SLIder // standby

Jeg når ikke at tøjle min overraskelse, og dette resulterer i, at min telefon giver et mærkeligt, dysfunktionelt klik fra sig. Forsigtigt sænker jeg den fra min kind, som den ikke har rørt, og jeg kan konstatere, at selv om batteriet nu truer med at være helt fladt, så er opkaldet stadig i gang. Denne gang er det mig, der slipper et lettelsens suk løs. *** Ryan er ikke vant til, at folk ønsker hans selskab, så da han pludselig en nat får mulighed for at hjælpe en medstuderende i nød, kan han ikke sige nej. Men hvad han ikke ved, er, at denne handling får konsekvenser, som han ikke er helt sikker på, at han kan håndtere.

12Likes
10Kommentarer
606Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Jeg vågner midt om natten ved at min telefon ringer. Et suk slipper ud mellem mine læber i mørket, for jeg har prøvet det her så mange gange før, at jeg ikke orker det længere. Hver nat det samme: ”Kom og mød os! Vi bliver nødt til at nyde vores gave i fællesskab!”

Det er ikke nogen gave, og jeg har ikke lyst til at nyde det, de taler om. Specielt ikke sammen med andre mennesker. Men det hænder, at jeg alligevel tager mig sammen og sniger mig ud. Mine forældre skyder alligevel altid skylden på min ”sygdom”, når jeg den følgende dag ikke magter at tage i skole, fordi jeg er ude hele natten.

Mit hoved snurrer en enkelt gang, idet jeg rækker ud efter mobiltelefon nummer jeg-ved-ikke-hvad. I stedet for instinktivt at slukke for larmen fra den bimlende genstand griber jeg den gummihandske, jeg har liggende på mit natbord. Den er tyk og umulig at arbejde med, men den er nødvendig, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at bruge telefonen. Derpå samler jeg apparatet op og trykker på den knap, der tillader mig at besvare opkaldet.

Det er ikke et nummer, jeg kender, men det gør som regel ingen forskel. Midt om natten er det altid de samme mennesker, der ringer.

”Hallo?” Min stemme er hæs efter søvnen.

Der lyder en knitren i forbindelsen fra den anden ende, som om vedkommende gisper af lettelse. ”Ryan!”

Jeg når ikke at tøjle min overraskelse, og dette resulterer i, at min telefon giver et mærkeligt, dysfunktionelt klik fra sig. Forsigtigt sænker jeg den fra min kind, som den ikke har rørt, og jeg kan konstatere, at selv om batteriet nu truer med at være helt fladt, så er opkaldet stadig i gang. Denne gang er det mig, der slipper et lettelsens suk løs.

”Hvem taler jeg med?” spørger jeg forvirret ind i telefonen.

Det er en pigestemme, men det er ikke én, jeg taler ofte med. Ikke en af mine evige plageånder.

”Cynthia,” svarer stemmen mig forsigtigt. Så kommer der en tilføjelse: ”Vi har timer sammen.”

Jeg forsøger at endevende mine tanker for at finde ud af, hvem Cynthia er. Der er altid så mange til forelæsningerne, at jeg hver eneste gang sværger for mig selv, at jeg ikke har set halvdelen før. Dette er ironisk fordi det tilsyneladende altid er de samme, der har den slags forelæsninger. Efterhånden som jeg får tænkt det hele igennem, kommer jeg frem til, at jeg har timer ud over forelæsningerne. Og dér er en Cynthia, hvis navn jeg kan huske.

Hun sidder altid på forreste række og lirer svar af sig, som var hun en menneskelig encyklopædi. Hendes hår er mørkt, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kan huske alle hendes ansigtstræk. Jeg ved kun, at hun ikke er som de andre piger. Hun klæder sig mere sofistikeret, sladrer ikke på samme måde og smører ikke åbenlyst et nyt lag makeup på hver gang vi har pause.

