SLIder // standby

Jeg når ikke at tøjle min overraskelse, og dette resulterer i, at min telefon giver et mærkeligt, dysfunktionelt klik fra sig. Forsigtigt sænker jeg den fra min kind, som den ikke har rørt, og jeg kan konstatere, at selv om batteriet nu truer med at være helt fladt, så er opkaldet stadig i gang. Denne gang er det mig, der slipper et lettelsens suk løs. *** Ryan er ikke vant til, at folk ønsker hans selskab, så da han pludselig en nat får mulighed for at hjælpe en medstuderende i nød, kan han ikke sige nej. Men hvad han ikke ved, er, at denne handling får konsekvenser, som han ikke er helt sikker på, at han kan håndtere.

12Likes
10Kommentarer
607Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Jeg bør ikke løbe, men jeg gør det alligevel. Det tager mig ikke lang tid at komme op i fart, og jeg bemærker næsten ikke, hvordan jeg tager halvdelen af vejens belysning med mig. Lygtepælenes hvidgule blikke flakker, når jeg passerer dem, som om de ikke kan bære at se på mig. Selv de mekaniske genstande synes at væmmes ved mig.

Men i nat er jeg næsten ligeglad. I nat føler jeg mig så fri, så opfyldt af energi, at jeg er overbevist om, at jeg kan flyve. Sålerne på mine gummisko smælder mod asfalten på den snoede vej, der fører væk fra mit hjem, og luften forlader mine lunger og skaber knitrende skyer af damp i den kolde natteluft.

Vi bor afsides, min familie og jeg, og med god grund. Den eneste, der bor længere væk fra civilisationen end mig, er Kenneth. Hans forældre ejer en gammel villa langt væk fra bymidten, og når de er ude af byen, er der som regel fest i gaden. Jeg har set det fra mit vindue mange, mange gange, og det har resulteret i en del kortslutninger. 

Cynthias telefonopkald nærer jeg ingen illusioner om, men i mine mest hemmelige tanker er det en håndsudrækning - et tegn på at folk gerne vil have mit selskab. Naturligvis vil det være at narre mig selv at tro på, at hun vil huske, hvad hun har gjort i morgen, selv om hun måske ikke er fuld. I morgen er hun tilbage i sin egen seng og har glemt alt om det faktum, at hun ringede til freaken i nattens løb.

Nerverne vinder ind på mig, da jeg ser en gruppe fyre på min egen alder - muligvis folk, jeg bør genkende, men som mine øjne ikke identificerer i mørket - forsvinde ind mellem træerne på den ene side af vejen. Til modsatte side løber floden gennem landskabet, og jeg husker på meget levende vis, hvordan min “særlige egenskab” mere end én gang har reddet mig fra at ryge en tur i vandet. 

Det går op for mig, hvad jeg laver, da en lygtepæl går ud i nærheden, og en ung mands stemme råber i mørket: “Hva’, gutter, tror I, at Ryan the Freak har tænkt sig at aflægge os visit i aften?” Jeg holder vejret og lytter efter svar.

De andre begynder at skraldgrine, og deres latter lyder som et svindende ekko i mit hoved, fordi de bevæger sig længere og længere på forsvarlig afstand. Forsvarlig afstand.

Mine fødder stopper, og jeg gisper efter vejret. Samtidig forsøger jeg at holde mit åndedræt lydløst, hvilket resulterer i, at jeg kommer til at hoste. Krampetrækningerne vrider mit ansigt og min krop ud af kontrol, og jeg kan mærke, hvordan statisk elektricitet får mit hår til at rejse sig. Lygtepælene længere fremme imiterer mine bevægelser, og min erfaring og frygt gør bare det hele meget værre. 

Jeg vil tvinge mig selv til at holde op med at hoste - til at tvinge mig selv tilbage til den tilstand af magt og kontrol over mig selv, jeg er blevet så god til at opretholde. Men jo mere panisk jeg rækker ud efter denne tilstand, des mere blotter lygtepælene deres mørke grin af mig, indtil de hånende går ud med et kollektivt suk. 

Mørket omkring mig er næsten totalt. Det er svært at se mere end det nærmeste træ, fordi det nærmeste hus er Kenneths, der er skjult bag et sving. Vinduernes lys ville ellers have været til stor hjælp, specielt fordi jeg så ikke ville behøve at finde min telefon frem. Handskerne, jeg har på, er ikke gode at arbejde med, men de er nødvendige, hvis jeg vil håndtere mekaniske genstande. 

Da jeg finder min telefon frem, er mine omgivelsers hån over min tåbelighed komplet, for uanset hvilken knap, jeg trykker på, får jeg bare en blank, sort skræm at se. Den stirrer intenst på mig, næsten i ét med mørket, men desværre tydelig nok til, at jeg ikke tager fejl af genstanden.

Frustreret og med svindende mod stopper jeg telefonen tilbage i den lomme, jeg trak den op af tidligere. Måske skal jeg bare gå hjem igen i en vældig fart og håbe på, at Cynthia ikke finder på et kræve en forklaring af mig senere hen. Hvorfor var det nu også lige, at jeg skyndte mig så meget herud? Cynthia har ikke brug for at være hjemme lige med det samme - ellers havde hun formentlig ikke spurgt, om hun kunne overnatte hos mig. Desuden kender jeg hende ikke rigtig, og hun har aldrig gjort noget for mig, der retfærdiggør min tåbelige opførsel overfor mig selv og mine forældre. 

