Hard love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 22 okt. 2015
  • Status: Igang
"Selma forsøgte at begå selvmord i nat". Det er de ord der kommer til at forandre Mathias' liv. At ens crush og klassekamerat forsøger selvmord mærker en. Vil Selma vågne? Og hvis hun gør, hvad vil der så ske? Find ud af det i "Hard Love"

4Likes
10Kommentarer
521Visninger
AA

3. 1. Kap. "Det er jo en joke, ik'?"

1. Kap. "Det er jo en joke, ik'?"

 

Mathias' synspunkt:

Læsebånd startede, som det plejede, Karla kom for sent, som hun plejede, Villads og Bertil fjollede rundt, selvom læsebånd VAR startet, som de plejede.

Alt var som det plejede. Lige indtil Lena og Britta kom ind.

Lena var ligbleg, og hendes korte, sorte hår og mørke øjne fik hende til at se meget alvorlig ud. Hendes rynker var mere fremtrædende end normalt. Britta, vikaren, som de ældste piger var så glade for, havde fået klippet hendes leverpostejsfarvede hår, og så, ligesom Lena, dødalvorlig ud. Hun havde endda røde øjne.

Jeg lagde mærke til, at det nu kun var Nicoline, der stadig læste. Den anden største læsehest i hele klasse. Der var kun en der slog hende; Selma. Som ikke var her i dag. Desværre.

Lena og Britta havde stillet sig op foran tavlen, og kiggede nu med alvorlige miner ud over klassen. Selv Nicoline var stoppet med at læse. 

"I nat skete der noget alvorligt", Lena kiggede ud over klassen, "Selma forsøgte at begå selvmord...", hun tav, for at lade det synke ind i vores hjerner. Stilheden bredte sig over klassen, selv Villads sad stille nu. Lige indtil Sabine begyndte at grine. Hun fik straks hele klassens opmærksomhed.

"Det er jo en joke, ik'?", hun studerede Lena og Brittas ansigtsudtryk, men hendes smil blegnede hurtigt, da der ikke var en eneste antydning af smil på deres ansigter.

Jeg kunne ikke tro det. Søde, smilende, perfekte Selma. Hvad mon der havde drevet hende så langt ud? Jeg kunne se at 20 andre 11-14 årige sad med det samme spørgsmål. Der var mange teorier - lige usandsynlige.

 

Svært derhjemme - udelukket. Hendes far, den mest populære forælder i store-gruppen siden udenlandsturen, hendes bedsteveninde-lillesøster, Rosa og hendes lillebrødre, Elmer og Eliot, som hun elsker højt. Hendes lille puddel, og den lille islænder Gloi. 

Mobning - udelukket. Selma var utrolig populær, og begrebet mobning er næsten ukendt på skolen.

Men når man tænker over der var mange tegn, men vi vendte det blinde det øje til. 

 

"Please sig at hun at hun overlever", Thilde sad med krydsede fingre og våde øjne. Hun var nok den der kendte Selma bedst, selvom Selma aldrig rigtig lukkede nogen rigtig ind. 

"Lige nu ligger hun i respirator, men det står virkelig dårligt til med hende", Britta tog nu over for Lena, der så ud til at være lige ved at bryde sammen. Det var hun ikke alene om. "Ottende-klasses bordet" i midten sad alle med våde øjne, og største delen af 6. - 7. pigerne var også meget berørte.

"Hvordan?", hørte jeg mig selv sige, med en stemme der lød helt forkert.

"Overdosis sovepiller", nu trillede tårerne ned af Lenas kinder. Hun manede sig lidt op. "Morgensang er frivilligt i dag, Niels vil ikke sige noget om det, så det er yderst hemmeligt over for de små", selvfølgelig, Naja og Mille ville blive helt knust. 

"Og Trine kommer selvfølgelig ikke foreløbig. Det var hende der fandt hende", Britta ser helt ødelagt ud ved tanken.

 

Trine er Selmas mor, lærer på den lille friskole, vi går på, og klasselærer til 1.-2. klasserne.