Men disse ting er ikke grunden til, at jeg har lagt mærke til hende. Det har jeg, fordi hun på nogle områder er lige som mig. Hun holder sig for sig selv, medmindre hun kan være sammen med sine to veninder, som hun startede med fra high school. I modsætning til mange andre på vores hold er hun rent faktisk interesseret i litteratur, og hun skriver tilsyneladende rigtig gode opgaver, for vores undervisere roser altid hendes engagement og gode arbejde. Noget andet særligt ved hende er, at hun ikke er opmærksomhedssøgende.

Dette tiltaler mig i særdeleshed, fordi jeg ufrivilligt får meget opmærksomhed. Jeg kan ikke gøre for det, men mindst én gang om ugen tilkalder jeg mig så meget opmærksomhed, at alle andre enten kryber ind i krogene for at undgå mig eller falder sammen for fødderne af mig af grin. Ingen af disse er særlig sjove i længden.

Jeg orienterer mig mod mit gamle ur på væggen. Det er svært at se i mørket, men jeg får alligevel et glimt af viserne. ”Du ved godt, at klokken er halv to om natten, ikke?” spørger jeg hende.

”Jo,” mumler hun. ”Det er bare … Du bor ude ved Fish Creek Road, ikke?”

Jeg tøver. ”Hvor ved du det fra? Og hvor har du mit telefonnummer fra?” Ingen har nogensinde udvist så stor interesse for mig, at de med sandsynlighed ved, hvor jeg bor. Ikke medmindre man medregner mine plageånder.

”Husker du den telefonliste, vi lavede, da vi begyndte på college?”

Langsomt går det op for mig, at jeg selv har udleveret mit telefonnummer og min adresse til enhver på det hold, der gider at beholde dem. Meningen med telefonlisten er, at vi skal kunne få fat i hinanden, hvis en time bliver aflyst og én af os opdager det før alle andre. Hvorfor vores adresser er på den oversigt er jeg stadig ikke sikker på, men jeg husker, at jeg har skrevet begge dele på et stykke papir.

”Mhm,” brummer jeg.

”Det er dér, jeg har dine oplysninger fra. Jeg håber, at det er okay,” siger hun og sænker stemmen så meget, at jeg har besvær med at skille ordene ad.

”Det er fint.”

Jeg gnider mig i øjnene med den hånd, der ikke holder telefonen. Et gab tvinger sig vej op gennem min hals, og jeg giver efter for det, selv om der er en chance for, at Cynthia kan høre det gennem telefonen. Hvis hun kan, kommenterer hun ikke på det.

I stedet spørger hun forsigtigt: ”Vækkede jeg dig?”

”Selvfølgelig. Det gør man som regel, når man ringer til nogen på dette tidspunkt.”

”Undskyld.”

Hun lyder virkelig, som om hun mener det. Og det giver mig en smule dårlig samvittighed, fordi jeg ikke bryder mig om at være modbydelig overfor andre mennesker. Somme tider kan jeg ikke helt gøre for det: Mine sociale kundskaber er tæt på ikke-eksisterende, fordi folk som regel undgår mig, og med god grund. I virkeligheden har jeg også fået besked på at være forsigtig omkring andre mennesker, og hvis noget går galt vil jeg foretrække at være mig selv.

”Jeg overlever nok,” siger jeg alligevel. ”Må jeg spørge hvorfor du ringer til mig midt om natten?”

Forbindelsen er stille lidt. I hvert fald kan jeg ikke høre noget i et par sekunder. Ventetiden udnytter jeg til at trille tilbage på ryggen og folde min frie arm bag hovedet, forsigtig med ikke at komme til at røre telefonen.

”Du ved, hvem Kenneth er,” konstaterer hun, som om dét er hvad hun har brugt tiden på at tænke igennem. ”Ikke?”

