at du kigger ind i mine. Jeg mærker dine hænder om mine hofter. Jeg har rodfæstet din kærlighed nær mig, som de roser vi snart vil flette rosenkranse af, for vi vil alligevel ikke passe ind mellem bassen og neonlysene blandt de svajende silhuetter.

Jeg læner mig ind mod dig. Du hvisker i mit øre: ”Du er min,” og selvom vi ikke har rørt et kys endnu, så er vi alligevel så langt foran.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...