Hard love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 22 okt. 2015
  • Status: Igang
"Selma forsøgte at begå selvmord i nat". Det er de ord der kommer til at forandre Mathias' liv. At ens crush og klassekamerat forsøger selvmord mærker en. Vil Selma vågne? Og hvis hun gør, hvad vil der så ske? Find ud af det i "Hard Love"

4Likes
10Kommentarer
527Visninger
AA

6. 4. kap. "Selma lever"

4. kap. "Selma lever"

 

Mathias' synspunkt:

Jeg var knust. De havde nok slukket allerede. Men jeg havde nået at kysse hende. Heldigvis. For jeg elsker hende, og jeg skulle have gjort noget mens jeg kunne.

Så kom Lena og Britta ind. De så begge gladere ud, end de havde gjort den sidste uge. Hvilket jeg slet ikke kunne forstå. Jeg havde for én gangs skyld ikke farvet T-shirt på, det hele var sort. Og jeg var ikke den eneste. Alle havde mørkt tøj på.

"Selma lever", Lena strålede af glæde og Britta havde glædes tårer i øjenkrogene. Jeg lod det synke ind. I det øjeblik følte jeg, at jeg kunne græde. Af glæde selvfølgelig.

"Jeg kunne seriøst græde af glæde", Ester havde sin vante stemme igen. Fuld af smil.

"Har hun fået bivirkninger. Handicap af nogen slags?", spørgsmålet, der kom fra Rose B, fik klassen til at holde mund igen.

"Det ved vi ikke, hun begyndte først at trække vejret i går ved to-tiden, så hun er ikke vågnet endnu", Britta så knap så glad ud, ved tanken om en svært handicappet Selma.

"Må vi så se hende snart", Agnes kiggede bedende på Lena og blev hurtigt efterfulgt af de andre.

"Trine snakker om at I må komme i morgen", Lena smilede, "Hun ser levende ud igen, ifølge Rosa og Eliot. Måske bare det faktum at hun trækker vejret er godt".

Jeg sukkede lettet op. Hun levede.

 

Selmas synspunkt:

Jeg kunne skimte lys. 

Jeg kunne hører svage stemmer.

Jeg er på vej til himlen.

Der var gået lang tid. Et stort evigt mørke.

Jeg slog øjnene op, og de svage stemmer forstummede. Det var en lampe. En hvid lampe.
Hospitalet. Shit!

Jeg satte mig op og kiggede forvildet rundt. Mor og Rosa sad ved siden af den knirkende seng, og Eliots fodboldkort lå på en af stolene som tegn på at han også var her et sted. Jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne se mor havde grædt meget - og jeg fik det med det samme dårligt. Det var så åndsvagt at jeg aldrig tænkte på andre end mig selv. Rosa havde også røde øjne. Bare det ikke var hende der havde fundet mig. Så var der endnu en sætning der skulle i min hemmelige comebacks-og-sætninger-jeg-aldrig-må-sige-bog. Hej jeg hedder Selma, jeg sulter mig selv og er verdens værste storesøster. Mor begyndte at græde igen - men den her gang var det vidst af lykke. Hun lagde armene om mig og maste mig ind til sig.

"Det må du ALDRIG gøre igen Selma, du kan slet ikke fatte hvor bange jeg blev, da jeg fandt dig", så fik jeg det opklaret - det var hende der havde fundet mig. Jeg lukkede øjnene for at skjule tårerne, og snusede samtidig ind ad næsen. Mors sædvanlige duft fyldte mine næsebor. En duft der, egentlig var meget naturlig, men alligevel kunne få mig til at slappe af.

Døren gik op, og ind kom far og Eliot balancerende med fire plastickrus, som far dog hurtigt smed, da han så mig sidde op. Elmer kom gående bagefter med en Harry Potter bog.

Engang var de begge på landsholdet for dragebådsroning, altså mor og far, og han dyrkede både meget fodbold, håndbold og cykling, så der må han have været muskuløs. Det var han ikke rigtig længere - selvom han jævnligt forsøgte med forskellige sportsgrene, stoppede han dog altid igen når han fik en skade der tog længere end to uger om at hele. Så nu havde han lidt mave. Mor var kun lige stoppet med basket - en sport hun havde spillet altid nærmest. Men det var også slut, og selvom hun havde idræt med de små klasser to gange om ugen havde hun også en delle midt på maven.

