På bunden

Det skete i sommers, men der vil gå lang tid, før det bliver opdaget. Jeg kan stadig mærke det størknede blod under mine negle og på mine håndflader. Mærke alkoholen prikke på min tunge, og regnen løbe ned ad mit ansigt. Jeg kan stadig huske lyden af flasken, der sprang, og lyset fra hans øjne forsvinde. Huske det flakende blå lys og de buldrende brag. Det sidste jeg husker er den beslutning, jeg tog, før alting blev sløret. Blev mørkt.

0Likes
0Kommentarer
85Visninger
AA

2. Lyst, halvlangt hår og lysende, blå øjne

Jeg slingrer udenfor på usikre ben og med den kolde whiskyflaske i hånden. De lavmælte skvulp fra det flydende indhold, der i små bølger banker ind mod flaskeglasset, bliver overdøvet af den kraftige regn og torden. Jeg vakler ind i en mørk, våd og smal gyde. Sorte bygninger tårner sig op over mig med deres drivvåde vasketøj hængende fra bygning til bygning. Min skjorte klæber sig fast til min værkende ryg, og mit hår klistrer sig ind på mine tindinger. Regnen styrter ned og slører mit syn. Det gør det ikke bedre, at verden foran mig drejer rundt. Usikkert støtter jeg mig rystende af kulde op ad en bygning. Tager en slurk af whiskyen. Hoster. Skarpt og bittert. Men varmt. Sletter minderne. ”Har du brug for en hånd?,” spørger en blød stemme bag mig. Jeg drejer hovedet og ser en mand, få år ældre end mig, stående bag mig med en udstrakt arm til hjælp. Han har lyst, halvlangt hår og lysende, blå øjne. ”Ja,” rasper jeg og rakker skælvende ud efter hans udstrakte arm. Idet jeg skal til at tage fat om hans hånd, flytter han den, og jeg falder på næsen ned i en mudret vandpyt. Hvorfor gjorde han det? Jeg mærker alkoholens rus og en ukontrollabel vrede blusse op inde i mig. Rolig nu. Men idet jeg rejser mig op på albuerne, mærker jeg en hård støvle plante sig mellem mine skulderblade, og i næste øjeblik ligger jeg igen på maven i vandpytten. Jeg springer op rasende ved lyden af hans latter. Vandet fra den mudrede vandpyt fyger rundt om mig, og en enkelt brun dråbe rammer manden under øjet. Han stryger den fraværende væk, mens jeg tørrer mit beskidte ansigt af i skjorteærmet. ”Hvad fanden skulle det til for?,” snerrer jeg af ham. Han kigger blot på mig med rolige, blå øjne, der i et øjeblik ser venlige ud. I det næste kaster et blåligt skær faretruende skygger over hans ansigt, som efterfølges af et kæmpe brag. ”Det ved jeg ikke,” siger han roligt, ”du ligner en, som havde fortjent det.” Jeg er svimmel, har en dunkende smerte i hovedet, og mit syn kan ikke længere skelne mellem genstandes fysiske og imaginære former.  Det forhindrer mig ikke i at slå rasende ud efter manden med min knytnæve. Den rammer hans dobbeltgænger. Et øjeblik vakler jeg ude af balance og falder så ned igen. Vand buldrer ned på min ryg og masserer kulde ind i alle mine lemmer. Forvirret, rundt på gulvet og arrig springer jeg op og kaster min whiskyflaske hovedkulds over mod der, hvor jeg tror manden med det lyse hår står. Lyden af flasken der knuses, og en krop der falder til jorden fortæller mig, at jeg ramte plet. Med den glinsende regn dryppende ned fra mit hår og løbende ned ad mit ansigt, går jeg over til det mørke omrids på jorden. Hans ansigt er fyldt med sår fra gennemsigtige glasskår. Blodet blander sig med regnen og løber i baner på kryds og tværs af hans forslåede ansigt. En enkelt dråbe blod har samlet sig i hans mundvige, og hans gyldne hår falder om hans ansigt som en manke. Mit blik møder hans øjne tids nok til at se lyset fra dem fordampe. Jeg falder ned på alle fire ved siden ad ham og prøver med rystende hænder at fjerne blodet fra hans ansigt. Det hjælper ikke. Jeg tværer det bare mere ud. Jeg trækker mine hænder til mig og betragter dem. De er fyldt med blod. Med skyld. Jeg brækker mig. En klam bitter væske. En blanding af blod og alkohol. Samvittigheden trænger sig igennem tømmermændenes tykke mure, og en enkelt tåre triller ned ad min kind. Langsomt bliver mit syn sløret. Det er som om, at to store bølger af vand plasker ind i hindanden og fordunkler mit syn. Tværer det ud. Jeg bliver trukket med ned af bølgerne. Jeg kan ikke  holde fast ved overfladen længere. Jeg lader mig bare trække med af strømmen. Før jeg ved af det, er jeg næsten blevet trukket helt ned på bunden. På bunden af bevidstløsheden. På bunden af det mørke tomrum.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...