Det er selvfølgelig fordi at vi går på en friskole, at der er nogle sjove traditioner. Læsebånd (som dog først blev indført i år), sammenlæste klasser (0.,1.-2.= lillegruppen, 3.,4.-5. = mellemgruppen og 6.,7.-8. = storegruppen. (I storegruppen er vi 22 - med Selma, vel og mærket)), morgensang (en tradition tilbage fra Grundtvigs tid) og lillevenner (en af de små man skal sørge for, under bl.a. morgensang og gåture). De fleste er okay, men når ens lilleven er en førsteklasser med krudt i røven, er det nogle gange ret nederen.

 

"Er der nogen chance for at besøge hende?", Spørgsmålet kom fra en noget stille Emilie.

"Desværre ikke. Selma skrev et afskedsbrev. Der står der at det kun er hendes familie der må se hende før hun bliver brændt. Noget med at hun vil have at vores sidste minde om hende er en smilende, solbrun Selma, frem for den ligblege Selma hun nok er nu", Lena var nogenlunde fattet igen.

 

 

De næste par dage gik uden den store dramatik, der var meget stille i klassen... Hvilket slet ikke er normalt med fire ADHD'er, et par stykker der bare er hyper og en masse drama Queens.

Det var værst for 8. klasse, de seks piger, inkl. min storesøster Agnes, var helt smadrede.

Og okay, jeg havde det heller ikke for godt. Men hvem ville have det godt, når den perfekte pige ligger for døden?

For ja, jeg har det sygeste crush på Selma. Hendes smukke blå/grå øjne om-kranset af de fantastiske tætte vipper, de fyldige læber, det lange, kastanjebrune, silkebløde hår og selvfølgelig hendes smukke former. Og så det faktum at hun er næsten lige så god og sød som Snehvide og de andre Disney prinsesser. Hun er 14 år, hvilket vil sige et år, en måned og fem dage ældre end mig.

Den femte dag, ventede vi på Lena og Brittas nyt om Selma. 

Trine ringede til Lena eller Niels (skolelederen) hver dag og fortalte dem det nyeste omring Selma. Og de sagde det så videre til os.

"Lægerne kan ikke gøre mere... De har opgivet Selma", tårerne trillede igen ned af kinderne på Lena. Det var første gang siden hun fortalte os om selvmordet. 

"Det kan de da ikke... FUCKING ÅNDSSVAGE LÆGER", Emilie flippede helt ud, men brød grædende sammen. Nicoline trøstede hende stille, men fjernede ikke øjnene fra Lena.

"Trine gør lige nu alt hvad hun kan, for at overtale lægerne til at lade Selma ligge i respiratoren. Hun forsøger med mindst fire dage mere". Udenforstående ville ikke kunne forstå hvorfor lige fire dage. Men jeg forstod det. Så var der gået ni dage. Og det ville være den 9. oktober. Selmas lykketal var ni. 

Så gik det op for mig. 

Selma ville dø.

Alle pigerne begyndte at græde.

Alting virkede sløret, jeg rejste mig op og gik ud i gangen, hvor jeg slog min hånd hård ind i muren. Jeg registrerede knap nok, da Agnes førte mig ind i 8. klasses hyggerum... Der ellers var forbudt område.

Jeg sad derinde det meste af dagen, og da vi blev hentet, af min mor, var jeg stadig i en mærkelig døs.

Den halvanden kilometer lange grusvej irriterede mig ikke det mindste, som den ellers plejede. Og da min mor spurgte Agnes hvorfor jeg var så fraværende, fortalte hun igen at Selma nok ville dø inden der var gået fem dage. Min mor vidste det godt. At Selma ville dø. Men det som hun - eller nogen anden- ikke vidste, var selvfølgelig min kærlighed til Selma. En pige - nej, en prinsesse - der ville dø, og som, og hvis hun overlevede, alligevel aldrig ville kigge til min side. En ordblind, klassens joker.

Da vi trillede ind på gårdspladsen, trak jeg min taske ud af bilen, gik ind i huset, ignorerede Molly, vores lyse labrador, og fortsatte ind på mit værelse, hvor jeg kastede mig på sengen og stirrede op i loftet.

Mens jeg lå der tænkte jeg på Selma. Og blev klar over en ting.

Jeg måtte se hende igen. En enkelt gang, mens hun stadig trak vejret. Falsk, men levende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...