Selvfølgelig ved jeg, hvem Kenneth er. Vi har aldrig været venner, for jeg har aldrig rigtigt haft venner, men Kenneth er en af de få, der rent faktisk tør tale til mig, til trods for at han intet skylder mig. Faktisk tvært imod.

”Jo.”

”Han holder en slags fest lige nu, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at være her mere,” forklarer hun mig. Måske burde jeg blive irriteret, vred eller ked af det over ikke at være blevet inviteret til festen, men det er jeg ikke, for jeg ved hvorfor.

”Ja?” Selv om hun ikke kan se mig, hæver jeg et øjenbryn i undren, overvejende hvor det her fører hen.

”Festen bliver holdt ude ved krydset mellem Salmon Creek og Fish Creek, og det er ret langt fra hvor jeg bor,” uddyber hun.

”Og?” Igen er det ikke meningen, at jeg vil være irritabel, men det kommer til at lyde sådan.

”Og du bor tættere på. Så jeg tænkte på, om jeg måske kunne overnatte hos dig i nat og tage hjem i morgen tidlig?”

Bønnen i hendes stemme er næsten ikke til at stå for. Jeg har ikke så meget erfaring med det modsatte køn, at jeg rent faktisk kan tillade mig at sige nej til at hjælpe en pige i nød. Enhver anden fyr på min alder ville endda have tilbudt hende sin seng med det samme.

”Nej,” svarer jeg blankt.

Uanset hvor meget jeg har lyst til hendes selskab er det en af de få ting, jeg aldrig kan gøre. Invitere folk hjem til mig. Eller tage hjem til dem. Skolen er ikke meget sikrere, men hvis jeg vil gøre mit forhåbninger om en eller anden form for fremtid, bliver jeg nødt til det. Derfor anser jeg det for bedst ikke at udfordre skæbnen.

”Er du sikker? Det er kun i nat, det sværger jeg. Og jeg skal nok lade være med at forstyrre dig. Jeg kan endda love dig, at jeg er forsvundet, når du vågner i morgen.” Hun lirer ordene af sig så hurtigt og stille, at jeg må anstrenge mig for at følge med og forsøge at finde mening i det, der bliver sagt. ”Jeg har virkelig ikke lyst til at gå hele vejen hjem alene i mørket.”

Desperation fylder hendes stemme, og det vinder mig over. Med et suk sætter jeg mig op og stirrer på telefonen i min hånd for en stund. Så hæver jeg den til mit øre igen.

”Jeg er sikker.” Min stemme er blidere denne gang, men trætheden gør den stadig hæs. ”Men hvis du vil, kan jeg følge dig hjem.”

Medlidenheden vinder. Jeg kan simpelthen ikke sige helt og aldeles nej, når hun giver mig en så oplagt mulighed for at vise, at jeg ikke blot er en sabotør, der er til for at genere andre. At tilbyde hende noget sådant kræver, at jeg tager mine forholdsregler og er meget forsigtig, men jeg kan gøre det. Ingen af os vil med sandsynlighed komme noget til, hvis jeg bare tænker mig lidt om.

”Har du en bil?” Desperationen falmer igen.

”Nej,” indrømmer jeg. ”Det bliver til fods eller på cykel.”

”Mange tak, Ryan,” siger hun. ”Du må selv om, hvad der passer dig bedst.”

”Så forbered dig på at gå hjem. Hvor er du nu?”

”Jeg står udenfor, der hvor festen bliver holdt.” Noget nyt sniger sig ind i hendes tonefald. Måske er det tvivl eller eftertanke, for efter et lille øjeblik tilføjer hun: ”Jeg kan godt vente på dig et stykke herfra, hvis det passer dig bedre.”

”Tak,” siger jeg, selv om jeg ikke rigtig har noget at være taknemmelig over. ”Jeg vil skyde på, at der går omkring tyve minutter, før jeg er der.”

”Det lyder rigtig godt. Tusind, tusind tak.”

”Det var så lidt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...