Fotabt. Alene -Oneshot

*Deltager i Inspireret af et billede konkurrence* En tåre løber ned ad min kind. Jeg falder på knæ, ved siden af ham. Tager hans ansigt mellem hænderne, og vender det mod mig. Øjnene der er ingen følelse intet liv i dem. Jeg kigger ind i skoven, der hvor skuddet var kommet fra. Der står ingen, ikke en sjæl.

9Likes
5Kommentarer
318Visninger

1. Fortabt. Alene

Lige nu sidder jeg på mit værelse. Fortabt. Alene. Tårene løber ligeså stille ned af mine kinder. Jeg havde snart siddet her i 3 timer. Igår aftes havde været fantastisk, men på samme tid den værste aften i mit liv.

 

*Flashback*

Vi står i måneskinnet som kommer ned gennem træerne. Vi står på stien. Det er en smule køligt, men det er perfekt. Perfekt.

Jeg står på tæer, for at vores læber kan blive i kysset. Han holder mig tæt ind til sig.

En køligt brise kommer stille igennem skoven. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det føltes som lang tid som vi bare står der og kysser.

Jeg har aldrig oplevet denne følelse før, følelsen af at blive elsket og holdt af, end en anden end ens familie. 

Vi standser kysset, og begynder tavse at gå hånd i hånd på stien. Vi går i måneskinnet i det kølige efterårsvejr.

Vi går der i stilhed. Der er nærmest for stille.

Jeg føler et blik hvile på mig. Jeg kigger diskret rundt imellem træerne, men der er intet at se. 

Vi går videre, lydløst. Det er som om vi bare går på luft. Svæver nærmest.

Jeg hører et skud. Det kommer inde fra skoven. En fugl flyver op mod himlen, en fugl der lige havde siddet i træet over os.

Jeg vil løbe, flygte, men jeg kan ikke.

Han vil ikke give slip på min hånd, han strammer grebet. Bliver stående.

"Kom nu! Vi skal videre" hvisker jeg panisk.

Han rokker sig ikke, men kigger bare ind imellem træerne. Kan han se noget jeg ikke kan?

Der lyder endnu et skud. Der går mindre end et sekund indtil han giver slip på min hånd.

Jeg vender hovedet mod ham. Han dumper ned på jorden.

Han ligger der livløs. En tåre løber ned ad min kind.

Jeg falder på knæ, hved siden af ham. Tager hans ansigt mellem hænderne, og vender det mod mig.

Øjnene der er ingen følelse intet liv i dem. Jeg kigger ind i skoven, der hvor skuddet var kommet fra.

Der står ingen, ikke en sjæl.

Jeg kigger igen på det ansigt jeg stadig har i hænderne. Tårene triller hurtigere ned af mine kinder.

Det føles som om jeg ikke kan andet end at sidde med ansigtet i hænderne. Det ansigt som havde tilhørt den jeg elskede.

Hvem har jeg tilbage? Ingen.

De er alle døde.

Familie.

Venner.

Og nu også...ham.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde siddet der, da det begynder at støvregne. Regnen sætter sig i mit hår. Som små dråber.

Jeg ligger ansigtet ned, og kommer vaklende på benene.

Jeg husker stadig det blik han sendte ind i skoven. Panisk, frygt, havde der været i hans blik. Det var som om han havde vidst, at han skulle dø.

Jeg kigger ind mod skoven, der hvor han havde kigget ind. Det var som om jeg forventede at der var nogen, men det gør jeg også.

Jeg står der og kigger i noget tid, men nu er jeg på vej hjem.

På vej hjem til et endnu mere ensomt liv end før, hvor jeg troede jeg ikke kunne miste mere, men der tog jeg fejl.

*Flashback slut*

 

Lige nu står jeg bare og kigger ud af vinduet, uden at se på noget, bare se.

Jeg tænker over hvordan jeg mistede...dem allesammen.

Min mor.

Far.

Lillesøster.

Storebror.

Venner.

Og nu også...ham.

Jeg står bare her, med tårende der forsigtigt glider ned af mine kinder.  Jeg står og ser ud i ingenting. Ser ud i en blindgyde.  

Hvordan var de alle...døde?

Jeg har tænkt over det længe, der er nogen sammenligninger.

Alle er skudt, jeg var altid tilstede, det var dem jeg elskede, de eneste der holdt af mig.

Hvis jeg havde ret, så var morderens næste mål mig, eller ville han lade mig leve, med al den sorg.  Det var måske hele pointen. 

Det puslede i nogen af trækronerne, som en vind, men der var stille i de andre trækroner.

 Jeg kigger op, og møde et par øjne et stykke væk. En der sidder i et træ, med en pistol rettet mod mig. Jeg tænker ikke.

Et skud. 

Smadret glas.

Alt er sort.

Jeg er død.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...