På den anden side vil det være latterligt at vende rundt nu, for så har turen og ødelæggelsen været helt forgæves. Alene af denne grund - forsøger jeg at overbevise mig selv om - fortsætter jeg fremad på den mørke vej og ser ned mod mine skosnuder, mens mine øjne vænner sig til mørket. Der er reflekser på skoene, men de hjælper så godt som intet, når der ingen form for lys er til at få dem til at skinne. 

Jeg trasker af sted og forsøger at få den sidste rest af desperation ud af mit hoved i takt med, at min puls falder til ro. Lydene af stemmer, der svarer hinanden højlydt i det fjerne, når mine ører nu, da blodet ikke længere bruser på samme måde. Trætheden og frygten kæmper om min opmærksomhed, for den udladning, jeg netop har lavet, tærer på kræfterne, og tanken om at andre mennesker er inden for en kort radius er ikke just betryggende, når man er mig. 

Min ene fod træder ud i den græsbegroede grøft, og jeg træder omhyggeligt lidt til modsatte side for ikke at miste fornemmelsen af, hvor vejen er. Jeg kan se mere nu, men to forskellige former for mørkt underlag er alligevel for stor en opgave for mine øjne at se forskel på. 

Et øjeblik senere ser jeg den første lille smule lys fra huset længere fremme. Vinduerne er oplyst, og jeg kan se sorte linjer, der formentlig er menneskelige silhuetter, vade forbi dem på må og få. Andre skikkelser hænger ud udenfor, og det er stemmerne fra disse, jeg har kunnet høre i et stykke tid. Nu blander den orale kommunikation sig med den taktfaste dunken af musikkens bas, der utvivlsomt får hele huset til at ryste i dets solide fundament.

Kold luft strømmer ind under de lag af tøj, jeg har på, og får mig til at gyse. Nakkehårene rejser sig sammen med dem på mine arme, og jeg trækker automatisk hætten længere frem over mit ansigt, så jeg ikke er helt så let at genkende, selv om det vil være til ringe hjælp, når først jeg kommer tættere på lyset.

Selv om jeg ikke er meget for at indrømme, hvor rædselsslagen jeg er for “normale” mennesker, så beslutter jeg at vente, hvor jeg er. Cynthia bør være udenfor et eller andet sted, og jeg er med garanti ikke gået forbi hende, så hun finder mig nok før eller senere.

Det her er en dårlig idé. Måske min værste til dato. Egentlig har jeg ingen garanti for, at det ikke bare er en fælde, der skal lokke mig langt nok væk fra alting til, at folk endelig kan komme tæt på mig. Jo mere jeg tænker over det, des mere har jeg lyst til at stikke halen mellem benene og sprinte hjemad, destruerende alle elektrisk drevne apparater på min vej.

“Ikke i aften,” hører jeg en blød, tålmodig stemme sige. Den bryder ind i mine tanker som en knækkende bølge, der ruller ind mod kysten. “Måske en anden gang.”

Det er Cynthia. Jeg er ikke sikker på, at jeg bør genkende hendes stemme på denne måde, men det gør jeg altså. Noget ved den får mig til at slappe af og spidse ører på én og samme tid. Den er blød og velmenende, men der er en underlig, grødet underklang. 

Forsigtigt går jeg nærmere, indtil jeg kan se hendes skikkelse. Håret er dét, jeg først genkender, for jeg er vant til kun at se omridset af dets lettere bølgede form tegnet op mod læreren og tavlen. Hun er på vej i min retning, men mens hun går, ser hun sig tilbage over skulderen og vinker forhastet til en gruppe fyre, jeg tror, at jeg har set før på skolens område. 

Mit hjerte begynder at slå hurtigere igen, og jeg skynder mig at tvinge mine hænder ned i bukselommerne, for at deres vibrationer ikke skal blive åbenlyse. Jeg kan ikke gøre for det. Nervøsitet blandet med spænding får min krop til at reagere, og de små udledninger af energi, jeg ikke kan styre, får mine hænder til at bevæge sig uroligt frem og tilbage i mønstre, der minder om opvarmede molekylers. Hvis jeg rører ved noget nu med min bare hud, vil det ikke være godt. Så jeg foretrækker at holde mine hænder, hvor jeg ved, at de forbliver, medmindre jeg selv trækker dem frem. 

Den kvindelige skikkelse nærmer sig. Hælene på hendes halvstøvler afgiver dumpe lyde mod asfalten, og stoffet på hendes korte læderjakke rutsjer mod den mørke kjoles materiale. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke, men hendes øjne stråler, selv i mørket. Det er første gang, at jeg ser hende direkte ind i ansigtet uden at trække mig væk med det samme. 

Da jeg endelig sænker blikket til mine fødder, er der gået et par sekunder, og hun er kommet så nær, at hun bliver nødt til at stoppe, hvis hun ikke vil være i fare for at kollidere med mig. Opbremsningen ser ikke ud til at være brat, men alligevel sender den hendes hår frem over skuldrene, og en mild duft af parfume når mine næsebor. Den er sødlig. 

“Hej,” siger hun med et smil i stemmen, der får mig til at se på hende igen. “Undskyld, at jeg vækkede dig.”

Hvad der får min tunge til at klæbe til ganen, ved jeg ikke, men jeg er ude af stand til at sige noget. I stedet stirrer jeg bare akavet ind i et par store, uskyldige øjne i et ansigt, der for én gangs skyld er udsmykket med et tyndt lag makeup. 

Den eneste lyd, jeg er overbevist om, at hun kan høre komme ud mellem mine let adskilte læber, er lyden af mit hamrende hjerte, der sætter de elektriske impulser i gang endnu engang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...