Følelsen af forkert

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Igang

4Likes
5Kommentarer
238Visninger
AA

1. Den som altid tænker, føler

Han havde hørt så meget om det foredrag. Alle snakkede om det, og deltagelsen til arrangementet var stor. Han skyllede sin skål med morgenens havregryn ren, så han ikke skulle høre på sit mors brokken over det indtørrede havregryn, der sad limet som cement på skålen. Han burde også deltage, det følte han, men på en måde var det også forbudt. En form for overskridelse af en pligt. Tavshedens pligt.
Overalt på skolen var der delt flyers ud med billedet af pigen, der skulle komme samme eftermiddag og holde foredrag om sin fortid med selvmordsforsøg og angst. Da han havde set billedet af hende, kunne han genkende hende med det samme. Pigen fra i sommers. 
Sommerferien havde han brugt hjemme i Danmark med sine forældre på camping. De havde rejst rundt i Østjylland med telt og et gasblus. Vennerne havde været i udlandet. Han havde mødt hende dér; oppe i køkkenet på campingpladsen, mens han stod og kedede sig ved opvasken. Hun havde noget særligt over sig, havde han tænkt første gang. En almindelig pige på hans alder, dog med noget særligt over sig.  Hun stod og gemte sig i det ene hjørne, drejede sig rundt og trak ned i de oprullede ærmer, da han vendte sig om mod hende. Han prøvede på at fange hendes blik.
Senere mødte han hende på boldbanen, hvor kun en efterladt fodbold lå i den ene hæk. De var alene. Hun græd, og han lagde armen om hende, da han opdagede blodet på hendes hænder.
Skolen var som sædvanligvis langtrukken, udover at han elskede fysik, hvor de skulle lave eksperimenter. Han kastede æbleskroget ud i skraldespanden og trak beskyttelseshandskerne på. De lavede forsøg med syre. Mathias spurgte ham, om de skulle følges til foredraget. Det føltes forkert at sige nej, men han kunne ikke. Ikke over for hende. Hvad ville hun ikke tænke om ham.
Da han opdagede blodet på hendes hænder, tog han det mere roligt end forventet. Hun havde skåret sig. Med vilje. Hun fortalte ham om det mørke, der levede i hende. Om hendes lyst til ikke at eksistere, om hvor svært det var at have panikangst, følelsen af at fejle noget, der kunne dræbe én. Så hellere dø inden det overtog én. Revnerne i hendes underarm beviste hendes følelser, han havde tænkt meget over de dybe ar siden. Mærket for livet, en historie der aldrig ville kunne slettes på delete-knappen.
Auditoriet summede af mennesker, da de forsøgte at finde en plads. Hans venner havde reserveret første række, da de var de ældste på skolen, havde de førsteret, mente de. Han satte sig nervøst til rette. Ville hun mon se ham? Han grinede af en joke, som en anden fortalte. Hvem kunne han ikke huske, heller ikke joken. Grinet var automatisk og en facade. Nervøsiteten steg ham til hovedet, da viseren nærmere sig 15.00, hvor det hele ville begynde.
Hun havde åbnet sig op og fortalt ham om det hele. Indlæggelserne, misforståelserne, forældrenes svigt, plejefamiliens ligegyldighed, angsten og anfaldene, der styrede hendes liv. Hun manglede hjælp til at komme videre, men havde opgivet at lede. Han vidste ikke dengang, hvad han skulle gøre. Hans egne forældre var stabile mennesker, og hans opvækst bar tydeligt præg af det. Han kendte ikke til en verden som hendes. Derfor svigtede han hende. Fortalte hende ikke, at han gerne ville redde hende. Hun fascinerede ham, gløden i hendes øjne levede endnu. Han forsvandt dagen efter videre med sine forældre på en ny campingplads. Sedlen med sit nummer, fik han aldrig givet hende.
Hun var virkelig smuk, som hun stod der på scenen. Alle folk blev stille, da hun trådte ind. Én fyr valgte dog at undslippe en bøvs længere nede i salen. Uret over døren kunne svagt høres. Hun fortalte, og han slippede hende ikke af syne. Han lyttede til hendes vise ord, om hvad der havde trukket hende op ad hullet, hvordan hun i dag bare var normal, underlig normal. For ingen er jo normale, hvad er normalitet? Hun nævnte ham. Han var helten.
Han ville gerne fortælle drengene, at foredraget handlede om ham. At grunden til hun stod på scenen foran dem, i stedet for at ligge begravet i en kiste under dem, var hans skyld. Men han kunne ikke. De ville ikke tro ham.
Hun fandt ham efter foredraget, hun havde set ham. Hun vidste godt at det her var hans skole. Hun havde altid været god til at finde folk. De skulle være alene, og hun spurgte ham og et sted, hvor ingen ville kunne finde dem.
Han var overrasket over, at hun havde ledt efter ham. Han kendte et sted lige uden for skolen, hvor de kunne snakke. Der var aldrig nogle der kom i skoven om eftermiddagen. Tanken om dem alene i skoven mindede ham om dengang på boldbanen.
De stod helt stille. Mørket var ved at falde på, og efterårsbladene malede skovbunden i tusind gyldne farver. De lyttede til fuglen, der sad i træet over dem. Han bemærkede en lugt af fugtig mos, efter at det havde regnet om middagen. Hun lukkede sin jakke, hun havde købt på tilbud inde i byen, lige før foredraget skulle holdes. Pelsen føltes dejlig mod huden, hun var glad for købet. Den fik hende til at se voksen ud, hendes nye jeg. Som alle måtte se og kende.
De stod tæt. Hun fortalte om, hvordan han havde fået hende til at lede efter den kærlighed til ham, hun havde følt. Et mysterium var begyndt, da han forsvandt den sommer, og de glade følelser for ham, havde hun ikke følt i lang tid. Jagten efter ham, med en snor i hende og den anden ende i ham, havde trukket hende op ad hullet.
Han aede arret fra i sommers med sin pegefinger. Det var stadig tydeligt, men ikke længere skræmmende. Han havde helet hende. Han trak hende ind til sig, og lod sig hvile mod sit bryst.
Hun følte sig varm og tilfreds, da hun lagde hovedet ind mod ham.
Set udefra lignende denne scene mest af alt en stor kliché, som man ser i kærlighedsfilm, især da det begyndte at regne, og deres munde mødtes.
Han fortrød at han havde spist makrelsalat i bollen, moren havde smurt, men hun nævnte det ikke. De grinede begge to.
Dette var nok det øjeblik de begge altid havde tænkt på, men aldrig turde drømme om.
Regnen vaskede følelsen af forkerthed væk. Meningen med alt var samlet lige her i dette øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...