SLIder // standby

Jeg når ikke at tøjle min overraskelse, og dette resulterer i, at min telefon giver et mærkeligt, dysfunktionelt klik fra sig. Forsigtigt sænker jeg den fra min kind, som den ikke har rørt, og jeg kan konstatere, at selv om batteriet nu truer med at være helt fladt, så er opkaldet stadig i gang. Denne gang er det mig, der slipper et lettelsens suk løs. *** Ryan er ikke vant til, at folk ønsker hans selskab, så da han pludselig en nat får mulighed for at hjælpe en medstuderende i nød, kan han ikke sige nej. Men hvad han ikke ved, er, at denne handling får konsekvenser, som han ikke er helt sikker på, at han kan håndtere.

12Likes
10Kommentarer
603Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Efter et langt, ydmygende tidsrum i akavet tavshed finder min hals endelig ud af at omsætte den hvæsende lyd fra mine lunger til ord: “Lad os gå.”

Så snart ytringen er faldet ud over spidsen af min tunge, ønsker jeg, at jeg havde sagt noget helt andet. Ethvert normalt socialt begavet menneske ville have sagt noget i stil med “hej” eller “godaften” eller “det gør ikke noget” - men selvfølgelig er jeg socialt retarderet, og normer hjælper mig ikke det mindste. 

Mine kinder bliver varme, så jeg er glad for, at hun ikke med sandsynlighed kan se deres farve i mørket. 

I stedet for at påpege hvor ubehøvlet jeg lige har været over for hende, nikker hun bare og tager et skridt nærmere. Jeg vender mig midt i et skridt for at sætte kursen tilbage i samme retning, som jeg er kommet. En del af mig vil bare gerne have det her overstået, så jeg kan komme tilbage i seng.

Hvorfor jeg er så ivrig efter at se dyner igen, ved jeg ikke, for jeg er ikke længere den mindste smule fysisk træt. Min krop er som et fuldt opladet batteri, der bare venter på at få mulighed for at udløse sit energiindhold. I mit hoved er det en helt anden sag, men det er der intet unormalt over, så jeg kan ikke tillade mig at brokke mig. 

Som vi går ved siden af hinanden på den mørke vej, kan jeg høre vores fodtrin langsomt overtage som hovedkilde til lyde omkring os. Jeg drager et dybt suk, der sender iskold natteluft ned i mine lunger og får molekylerne til at bevæge sig. 

Måske er jeg lidt for paranoid og påpasselig, men jeg synes næsten, at jeg kan se små gnister dannes i luften sammen med min ånde. Mine åndedrag bliver hurtigere og hurtigere, i takt med at min nervøsitet stiger. Det er ikke godt - langt fra - men jeg kan ikke gøre andet end at forsøge at tage mig sammen. 

Vi går længe uden at sige noget, side om side. Af og til kan jeg ane, at hun ser på mig ud af øjenkrogen, men hun respekterer mit manglende engagement i samtale. Lysten til at tale med hende er der, men jeg er bange for, at hun vil misforstå mit initiativ og antage, at vi kan hænge ud en anden gang eller tale sammen mellem timerne. Dét er ikke nogen god idé, så jeg forholder mig tavs og bider min nysgerrighed i mig. 

Vi passerer mit hjem, hvor mine forældre ligger og sover så trygt, som man nu kan sove i den tro, at der er en vanskabning under samme tag. Alle vinduer er mørke, og ingen gadelamper kaster lys over grunden. Udendørslampen ved siden af den blåmalede hoveddør er sprunget, og jeg husker præcis, hvordan det gik for sig, men jeg forsøger at lade være med at tænke på det. 

Psykologen siger, at jeg skal lade være med at beskylde mig selv for alt, hvad der sker. Lægerne siger, at det må være noget, jeg kan kontrollere, og at jeg skal lære at lægge bånd på mig selv. De forstår ikke, hvad jeg går igennem, for så snart deres evne til at tænke kommer i kontakt med min hud, er den ikke meget værd. De ser ikke, hvad der er lige for næsen af dem, selv ikke når det bliver belyst af neonlys og projektører. 

Så når der ikke er megen hjælp at hente - for jeg kan ikke lade være med at bebrejde mig selv, og jeg kan ikke få en seriøs diagnose - bliver jeg jo nødt til at klare mig, som jeg kan. Og af og til involverer det alvorlige udfald af situationer, der burde være uproblematiske. Andre gange betyder det, at jeg skal bide den sidste lille rest af sociale egenskaber, jeg besidder, i mig. Som nu. 

