Aiden

Men som tiden gik, blev min blodtørst større og større. Min værste fjende blev mig selv. Men denne gang forsøgte jeg ikke at kæmpe imod. Jeg lod mig overtage. Jeg nød blodrusen, som brændte i mine årer.

4Likes
5Kommentarer
332Visninger
AA

1. Mareridtet begynder igen.

Min krop gennemrystedes af kramper. Jeg ville gøre mit bedste for at kæmpe imod trangen. Mine ben var ikke længere under min kontrol. Evelyn, åh smukke Evelyn, stod kun ganske få meter væk. Jeg prøvede inderligt at tvinge mig selv så langt væk fra hende som overhovedet muligt. Men det lykkedes ikke. Hun smilede og havde ingen anelse om, hvad der skulle til at ske med hende. Mit ansigt fortrak sig i et ondskabsfuldt grin og først da blev hendes øjne opspildet af frygt. Evelyns øjne blev blanke og hun begyndte at hulke, da hun så kniven i min højre hånd. Inderst inde var jeg selv rædselslagen. 

"Aiden, jeg beder dig... ", græd hun. Ude af kontrol rystede jeg heftigt på hovedet og forsatte nærmere. Hendes pupiller udvidedet sig så meget, at hendes øjne blev helt sorte. Pludseligt var jeg så tæt på, at jeg kunne mærke hendes gispende åndedrag mod min hud og høre hendes hjerte galoppere som efter en maraton. Tiden gik ufattelig langsom. Jeg hævede kniven mod hendes strube og skar et lille snit. Hun skreg for fuld kraft og i det samme øjeblik kunne jeg mærke en rus igennem mig, der brændte som ild. Jeg hamrede kniven som en syl igennem hendes krop. Jeg brugte flere minutter, der føltes som timer, med at dolke hende sønder og sammen.

Hendes livløse krop lå på jorden. Der var blod over det hele. Jeg stirrede forfærdet på, hvad jeg havde gjort. Mine hænder var blodige. Hendes blod. Jeg faldt hulkende sammen ned på mine knæ. Det gjorde voldsomt ondt i brystet. Mine kinder var våde og jeg kunne smage mine saltede tårer.

Mareridtet er begyndt igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...