Mor og far pludrede lykkeligt om alt muligt. Tænk at de holdt facaden for min skyld - for jeg kunne jo godt se at de ikke var rigtigt glade - men hvem ville også være det, når ens ældste datter havde begået selvmord.

"Vent, hvor længe har jeg lige været væk", spurgte jeg, da jeg spottede bøjlen på Rosas fortænder - hvordan jeg havde undgået at opdage den var lidt svært at sige.

""Altså, i dag er dag nummer 10 siden mor fandt dig", Rosa svarede for mor, "Men bøjlen kom først på i går - de havde et afbud, eller også fik vores egne tandlæger endelig fingeren ud", hun rullede på de blå øjne jeg altid havde misundt hende. Det var vores fælles irritation - det åndsvage sundhedssystem - det er over 1½ år siden hun blev henvist til bøjletandlægen for at finde ud af hvilken bøjle hun skulle have på. Hun har store fortænder og et okay overbid.

 

Senere på dagen kom Thilde, Agnes, Line, Emilie, Nicoline og Sabine på besøg. Til at starte med, var de forsigtige og behandlede mig som en tikkende bombe, men efter et vredesudbrud fra min side, havde de droppet det og var blevet lige så underlige og syge i hovederne som de plejer at være. Det var rart.

Pludselig blev et emne (som jeg helst ville have undgået) trukket op. Jeg havde nævnt det tidligere i mit vredesudbrud.

"Angående det med at håbløst forelsket", Agnes vekslede blikke med de andre, mens jeg stirrede rasende på Thulde.
Hun havde lovet ikke at sige noget til de andre. Hun trak undskyldende på skuldrene.

"Selma, attention please, du er nok ikke ligeså håbløst forelsket som du går og tror. Matty har seriøst været, ja direkte skræmmende, siden vi fik det at vide. Ikke en eneste joke, han sov ikke om natten eller spiste. Selma, han spiste næsten ikke. Han har næsten været som i en anden verden".

Agnes trak vejret dybt. "Det første rigtige smil kom først, da Lena sagde du levede! ”. Jeg smilede og fremkaldte mig et billede af Mathias.

Et stort smil, de skinnende blå øjne, der altid lyser lidt ekstra når han driller nogen. Det utrolig korte, næsten hvide hår. Agnes ligner ham. Smilende, lysende blå øjne og skulderlangt lyst hår.

Det var næsten ikke til at tro, og et eller andet sted troede jeg hende nok heller ikke helt.

"Og, Selma... Du behøver ikke være sur på Thilde, jeg tror sku allesammen vi vidste det i et eller omfang", Ems grinede kort, "måske med undtagelse af Agnes".

Jeg lavede måske en uforstående grimasse - et eller andet fik hende i hvert fald til at uddybe. "God, vi har altså øjne i hovedet Selma", hun rullede med øjnene og jeg kom til at tænke tilbage på en tysktime tidligere på året.

 

Ritch… ritch… ritch....

Den irriterende lyd af en taske mod stolen, overdøvede larmende Helle Maries stemme. Eller også var det fordi jeg fokuserede på lige netop den lyd.

"For gods sake Mathias. Så stop dog. Arg", jeg slog irriteret mit hoved ned i bordet. Jeg havde, naturligvis, fået hele klassens opmærksomhed efter mit lille udbrud.

Mathias smilede stort; "Stoppe hvilket - det her?". Ritch-ritch-ritch, han startede igen, denne gang hurtigere og mere larmende. Resten af drengene sluttede sig hurtigt til "taske-stole-koret".

Det indledte en lille hyggesnak, hvor vi, indirekte, kritiserede drengene for sygt. Lige indtil Emilie afbrød;

"Hvad er der med jer to - I er sådan helt flirtende...", spørgsmålet var henvendt til Mathias og mig, og hentydede til vores rimelig ofte øjenkontakt. Jeg rødmede dybt og lod som om jeg ikke anede hvad hun snakkede om.

Men indeni havde jeg lyst til at hoppe og hvine og i det hele taget bare være overgearet.

 

Thulde grinede, og de andre deltog kort efter.

 

 

Syntes lige at I fortjente et nyt kapitel,  fordi..... det er præcist et år siden at jeg begyndte at skrive "Hard Love" ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...