“Wow,” siger en dæmpet, imponeret stemme ved siden af mig. “Det ser så normalt ud.”

Jeg hæver et øjenbryn, ikke helt sikker på om jeg skal være fornærmet. “Hvad mener du med det?”

Hun ler stille, som om det morer hende, at jeg stiller et spørgsmål. Hendes latter lyder anderledes end nogen, jeg nogensinde har hørt. Lidt som den fjerne ringen af sirener fra en brandbil: ildevarslende, men hørbar overalt, uundgåelig, fremkaldende nysgerrighed. 

Noget ved mit ansigtsudtryk må signalere, at jeg ikke synes, at det er sjovt, for hun stopper sig selv og vender ansigtet i modsatte retning, mumlende: “Ikke noget.” 

Jeg vil gerne spørge mere ind til det, tvinge hende til at fortælle mig, hvad der er så morsomt. Men jeg minder mig selv om, at nysgerrighed før har kostet mig dyrt, og at det ikke skal ske igen. Aldrig nogensinde vil jeg lade mig lokke i fristelsernes fælde. 

Så vi fortsætter i øredøvende tavshed, tydeligvis begge med spørgsmålende liggende lige på tungespidsen, klar til at blive stillet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, men i det mindste er min nervøsitet dalet en lille smule, så jeg ikke længere behøver at frygte, at jeg sætter et tilfældigt hus i brand eller noget lignende. 

Minutterne snegler sig af sted, så jeg sætter farten lidt op for ikke at forlænge vores begges pine unødvendigt. Cynthia følger med, forsøger sågar at holde trit med mine fodtrin, selv om det ikke lykkes helt. Fordi alt andet er stille, kan jeg høre hendes vejrtrækning blive dybere, mere stønnende, søgende efter iltmolekyler. 

“Hvorfor tog du egentlig ikke din telefon, da jeg ringede til dig lige før du kom?” vil hun vide, og denne gang er der noget i hendes stemme, der tvinger mig til at løsne lidt op. Nok til at finde det lille apparat frem og vise hende den sorte skærm.

“Den er død,” bekendtgør jeg, som om hun ikke allerede kan se det selv. 

“Men den virkede for en halv time siden,” påpeger hun spørgende.

Jeg bider mig i læben. “Ja, men mine telefoners levetid er altid kort,” ender jeg med at lade hende vide.

“Hvorfor?”

“Du ved godt hvorfor.” Det er en konstatering fra min side, der ikke kan diskuteres. For jeg ved, at hun har hørt rygterne, der kommer så skræmmende tæt på virkeligheden, at jeg ikke kan fortælle hende det bedre med mine egne ord. 

Alle kender rygterne. Alle ved, hvorfor de skal holde sig på afstand af mig. Det har delvist noget med min udstråling at gøre, men mest af alt handler det om, at jeg kan forårsage mere skade, end det lige ser ud til. Alle der kender mig ved, at min lidelse ikke er noget, man skal spøge med, uanset hvad lægerne siger. Alle og enhver ved, at jeg er en tikkende bombe, der kan gå i luften uden varsel. 

“Jeg håbede, at det bare var historier,” tilstår hun godmodigt og forsøger at smile. I mørket afslører skyggerne imidlertid hurtigt, hvordan hendes mundvige trækkes nedad igen. 

“Historier er gode, indtil de bliver til virkelighed,” siger jeg og sparker til en sten, der er trillet ud på vejen. Dens kollisioner med asfalten kan høres langt frem i stilheden, der ellers trækker sig sammen omkring os som et tykt tæppe, hvis formål er at dæmpe lyde og egenskab er at kvæle. 

“Ikke alle historier er onde eller skræmmende,” pointerer hun. 

“Nej,” medgiver jeg villigt, “men selv den mest sukkersøde Nicholas Sparks-roman har et grusomt twist, normale mennesker gerne vil undgå.”

Hun åbner munden i protest, men der kommer ikke en lyd ud. Så finder hendes læber sammen igen og lukker sig om alle ord, der måtte være på hendes tunge. Hvis hun da kan finde dem. 

En del af mig er glad for denne kvalitet. Denne ene gode ting ved mig, der ikke skader nogen direkte. At jeg er svær at diskutere med, fordi jeg har gennemtænkt alting så grundigt, at jeg oftest har et kvikt svar i ærmet. 

