Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
484Visninger
AA

2. Skoven

Jeg bladret igennem en af mine mange historiebøger, som jeg sad i toget, på vej hjemad. Jeg undgik så meget som muligt at læse modemagasiner, men man var nød’ til at følge med, på en eller anden måde. Fortidens historie fascinere mig rigtig meget. Hvordan alting vil gentag sig, lige meget hvor mange man forsøger at undgår det. Kampen om en perfekt verden, har fundet sted så mange gange før, bare på forskellige måde, da ingen rigtig kan sige hvad det perfekte i virkeligheden er. Nu har man efterhånden fundet svaret, men hvor længe vil det være? og hvor lang tid går der, før man vil få svar på, om det virkeligt er lykkes for nogen fejl, at flygte fra de hvide vogter, og lever i skjul ude i verden.

Så snart jeg kom ud af toget, tog jeg en anderledes stil end de andre, for selvom jeg ønsker at  være en del af dem, ønsker jeg også er være min egen. Jeg havde taget den her sti et par gange før, men drejede af før skoven kom, men i dag fortsatte jeg. Jeg stoppede kort op, før jeg trådte ind, og betræk skovens høje smukke træer, og farverige bund. Jeg trak på smilebåndet over at være sådan et fredfyldt sted. Jeg lukkede mine øjne, og tog en dyb indånding, derefter tog jeg en snurre tur rundt.  Da jeg åbnede mine øjne igen, stod jeg foran den smukkeste blomst jeg nogensinde havde set. Jeg tog straks min notesblok frem, og begyndte at tegne den.

Som jeg sad koncentreret om at for hvert et enkelt frø med på tegningen, fik jeg øje på noget underligt i baggrunden. En mærkelig mange farvet firekant ting. En slags stor skurvogn, med masser af grafitti. Noget man ikke ser mange steder længere.  Jeg blinkede i forvirring et par gange, for at sikker mig at jeg ikke så syner. Ganske rigtigt, den var der. Tænkt at sådan noget grim, fik lov at stå i sådan en pæn skov.  

Af en nysgerrighed, jeg ikke ønskede jeg havde, begyndte jeg at gå hen i mod den. Med forsigtige skridt, og undersøgende blik.  Den havde både vinduer med tilbagetrukket gardiner, og en lukkede dør.  Jeg rakte ud efter håndtaget, og i et øjeblik tøvedet jeg. Min mave træk sig tilbage, og mit hjerte humpede så kraftigt, at det føltes som om det sad i mit hoved. Døren bandt, og i et kort øjeblik troede jeg at den var låst, før døren gik op. Der var mørk, men der var helt klart noget der inde. 

Jeg trådte forsigtigt ind og kiggede mig omkring. Det knirkede under mig, som jeg tog det lille trin op. Jeg nået at få øje på en tæppe beklædt sofa, før noget kastet sig hen over mig, og jeg blev presset ind imod en reol, med en voldsom, men menneskelig kraft. Jeg ville have skreget, hvis det ikke var for den hånd, der blev presset imod min mund. En lyskegle faldt hen over et ansigt i det fjerne. Det var en dreng. Lyset faldt skråt langs hans ansigt, og afsløret hans lysne blå øjne og hans tyssende hånd foran munden. Man kunne akkurat lige se at han manglet sin lille finger. Jeg prustet og klynkede, men stod helt stille og stirrede på det smukke ansigt.

"Er du alene?" Jeg nikkede, så godt som jeg nu kunne. Derefter fjernet han hans hånd fra min mund. "Hvad laver du her? " Spurgte han i en meget bestemt tone og et knivskarpt blik

"Jeg var nysgerrig..."  sagde jeg så stille, så man næsten ikke kunne høre det. Han satte hans ansigt helt hen til mit. Det var helt mørkt, men jeg kunne tydeligt se hans blå øjne. 

"Forsvind." Hviskede han til mig. Jeg fik mast mig væk fra ham, og satte straks i løb. Jeg lagde først mærke til at jeg havde tabt min notesblok hos ham, da jeg nået skoves ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...