“Har du nogensinde læst Sparks’ værker?”

Jeg tillader mig at smile skævt. Det kan umuligt skade. “Ligner jeg én, der læser  forudsigelige kærlighedsromaner?”

“Ikke ligefrem. Men hvis du kan sige, at de er forudsigelige, må du jo vide, hvad de handler om.”

Fanget. Satans. 

“Okay,” bliver mit svar, og jeg ved godt, at det er tvetydigt, men der er ingen pointe i at komme med en tilståelse, for hun har allerede regnet det ud. 

Vi kommer tættere på byen, hvor der er mange flere gadelygter og mange flere huse, hvor der stadig er lys i vinduerne. Langs hovedgaden, som vi kommer til at gå på, er der barer og natklubber, som stadig er åbne og kaster deres skiftende, farvestrålende lys ud i nattemørket. Alt lyset blinker, mens vi går forbi, og grundet scenen kan jeg næsten lade, som om jeg ikke mærker al den energi, der bliver absorberet i min hud, mine muskler og mine knogler og gør mig helt statisk. 

Jo mere fuld af spænding jeg bliver, des mere blinker lysene omkring os, og Cynthia lægger armene omkring sig selv og varer sin mund. Måske bider hun sig i tungen for at undgå at stille de mange umulige spørgsmål, der uden tvivl plager hende i dette øjeblik.

Fordi jeg aldrig har ret meget at frygte personligt, tænker jeg aldrig over, hvordan det er at færdes i byen ved nattetid, men jeg forstår godt, hvorfor hun ikke vil gå hjem alene. Hvert gadehjørne er optaget af mindst én person, der er i færd med at drukne sit forfærdelige liv og søge efter lykken på bunden af rød-hvide dåser, irgrønne flasker eller medicinsk udseende kanyler. 

Havde jeg ikke været klogere, ville jeg have prøvet noget lignende, for jeg kan ikke påstå, at jeg nyder at være mig. Men jeg ved godt, at det vil være lidt for nemt at tage imod glemslen med åbne arme, såfremt det overhovedet lykkes mig at få fat i noget, der kan hjælpe mig med det. 

Min evne til at tænke kritisk fortæller mig, at jeg ikke vil finde glæde på bunden af en flaske eller i en kanyle. Faktisk er jeg ret overbevist om, at de ting kun vil gøre mit liv værre.

“Det er til venstre næste gang,” fortæller min ledsager mig, og jeg skriver mig det bag øret, indtil det bliver tid til at dreje. 

Vejen, vi ender på, fører til de pænere kvarterer, der munder ud i herskabsvillaer med udsyn over de bakkede landskaber. Vi er ikke langt fra bymidten, men der er en verden til forskel. Her er ingen subsistensløse, ingen problemmagere. Kun rene fortov, der får den daglige manicure hver morgen, så ingen skal tro, at de ikke får, hvad de betaler for med den skyhøje husleje. Husene ligner de mennesker, der bor her: monumentale, stolte, vedligeholdte fra kælder til kvist med krystalklare vinduer, som tjenestefolkene har taget sig af at polere i mange år. 

Jeg får lyst til at spørge, om hun vil have noget imod, hvis jeg går hjem, men det virker en tand for uhøfligt. På den anden side har hun tilladt sig at trække mig ud af sengen midt om natten og fået min telefon til at brænde sammen. Teknisk set er sidstnævnte ikke hendes skyld, men hvis jeg ikke havde været der på det tidspunkt, ville det aldrig være sket. 

Pludselig stopper hun op med et let, sigende skuldertræk. Bygningskonstruktionen tårner sig op bag hende, majestætisk, frygtindgydende i nattemørket. Vinduerne er mørke, men det er, som om skyggerne i dem hvisker i hendes ører, at hun skal komme indenfor. I sammenligning med fæstningen i baggrunden ligner hendes skikkelse et barns: lille, harmløs og uskyldig. Og måske er hun de ting, men hun behøver ikke at være farlig for at skabe en katastrofe, så længe jeg er i nærheden. 

Selvbevidst træder jeg et skridt baglæns og nikker.

“Tak for hjælpen, Ryan,” siger hun. “Jeg er virkelig glad for, at du gad at følge mig hjem.”

“Intet problem,” mumler jeg, og før nogen af os kan nå at sige mere, vender jeg mig om og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...